Læsetid: 5 min.

Tør investeringsjeget kritisere sig selv og tænke sig om?

Fire historiefortællende idéhistorikere sætter fokus på økonomi som levet liv i en ramsaltet kritik af økonomividenskabens abstrakte modelmageri og dens grundantagelser om individets nyttemaksimering og markedssamfundets velsignelser
29. august 2015

»Økonomien er overalt, og økonomerne står parat overalt med forklaringer.« Således står der at læse på næstsidste side af bogen Pengene og livet – historier om marked og moral. På små 300 sider diverterer fire idéhistorikere fra Aarhus Universitet læserne med 49 velturnerede epistler om den allestedsnærværende økonomiske tænkning og den anmassende økonomiske kultur. Økonomi er ikke bare tal, tabeller og digre lærebøger på økonomistudiet. Økonomi er også en finansministeriel rapport om de videregående uddannelsers manglende produktivitet, endnu en autoritativ boligøkonom i morgenæteren og skiftende danske ministres beredvillige forsøg på via lempelige skatteregler og salg af offentlige virksomheder at gøre Danmark til et gunstigt land at investere i. Økonomi er dermed levet liv, kultur og institutioner. Økonomi er hverdag og dominerende i hverdagen. Som begreb og praksis er økonomi sammenvævet med forestillinger om god og dårlig moral og med idéer om retfærdighed, lighed og anerkendelse eller mangel på samme.

Invester i dig selv!

Bogen strutter af perspektivrige iagttagelser. Således er arbejdsjeget ved at blive transformeret til investeringsjeget. »Mennesket skal gøres lig kapital.« Den enkelte tvinges i stigende grad til at se sig selv om en individuel virksomhedsejer, der konstant må kvalificere sin humane kapital og dermed sin markedsværdi. Idérigdom, kreativitet, personlighed og talent, der i udgangspunktet ikke er økonomiske størrelser, bliver umærkeligt omformet til og præsenteret som noget salgbart. Investeringsjeget skal inkarnere, producere og sælge viden. Frem træder den selvansvarlige entreprenør, der kun har sig selv at klandre, hvis han/hun ikke formår at sælge sine ydelser – altså sig selv, eller hvis staten eller virksomhederne ikke har lyst til at investere i vedkommende.

Aarhus Universitet kalder således sig selv for det entreprenørielle universitet, og det er en manifest trend og et uantastet dogme inden for uddannelsespolitikken, at der ikke skal investeres i kandidater, der ikke er efterspørgsel efter på arbejdsmarkedet. Intet under at de med hinanden vildt konkurrerende investeringsjeger ikke just har opfundet nye måder at stå og kæmpe sammen på.

Økonomerne er sikre på, at alle individer, firmaer og stater nyttemaksimerer eller principielt ønsker at forøge egennytten i enhver situation. Det er principielt ligegyldigt, om det drejer sig om valg af en restaurant eller en partner, produktion af en ny bilmodel eller et sted at opbygge en virksomhed, at opsætte en grænsebom eller at indlede en krig. Grundantagelserne om det fornuftige (forbrugs)valg (rational choice) og præferencerne for at maksimere egennytten ligger ikke bare til grund for konstruktionen af de økonomiske modeller. De optræder også, når økonomerne rådgiver politikerne om, hvordan folkeskolereformen eller dagpengereformen skal skrues sammen. Økonomer leverer skytset til ’den nødvendige politik’. Problemet er ’blot’, at kortet forveksles med landskabet. Virkeligheden reduceres og rettes til efter den økonomiske modelverdens horisont. Lakonisk skriver de fire tænkere: »Det økonomiske menneske findes ikke. Men vi kan bringes til at handle, som om vi er sådanne væsener.«

Faktisk viser de fleste mennesker sig at være langt mere altruistiske i den grumsede verden, end de økonomiske modeller foreskriver. Kapitlet »Det økonomiske menneske er økonom« udarter til at blive en sand fest og en ironisk gestus, for her blændes der op for undersøgelser, der viser, at økonomer som den eneste gruppe notorisk har mindre tillid til andre mennesker. De er nemlig forvisset om, at andre mennesker kun tænker på sig selv.

I ’de gode gamle dage’

For ca. 200 år siden skrev den indflydelsesrige økonom Thomas Malthus: »Irernes ulydige og turbulente vaner kan aldrig blive korrekset, så længe kartoffelsystemet tillader dem at forøge deres antal hinsides det regulære behov for arbejdskraft.« Malthus fandt det problematisk, at »den lette adgang til hytte og kartofler« ødelagde markedsmekanismen og gjorde de kartoffeldyrkende irere for markedsuafhængige. Kartoflen – og de fattiges ernæring – var politik. Kartoflen var økonomi. »Og det kunne ikke overlades til bønder og arbejdere at bestemme om kartofler skulle være deres daglige føde eller ej.«

For ca. 300 år siden »var prisen på hjemløse og uafhentede lig mere end tredoblet på grund af den store efterspørgsel«. Ligsalget blev sat i system, reguleret af udbud og efterspørgsel. Selv i døden fik de fattiges lemmer ikke fred. Kadaverøkonomien havde kronede dage, mens anatomisterne dissekerede lystigt i den tidlige lægevidenskabs profane navn. Lig var blevet en vare som enhver anden.

Bogens genstandsfelt er således ikke kun nutidigt og samtidskritisk. Forfatterne har et godt blik for fortidens dramaer, og der bydes også på beretninger fra renæssancen, oplysningstiden og det industrielle samfunds gennembrud. Kapitlerne er ikke kronologisk struktureret eller systematiseret efter temaer. Bogen er båret af en smittende lyst til at fortælle, og kapitlerne kan læses på kryds og tværs.

Farvel til den økonomiske autisme?

At vi skulle være interessedrevne væsener og rational choice agenter er blevet et dogme inden for den økonomiske videnskab. Interessebegrebet er blevet naturaliseret; men de fire skribenter viser forbilledligt, at der er tale om en historisk konstruktion. Økonomividenskabens status som objektivitetsafdækkende supersamfundsvidenskab får sig nogle gevaldige skud for boven. Det samme gør det magtfulde fænomen, som man passende kan kalde for økonomisk autisme. For det er påfaldende og skræmmende, at økonomiske argumentations- og forståelsesformer forekommer gyldige og gør sig gældende, selv om de bygger på rene selvreferencer og tynde cirkelslutninger af typen: Vi skal spare penge, fordi det er godt at spare penge; vi skal være effektive, fordi det er godt at være effektiv; vi skal være konkurrencedygtige, fordi det er vigtigt, at vi er konkurrencedygtige; forbrugerne skal have flere valgmuligheder, for det er godt at have flere valgmuligheder etc. Økonomitænkningen sætter uddannelsessystemerne, forskningspolitikken, kultur- og kunstlivet under pres og stresser alt og alle til at skulle legitimere sig på kommando ved hjælp af økonomiske ’argumenter’. Intet får lov til at fungere i sin egen ret. Uddannelses- og oplevelsesøkonomiske vokabularer er i voldsom vækst.

Men spørgsmålet i kølvandet på bogens oplysningshungrende afslutning er, om den utvetydige opfordring til »at læse og snakke om økonomi« kommer til at få effekter. For der er desværre ikke meget, der tyder på, at investeringsjeget eller for den sags skyld konkurrencestatens bærere har mod på at kritisere sig selv og tænke sig om.

Efter hvert af de fodnoteløse kapitler forefindes der smittende referencer til ’yderligere læsning’.

Min eneste anke er, at forlaget ikke har foretaget en intensiv korrekturlæsning af manus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
  • Frank Pedersen Fog
Troels Holm og Frank Pedersen Fog anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Pedersen Fog

"Tør investeringsjeget kritisere sig selv og tænke sig om?" hedder anmeldelsen af bogen: "Pengene og Livet" og man kunne fortsætte: Kan investeringsjegerne overhovedet tænke udover deres økonomiske modeller og kalkuler eller er økonomer, som flere undersøgelser viser, notorisk den eneste gruppe "Homo Oeconomicusser" der har mindre tillid til andre, jeg havde nær skrevet; rigtige mennesker fordi Oeconomucusserne er forvisset om at alle andre mennesker kun tænker på sig selv? De burde måske sendes på Sensitivitets-kursus, eller et sted hen i verden hvor de for alvor kan se de menneskelige omkostninger ved deres rigide "tænkning", hvor de så i et års tid kan være med til at afhjælpe de katastrofer de selv har skabt. Dette nødhjælpstiltag skal naturligvis være ulønnet, da man må formode at investeringsjegerne har levet op til deres eget credo og raget så meget til sig at de sagtens kan overleve et år uden løn, i øvrigt ville det sikkert også være lærerigt for disse underlige eksistenser at være afhængige af andre menneskers menneskelighed i en periode. Det vil uden tvivl styrke karakteren såvel som moralen som nu ikke længere udelukkende vil være dobbel...
Spændende perspektiver i en ellers kold tid synes jeg...