Politologen Olivier Roy har i mange år beskæftiget sig med islam og den rolle religionen spiller sociologisk og politisk. Nu er en række af de analyser, han har skrevet til dagbladet le Monde, udkommet i en lille bog La peur de islam (Frygten for islam), og det er tankevækkende læsning.
Analyserne dækker tidsrummet fra den 11. september 2001 til den 11. januar i år og dermed det mærkelige spænd mellem angrebet på Twin Towers i New York til terroren mod Charlie Hebdo i Paris.
Det er interessant, fordi man dermed bliver opmærksom på, hvor meget der har forandret sig: Mens al-Qaeda er den åbenlyse ’fjende’ ved starten af årtusindet, er der sket et forbløffende hurtigt skift til IS det seneste år. Men fælles for de to terrorbevægelser er en stærk radikaliseret islamisk religion, og det er da også den, opmærksomheden især har været rettet mod i hele perioden.
Og det er her, vi ifølge Olivier Roys analyser går fejl. Gennem alle disse år har Roy bestræbt sig på at undgå klicheer og sat sig for at nedbryde alle vanlige tankemåder.
For ifølge Roy er klicheerne netop det, som den franske højre- og venstrefløj har fælles. Den farligste kliché er også den allermest paradoksale, nemlig tanken om, at der findes et særligt muslimsk fællesskab – communité. Et fællesskab man så enten kan betragte som ansvarlig for terrorisme, sådan som mange gør det på højrefløjen, når man mener, der er noget essentielt ved islam, der indebærer kimen til terror.
Eller man kan mene, at det netop er hadet mod dette fællesskab, islamofobien, som dybest set forårsager terrorismen, sådan som forklaringen lyder fra en del af venstrefløjen, når den vil forklare forbitrelsen hos brødrene Kouachi, der angreb Charlie Hebdo, eller Merah, der angreb en jødisk skole, men i øvrigt også franske muslimske militærpersoner.
Myten om fællesskabet
Ifølge Roy tager begge fløje her totalt fejl: Der findes ikke en muslimsk ’kommunitarisme’, som man kalder det i Frankrig. Tværtimod er muslimer i Frankrig langt mere integrerede, end medierne især i krisetider giver indtryk af. Muslimer har ikke særlige privatskoler, som det er tilfældet for for eksempel katolikker og jøder.
Der findes ikke nogen særlig muslimsk ’sag’, hvor franske muslimer demonstrerer sammen. Der findes muslimer på alle fløje i det franske politiske landskab, selv hos Front National, påpeger Roy med et eksempel fra valget til Europa-Parlamentet i foråret 2014, hvor de nordlige kommuner i Marseille stemte massivt på FN . »Her er der ikke nogen anden forklaring mulig, end at andengenerationsindvandrer har stemt FN, hvilket viser, at integrationen virker.«
Roy påviser også, hvorledes for eksempel den franske hær har haft stor succes med integrationen af muslimske invandrere, næsten 20 procent af den franske hær består af muslimer. »For hver Merah, der slutter sig til taleban, hvor mange muslimer er der så ikke i de hære, som bekæmper dem,« spørger Roy.
Det eneste ønske om at samle franske muslimer under én fælles hat, kommer derfor mærkelig nok fra de franske magthaverne, hver gang en fransk regering prøver at få ’alle’ muslimer i tale. »Kort sagt lider det muslimske fællesskab af en meget gallisk individualisme‚ som går stik i mod magthaverne bonapartisme,« påpeger Roy.
Islam er ikke fjenden
Det giver derfor ingen mening at spørge, hvorvidt muslimer kan integreres i et demokratisk samfund, for det er de allerede i det franske.
»Vi taler sjældent om vejen ud af ghettoen fra toppen af, men den er en kendsgerning,« forklarer Roy. »Hvis man sammenligner lister over læger i tre generationer, ser man først navnet Weissman dukke op, dernæst Benichou og nu Abdelmalek. Integrationen virker med en generations forsinkelse.«
Når vi analyserer terrorisme i Vesten, er det derfor slet ikke islam, der burde bekymre os, mener Roy:
»Der er opstået en ny generation af nihilismen blandt unge ladt i stikken af globaliseringen, og de er fascineret af døden. Det er en form for nihilisme, som også findes andre steder, hvor den mærkelig nok rammer især protestantiske lande fra USA til Skandinavien, og hvor man betragter det som individuel galskab, som Breivik i Norge. Mens man altså mener, at al-Qaedas terrorisme har med islam at gøre. Man skulle måske snarere undersøge en fælles genealogi af selvmorderisk nihilisme.«
Olivier Roy, La peur de l’Islam, 90 sider. 11 euro, Le Monde L’Aube.
Det , som IS i dag forsøger, er ikke andet, som en fortidig rets og tros forståelse, bygget på fortidens "magtbegær" og mangel på "viden om", fuldstændig uden forståelse af, at tiden ændrer sig og kun med tilpasning kan forenes.
NB: Måske kan deres "satanistiske" hærgen være med til at åbne øjnene for nutidens "magtbegærligheder". Jeg ved det ikke, jeg "tænker" bare!.
Hilsen: Ateisten
Frygt?
Hvem siger den kære Tine det til – husk også at sige det til dine medsøstre, f.eks. Marina La Pen og de andre partiejere eller supportere for den europæiske højre-populisme, hvor modstanden mod islam bunder i den åbenlyse erkendelse, at de, der har mest at tabe, vil i påkommende tilfælde blive – kvinderne …
Tine Byrckel fortjener en tak for omtalen af denne lille, men uhyre væsentlige bog, som jeg netop har læst.
Forfatteren Olivier Roy – af hvem der i øvrigt foreligger flere værker på dansk – påpeger i sin bog, hvorledes en række populære myter om Islams og muslimers placering i Frankrig ganske enkelt er forkerte, og ikke mindst påpeger han, hvorledes den franske integrationsmodel fungerer langt bedre end sit rygte.
Tine Byrckel nævner et par væsentlige eksempler på dette: den franske hær rummer et ganske betydeligt antal muslimer (formodentlig omkring 15-20 % af det samlede personale – der findes vist ingen officielle statistikker over dette), og de kæmper faktisk som loyale soldater for Frankrig. Og for hver enkelt ung mand eller kvinde, der slutter sig til talebanerne eller til den såkaldte Islamiske Stat og myrder franske borgere, er der titusinder, der kæmper for Republikken. Roy nævner eksempelvis også, hvorledes den franske hær har institutionaliseret Islam gennem oprettelsen af en gruppe af muslimske præster, der inden for de væbnede styrker uden problemer arbejder sammen med deres jødiske og kristne kolleger. De titusinder af unge med muslimsk baggrund, der kæmper inden for de væbnede styrker, er en langt mere repræsentativ målestok for udviklingen blandt franske muslimske indvandrere end det stærkt begrænsede antal unge, der ender som terrorister.
En anden interessant detalje, der nævnes af Roy, er, hvor udbredt ægteskaber på tværs af religioner faktisk er. Der findes næppe heller statistikker over dette, men han gør opmærksom på, hvorledes studiet af personlige annoncer i lokaldagblade viser, at også unge kvinder med muslimsk baggrund gifter sig med mænd af ikke-muslimsk baggrund. Og som han tilføjer det: nej, der er ikke multikulturelle intellektuelle, men fyren fra gaden, der handler om.
Paradoksalt nok er der også et stigende antal vælgere med indvandrerbaggrund, der stemmer på den højreekstremistiske Front National! Og hermed viser de jo rent faktisk, hvor franske de er blevet: de ser ikke sig selv som indvandrere, men derimod som borgere i republikken. Med alle dens problemer og modsætninger.