Læsetid: 5 min.

Et defensorat for samfundsborgerdannelsen

Filosoffen Peter Kemp leverer et skarpt opgør med den hjemlige uddannelses- og skolepolitik. Folkeskolereformen af 2014 gør ikke eleverne dannede, men halvdannede. Men der må spørges kritisk til Kemps velmenende og sympatiske alternativ
31. oktober 2015

Skolens formål bør være »dannelsen af borgere, der ønsker at leve sammen«. I de gode skoler »dannes og uddannes eleverne til global ansvarlighed« og til »et verdensborgerligt engagement«. Dannelse er noget kulturelt og samfundsmæssigt og ikke identisk med arbejdsmarkedstræning eller med indfrielse af bindende kompetence- eller læringsmål. Dannelse er mere end teknik, videnskab og pensum. Dannelse er med- og verdensborgerskab – en social kraft til fri udfoldelse og engageret politisk deltagelse. Dannelse er både en proces og et resultat af den sociale karakterdannelse, og menneskets personlige og sociale liv skal staten ikke bestemme over eller (be)styre i detaljer, men derimod via uddannelsessystemet og -politikken stille rige og frie udfoldelsesbetingelser til rådighed for.

Således skriver filosoffen Peter Kemp (f. 1937) i en lille samtidskritisk pamflet med titlen: Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen. Teksten er tilegnet Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse. Kemp er professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet, og har siden begyndelsen af 1960’erne været en kendt stemme i den offentlige debat om etik og politik. Igennem en lang række bøger og et vidtforgrenet virke har han introduceret danskerne til nyere fransk filosofi, sprogfilosofi og fænomenologi, engagementets teori, teknologi- og bioetik og forsvaret verdensborgeren som pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede.

Et berettiget angreb

Med gode og solide argumenter og belæsset med mistrøstige citater af politikere (Antorini og Corydon) og skoleforskere og policymagere (Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Lars Qvortrup) viser Kemp, at Folkeskolereformen af 2014, der i folkelig upopularitet kun overgås af salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs, ikke styrker folkeskolen som dannelsesinstitution. Den vil ikke bidrage »til opdragelse til social ansvarlighed, humanitet og vidsyn«, men snarere til, at forlænge skoledagen, gøre indhug i elevernes frie tid og til at gøre skolen til sted, der er mest interesseret i at ’producere’ færdigheder og kontrollere, om de lærende har annammet den rette ’viden’. Med andre ord har skolen ’giftet sig ’ med kompetencebeskriveler og målstyring. Dertil kommer, at den nye læreruddannelsesreform primært ser lærerne som undervisnings- og effektmålingseksperter og ikke som professionelle dannelsessmittende mennesker, der brænder for et fagligt indhold og for en åben og undersøgende tilgang til og omgang med dette ’stoflige’ mellemværende sammen med eleverne.

Undervejs allierer Kemp sig med slidstærke tekstfragmenter af bl.a. Wilhelm von Humboldt (1767-1835, der i sin Teori om menneskets dannelse (fra 1793) skrev om menneskets »indre forbedring og forædling«, og som i 1809 i forbindelse med reformeringen af hele skolevæsenet og det højere uddannelsessystem anbefalede kongen, Frederik Wilhelm III, at grundskolen skulle lære eleverne, »hvad enhver nødvendigvis måtte vide som menneske og borger«. Sigtet med skolen var »etisk og socialt«, skriver Kemp og proklamerer, at det må det også være i dag, mere end 200 år senere.

Hvad blev der af ’Bildung’?

I denne lille bog giver Kemp afkald på en systematisk gennemspilning af dannelsesbegrebets idéhistorie. Det er ærgerligt, at læseren ikke bliver inviteret ind i det univers, hvor det tyske Bildungs-begreb tog form. Hvad betyder det f.eks. for dannelsesforestillingernes aktualitet, at de er koblet til gudbilledligheden, dvs. til forestillinger om, at mennesket er skabt i guds billede (Bild)?

Kemp leverer en række berettigede udfald mod de politiske aktører og uddannelsesforskere, der tror, at det formelle ved skoleopdragelsen (didaktiske metoder, optimering af ’rene’ og fagindifferente undervisningsteknikker, evidensmålinger) ikke bare kan adskilles fra indholdet (fagets substans), men at det også er at foretrække, da det efter sigende snarere drejer sig om ’at lære at lære’ end om at lære noget bestemt i det dynamiske og omstillingsduelige samfund. Men problemet er, at Kemps egen tekst hverken formår at gøre det faglige indhold præsent endsige at forklare læseren, hvordan man kan stå på mål for en faglig substans i en substansfortabende samtid, der, når bølgerne går højt, oftest nøjes med at servere nationale og ’sammenhængskraftsgivende’ kanonlister for folket med den ene fod på bremsen, mens der gås reformamok siddende på en besparelseslysten grønthøster med speederen i bund.

