Er der noget så skønt som et sportsanlæg om foråret, når unge mænd og kvinder tumler ud for at lege med en bold til lyden af trænerens fløjte, der lyder som en sangfugl? Ja, der er KB’s tennisbaner på Peter Bangs Vej i København i al slags vejr og på enhver årstid. Ikke at der er meget spræl på banerne – tennis er et sindigt spil – men fordi der ligger en bemærkelsesværdig restaurant, som hedder Granen.
Området er legendarisk, fordi Preben Elkjær trådte sine barnestøvler her. Han boede over for KB-hallen og sled sine første fodboldstøvler i Frederiksberg Boldklub, før han drog ud i verden, hvor han blandt andet huskes for et mål i Italien, scoret med en strømpefod, efter at støvlen var røget af.
Det var min fælle Ernst, der havde fået nys om restauranten. Han og jeg spillede tennis i KB, men det er mere end et par år siden. Nu ser vi sådan mere fodbold på tv og den slags. Ud fra fødestedskriterier holder han med OB, mens jeg hepper på AGF, i daglig tale GF.
Vi gik forbi den nu sørgeligt nedbrændte KB-hal og ind i Granen. Man behøver hverken være medlem af klubben eller snob for at spise der. I forhallen er der udstillet fotos og pokaler fra klubbens glorværdige fortid i såvel fodbold som tennis. Alt emmer af sport. Ved bordene sad unge mænd i træningstrøjer samt ældre herrer, der lignede gamle ørne fra klubbens barndom.
Trilles sportsviden
Trille, Ernsts højtelskede hustru, havde sneget sig med. Jeg spurgte, om hun overhovedet havde et forhold til sport?
»Absolut,« sagde hun, »jeg havde en veninde, der en kort overgang spillede tennis.«
Ren tilståelsessag. Til fodbold havde hun slet ikke noget forhold med en enkelt undtagelse.
»Preben Elkjær kunne tænde mig,« sagde hun drømmende. »Han var vild og sexet, havde temperament, lune og personlighed. Han havde det hele.«
Uvilkårligt kommer man til at snakke fodbold på sådan et sted, og efter, at Trille havde afleveret sin samlede viden, var det os voksne mænds tur til at snakke sagligt om emnet.
Ernst kunne huske, at han i sin ungdom havde set filmaktuelle Richard Møller Nielsen spille for OB.
»En hård hund allerede dengang,« konstaterede han.
»Men OB’s store spiller var vel Jørgen Leschly Sørensen,« sagde jeg, idet jeg høfligt lod som om, jeg interesserede mig for OB.
»Ja, og målmanden Børge Hylle,« sagde Ernst stolt.
»Hed han virkelig Børge Gylle?« indskød Trille og var ved at eksplodere af grin. Ernst lod høfligt, som om han interesserede sig for AGF.
»Jeres store spiller var vel Aage Rou, ham, der satte sit tyggegummi på målstolpen i sin tid ved OL i London?«
»Nej, det var målmanden, Henry From. Aage Rou spillede i marken.«
»Hed han virkelige Aage Rogn?« sagde Trille.
Det var håbløst.
Strygejernet
Maden på Granen er i særklasse god og tilmed til en rimelig pris. Et fund. Der var intet menukort. I stedet stod dagens tre retter anført med kridt på en sort tavle. Ernst og Trillevalgte en efterhånden meget sjælden, gammel dansk ret: Spidsbryst med peberrodssovs til 95 kroner. Kendt som Gyldenspjæts yndlingsspise i tegneserien af samme navn. Jeg valgt okseragout med spejlæg og rodfrugtemos til 85 kroner. Store portioner. Himmelsk. Den tredje ret var KB-burger. Jeg bad servitricen meddele kokken vores begejstring.
»Begejstring, begejstring, lad det være aftenens kodeord,« jublede hun og skyndte sig ud i køkkenet.
Bagefter ville vi drikke kaffe på Domdal Bodega lige i nærheden, som ifølge et tip, Ernst havde fået, var Elkjærs gamle stamsted. »Nej, hvor kunne det være sjovt, hvis han var der,« sagde Trille.
Der var hverken kaffe eller Elkjær. »Vi serverer kun alkohol,« sagde bartendersken koldt. For skams skyld købte vi to (dovne) fadøl til deling. Hun havde aldrig hørt noget om, at Elkjær skulle være kommet her. »Nej, han kom på Strygejernet længere ude ad Peter Bangs Vej,« sagde tre mere hjælpsomme bargæster. Men da var bruset gået af os, og da vi ikke umiddelbart kunne finde Strygejernet, strøg vi hjem.
