Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

»Ensomhed er en fejl i den sociale sult«

Ensomhed har intet at gøre med, om du har få venner eller mangler en mage, for ensomheden kommer indefra. Derfor har antallet af ensomme ligget stabilt i årtier, og derfor skal du ændre dine tanker om andre og dig selv, hvis du vil bekæmpe den, siger den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen
Et væddemål gik på, om en fyr kunne klare at leve alene på en øde ø i en uge. Han havde alt, hvad han skulle bruge for at overleve, men ensomheden sendte ham hjem før tid.

martin lehman

Moderne Tider
24. oktober 2015

Jeg hørte engang en historie fra en fyr, som tidligere i sit liv havde indgået et væddemål. Han havde væddet om, hvorvidt han kunne tilbringe en uge mutters alene på en øde ø. Parterne fandt en passende ø med et lille hus et sted i Sverige. Min bekendte måtte tage al det læsestof, underholdning og mad med til øen, han overhovedet ville. Men eksperimentet holdt kun få dage. Så blev han bims, greb nødtelefonen, han også havde pakket, og ringede efter undsætning.

»Hvorfor gør ensomheden så ondt?« spørger den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen i sin nye bog Ensomhetens Filosofi og svarer: »Ensomheden fortæller noget om mig selv, om min plads i verden.«

Historien om min bekendte fortæller, at ensomheden for mennesker i dag er mere utålelig, udgrænset og svær at håndtere end måske nogensinde før.

For Lars Fr. H. Svendsen har den opsigtsvækkende pointe i sin bog, at mennesker i moderne, individualistiske samfund ikke er mere ensomme end dengang, slægten, den sociale klasse og religionen forærede den enkelte hans eller hendes tilhørsforhold og omgangskreds.

Til gengæld har nutidens individualister sværere ved at håndtere ensomheden, når de endelig møder den:

»Vor tids største ensomhedsproblem er ikke, at mange føler sig ensomme, for ensomheden er ikke øget. Faktisk har niveauet ligget meget stabilt i årtier. Derimod er der for lidt af den gode ensomhed, fordi vi i dag altid har hele vores omgangskreds inden for rækkevidde, blandt andet med de nye medier. Men du kan ikke altid regne med andre i dit liv, og hvis du aldrig lærer at håndtere ensomhed, så har du et problem den dag, du er alene,« forklarer Lars Fr. H. Svendsen i telefonen fra Norge.

Forfatteren medgiver, at han har skrevet en utraditionel filosofibog. Teorinørder vil finde den skuffende blottet for abstraktion. Tværtimod har Lars Fr. H. Svendsen undersøgt ensomheden ud fra et stort materiale af empiriske undersøgelser, især udført af psykologer og samfundsvidenskabsfolk. På det grundlag tøver han ikke med at afskrive toneangivende tænkere som filosoffen Francis Fukuyama og samfundsforskeren Robert D. Putnams betragtninger om ensomheden som det moderne individs skygge:

»Andre filosoffer har set ind i sig selv og tænkt, at på sig selv skal man kende andre. Jeg mener end ikke, du kender dig selv på dig selv. Ensomhed er et almenmenneskeligt fænomen, men mennesker oplever det vidt forskelligt. Det viser empirien klart.«

Ensomhed er noget, du føler

»Ensomhed udtrykker smerten ved at være alene, og alenehed udtrykker fryden ved at være alene«

Paul Tillich, tysk teolog

Faktisk var min bekendte i Sverige ikke engang ensom. Han var bare alene. De to forhold har meget lidt med hinanden at gøre, men når de slås i hartkorn, opstår misforståelserne om nutidens ensomhed, siger Lars Fr. H. Svendsen.

Han refererer blandt andet Norges Statistiske Centralbureaus årlige undersøgelser af levevilkår, som er blevet gennemført siden 1980. I 2012 svarede knap to procent af kvinder og en procent af mænd, at de var »vældig plaget« af ensomhed. Knap hver fjerde kvinde og hver femte mand svarede, at de var »lidt plaget«.

I undersøgelsernes 35-årige levetid har de tal ligget stabilt:

»Ensomheden [er] ikke øget hos de adspurgte. Den omtrent eneste ændring er en vis reduktion i andelen, som hævder at opleve ensomhed ’ofte’, eller at de er ’vældig plaget’,« skriver Lars Fr. H. Svendsen om det historiske perspektiv.

Fra USA viser en anden undersøgelse, at hverken mængden eller kvaliteten af personlige relationer har ændret sig for amerikanerne siden 1970.

Og dog har dagligdagens fællesskaber undergået store forandringer for alverdens mennesker – og ikke mindst for skandinaver – i samme periode.

En afgørende ændring er, at stadig flere bor alene. Kina, Brasilien og Indien har den største vækst i antallet af enlige, men det er de nordiske lande, som har allerflest singlehusholdninger, det gælder 40-45 pct. Samtidig har de nordiske lande verdens laveste andel af mennesker, der angiver, at de føler sig ensomme.

»Det overraskede mig. Jeg var overbevist om, at den store stigning i antallet af singler var ledsaget af en stigning i antallet af ensomme,« siger Lars Fr. H. Svendsen.

Forskellen på alenetid og ensomhed kommer også til udtryk, når mennesker beskriver deres relationer. For det viser sig i de norske statistikker, at personer, der ’ofte’ føler sig ensomme, har stort set lige så meget kontakt til venner som dem, der sjældent føler sig ensomme. Lars Fr. H. Svendsen drysser sukker på kagen ved at nævne »som en kuriositet«, at mennesker, der dagligt mødes med venner, føler sig væsentligt mere ensomme end folk, der ikke ser deres venner lige så meget.

Social perfektionist

»Hvem ved, hvad ægte ensomhed er – ikke det almindelige ord, men den nøgne rædsel?«

Joseph Conrad i ’Ruslands skygge’

Den afgørende lektie er ifølge filosoffen, at ensomhed er noget, du føler – og ikke noget, der er knyttet til faktiske omstændigheder i dagligdagens levede liv:

»At være alene og at være ensom er logisk og empirisk helt uafhængige af hinanden. Følelsen synes mere at være bestemt af dit behov for tilknytning end af den tid, du tilbringer alene,« siger han.

Ensomheden er din egen. Og fordi den handler om dig, er det også muligt at sige en hel del om, hvordan et ensomt menneske er som person.

Lars Fr. H. Svendsen har en direkte og en lidt pænere beskrivelse af de personlighedstræk, der kendetegner en del ensomme.

Portrættet er hårdt, når han oplister et ensomt menneskes karaktertræk. Man har egentlig ikke lyst til at lære vedkommende at kende:

»Ensomme hjælper andre i mindre udstrækning end ikkeensomme. De ser også ud til at føle mindre empati for andre. I samtaler snakker ensomme oftere om sig selv og stiller færre spørgsmål,« skriver han i bogen. »Videre er de mere selvcentrerede end andre. Selvoptagede mennesker er helt og fuldt afhængige af andres blik. Han og hun må altid finde bekræftelse på sin egen eksistens ved at fylde andre menneskers synsfelt.«

De ensomme er selvoptagede. Men deres hang til bekræftelse og spejling er en konsekvens af det faktum, at ensomme føler ringe glæde ved sig selv:

»De ensomme opfatter sig selv som mindreværdige, mindre attraktive og socialt inkompetente. De angiver en større afstand mellem, hvem de faktisk er, og hvem de ønsker at være, end ikkeensomme,« skriver filosoffen.

»Sociale perfektionister« eller »socialt overfølsomme« kalder Lars Fr. H. Svendsen de ensomme med to pæne omskrivninger. Ligesom anorektikeren, der altid ser en tyk pige i spejlet, bliver det aldrig godt nok – uanset hvor meget ydre omstændigheder modsiger følelsen indeni.

Ensomhed er mistillid

»Han stolede ikke på hendes hengivenhed, og hvilken ensomhed er mere ensom end mistilliden?«

George Eliot i ’Middlemarch’

De ensomme går fra aftaler med deres venner og synes, at mødet var mindre tilfredsstillende, end ikkeensomme har tendens til at synes. De mistror komplimenter fra deres partnere, og de har ringere tillid til, at andre mennesker ønsker at støtte og hjælpe dem eller i det hele taget vil dem det godt, skriver Lars Fr. H. Svendsen.

Det er trist at være ensom – og så er det farligt. Der er en »stærk korrelation« mellem kronisk ensomhed og somatiske lidelser, faktisk kan sundhedsrisici »sammenlignes med at ryge 10-15 cigaretter om dagen«, forklarer han.

Men den nedslående opremsning af den ensommes karaktertræk og indre liv rummer også en god nyhed. For når Lars Fr. H. Svendsen lokaliserer ensomheden i sindet, giver han samtidig en opskrift til at bekæmpe den.

I Norge blæser politikere jævnligt til kamp mod ensomheden på både kommunalt og nationalt niveau. Redskaberne fordeler sig gerne inden for fire kategorier, hvoraf de tre har dårlig effekt, hævder Lars Fr. H. Svendsen.

De uvirksomme strategier handler om at øge den enkeltes sociale omgang; at forbedre sociale færdigheder og om at øge den sociale støtte til ensomme. Den fjerde – og virksomme – tilgang handler i stedet om at arbejde med den enkeltes negative tanker om at indgå i sociale sammenhænge.

Psykologhjælp, er derfor Lars Fr. H. Svendsens anbefaling, hvis et samfund har ambitioner om at kaste penge efter ensomheden.

For det handler jo igen om perception.

Deri ligger også forklaringen på, at ensomheden ikke er vokset i en tid, hvor ægteskabet og andre af samfundets traditionelle, fællesskabsgivende institutioner har lidt et knæk.

Blod og vand er lige tykt

»Hele overbevisningen om mit liv hviler nu på den tro, at ensomhed, langt fra at være et sjældent og besynderligt fænomen, særegent for mig selv og et par andre ensomme sjæle, er det centrale og ufravigelige vilkår ved den menneskelige eksistens«

Thomas Wolfe i ’The Hills Beyond’

Lars Fr. H. Svendsens tabeller viser, at verdens enlige har mere kontakt til både venner og slægtninge end folk i parforhold. Modsat mange samboende par mødes de med dem hver eneste uge og gerne på hverdagsaftner.

På den måde er det lykkedes de enlige at veksle én form for socialitet til en anden uden at blive ensomme af den grund.

Blod og vand er med andre ord lige tykt i de moderne, selvvalgte fællesskaber.

»Ja, det ser ud til, at man kan vælge sine relationer. Det liberale individ beskrives tit, som om det lider af alle mulige sociale patologier. Men det ser jo ud til at klare sig ganske godt,« konstaterer Lars Fr. H. Svendsen.

Alle kender ensomheden. Smerten ved at ville række ud, men ingen er der. For de kroniske ensomme er ensomheden en »dysfunktion«, der er »noget galt« med den »sociale sult«, så man stadig vil have mere, selv om man egentlig »har forspist sig«, mener Lars Fr. H. Svendsen.

Den erkendelse rummer en lære for os alle sammen. Måske kan den heale såret, næste gang du befinder dig helt alene på en øde ø:

»Vi fødes alene, og vi dør alene. Men mellem de to yderpunkter kan vi være knyttet til hinanden på de mest fantastiske måder. For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville skrive en selvhjælpsbog. Men jeg tror, at jeg er kommet farligt tæt på denne gang. Budskabet er jo, at du skal gå ud i verden – men vær opmærksom på det blik, du møder den med. Hvordan ser du på andre, og hvordan ser du på dig selv i relation til dem?« siger Lars Fr. H. Svendsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Knud Ejstrup Larsen

'For det handler jo igen om perception'. Mon dog? Jeg tror at John Bowlby og tilkytningsteorien leverer et mere kvalificeret bud på hvorfor 'kronisk ensomme' kan ha det svært med at få opfyldt deres 'behov for tilknytning' og derfor føler sig ensomme, selv med mange venner. Et seriøst bud der medtænker deres livshistorie og ikke nøjes med 'at arbejde med den enkeltes negative tanker om at indgå i sociale sammenhænge'. Nu frygter jeg så at Lars Fr. H. Svendsen virkelig skriver en selvhjælsbog om ensomhed!

Jørgen Steen Andersen

Når du har taget hensyn til den enkeltes livsomstændigheder og vores samfundssystem, så er det en god ide at se, hvad du selv kan gøre for at føle dig mindre ensom.
Der er mange muligheder.
Reflekter, læs, gå ud i verden osv osv.

Niels Duus Nielsen

I de senere år har jeg været alene langt det meste af tiden, alligevel føler jeg mig ikke ensom. Skulle det ske en sjælden gang, går jeg en tur og kigger på folk på gaden. Der er næsten altid et par stykker, der smiler til mig, om ikke andre så den hjemløse, der sælger mig Hus Forbi, og så har jeg det godt igen.

Desværre må vi ikke have dyr, her hvor jeg bor nu, så jeg savner min kat. Men så trøster jeg mig med, at den garanteret ikke savner mig, det troløse dyr.