Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Racisme udsat for kortprosa

Små tekster om USA’s racisme, der ikke vil gå væk viser, hvorfor den rammer os og ikke kun de sorte
Moderne Tider
12. september 2015

Claudia Rankines Citizen er muligvis poesi, muligvis kortprosa, men under læsningen taber man snart interessen for genereproblematikker. For hendes bedrift i denne bog er at lytte sig ind på et Amerika, hvor racismen aldrig gik væk. Da Citizen fik National Book Critics Circle-prisen i USA, var det som anerkendelse af de chokerende sandheder, værket fortæller. Teksterne, hvoraf flere genfortæller foruroligende nyhedshændelser, gør da også en hvid læser vedvarende varsommere på eventuelle tegn på ubevidst racisme.

Rankines jamaicanske oprindelse fremgår ingen steder. Da hun beretter om et møde med en romanforfatter i London, nævner hun intet om, hvor han kommer fra. Udeladelsen tjener som påmindelse, for hvorfor vil vi vide det? Er det en refleks, der uvægerlig fører over i forhastede stereotypisering? Sort behøver ikke at være sort, og hvidt behøver ikke at være hvidt.

Vrede

En scene på et fly er særligt kvalmende. Intet siges højt, men vi overhører hviskelyde fra en mor, som vil forskåne sin datter for at sidde ved siden af en sort passager. Hvis hun skal være racist, må hun være det diskret. Måske er episoden aldrig sket i virkeligheden, måske er den? Der er ikke noget første persons fortællerperspektiv her, men en du-henvendelse, der holder alting svævende og flydende.

Mere spcifikt fortæller hun om den racisme, tennisstjernen Serena Williams oplever: »Neither… God nor NIKE camp could shield her ultimately from people who felt her black body didn’t belong on their court, in their world.« Effektfuldt bliver der gjort rede for de ubehageligheder, Williams har oplevet blandt snæversynede tennisdommere og i en skinger rendestenspresse. Lige så oprørende er teksten om orkanen Katrina, hvor udrykningskøretøjer har mere eller mindre travlt, alt efter til hvem de rykker ud.

Der er så megen vrede og ængstelse i bogen, at det er en gåde, at det overhovedet kan inddæmmes. Men det er det fantastiske ved teksterne, at Rankine evner at hæve sig over det, hun beskriver. Overalt holder hun sig til vidvinkelperspektivet: racisme er mere end et problem for dens ofre. Den er et problem for alle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her