Læsetid: 5 min.

Modtænkende og herligt utidssvarende

Den pædagogiske filosof Thomas Aastrup Rømer byder på en modig og monstrøs kritik af pædagogikkens instrumentalisering
26. september 2015

Den pædagogiske og uddannelsespolitiske verden er om ikke blevet forhekset, så i hvert fald fordrejet og fordoblet til ukendelighed.

Pludselig optræder ord, der før var kritiske og lovende, som styringsparametre og målbeskrivelser – f.eks. det allestedsnærværende ord ’læring’. Begrebet konkurrencestat, som man umiddelbart kunne tro var et kritisk begreb, bliver til en stærk aktør og en konsensusagtig forståelsesramme for at designe uddannelsessystemet med henblik på at styrke den nationale konkurrenceevne. Kritikken af professorvældet og erfaringspædagogikken, der gjorde læreren til en vejleder, endte med at underminere den faglige autoritet og udhule dannelsestanken. Og den foregående regeringens store satsning, Ny Nordisk Skole (2012) viste sig hverken at være ny eller nordisk, men derimod en tynd kop te.

Pædagogikkens to verdener er en bog, der forfølger og blotlægger de sidste 25 års pædagogiske forskning og uddannelsespolitik. Den er skrevet af den pædagogiske filosof Thomas Aastrup Rømer, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

En monstrøs og modig kritik

Under annammelsen af de 576 sider, der byder sig til, tænkte jeg flere gange, at dette værk nok ikke vil få mange læsere. Ikke blot fordi det er monstrøst, monomant, langspyttende og redundant, men også fordi det drister sig ved navns nævnelse at udpege, hvem der efter Rømers mening står bag ødelæggelsen af det danske uddannelsessystem. Skydeskiven hedder Danmark Pædagogiske Oligarki (DPO). Heri indforskriver Rømer en række prominente medlemmer, bl.a. institutleder Claus Holm, professorerne Jens Rasmussen og Niels Egelund (alle tre fra DPU) og forskningsdirektør ved Professionshøjskolen VIA, Andreas Rasch-Christensen. For disse fire gælder det, at kun den viden værdsættes, der kan anvendes effektivt, og at begreberne ’kompetencer’ og ’evidens’ erstatter ’ånd’ og ’dannelse’. De går alle ind for ’læringsmålstyret undervisning’ og for flere målinger og sammenligninger af skoleelevers og studerendes præstationer.

Med mærkbart ubehag citerer Rømer Jens Rasmussen: »Sagt med andre ord, så må læreren kunne nedbryde læreplanens mål, til mål for det konkrete forløb, og lade sine videre undervisningsmæssige beslutninger styre disse mål. Eleverne opnår et større læringsudbytte, hvis det står klart for dem, hvad der forventes.« Hermed reduceres læreren til at være en målstyrende og effektmålende læringsagent og undervisningsekspert. Mantraerne hedder ’hvad der virker’ og ’synlig læring’, og konsekvensen bliver, at formålet med læreprocesserne i alle dele af uddannelsessystemet løsrives fra praksis og mister betydning, skriver Rømer. Læring bliver noget smalt og kvantificérbart. »Vi får et operativt mål-inferno, der nedbryder enhver syntese.«

Rømer konkretiserer sin kritik ved at blotlægge den førte danske uddannelsespolitik i nyere tid. Skolereformen og en aftale om lærernes arbejdstid blev banket igennem af tidligere undervisningsminister Christine Antorini og Folketingets flertal med Kommunernes Landsforening i den allernærmeste kulisse og hen over hovedet på mere end 60.000 lærerne og deres fagforening i foråret 2013. Skolereformens klare operative mål, der implementeres fra skoleåret 2014, fortrænger paragraf 1 i Folkeskoleloven. Heri tales der stadig mere hjemløst om, at skolens indre formål drejer sig om »frihed, demokrati, kundskaber, historie, kultur, natursyn, fællesskab og åndsfrihed og andet godt,« som Rømer formulerer det. Nu drejer det sig i stedet om at servicere konkurrencestaten og at kaste sig ind i den internationale kamp for at præstere og ’producere’ bedre resultater i PISA-målingerne.

Den omvendte bevisbyrde

Rømer ser uddannelsesverdenen forfalde og har en faible for nationalkonservative og grundtvigianske redningsforsøg, der ikke overbeviser denne anmelder. Langt mere substans er der i hans tankevækkende og vægtige formuleringer: »Det er ikke staten, der skal danne skolen, men skolen der skal danne staten«, og »En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. I en skole finder man derimod sine behov. Skolen er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi der er en afbrydelse af samfundet. En skole står selv«.

