Læsetid 6 min.

Hvem er inde i Sørine Gotfredsen?

Sørine Gotfredsen viser med sin nye bog om nåde og narcissisme, at hun er fyldt op af Luther, Grundtvig, Kierkegaaard og især Søren Krarup, som hun spejler sig i i endnu en beskrivelse af et fortvivlet moderne væsen
Det, som er ærgerligt med Gotfredsens tænkning, er så, at hendes næsegruse beundring for Krarup faktisk forhindrer hende i at tænke ud fra de præmisser, hun selv stiller op

Det, som er ærgerligt med Gotfredsens tænkning, er så, at hendes næsegruse beundring for Krarup faktisk forhindrer hende i at tænke ud fra de præmisser, hun selv stiller op

Ulrik Hasemann
24. oktober 2015
Delt 9 gange

På en måde går det galt allerede i prologen til Sørine Gotfredsens essay Løft blikket – nåde i narcissismens tid. Det gør det, når hun udlægger myten om Narcissus, den smukke yndling, som i Ovids version, forelskede sig i sit eget spejlbillede i en skovsø og døde af ulykkelig kærlighed til sit uopnåelige selv.

Hvorfor går det galt? Det gør det, fordi der er noget utrolig vigtigt Gotfredsen overser i myten: Narcissus, som han fremstilles hos Ovid, forelsker sig ikke i sig selv. Når han kikker ned i søen, er det slet ikke sig selv, han ser. Han forelsker sig i en anden. Den ’anden’ viser sig så helt tilfældigvis at være fuldkommen identisk med ham selv. Det fører til et kollaps, da det går op for ham. Den virkelige anden, de så uforståelige nymfer, afviser Narcissus, de lader hans hjerte koldt.

Kort sagt er det en temmelig vigtig pointe i myten om Narcissus, at han aldrig bliver voksen nok til at konfrontere sig med en seksualitet, der for alvor omfatter en anden. Narcissismens forlis består ikke at være introvert. Forliset består i ikke at være i stand til at elske et menneske, som er en fremmed.

At elske på ordre fra Gud

At overse dette lille led i myten, får stor betydning for, om man overhovedet kan følge Sørine Gotfredsen og den frelselsesfortælling, Løft blikket udgør. For vil man følge hende, må man følge hendes præmis. Hos Gotfredsen bliver myten om Narcissus, som hun beskriver i sit klare, flydende, men lidt altmodische sprog, et temmelig banalt billede på, at vi ikke skal være så selvoptagne. Det er ikke i vort indre, sandheden om os selv ligger. Gotfredsen ser narcissisme overalt i den moderne verden. En verden, hun dybest set ikke føler sig tilpas i, forklarer hun. Den individualiserede, selvoptagne verden, hvor vi har glemt Gud. For de følelser, vi støder på i introspektionen, er ikke til at stole på. Faktisk er de i færd med at lede os bort fra vor egentlige bestemmelse.

Det er nemlig Gotfredsens eget narcisstistiske og almagtsfølende 16-årige ’jeg’, hvis frelse vi får fortalt gennem bogen. Det er hende selv, der som 16-årig drømmer om berømmelse og alles blik på sig, på en klippe ned mod havet på Bornholm; en berømmelse, hun senere opnår med sin optræden i medierne.

For Gotfredsen bliver mødet med Søren Krarups teologi i starten af 1980’erne imidlertid afgørende, og de tænkere, han benytter, strukturerer da også kapitlerne i Løft blikket: Luther, Grundtvig og Kierkegaard. Menneskets bestemmelse er sat ved Gud. Når vi skal ’løfte blikket’ fra vort forvirrede sjæleliv, er det for at se Gud og ikke mindst høre den ordre om at elske ’næsten’, der hos Søren Krarup udlægges som et ’du skal’. Næsten skal elskes, ikke i en sødladen, selvsmagende empati, men som en ordre fra Gud. »I forholdet til Gud kan mennesket aldrig undvige sit ansvar. Men det lever samtidig med Guds nåde og ligger ikke under for en række påbud, der skal efterleves for at råde bod på utilstrækkeligheden,« forklarer Gotfredsen.

Faderskikkelsen Krarup

Vil man altså prøve at forstå den helt særlige udlægning af ’kærlighed til næsten’, som Søren Krarup og Tidehverv står for, er Sørine Gotfredsens essay en guldgrube. Står man helt uforstående over for Krarups modstand mod indvandring, flygtninge og muslimer – når man nu har fået påbud om at elske næsten – kan man med Gotfredsen følge i hælene på, hvorledes ’vore egne’ kirkefædre læses hos Krarup.

Krarup trækker sit nærhedsprincip ud af Luther – det er den virkelighed, vi umiddelbart er sat i, vi skal tage os af. Næstekærligheden er ikke et abstrakt universelt princip, som strækker sig til folk langt væk. Af striden mellem Luther og Thomas Müntzner konkluderer Krarup, og derfor Gotfredsen, at Müntzner er den »højmodige ånd«, der i stedet for at deltage i hverdagslivet lukker sig inde med Gud og følelserne som modsætning til det »nøgterne«.

Grundtvig bruges så til at knytte troen sammen med det levende ord, altså dansk for vort vedkommende. Og med Kierkegaard får vi et opgør med de selvsmagende godhedspræster, der slet ikke har fattet Guds nåde, og at vi nøgternt kan indse, at vi intet behøver at gøre, for at fortjene den.

Men bogen byder også på et fascinerende portræt af den faderskikkelse, Krarup er for Gotfredsen, ikke mindst i skildringen af den »nøgterne og saglige« stemning omkring Tidehverv. »Der hersker omkring fænomenet en lidt mystisk stemning af noget brysk, lukket og utilgængeligt. Man ser for sig en forsamling af mænd klædt i jakkesæt fra 1950’erne med emblemer i reverset og en livsanskuelse, der med fuldt overlæg holdes fri af den moderne verden. Og helt forkert er det ikke,« skriver Gotfredsen og tilføjer senere: »Kodeordet er lydighed, og der er tale om en lydighed, der vel at mærke ikke for den handlende selv skal føre til noget.«

Snubler i egen præmis

Det, som er ærgerligt med Gotfredsens tænkning, er så, at hendes næsegruse beundring for Krarup faktisk forhindrer hende i at tænke ud fra de præmisser, hun selv stiller op. Hun følger Krarup som en skødehund i læsningen af de tænkere, hun bruger. Hun forbliver radikalt vendt mod andre tider. Den litteratur, Gotfredsen opfordrer os til at læse, er Charlotte Brontë, Dostojevskij og E.M. Forster og peger langt tilbage i historien. Hvor er nutiden henne?

Hvor Krarup og dermed Gotfredsen får deres indsigter fra i den bryske stemning, forbliver også mystisk. Er det ikke netop via den introspektion, som ellers fordømmes så kraftigt? Hvorfor er disse »nøgterne tanker« bedre end de følelser, som er så frygtede? Introspektionen er blevet grundig undersøgt i det 20. århundredes vestlige filosofi.

På sin vis har Gotfredsen fat i en flig, når hun nævner filosoffen Descartes. For hvorfor skulle dæmonens ondskabsfulde forvanskning i den indre oplevelse ikke gælde rationalitet, klare tanker eller ’nøgternhed’? Det bliver betænkelig meget, som om det blik, man skal løfte, aldrig for alvor når ud i den verden, Gud har skabt, og som har udviklet sig også de sidste hundrede år.

Endnu værre er det, at Gotfredsens afvisning af ’det moderne’ medfører, at hun ikke har sat sig det mindste ind i det tyvende århundredes tænkning om både narcissisme og autoritet. Det kan da godt undre ved en person, som offentligt opfordrer andre til at læse. Narcissismen er blevet gennemtænkt fra Freud over psykiatrien og frem til moderne psykoanalyse hos blandt mange andre Lacan og Zizek, ikke mindst i lyset af erfaringerne fra de store verdenskrige og indsigten i gentagelse og dødsdrift. Havde Gotfredsen undersøgt dette, ville hun måske have fundet sin egen achilleshæl.

For de mange undersøgelser af mennesket sjæl, psyken, har vist narcissismens nødvendighed som et led i et menneskes udvikling. Vi når hverken frem til loven, altså den autoritet, som Krarup og Gotfredsen efterlyser, eller frihed uden en tur gennem narcissismen. At elske sig selv er en første betingelse for at elske andre. Men så skal man sandt nok helst komme videre. Den, der kun kan elske personer, som er præcis som vedkommende selv, ender i paranoia.

Det sker i det øjeblik, ’den anden’ viser sig at være anderledes. At konfrontere sig med næste stadie af kærlighed består i at konfrontere sig med det fremmede, og ikke lade sig gribe af angst og sjæledød. De nymfer, for eksempel, som Narcissus møder, den arme nymfe Ekko, som han afviser så voldsomt, at hendes krop visner bort.

Det er faktisk et alvorligt problem for Gotfredsen, at hun nu har bygget hele sin tanke op om det narcissistiske menneske, som skal reddes. For bemærker man pointen i Narcissusmyten om, at Narcissus først tror, han selv er en anden, har man netop med denne myte en beskrivelse af den form for næstekærlighed Krarup og Gottfredsen prædiker. Narcissisme er kun at formå at elske en anden, der er som en selv.

Når kærlighed kun bliver kærlighed til det man ligner og kan spejle sig i, står man altså præcis med den narcissistiske kærlighed. Og den skal så redde mennesket fra narcissisme?

Jeg ved ikke, om det er en direkte selvmodsigelse. Jeg tror bare ikke på det holder. Ikke engang med Guds hjælp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benny Jensen
    Benny Jensen
  • Brugerbillede for Kirsten Andersen
    Kirsten Andersen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Ida Faurholt Galle
    Ida Faurholt Galle
  • Brugerbillede for jonas larsen
    jonas larsen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Jens Jørn Pedersen
    Jens Jørn Pedersen
  • Brugerbillede for Jes Kiil
    Jes Kiil
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Jens Jacob Prasse
    Jens Jacob Prasse
Benny Jensen, Kirsten Andersen, Stig Bøg, Ida Faurholt Galle, jonas larsen, Jørn Andersen, Henrik Brøndum, Jens Jørn Pedersen, Jes Kiil, Ejvind Larsen og Jens Jacob Prasse anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Johnny Werngreen
Johnny Werngreen

Jeg er nødt til at rette den misforståelse, at man skal elske sig selv, for at kunne elske andre. Man skal elskes af andre for overhovedet at få aktiveret spejlneuronerne og dermed en fornemmelse af sig selv

Max Hansen, Annette Chronstedt, David Zennaro, Hanne Ribens, jonas larsen, Michael Kongstad Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Jacob Prasse
Jens Jacob Prasse

Hej Johnny. Hvor morsomt at læse, at du stadig efter alle disse år føler dig kaldet til autoritativt at rette andres misforståelser og med friske bemærkninger henvise til populærvidenskabelige metaforer. Får mig til at smile og huske de mange diskussioner, vi havde for snart 20 år siden.
For mig var det tvært imod svært opløftende endelig at læse en tekst om narcissisme, skrevet af en filosof, som faktisk har læst narcismyten og forstået både den førkristne kontekst, i hvilken myten er opstået, og de komplekse videnskabsteoretiske problemstillinger, den rejser og som gør at myten stadig i dag er så aktuel og vedkommende. Det lykkes Tine Byrckel i en kort tekst klart og tydeligt at anskueliggøre paradokset og den vigtige pointe, at Narcis netop ikke forelsker sig i sig selv. Det er jo det som overhovedet gør myten vedkommende, men det ses der helt bort fra i meget af det der skrives om narcisisme. Tak for det, Tine Byrckel, skriv noget mere!

Erik Feenstra, lis kyllikki turunen pedersen, Dana Hansen, David Zennaro, Ida Faurholt Galle, jonas larsen, Jørn Andersen, Ole Sporring, Jacob Lorensen, Jes Kiil og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja ja, men selvoptagethed, selvglæde, selvfedhed, selviskhed, egennyttighed, egoisme mv. er nu uafviselige træk ved det moderne menneskes psyke, det må man lade Gotfredsen, og jeg da godt forstå, hun ikke befinder sig vel i den tidsånd. At nedgøre hendes synspunkt herom er lidt som at sige, at grådighed er ikke så slemt. Det var der mange, også teologer, der sagde efter 2008.

Det kan godt være, at problemet med Narcis er mangel på kærlighed til en anden, til noget uden for én selv, men det er så åbenbart et grundtema i vores tid, måske på grund af konkurrence, selvhævdelse, høj albueføring, i hvert fald synes savnet af kærlighed til noget fremmed at blive erstattet (sublimeret) af selvglæde på en energisk måde, fordi selvfremførelse kræver mere energi end kærlighed.

Jes Kiil, Ejvind Larsen, jonas larsen, Anne Eriksen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Werngreen
Johnny Werngreen

Hej Jacob
Jeg er ikke sikker på, at dette er det rette sted at udveksle personlige oplevelser, men jeg er enig i, at myten her bliver tolket forstandigt og ikke tidehvervsk indskrænket. Med hensyn til dine spidsfindigheder kan jeg blot populærvidenskabeligt og autoritativt konstatere, at der rent faktisk er mennesker, der ikke bliver klogere med årene.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Et dejlig sobert indlæg i debatten mellem de to måske mest uenige debattører i den danske offentlighed - Information contra Tidehverv.

Dana Hansen, David Zennaro, Jes Kiil og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ida Faurholt Galle
Ida Faurholt Galle

Kære Tine Byrckel, Tak fordi du ytrede dig og dermed fik sat begreberne på plads. Var ved at være bange for, at narcisissmebegrebet fra nu af skulle have sit egen danske betydning som udlagt af Sørine Gotfredsen m.fl.

Dana Hansen, Hanne Ribens, jonas larsen, Jes Kiil, Jens Jørn Pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Volontøren fra Frederiks Hospital til deklamatorisk Forestilling i Det lille Teater i Kannikestræde med 'Lykkens Galocher' på fødderne:

'Nu var hun inde i Sørines Hjerte. Det var et gammelt forfaldent Dueslag; Søren Krarups Portræt blev brugt som Vejrhane, denne stod i forbindelse med Dørene, og således gik disse op og i, så snart som Karup drejede sig.'

(Med skyldig tak til skomagersønnen Hans Christian Andersen fra Odense)

Hanne Ribens, jonas larsen, Jens Jørn Pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

Ja, hvem er mon inde i denne forvirrede "sjæl", tingesten, som vi alle kender, og ikke bryder os om.

Hilsen fra: Ateisten, som ikke bryder sig om hverken religiøse som politiske magtbegærlige "tosserier". Tosserier, som tilhører fortiden og som nutiden forlængst burde have lagt bag sig i udviklings prosessen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Grethe Preisler,
- hvad er det for noget volontør snak, du har gang i? Jeg er ikke så velorienteret i diverse sladderspalter, men det enkelte menneske må dog kunne stå for sig selv, og ikke være inde i andre, eller snydt ud af næsen på dem.

georg christensen.
- hvor ved du fra, at vi alle ikke bryder os om tingesten?

Brugerbillede for Steen Sohn

"Det er et eget Folkefærd, de Poeter!" sagde Copisten, "jeg gad nok prøve paa at gaae ind i saadan en Natur, selv blive en Poet, jeg er vis paa, at jeg ikke skulde skrive saadanne Klynkevers, som de andre! -

- Det er ret en Foraarsdag for en Digter! Luften er saa usædvanlig klar, Skyerne saa smukke, og der er en Duft ved det Grønne! ja, i mange Aar har jeg ikke følt det, som i dette Øieblik."

Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

Ja, jeg indrømmer gerne, jeg aner ikke, hvem der er inde i "Sørine Gotfredsen", mit udsagn er kun brygget på hendes for mig u udholdelige udsagn, hvor hendes bør bedømmes på lige fod med mine.

Når provokatøre bedømmes efter deres egne "selvisenesættelser" må de også forstå at andres "selvisenesættelser" kan have samme gyltighed.

Til Michael K Nielsen. Mit indlæg var kun beregnet som en provokation, en provokation mod "selvforståelsens" værdiløshed overfor fællesskabet, som bør bestå af forskellighed, med respekt derfor, og ikke i selvforståelsens magtbegærlighed, politisk som religiøst.

Brugerbillede for Tino Rozzo

"Hvem er inde i Sørine Gotredsen?"
Undskyld mig, men jeg kan ikke komme i tanker om noget, der rager mig mindre.

Brugerbillede for Annette Chronstedt
Annette Chronstedt

- ha ha ha ha . . .
( man griner hele vejen hjem i Fars arme . . )
Tillykke med det blottede øje, kære tapre
nådesløse Sørine.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Volontørens rejse gennem hjertekamrene på første række i Det lille Teater i Kannikestræde (fortsat til benefice for Michael Kongstad Nielsen)

"Derpå kom han i et spejlkabinet som det, vi har på slottet Rosenborg, men spejlene forstørrede i en utrolig grad. Midt på gulvet sad, som en Dalai Lama, personens ubetydelige jeg forbavset ved at se sin egen storhed.
Herefter troede han sig i et nålehus fuldt af spidse nåle, "Det er bestemt hjertet af en gammel ugift jomfru!" måtte han tænke, men det var ikke tilfældet, det var en ganske ung militær med flere ordener, just, som man sagde, en mand med ånd og hjerte.
Ganske fortumlet kom den syndige volontør ud af det sidste hjerte i rækken, han formåede ikke at ordne sine tanker, men mente, at det var hans alt for stærke fantasi, der var løbet af med ham. "Herregud", sukkede han, "jeg har bestemt ansats til at blive gal. Der er også utilgivelig hedt herinde" ...... "Jeg må tage den ting i tide. Et russisk bad kunne være godt, gid jeg allerede lå på øverste hylde".
Og så lå han på den øverste hylde i dampbadet, men han lå med alle klæderne, med støvlerne og galocherne på, og de hede vanddråber dryppede ham i ansigtet. "Huh!" skreg han og for ned for at få et styrtebad. Den opvartende karl gav også et højt skrig ved at se et påklædt menneske derinde. Volontøren havde imidlertid så megen fatning, at han hviskede til ham "Det er et væddemål!"
Men det første han gjorde, da han kom på sit eget værelse, var at få et stort spansk flueplaster i nakken og et ned af ryggen for at galskaben kunne trække ud. Næste morgen havde han en blodig ryg, det var det, han vandt ved 'Lykkens Galocher'"