En udvejs- og hjemløs kritik?

Kemp har selvfølgelig ret i, at de globale problemkomplekser, der ikke »kan løses af de frie markedskræfter«, må tackles politisk. Man bliver helt forpustet af at læse hans opregning af de overnationale miljøproblemer, flygtningespørgsmålet, den amokløbende finansielle og kriseforvoldende spekulation, den internationale kriminalitet, terrorismen og forbrydelserne imod menneskeheden. Men om det er nok at appellere til den gode vilje og slå fast, at de »må løses politisk, dvs. af mennesker, der handler politisk ansvarligt« via statslige, overstatslige og civilsamfundsmæssige institutioner, stiller jeg mig en kende tvivlende over for.

Problemet er, at han ikke tager tilløb til at levere en fundamental kritik af den økonomisk-autistiske kapitalisme, der allerede nu synes at indsnævre råderummet for den politiske frihed og handlekraft, både på nationalt og globalt plan. På den måde kommer hans kritik til at blive udvejs- og hjemløs og tendere til at virke moraliserende og kompenserende.

Nu skal jeg være den første til at medgive, at en ramsaltet og samfundsteoretisk baseret kritik af den selvhenførende, værdiakkumulerende og altterroriserende økonomiske logik ikke får denne til at forsvinde som dug for efterårssolen; men når Kemp kommer frem til, at vi ikke blot skal kaste »eliteforskning i videnskaberne og snilde og grønne teknologier på markedet«, men »først og fremmest dansk kultur, vi som danske verdensborgere kan give andre«, så synes han at overse, at dansk kultur for længst er blevet til en eksportartikel og til cool branding.

Tæt-lav-arkitektur og ’Copenhagenized’ cykelkultur tilsat bare og dragende pigeben og embedsmænd på rugbrødsdrevne hjul langs Søerne, tværvidenskabeligt projektarbejde og selvbestemte problemformuleringer så langt som selvkontrollen og det eks-’revolutionære’ RUC’s pædagogiske indflydelse måtte række, H.C. Andersens slidstærkt-ikoniske eventyr, Grundtvigs folkelige vækkelseshymner, lækkert og ikke prangende Danish Design og ikke mindst den lange kystlinje … alt kan gøres til og bliver gjort til varer. I dag økonomiseres der på denne måde med det ikkeøkonomiske, og selv medborgerskabsbegrebet, som Kemp hænger sin hat på, kan risikere at blive forvandlet til en narresut, der kan fremføres som civilsamfundets triumf, men i praksis føre til, at man kun får lov til at blive inddraget og hørt, mens demokratiet indskrænkes med den ene hånd og eksperterne fyres med den anden. Det falske sniger sig også ind i nogle af de ord som Kemp mobiliserer, såsom ’værdier’ og ’kreativitet’.

Resultatet er, at Kemps beundringsværdige forsvar for dannelsen mister sin potens i takt med, at kritikbegrebet tørrer ind. Det må undersøges af en kommende Karl Marx version 2.0, om kapitalismen er ladet med så mange både selvdestruktive og civiliserende tendenser, at den ender med at lægge sig selv i graven. Dertil kommer selvfølgelig milliarder af handlende og til hinanden gensidigt smilende verdensborgere, der tager sagerne i egen hånd og siger: nu er det faktisk nok! Indtil da må vi sikkert nøjes med at skrive og læse velmenende bøger, der advarer imod halvdannelsen og den servile og barbariske skole- og uddannelsespolitik både her og hisset.

PS: I en bog om og for dannelse bør der læses bedre korrektur. Ufrivilligt komisk var det således på sidste side en sidste gang at læse Kemps repetitive kritik af »den løgn om uddannelsen, som forgiver at fremme dannelsen, men i virkeligheden reducerer den til halvdannelse, der blot er en reduceret dannelse«. Indsæt selv det fatalt manglende ’e’.

Peter Kemp
Løgnen om dannelse.
Opgør med halvdannelsen.
130 sider, 199 kr.
Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu