Krisen har ikke kun øget uligheden, arbejdsløsheden og den offentlige gæld i de vestlige kapitalistiske demokratier. Den har også udløst både en folkelig genpolitisering af markedsøkonomien og et fornyet intellektuelt fokus på de ’store’ samfundsmæssige spørgsmål. Særligt misforholdet eller den indbyggede spænding mellem demokrati og kapitalisme er blevet flittigt adresseret. Mange fænomener understøtter umiddelbart dette perspektiv: Eurokrisen, Kinas og Singapores udemokratiske autoritære kapitalisme, teknokrati- og nedskæringspolitikkens tilsyneladende normalisering, den altomfavnende fetishering af statsbudgettet, osv. Murens fald indledte ikke som lovet en ny gloriøs og krisefri æra for demokratisk kapitalisme.
Det er ikke kun socialliberale darlings som Thomas Piketty og Paul Krugman, der har været med til at promovere post-krisens disharmoni-fortællinger. Også den tyske professor i økonomisk sociologi Wolfgang Streeck har i de seneste år markeret sig internationalt med en række opsigtsvækkende analyser af den demokratiske kapitalismes indre uoverensstemmelser. I sin seneste bog Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism foretager Streeck en interdisciplinær og empirisk baseret analyse af de seneste ca. 40 års konfliktfyldte forhold mellem politisk demokrati og kapitalistisk markedsøkonomi. Streeck giver ny energi til den gamle Frankfurter-skoles kriseteori fra 1970’erne ved at opdatere begrebsapparatet og empirisk efterprøve hypoteserne. Buying Time tager således et forfriskende opgør med den dominerende ’snævre’ samfundsvidenskabelige forskning ved at argumenterer for, at man trods nationale forskelle – forskellige ’velfærdsregimer’ og institutionelle variationer – kan observere en fælles strukturel dynamik, som er indbygget i den demokratiske kapitalisme.
Krisen er ikke ny
I centrum for bogen står analysen af 2007-08 krisen samt den senere såkaldte europæiske gældskrise, som Streeck betragter som den seneste episode i en lang historisk sekvens af sammenbrud og midlertidige løsninger i den ’demokratiske kapitalisme’. Ved hjælp af en omfattende mængde OECD-data udpeger bogen tre kriser siden nedbrydningen af efterkrigstidens vækstmirakel samt tre midlertidige løsninger på disse. Den første krise dukkede allerede så småt op sidst i 1960’erne, hvor kombinationen af arbejdsstrejker/studenteroprør, stigende profitkrav, faldende vækst og et fuldt beskæftigelsesimperativ skubbede de økonomiske forventninger til staten i vejret. Inflation præsenterede sig selv som en midlertidig løsning på samfundets modsætningsfyldte distributionskrav – en slags ’monetær doping’. Inflationær disciplin medførte efterfølgende lav vækst og høj arbejdsløshed. Det pres mod de fleste OECD regeringers fiskale kapacitet blev dog afbødet af en kraftig vækst i den offentlige gæld. Regeringerne købte sig tid ved at udglatte den underliggende krise. Forsøg på at konsolidere de offentlige budgetter samt at opretholde vækst- og forbrugsdynamikken gennem 1990’erne resulterede i en finansialisering af industrien og promovering af privat gældstagning. Denne symptombehandling dannede grundlag for 00’ernes forbruger- og gældsdrevne boble – et vækstregime som sociologen Colin Crouch har beskrevet som en form for privatized Keynesianism. Privat gæld – særligt gennem kassekredit og friværdi – øgede forbruget og dermed væksten og udlignede til dels, som analyser fra ILO og IMF nu også understøtter, det relative tab af købekraft fra den stigende indkomstulighed, i hvert fald i USA. ’Skattestaten’ er således blevet erstattet af ’gældsstaten’: Offentlig gæld tager ’trykket’ af udgiftspresset, mens privat gæld forøger forbruget eller udglatter ulighed ved at holde forbruget oppe. Samtidig flytter denne transformation det politiske ansvar fra det demokratiske statsfolk (Staatsvolk) til et transnationalt markedsfolk (Marktvolk) bestående af finansielle institutioner og kreditorer, hvis interesser gældsstaten nu i højere grad skal servicere.
Buying Time’s diagnose er således klar: den nuværende krise er ikke ny; befolkningerne/regeringerne har blot købt sig tid siden afslutningen på The Thirty Glorious Years via midlertidige monetære eller fiskale symptombehandlinger. Krisen er derfor ikke blot en krise, men, som den tyske sociolog Claus Offe engang beskrev det, en ’krisemanagements krise’. Streecks kriseperspektiv har en yderligere implikation: Finansministre, som tigger forbrugerborgerne (med henvisning til en slags økonomisk patriotisme) om endnu engang at ’svinge dankortet’ for at undslippe krisen, ønsker os dermed tilbage til en midlertidig vækst-boble.
Økonomi versus demokrati
Bogen udmærker sig ved at sætte krisen i et større analytisk perspektiv. Ifølge Streeck hviler efterkrigstidens politisk-økonomiske konstellation på to konkurrerende distributionsprincipper.
Mens demokratisk politik bygger på et princip om ’social retfærdighed’ – baseret på legitimitet, reciprocitet og borgerstatus fremfor kontraktstatus – bygger kapitalismen på et princip om ’markedsretfærdighed’, hvor rettigheder er knyttet til ejerskab og produktivitet opgjort i pengeværdier.
De to principper trækker således samfundet i to forskellige retninger og har modsatrettede strukturelle konsekvenser for forskellige samfundsgrupper med konkurrerende krav til statens fiskale aktiviteter. En grundlæggende antagonisme er dermed bygget ind i selve konstruktionen af den ’demokratiske kapitalisme’. Krisen er ifølge Streeck således den seneste symptomatiske manifestation af den dybereliggende spænding mellem demokrati og kapitalisme. Og selv om et historisk kompromis blev indgået efter Anden Verdenskrig – mellem de demokratisk orienterede arbejdere og de mere aristokratisk anlagte kapitalister – kunne de modsatrettede interesser i sidste ende ikke forenes. Streecks interessante pointe er at sammenbruddet af dette historiske kompromis ikke så meget skyldtes et folkeligt oprør (en ’legitimationskrise’), men i stedet et kapitalistisk oprør, hvor de ledende ’profitafhængige’ personer/institutioner mistede tilliden til massedemokratiet. Det var, ifølge Streeck, således kapitalisterne som strejkede og brød efterkrigstidens sociale kontrakt. 1980’ernes og 90’ernes velkendte kur udmøntede sig i en finansialisering af økonomien, fleksibiliering af arbejdsmarkedet og en stigende isolering af økonomien fra demokratiet.
På mange måder er Streeck’s argumenter omkring modsætningen mellem demokrati og kapitalisme blevet den populære nuancerede fortælling. Men kan man, som Streeck uden videre gør, sidestille demokratisk politik med ’social retfærdighed’ og kapitalisme med ’markedsretfærdighed’? Historisk set er der ganske rigtigt belæg for at betragte demokrati som en ’gave’ til de underprivilegerede kræfter i samfundet. Politisk inklusion har i høj grad bidraget til kvalitativt at forbedre livschancerne for millioner af underprivilegerede vesterlændinge. Massernes tilkæmpede politiske stemme har sørget for at de politiske institutioners fordeling af værdier/goder i højere grad afspejlede de socioøkonomiske skillelinjer. Men demokrati kan også ses som en ’forbandelse’: Partisystemets institutionelle dynamik har været med til at indsnævre den politisk-økonomiske fantasi og udvande målet om substantiel social retfærdighed. Som Rosa Luxemburg tidligt forudså i sin kritik af Bernstein, opgav de oprindelige socialdemokratiske samfundsdrevne massepartier hurtigt deres socialistiske endemål og gjorde de små sociale reformer til et mål i sig selv. Massepartierne blev langsomt omdannet til professionaliserede stemmemaksimerende catch-all partier. Med dannelsen af de såkaldte ’kartelpartier’ fra især 1990’erne sås en øget udvanding af partiernes oprindelige ideologiske mandat og en inflation i symbolpolitik samt en underkastelse af det vækst- og styringsorienterede statsapparat. Når vi taler om demokrati, taler vi – om man kan lide det eller ej – effektivt om det repræsentative partidemokrati. Og når vi taler om dette ’virkeligt eksisterende’ demokrati, taler vi altså om et janushoved: Det er både en gave og en forbandelse.
Har demokratiet et bestemt mål?
Det er i det hele taget uklart, om demokrati har (eller bør have) et bestemt indhold, som Streeck synes at forudsætte ved a priori at sidestille demokrati med social retfærdighed. Udfaldet af den demokratiske proces er nemlig i høj grad bestemt af befolkningens gældende normative grundlag – et grundlag, som til dels er organisk dannet af markedsøkonomiens omkalfatring af hverdagens netværk af sociale relationer. Streecks lidt ahistoriske forståelse af demokrati overser, at et neoliberalt demokrati til en vis grad forudsætter et neoliberalt demos: ’neoliberale reformer’ er blevet formuleret og institutionaliseret gennem det politisk-demokratiske system. Streecks bog er her selvmodsigende. Mens det empiriske materiale implicit peger i retning af dannelsen af en folkelig markedsetik, forudsætter det analytiske apparat eksplicit et bevidstgjort og socialt retfærdighedssøgende vælgerkorps.
I et tankeeksperiment om økonomisk demokrati kunne man her lidt provokerende spørge: Hvad hvis vælgerne ender med at stemme nogenlunde som de gør i dag, fordi befolkningen værdimæssigt (efterhånden) mere eller mindre forsvarer den nuværende samfundsøkonomi? Hvis det er tilfældet er det tvivlsomt om demokratiet stadig bør betragtes som en mirakelkur mod ’problemet’ kapitalismen. Streeck’s problem er ikke, at han tror på demokratiet – det demokratiske princip om ’populær suverænitet’ er som bekendt normativt overlegent – men at han tror på og forudsætter et bestemt udfald af den demokratiske proces. En ensidig forherligelse af ’demokrati’ er ikke tilstrækkelig, hvis man ønsker at samfundet bør gå i en bestemt retning.
Det er kendetegnende for den nye populære fortælling om spændingsforholdet mellem demokrati og kapitalisme – og til dels for de socialistiske partier (f.eks. Syriza, Podemos og hjemlige Enhedslisten) som umiddelbart deler Streeck’s diagnose – at spørgsmålet om staten enten tilsidesættes eller bliver behandlet på en modsætningsfyldt måde. Man kunne f.eks. spørge: Er staten en del af løsningen eller en del af problemet? Er staten overhovedet særligt demokratisk anlagt? I sin originale kortlægning af transformationen fra ’skattestaten’ til ’gældsstaten’ begår han flere steder den fejl (i øvrigt modsat de ældre Frankfurterskole-kolleger) at sidestille staten med demokratiet. Dette bidrager desværre til at tilsløre statens historiske delagtighed i økonomiseringen af samfundet. Neoliberalisme er nemlig ikke, som Streeck typisk eksplicit formulerer det, identisk med en tilbagerulning af staten. ’Virkeligt eksisterende’ neoliberalisme indikerer snarere, som den franske sociolog Loïc Wacquant har beskrevet det, en markedstilpassende statsliggørelse. Ikke en de-regulering, men en re-regulering. Neoliberalisme står således ikke i modsætning til politik eller statsforvaltning: politik er neoliberalismens forudsætning og de nationale konkurrencestater dens hovedadministratorer. Men hvis virkeligt eksisterende neoliberalisme er en bestemt form for markedstilpassende statsforvaltning, kan vi så fastholde Streecks relativt skarpe opposition mellem demokrati/politik/stat på den ene side og kapitalisme/økonomi/marked på den anden?
Uagtet disse uklarheder og den lidt unuancerede modsætning imellem demokrati og kapitalisme, er bogen proppet med intellektuelle vitaminer. Særligt Streecks unikke sammenkobling af kritisk teori og mainstream empiri er mesterlig og den historiske krisediagnose original. Den præsenterede krisesekvens, hvor en grundlæggende inkompatibilitet evigt befæster sig selv i en serie af sammenbrud efterfulgt af midlertidige lappeløsninger, er politisk set både informativ og foruroligende.
Tim Holst Celik er ph.d.-studerende ved CBS
Ja! På alle niveauer er kapitalismen i krig med demokratiet - og karakteristisk nok er det det KONSERVATIVE Schweiz, der har bevaret den ægte udgave af Folkestyret.
Repræsentativt demokrati går ud på at holde folket væk; men rigtigt demokrati er jo heller ikke ideologisk båret, men en afvejning af samfundets fælles interesser.
Først og fremmest opløser demokratisk indrettede samfund magtstrukturer ved at gøre repræsentation kortvarig og tilfældig, ved at gøre penge umulige som middel til indflydelse - og ved at tage fra de rige og give til de fattige ud fra den logiske idé, at man som rig i samfundet profiterer mere på dettes indretning og derfor også må kompensere dem, der ikke har de fordele.
Alt dette, fordi borgere i et demokrati er frie og lige.
På det helt banale plan kæmper kapitalister, der tænker i penge, imod demokratiet, der tænker i folks deltagelse i beslutningsprocesserne og derfor snarere formøbler værdier end tjener dem til overklassen.
Den omtalte re-regulering er jo for øvrigt et forræderi mod befolkningerne, hvor staten fremfor at underlægge sig folkets brede interesser begynder at tjene en isoleret stat, der ikke står i midten af samfundet, men tror at befinde sig over masserne. Og den stat er ikke demokratisk.
I demokratiet kan man altid med flertal ændre politikken - derfor bekæmpes den af kapitalisterne, der med god grund frygter, at man kan 'stemme sig til folks penge'. Selvfølgelig kan man det, pengene er jo tjent i samfundet, på samfundet - og kun i det omfang, det kommer samfundet, hvilket vil sige borgerne, til gode, repræsenterer de en legitim værdi.
Og kapitalismens modpol har vist sig at være løsningen, både i form af friheden for individet og fællesskaberne samt demokratiske principper. Frihed og styring vil altid stå i modsætning til hinanden, så er spørgsmålet bloblot hvad vi som mennesker ønsker. Passer vi på vores lille stamme eller passer vi på vores store befolkning, og hvem skal være kaptajn på skibet?
Okay, men indtil jeg lige har tid til at gennemlæse denne akademiske smøre af historiske dimensioner, er der et par presserende spørgsmål som vi må tage stilling til her og nu.
Den øgede økonomiske ulighed må stoppe, den holder ikke længere, det er en farlig blindgyde. Stop massakren på velfærden.
De offentlige hospitaler er bevidst og forsætligt blevet kørt i sænk, for at de liberale kan æde sig mere og mere ind på de offentlige opgaver, dette må stoppes. Landets sygeplejersker og plejepersonale i kommunerne, lægerne m.m. må op på barikaderne. Halvdelen af landets sygeplejersker og plejepersonale i kommunerne oplever, at mulighederne for at yde en værdig ældrepleje er blevet dårligere de seneste år.
Fyr socialkontorernes topchefer og drop de perverterede systemer som de har indført. De horrible torturlignende forhold som hersker på socialkontorerne overfor klienterne kan ikke tolereres i en moderne stat.
Mere krig avler mere vold, med nu over 60 mil. flygtninge i kølvandet. Den nuværende krise omkring flygtningestrømmen kan ikke ignoreres, denne virkelighedsfornægtende, stikken hovedet i sandet, struds-taktik holder ikke.
Fyr alle i Finansministeriet, hvis vi skal have ændret den nuværende kurs, er vi nødt til at starte forfra med helt andre personer, de nuværende ansatte er lakajer for en lille magtelite, som har samlet al magt udenom befolkningen.
De politiske partier er nødt til at blackliste de værste sociopater, uanset at de er store stemmeslugere, medmennesket skal i første række, ikke kold dræbende økonomi.
Vælgene skal have en nødbremse, hvis politikerne rotter sig samme, som de gjorde ved forhandlingerne omkring Kommunernes økonomi, hvor de lovede at stemme på hinanden for at undgå et mistillidsvotum.
Det er latterligt at aflevere "en lottoseddel" en gang hver fjerde år, og så se at efter valget kører politikerne videre med deres egne samfundsfjendske gøremål med afmontering af velfærdssamfundet, den debat er vi nødt til at tage før næste valg.
Journalisterne må droppe mikrofonholder mentaliteten. Vi har nu en stat, hvor journalister retter ind og magthaverne bestemmer, hvad der skal oplyses om og hvordan. Strejk overfor spindoktorer og politikernes hetz og antidemokratiske voldsstyring af medierne. Forbyd spindoktorer, kommunerne og politikerne opruster imod journalisterne, befolkningen og sandheden. Sig tingene som de er, istedet for "reformer" kald det nedskæringer med det formål at få store skattelettelser til multinationale selskaber, banker og privatejede virksomheder.
Die Grenzen der Megamaschine: Globale Krisen und der Kampf um echte Demokratie
http://www.kontext-tv.de/node/463
Fra artiklen:
"Streecks lidt ahistoriske forståelse af demokrati overser, at et neoliberalt demokrati til en vis grad forudsætter et neoliberalt demos: ’neoliberale reformer’ er blevet formuleret og institutionaliseret gennem det politisk-demokratiske system."
