Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Byliv: Med ost i mundvigen i et lille sort spejl

Byen kræver penge af dem, der gerne vil være med. Det gør hjemme til et godt sted at være. Her kan man f.eks. se miniserien ’Black Mirror’ som et billede på alt det, byen ikke burde være
Byen kræver penge af dem, der gerne vil være med. Det gør hjemme til et godt sted at være. Her kan man f.eks. se miniserien ’Black Mirror’ som et billede på alt det, byen ikke burde være

Pernille Sloth/iBureauet

Moderne Tider
31. oktober 2015

Jeg sidder med en iPad på mit lille værelse på Sønder Boulevard. Jeg har lige sat to toasts med cheddar og salami over i toasteren. Jeg kan godt lide redskaber, der bare hedder det samme, som den ting de er designet til at producere. At sidde på mit værelse er det, jeg bruger mest tid på overhovedet.

Og oftest har jeg dårlig samvittighed over ikke at foretage mig noget mere aktivt. Det har bl.a. noget at gøre med den generelle forventning, om at jeg skal ’få noget ud af det hele’, der har installeret sig i mig.

Det er en på én gang stressende og forkælet følelse, som jeg f.eks. forsøger at holde på afstand ved at spille diverse gratis spil på min iPad. For tiden kan jeg virkelig anbefale TinkerBox HD.

Byens pris

Selv når jeg er derhjemme, føles det, som om byen konstant byder sig til som socialt rum, men også som et rum, det koster penge at interagere i. Jeg tænker tit på, at det koster noget at kunne være et socialt menneske. Det koster penge at kunne slappe af på en café, hvis jeg vil ud og læse en bog og føle, at jeg har ret til at sidde på den, ofte ikke ret behagelige plads, som jeg optager.

Og når det kommer til stykket, kan jeg alligevel ikke komme i tanker om en eneste café, jeg synes er et godt og hyggeligt sted at læse henne på. For tiden læser jeg Den egentlige kommunen (2015) af den unge norske digter Morten Langeland.

Det er en krævende digtsamling med en mild rasende tone om at befinde sig i et slags økokulturelt rum. Jeg har svært ved at få tag om digtene på en måde, jeg holder meget af. Når jeg har brug for at koble mere af, men allerede er træt af den trøstende meningsløshed ved at casual game på min iPad, ser jeg science fiction på Netflix.

Den ubetinget vildeste popkulturelle begivenhed i mit liv på det seneste har været at se første sæson af miniserien Black Mirror (2011). De tre afsnit kredser allesammen om temaer som begær og følelser i et masse- og privatovervågningssamfund i nogle små hverdagslige sci-fi-portrætter.

Episoden »Fifteen Million Merits« beskriver f.eks. et klassesamfund, hvor størstedelen af menneskerne bruger deres dag på at producere strøm ved at sidde i en art gigantisk fitnesscenter, hvor de så optjener point eller merits, som de så igen kan bruge på at købe bedre mad i automaterne, som gør dem til nogle bedre maskiner, som giver dem flere penge, som de så kan bruge på bedre mad eller på retten til at spille små (voldelige) computerspil eller se X Factor eller pornokanalen, mens de cykler.

Hvis man ikke har penge, kan man kun se reklamerne, og man kan ikke få lov til ikke at kigge. Alle – undtagen dem, der arbejder med X Factor eller porno – bor i små bitte rum, hvor væggene også er skærme. Fra skærmrummene deltager alle via avatars i en indirekte voldtægt af en pige, der bare gerne vil være popstjerne.

Byen er blevet som Facebook

I det øjeblik, afsnittet er færdigt, bliver metalaget ekstremt hårdt: Jeg sætter iPad’en på standby og stirrer agressivt på mig selv i iPad’ens mørke glas med mit latterlige lille ansigt featuring cheddarost i mundvigene.

Men metalaget føles ikke blinkende og prædesignet. Det føltes mere som Morten Langelands digte.

Alle afsnittene afdækker et slags stille, ubehageligt og seksuelt overgreb, der gør det umuligt nogensinde igen f.eks. at se porno. Fordi det peger på, hvordan de ting, jeg foretager mig derhjemme, på internettet, er ligeså uneutrale som ’ude i byen’.

Jeg tænker ikke bare, at serien er en metafor for ting som Facebook. Jeg tænker også, at byen som sådan er blevet facebooket: Et stigende gentrificeret rum, hvor jeg aldrig behøver støde på noget udfordrende eller ubehageligt, hvis jeg har penge, medmindre jeg bevidst opsøger en udfordrende oplevelse som en oplevelse, og hvor slogans som Don’t use machines, become one, Make it happy, Choose Love, Just do it osv. fylder mere og mere. Ideen om det lykkelige liv.

Ikke som noget, der tvinges ned i halsen på mig. Ingen specifik person bærer ansvaret for det, men ideen om lykken er meget konkret.  Og så får jeg endnu mere lyst til bare at blive lidt derhjemme. Eller også får jeg lyst til bare at spare merits nok op til at kunne gå ud og deltage i det store lykke-gameshow.

Og så kan jeg tjene nogle penge, og så kan jeg blive lykkeligere, og retfærdiggøre at arbejde lidt hårdere, og tjene nogle flere penge, og opgradere mit Netflix- og Spotify-abonnement, og opgradere mit lykkelige liv, og retfærdiggøre at arbejde mere osv.

Men inden at vi mødes derude, så se lige Black Mirror. Det er ikke nogen trøstende eller hyggelig livsbekræftende lille serie, som er nem at putte i en kasse, men måske lige præcis derfor er den vigtig.

Hjemmet
Du vælger selv åbningstid

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her