Læsetid: 5 min.

Modtænkende og herligt utidssvarende

Den pædagogiske filosof Thomas Aastrup Rømer byder på en modig og monstrøs kritik af pædagogikkens instrumentalisering
26. september 2015

Den pædagogiske og uddannelsespolitiske verden er om ikke blevet forhekset, så i hvert fald fordrejet og fordoblet til ukendelighed.

Pludselig optræder ord, der før var kritiske og lovende, som styringsparametre og målbeskrivelser – f.eks. det allestedsnærværende ord ’læring’. Begrebet konkurrencestat, som man umiddelbart kunne tro var et kritisk begreb, bliver til en stærk aktør og en konsensusagtig forståelsesramme for at designe uddannelsessystemet med henblik på at styrke den nationale konkurrenceevne. Kritikken af professorvældet og erfaringspædagogikken, der gjorde læreren til en vejleder, endte med at underminere den faglige autoritet og udhule dannelsestanken. Og den foregående regeringens store satsning, Ny Nordisk Skole (2012) viste sig hverken at være ny eller nordisk, men derimod en tynd kop te.

Pædagogikkens to verdener er en bog, der forfølger og blotlægger de sidste 25 års pædagogiske forskning og uddannelsespolitik. Den er skrevet af den pædagogiske filosof Thomas Aastrup Rømer, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lærke Grandjean

Stærk anmeldelse af en stærk bog.
Det er dog værd at bemærke, at anmelderen overser, at det er dybt kritisabelt, at dansk pædagogisk forskning påstår at kunne forske ensidigt analyserende, diagnosticerende og evidensbaseret bl.a. verificeret ved sociologen Niklas Luhmanns systemteoretiske tilgang til, hvad et menneske ses som: Et system, et medie.
Pædagogisk forskning er intet værd uden følelser, fantasi og fornemmelse for tydning af tilværelsen, og det er en farlig drejning for samfundet og skolen, at menneskesynet nedgøres til Luhmanns vanvittige forestilling om, at et menneske skal ses som et system - det kan føre til totalitarisme at se sådan på mennesker.
Det stærke ved Thomas Aastrup Rømers forfatterskab er, at han som pædagogisk forsker står ved, at forskningen indeholder værdier og holdninger. Forskerne er hverken Gud eller Fanden selv, men slet og ret: Mennesker.
Ligesom alle vi andre, der har et værdimæssigt udgangspunkt for vores samfundsmæssige virke.

Anne-Marie Wibrand, Tony Thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar