Læsetid: 4 min.

Seriøst nutteri

Der er fest for dyrevennerne i Katteshowet på DR3 og Hvem sagde vuf? på TV2. Alle stryges med hårene, mens de tobenede sukker i kor over de firbenedes charme.
Sanne Salomonsen har nogle dårlige ting at sige om dyrplageri, men derudover er stemningen gennemført hyggelig, nærmest mimrende.

Sanne Salomonsen har nogle dårlige ting at sige om dyrplageri, men derudover er stemningen gennemført hyggelig, nærmest mimrende.

Per Arnesen

8. august 2015

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set så meget hygge og positiv stemning i ét tv-program. Og jeg kan ikke vurdere, om det er Katteshowet eller Hvem sagde vuf?, der hygger mest igennem. Katteshowet var flagskibet i det kattetema, der kørte på kanalen i sidste uge, og blev sendt hver aften fra mandag til torsdag.

Værterne Petra Nagel og Ragnhild Gjettermann har sat sig for at hylde katten med »kærlighed, oprigtig nysgerrighed og begejstring«. Omfanget af deres kærlighed til katten (som kæledyr, som udklædningsprojekt, som brevpapirsmotiv og som trofast modtager af alle bløde følelser, man måtte have i overskud) vil de ikke risikere, at man bliver i tvivl om. Deres speak er derfor ret præget af en tilbagevendende og overgearet kærlighedserklæring til katten, de skiftevis sukker over, at katte er søde og bløde, og jubler over, at de kattevenner, der kommer forbi studiet, eller får besøg af Ragnhild, er enige. Alting er sindssygt eller megafantastisk/spændende/flot. Begejstringen er helt klart til stede, og den er helt fra begyndelsen skruet op på maks., og der bliver den. Jeg er ikke sikker på, at oprigtig nysgerrighed nødvendigvis fordrer kritisk distance, men interviewene er præget af, at alle bliver strøget så meget med hårene, at der opstår en form for statisk elektricitet, som jeg støder mig på.

’Nå nej, du er jo en kat’

På den absolutte plusside er, at Katteshowet præsenterer et eksotisk udvalg af dedikerede dyrevenner. Den holistiske katterådgiver Michelle Garnier, som også arbejder med at finde de helt rigtige katte til filmroller for eksempel – hende gad jeg godt høre et mindre jublende interview med. Ikke at jeg savner en kritisk distance i spørgsmålet om, hvorvidt kattekillinger er nuttede, men måske et mere undrende blik på hvad det er for nogle nære følelsesmæssige forhold, så mange af vores artsfæller har kørende med umælende dyr. Katteshowet fortæller fint og informativt om de såkaldte lol-katte – billeder og film af tumpede og flabede katte med tumpede og flabede tekster – som en intern vittighed alle må være med i. Men det bedste er paraden af kattedamer. Udover katterådgiveren møder man katteopdrættere, kattepassere, kattereddere og et ungt par, der er ved at køre deres kat i stilling som indbringende internetfænomen. Katten Monty har en kromosomfejl, der giver den et tegneserieagtigt udseende, den har merchandise til salg og – ifølge de meget seriøse katteejere – et universelt budskab: »I am not perfect, but PAWsome.«

Alle katteelskere er velkomne i Katteshowet, og værterne er ikke ude på at udstille nogen. Men når den oprigtige nysgerrighed, programmet efterstræber, udarter sig til en automatisk højtidelighed og talen efter munden, kommer interviewpersonerne til at virke lidt fjollede. Det overgår to unge cosplayere, der klæder sig ud som henholdsvis en bestemt japansk tegneseriekat og en mere hjemmeopfundet, naturtro en af slagsen. Cosplay er en form for rollespil, der mere handler om at gå i et med sin dragt end om at kæmpe slag med skumgummisværd og faste regler. Tegneseriekattepigen viser, hvordan en sensor på panden registrerer hendes hjerneaktivitet og får hendes katteører oven på hovedet til at bevæge sig ud fra den. Hendes veninde tager sin dragt på for første gang. Nu skal hun træde i karakter som kat. Værten beder hende fortælle om at være en kat, men må afbryde sig selv, fordi en kat jo ikke kan tale. Katten Mia signalerer katteagtigt, at det er korrekt. Her strander interviewet.

Hvalpegaranti

Det er ikke nok at være ovenud begejstret for katte, man skal også være ovenud begejstret for sine medmenneskers dyrkelse af dyrearten, hvis Katteshowet skal appellere til en.

Det samme gælder for Hvem sagde vuf? på TV 2, hvor Felix Schmidt fejrer hundearten med et ligeså fastsiddende smil på læben. Kendte og næsten kendte mennesker har taget deres hunde med i studiet og konkurrerer i forskellige discipliner. Menneskene dyster i paratviden og evne til at tiltrække hundehvalpe, hundene henter pinde. Sanne Salomonsen har nogle dårlige ting at sige om dyrplageri, men derudover er stemningen gennemført hyggelig, nærmest mimrende. Felix Schmidts begejstring er åbenbart en ubegrænset ressource. På den måde minder han om alle labradorhunde, jeg har mødt.

Jeg kan ikke sige mig fri for at have haft nogle intense oplevelser på youtube med nuttede dyr. Små yndige kælegrise, der suser gennem græsset med trynen i jorden, helt klodsede og velfornøjede. Det kan også være utålmodige pandabjørne på en rutsjebane i snevejr. Måden, de bløde røve lander på de bløde pandahoveder på, bliver ved med at være spændende. Det samme gælder elefantungen, der bliver forskrækket over sit eget nys, hvalrossen, der skjuler sit ansigt, og gruppen af kejserpingviner, der på skift falder over den samme snor. Man kan have alle mulige gode intentioner om at afdisneyficere naturen, men den har det med at sabotere ens forsøg.

Store øjne og bløde overflader er svære at modstå. Men mennesker, der med falsetstemmer og højtidelige ansigter giver sig uforbeholdent hen til nutteriet er ikke nødvendigvis selv så nuttede. Det kan være svært at leve op til det høje humør, der kendetegner både Katteshowet og Hvem sagde vuf?.

’Katteshowet’ kan ses på dr.dk, og ’Hvem sagde vuf?’ sendes lørdage kl. 13.05 på TV 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu