Læsetid: 4 min.

Det indre had

Mit indre had til menneskeheden blusser op, når jeg bliver konfronteret med reptilhjerner ad libitum
Mit indre had til menneskeheden blusser op, når jeg bliver konfronteret med reptilhjerner ad libitum

Pernille Sloth/iBureauet

26. september 2015

De driver mig til vanvid med deres fuldskab. De vælter rundt i Vestergade på jagt efter den gode fest, et knald og billige shots. Jeg hader City. Altså indre by i København. Jeg hader City, fordi den altid er fyldt med unge, dumme, naive, fulde mennesker på gader og stræder. Og, nej, stop den tanke, du har gang i – jeg er ikke gammel, voksen eller misundelig over, at jeg ikke er ung længere.

Fyrene står som regel i små klynger ude på gaderne og blokerer for trafikken, fordi de skal danse eller pisse. Endvidere står de og tæppebomber hinanden med de samme debile spørgsmål som f.eks. »Hey, hvad sker der, mand, hvor skal vi gå hen, er I fresh eller hvad, er hun ikke bare for nice?« Samtidig skal de også lige give hinanden et par lammere, som af og til ender i regulære slagsmål. Og ingen vinder noget. Så står de der, lettere forslåede og acneramte, og føler sig som indre bys største tabere.

Nogle ringer til deres curlingforældre, der straks kommer ilende og henter dem. Andre slentrer hen på Burger King på Rådhuspladsen og køber sig en whopper cheese. Og jeg vægrer mig altid ved at træde ind på Burger King, fordi jeg, af alle, bliver ramt af sandhedslyset. Stedet er oplyst af en art hvidgulligt lysstofrør, der eksponerer vores grimmeste sider. Mangen en gang har jeg efterladt mænd eller selv blevet dumpet af et potentielt knald, fordi sandhedslyset dræber al begær og skønhed. Og for at føje spot til skade, er det intet mindre end et væmmeligt syn at se fulde mennesker spise. Men også sårbart.

Fra tid til anden, sidder et menneske eller to og stirrer ud i luften uden at sige et ord. Man kan se, at de ser noget for deres indre. Som om de når til en erkendelse. En sandhed om dem selv eller omverdenen. Et splitsekund viser der sig fortvivlelse eller salighed i deres øjne, men det bliver hurtigt afbrudt af en enerverende fyr, gruppens såkaldte alfahan, der højlydt spørger: »Hvad, er I snart færdige eller hvad?«

Jeg er færdig. Med Vestergade og Burger King. Det er længe siden, jeg blev færdig med bylivet. Hver gang jeg vover mig ind til City om natten, har jeg det, som om jeg har prøvet det før. At jeg er til efterfest. Eller rettere efter-efterfest. Og nej, det er ikke, fordi jeg siger been there, done that, eller er sur, men, fuck, jeg orker ikke en sociologisk City-have med fulde mennesker.

Had og frygt

Mit indre had til menneskeheden blusser op, når jeg bliver konfronteret med reptilhjerner ad libitum. Jeg kommer også til at hade mig selv, fordi jeg er et småligt menneske. Og jeg bliver bange: For er det dét? Et stort forkromet hamsterhjul vi alle febrilsk træder rundt i, påvirkede og upåvirkede, for at gøre noget med det liv, vi er blevet givet. Åh, fuck af med dig. Frygt, had videre, Dudu.

Jeg hader Rådhuspladsen. Hov, se, der er en gadesælger, der vil sælge dig en rose. Uh, man kan også få en ballon. Se, en fløjtespillende wannabe-indianer, der danser rundt i noget, der skal forestille en traditionel klædedragt, hvilket den højst sandsynligt også er, men det magter jeg simpelthen ikke at researche på, for jeg hader lige nu. Men lad os stoppe op og beundre indianeren. Han er taget den lange vej fra Sydamerika til Rådhuspladsen for at spille for os.

Lad os købe noget af ham. Så gør vi ham glad. Så gør vi os selv glade. Vi gør verden glad. Vi er menneskeheden. Lige der på Rådhuspladsen. Og det skal fandme dokumenteres. At jeg var her.

Så lad os hive selfie-stangen frem, stille os med ryggen til rådhuset, rette vores kønne side af ansigtet mod kameraet, trutte lidt med munden, og trykke på knappen. Haps. Var den der? Tryk lige én gang til. Og igen. Vi skal være sikre på, at vi får det hele med. Og det får du. I den grad og mere til. For billederne viser, at du ikke er alene. At du er normal. At du endnu engang er havnet til en efterfest, hvor alle står og efteraber hinanden.

Dine billeder viser, at der står 10 andre mennesker og gør præcis det samme som dig eller er fortvivlede over endnu et reptilshow. Men alting har en pris, og det fås ikke billigere. Mit indre had til City, mig selv og menneskeheden er hamsterhjulets lod. Og sandhedslyset er ikke kun forbeholdt Burger King. Det skinner på os hver dag. Og solbriller, skyklapper og tøj afskærmer dig ikke. Du er blevet ramt. Det blev du fra dit allerførste åndedrag på fødegangen.

Åh, kære menneskebørn, hvad skal det hele dog ikke ende med?

På gensyn, city.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • S. A.
  • Gert Selmer Jensen
  • Jakob Silberbrandt
  • Jan Stinus Nielsen
Steffen Gliese, S. A., Gert Selmer Jensen, Jakob Silberbrandt og Jan Stinus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lidt marxistisk analyse er din redning. Den vil afdække dig og de andre landsbytossers trængsler. Fx, din fremmedgjorthed.

Gert Selmer Jensen

Ayse Dudu Tepe. Spot on.! Klarsyn og frisk luft.!
Hvis dette er fremmedgjorthed, så er det en god ting.
Ingen marxistisk analyse er påkrævet her. Og ingen "redning", heller.!

Ivan Breinholt Leth

Det er lengt mere kvalmende at tænke på de mange politiske søvngængere i Danmark. Det brede flertal af befolkningen som støtter politiske kræfter, der målbevidst arbejder på at forringe livskvaliteten for det brede flertal.

Gert Selmer Jensen

Det er ikke festen som sådan.... Det er den åndsforladte fest, hvor der uddeles "lammere", og lige-
gyldige pubertets-floskler, i en uendelig strøm, som kun afbrydes, når der stoppes en cheeseburger
i kæften. Som er omringet af hormonknopper, dun på hagen, og tomme øjne.
Selv som teenager kunne dette scenario, kede mig til døde. Det var fandeme ikke sjovt.!
Og pigerne var for længst fordampet. ( ligesom jeg selv ).

Sådan var det ikke i '60-erne - denne dejlige sturdietid med ugentlige ture til den indre by, rundture i Pisserenden, Strøget, Vingården og, hvis kræfterne tillod det, videre til de små listige steder på Vesterbro, for alligevel at ende i Jomfruburet til morgenmad - ingen spyttede hvor de kom og andre gik, ingen råbte luder efter pigerne, ingen talte gebrokkent, selvom de kom fra provinsen, ingen var bange for noget som helst og 'det indre had' - hvad er nu det for noget, det må være importeret langt senere - men det lyder da ikke godt - mon det kan behandles - det lyder i hvertfald som en hottentotdiagnose man må se alvorligt på ...