Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ender Pontoppidans Lykke-Per som Kierkegaards etiker?

Henrik Pontoppidans roman ’Lykke-Per’ er et hovedværk i europæisk litteratur og stadig omdiskuteret. Hovedpersonens livsanskuelse er blevet tolket i lyset af Søren Kierkegaards filosofi, men en ny artikel vil gøre op med denne tolkning
Moderne Tider
12. september 2015

Hvad er lykke? Hvem er jeg? Hvad (skab)er meningen med livet? Disse spørgsmål bliver i en senmoderne verden stadigt mere påtrængende og velkendte, men vi skal mere end 100 år tilbage for at finde et af de dybeste danske svar på spørgsmålene, nemlig tilbage til Henrik Pontoppidans romanklassiker Lykke-Per (1898-1904). Romanen handler om hovedpersonen Per, som frigør sig fra sin religiøse opvækst, søger at realisere sig selv, gennemlever kærlighedsrelationer og ønsker at erobre verden, men bogen slutter med, at han vælger at ende sit liv som ensom vejassistent blandt forblæste klitter langt ude på landet i Thy.

Bogen er en dyb fortælling om tilværelsens grundspørgsmål, og tolkningen af den er stadig omdiskuteret. I et nyt nummer af tidsskriftet Kritik går forfatteren Mathilde Walter Clark således i clinch med forfatteren Peter Tudvad, som har foreslået at se Pers udvikling i lyset af Søren Kierkegaards filosofi (se Tudvads tekst »Pontoppidan og Søren Kierkegaard« på www.henrikpontoppidan.dk). I romanens slutning – og også tidligere – siger Per, at »den højeste menneskelykke« er »at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst«. Med det udsagn som belæg hævder Tudvad, at Pontoppidan har villet »eksponere« den måde at leve sit liv på, som Kierkegaard i værket Enten-Eller (1843) kalder den etiske, og som Kierkegaard lader etikeren Assessor Wilhelm formidle.

Per er for mørk

Kort fortalt pointerer Assessor Wilhelm, at den etiske levemåde handler om, at ethvert menneske må vælge sig selv, dvs. overtage ansvaret for sit eget liv ved selv at vælge sig nogle forpligtende værdier og principper. Først da, siger Wilhelm, bliver man sig selv, og »saaledes er selv den rigeste personlighed intet, før han har valgt sig selv«. »Det store,« fortsætter Wilhelm, »er ikke at være dette eller hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, naar han vil det.«

Men det er, indvender Clark, »helt forkert at læse Per som en slags resigneret Assessor Wilhelm«. Clarks begrundelse er dels, at hun ser Wilhelm som »en lidt latterlig figur i Kierkegaards forfatterskab«. Med et modstandsløst liv og ved kaminen i sin hyggelige stue påstår han at have valgt sig selv, men han er helt uden reflekteret, kriseerfaren bevidsthed om sin egen ureflekterede selvbevidsthed. Per har, fortsætter Clark, i modsætning til Wilhelm skuet mørket langt inde i sin egen sjæl, og den, der er bevidst om sin egen fortvivlelse, kan ikke indtage den etiske eksistensform. Hvis man er usikker på sin identitet og dens evne til at garantere eksistentiel mening, kan man ikke leve et selvsikkert og angstfrit liv på bagrund af den.

Per afvikler livsanskuelser

Den vigtigste lighed mellem Lykke-Per og Kierkegaards forfatterskab identificerer Clark derimod i ærindet: »Begge tager udgangspunkt i det frisatte subjekt, som skal finde en brugbar orienteringsmodel i livet.« Og hun sammenligner Per med læseren af Kierkegaard: Både Kierkegaards læser og Per skal vælge mellem mulige livsanskuelser. Endelig sætter hun trumf på og pointerer, at det er forkert at tro, at Per »repræsenterer nogen bestemt livsanskuelse overhovedet«. Derimod er der »tale om en radikal afvikling af livsanskuelser som sådan«, skriver hun. Til Tudvads forsvar skal det dog nævnes, at Clark ikke medtager de forskelle mellem Per og Wilhelm, Tudvad faktisk gør et nummer ud af, f.eks. at Per ender som et isoleret selv, mens Wilhelm påbyder en at realisere et »borgerligt selv«.

Derimod nærmer Clark sig en tolkning, den amerikanske litterat Fredric Jameson præsenterede i London Review of Books i 2011: Dybt i os, skriver Jameson, er en udødelig drift, der gør alle tanker om og kulturelle normer for succes og fiasko ’meningsløse’. Hver gang Per lykkes med noget, opgiver han det, men han er hverken angst eller uden passion, og til sidst i sit liv hviler han i en »kosmisk neutralitet« og »melankolsk rolighed« og »lykkes med at komme hinsides vore begreber om succes og fiasko«. Pers udvikling skal tolkes som Pontoppidans afvikling af vores sædvanlige begreber om lykke. Denne omvurdering »viser sig at have været romanens projekt«, skriver Jameson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her