Det er det kun, fordi der bliver løjet, fordrejet, hemmeligholdt. Mørklægningslov. Politikere, der siger et og gør noget andet efter valget. Hemmelige aftaler bag vores ryg, som vi ikke kan få indsigt i (DONG). Fortsæt selv listen - den bliver lang.
Hvis politikerne fortalte befolkningen hvad der virkelig foregår og hvor systemet er på vej hen, så ville revolutionen være ganske nært forestående.
Tim Holst Celik tager derfor fejl, når han påstår, at det er det folkelige demokrati, der står bag den nuværende retning. Det er det ikke, og altså holder Streek's tese i dette eksempel. Udviklingen er bare nået længere end der hvor Tim er.
Tim Holst Celik skriver:
"I et tankeeksperiment om økonomisk demokrati kunne man her lidt provokerende spørge: Hvad hvis vælgerne ender med at stemme nogenlunde som de gør i dag, fordi befolkningen værdimæssigt (efterhånden) mere eller mindre forsvarer den nuværende samfundsøkonomi? Hvis det er tilfældet er det tvivlsomt om demokratiet stadig bør betragtes som en mirakelkur mod ’problemet’ kapitalismen."
Dette er en bevægelse. Systemet er på vej i en neoliberalistisk retning, hvor, hvis du tager et øjebliksbillede, situationen stadig er tolerabel for en majoritet af befolkningen. Det fortsætter ikke. Med nyttejobs har vi allerede fået indført noget, der minder uhyggeligt meget om tvangsarbejde fra en anden tid, som vi nødigt vil sammenligne os med. I England taler premierministeren seriøst om at indføre en lov, som skal fratage fede mennesker deres sociale ydelser, hvis de ikke formår at tabe sig. Hvor bliver endestationen? Så længe et flertal stadig har det godt, så kan man opføre sig lige så barbarisk man vil, og stadig slippe afsted med det? Nuvel, men kapitalen vil fortsætte sin akkumulation og blive ved med at presse: Familielivet kan klemmes for lidt ekstra tid. Børnene skal spærres inde i institutioner, så forældrene kan slave lidt længere på hamsterhjulet. De ældre spærres væk på deres institutioner, langt væk, så vi ikke får dårlig samvittighed over ikke at have tid til at tage os af dem.
Det sociale sikkerhedsnet fjernes; arbejdsmiljøregler forringes og fjernes vel helt på et tidspunkt; prækariatet er på fremmarch og omklamrer flere og flere, også højtuddannede; gælden (som er nødvendig for at systemet kan fortsætte) hober sig op, gennemtvunget af bobler i ejendomsmarkedet, hvor man nu skal i milliongæld, for at opleve noget der ligner det klassiske middelklasseliv, og sætter os i et gældsfængsel; Vores unge mennesker propper sig selv med piller for at holde stressen ud, ligeså med store dele af arbejdsstyrken. Klima og miljø er yderligere kæmpestore problemer, som kapitalismen også har skabt.
Hvor langt kan man presse befolkningen før der kommer en reaktion? Hvornår er der ikke længere flertal? Selv hvis vi forudsætter, at befolkningen er en flok dumme svin, som er ligeglad med deres næste (hvilket jeg stærkt betvivler)?
Kapitalen vil fortsætte med at akkumulere og presse og presse og presse. Det kan kun gå galt, og jeg håber, at det bliver folket, som sætter stopperen, før naturens grænser gør det.
Nu indlederman ikke et indlæg med en slet skjult sviner; "Det er ikke kun socialliberale darlings som Thomas Piketty og Paul Krugman", med mindre der er tale om ren ungdommelig iver, og som tilgiver alene af den grund, men denne meget belæste og belærte unge mand falder uden for denne kategori hvor ungdommelig undskyldning er mulig, og det burde han selv vide.
Det politiske demokrati er kun et sidegade teaterstykke for kapitalismen og liberalismen, som de nyder godt af folket oplever en gang hvert fjerde år, - resten af tiden imellem lobbyer liberalismen og kapitalismen sig til politisk indflydelse, hvilket vi også så i forbindelse og forblindelse med krisens optræk i lille Danmark.
Jovist begyndte krisen i Amerika, men de danske politikeres egen dårskab i den henseende kan ikke lægges til side af den grund.
Både AFR og Bent Bendtsen gav sit bidrag hertil på liberalismen foranledning, med henholdsvis at forblænde befolkningen med der ikke var nogen boligboble, og lærebøgerne skulle skrives om(AFR), mens Bent Bendtsen frigav de afdragsfrie lån, og kaldte dem et "hamrende godt produkt", som især kreditinstitutterne nød godt af.
Siden kom som bekendt regningen, der i lavt mål blev sat til et tab for samfundet på 400 mia., men nok snarere er det reelle tal omkring - 4 gange større.
Regeringen tilførte så de finansielle institutioner 5 bankpakker a' 500 mio., - penge der skule indtjenes af den private sektor, for staten havde jo reelt ikke pengene, men var ansvarlig for pengeudstedelsen, og dermed pengemængden.
I den finansielle sektor var gevinstmaksimeringen gået over gevind i kasino-økonomi med gearing(for lånte penge) af egne værdier til investeringerne 35 - 40 gange.
Selv LLR forsøgte at overbevise os om, at de private hospitaler var bedre, billigere og hurtigere end de offentlige, med en årlig overbetaling fra statskassen på 1 mia. årligt, men som rigsrevisionen siden påviste ikke var sandt fordi ventelisterne ikke var blevet kortere, sådan som det blev liberalt fortalt gang på gang, uden der blev ført bevis herfor.
Hvad enten det er liberalisme, neoliberalisme eller kapitalisme, så er grundelementet det helt samme, - gevinstmaksimering, og det uanset hvilket lande de opererer i, og det ses tydeligt i hele den udflytning af arbejdspladser som er sket til Asien igennem adskillige år, og som har efterladt Amerika og Europa med titusinder af ledige, på vej i yderligere fattigdom, for det interesserer ikke hverken liberalister, neoliberalister eller kapitalister.
Fattigdom er statens problem, liberalismen og kapitalismen har kun gode råd til over for fattige:
I må prioritere
I må tage jer sammen
Enhver er sin egen lykkes smed
De fattige er i øvrigt ikke værd for liberalisterne eller kapitalisterne at interessere sig for, - de har jo ingen penge til at forbruge og købe vores varer.
Når liberalisterne og kapitalisterne taler om skattetrykket i Danmark i forbindelse med frihed til folket, så er det et tilbud om en falsk frihed til selv at vælge, og dermed også fravælge socialstaten med alle en goder, der fås for skattepengene, som de bestemt slet ikke vil tale om i den sammenhæng, - tværtimod!
Nej, de vil blot have fat i alle disse penge i stede for staten som leverandør af sygehuse, ambulance, behandling osv., osv., - men en følge heraf er så at friheden indsnævres øjeblikkelig af liberalisterne for de rare skattepenge frihedsdrømmerne fik tilbage fra staten, skal de da købe de selv samme varer i liberalisternes butikker; sygehusforsikring, kørsel til sygehuset, skolegang til børnene, forsikring mod tandskader osv., osv,, for der er nemlig ikke noget i de liberale eller kapitalistiske butikker der er gratis.
Gevinstmaksimeringen har sit højdepunkt i skattely, - men vil ikke betale skat til de samfund man oveni købet sælger sine varer i og tjener penge, og hvor der anvendes eksotiske metoder til at undgå skattebetaling ved bl.a. tranferpricing, som vi så det engang med et udviklingsprojekt i Afrika, støttet af regeringen, dyrkning af blomster, som skulle sælges billigt til danskerne.
Det blev et aldrig til, fordi blomsterne blev solgt billigt til et firma i Schweitz men nå de nåde Danmark var prisen ikke meget lavere end andre danskdyrkede eller hollandske blomster.
Fortiden historie viser hvordan ekstrem rigdom altid lever bedst hånd i hånd med udbredt fattigdom ganske som vi ser det i dag, men hvor det i fortiden hovedsageligt var behagelighed og magelighed samt mæthed ved rigdommen, har det i dag ændret sig til ubegribelig total magt og grådighed for endnu mere ejerskab til alt, - helt udenom og udenfor den politiske arena, men alligevel via lobbying få sin politiske ideologi fremmet mest mulig for yderligere gevinstmaksimering, - ja faktisk står staten politisk i vejen for liberalismen og kapitalismen med sit folkedemokrati, og er blot en udgift for et samfund, og så til og imod fattigdom, - "det må folk sgu da selv om"!