Problemet er ’blot’, at der ikke er mange, der tænker på denne måde i det politiske liv, i produktionssfæren og i den offentlige debat. Her hersker der den opfattelse, at det er skolen, der skal servicere samfundet og staten og ikke mindst sørge for at berede eleverne til at kunne træde i karakter som fremtidens arbejdskraft. Skolen overlades derfor ikke til sig selv, og da den anses for at være en uomgængelig og livsnødvendig del af samfundets reproduktion, får den heller ikke lov til at eksistere i sin egen ret, endsige til at sætte og forfølge sin egen dagsorden. Skolen underkastes en omvendt bevisbyrde. Den tvinges hele tiden til at legitimere og genopfinde sin eksistens, som var den udelukkende en afhængig variabel.

I pædagogikken genskabes det, der er værdifuldt i sig selv, skriver Rømer modtænkende og herligt utidssvarende. Skolen er stedet, hvor tingene kan vise sig frem, hvor traditioner arves, og argumenter undersøges. Pædagogikken skal således snarere åndsbaseres end forskningsbaseres, pointerer han. Skolen er stedet, hvor dømmekraften trænes, materien studeres, og dannelsen tager form. Dermed bliver pædagogik til lidenskab, og skolelærerne må stå »for beskyttelse af kundskabernes værdi i sig selv«. At tage en uddannelse er at tage del i »menneskehedens offentlige samtale (…) om forholdet mellem det bekendte og det ubekendte« og ikke en optræning i at kunne reproducere et kendt pensum. Læreren bærer ved til den fulde vekselvirkning mellem den lærendes nysgerrighed, samfundets kundskaber og det faglige stof. Skolen er ideelt set den frie tids sted, hvori der sker en fortløbende suspension af de anmassende nyttekrav fra verden derude.

Blinde pletter

»Det modsatte af frihed er styring,« skriver Rømer. Det er tydeligt, at han ikke har sans for, at styringen af det moderne menneske netop foregår ved hjælp af frihed. Friheden til at lave en original problemformulering og til at vælge sit eget specialeemne er netop en del af styringen. Styring og selvstyring handler om at mobilisere alle de lidenskaber og interesser, som den lærende måtte besidde og måtte kunne fremtrylle. Når stærke kræfter i det politiske liv og på arbejdsmarkedet fordrer, at vi skal være mere kreative og innovative, så kan der tales om (selv)styring af potentialer og viljer.

Rømer fører i alle sine publikationer en intens kamp imod den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori i al almindelighed og i særdeleshed imod luhmanniansk-inspirerede hjemlige uddannelsestænkere og -aktører; men på intet tidspunkt bemærker han, at Luhmann fastholdt, at det psykiske system ikke er tilgængeligt for det sociale system. Oversat til avisdansk: at læreren ikke kan styre, hvad der foregår i den lærendes indre. Den studerende og skoleeleven er ikke transparente og blottede subjekter, men heller ikke objekter, der kan aktiveres som var de enarmede tyveknægte. Luhmanns begreber kan bestemt læses og anvendes som cool analytik; men desværre er Rømer ikke synderligt optaget af at øjne de muligheder for at tænke kritisk, der også ligger på spring i Luhmanns egne tekster.

Bogen er et kulturpolitisk kampskrift, og den henvender sig ikke kun til læsere med interesse for pædagogisk forskning. Forlaget burde have læst grundigere korrektur på teksten, før den blev udgivet, og udluget de mange gentagelser, der undervurderer og irriterer læseren. Bogens 47 kapitler ligner snarere et uredigeret arkiv over Rømers nyere produktion end en sammenhængende tekst. Med fordel kunne de næsten 600 sider have været slanket til det halve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lærke Grandjean

Stærk anmeldelse af en stærk bog.
Det er dog værd at bemærke, at anmelderen overser, at det er dybt kritisabelt, at dansk pædagogisk forskning påstår at kunne forske ensidigt analyserende, diagnosticerende og evidensbaseret bl.a. verificeret ved sociologen Niklas Luhmanns systemteoretiske tilgang til, hvad et menneske ses som: Et system, et medie.
Pædagogisk forskning er intet værd uden følelser, fantasi og fornemmelse for tydning af tilværelsen, og det er en farlig drejning for samfundet og skolen, at menneskesynet nedgøres til Luhmanns vanvittige forestilling om, at et menneske skal ses som et system - det kan føre til totalitarisme at se sådan på mennesker.
Det stærke ved Thomas Aastrup Rømers forfatterskab er, at han som pædagogisk forsker står ved, at forskningen indeholder værdier og holdninger. Forskerne er hverken Gud eller Fanden selv, men slet og ret: Mennesker.
Ligesom alle vi andre, der har et værdimæssigt udgangspunkt for vores samfundsmæssige virke.

Anne-Marie Wibrand, Tony Thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar