Læsetid: 3 min.

Hvordan regeres demokratier?

Den produktive franske historiker Pierre Rosanvallon har udgivet endnu et digert værk om demokrati. Denne gang handler det om den gode regering, og han spørger, hvorfor folkets styre altid ender i en stærk regeringsmagt
24. oktober 2015

Det vestlige menneske er træt af demokratiet. »De, der repræsenteres, føler sig ofte ladt i stikken af de folkevalgte, og når folket først har overstået valghandlingen, har det meget lidt suverænitet.« Dette konstaterer historikeren Pierre Rosanvallon indledningsvis i sit nye grundige, værk, Le bon gouvernement (Den gode regering), hvor han undersøger demokratiets metamorfoser gennem tiden.

Det går ikke godt med folkets opfattelse af demokratiets virkemåde i dag: »For borgerne betyder det utilstrækkelige ved demokratiet, at de ikke bliver hørt, at der bliver taget beslutninger hen over hovedet på dem, at ministre ikke står til ansvar for deres handlinger, at lederne lyver ustraffet, og at politikerne lever i en aflukket verden uden vide det, og at den offentlige administration er uigennemskuelig.«

Le bon gouvernement er det fjerde værk i en række, hvor Rosanvallon sætter demokratiet under lup. Den flittige forsker er tilknyttet universitetet, og har også et af de ærværdige sæder i Collège de France. Men Rosanvallon har også været fagforeningsleder i CFDT og er nært tilknyttet den såkaldte socialdemokratiske venstrefløj, som præsident Hollande skiftevis tager afstand fra og tilslutter sig.

Styre eller herske

Rosanvallon bekender sig til en pragmatisk form for socialisme, der ikke fornægter markedsmekanismer. Det fører i parentes bemærket til stærk kritik fra den yderste venstrefløj, der da også i forbindelse med udgivelsen af Le bon gouvernement har påvist, at Rosanvallon selv er den del af ’magtapparatet’. Man må beundre Frankrig for en fortsat og konstant magtkritik.

Her har denne anmelder tilsyneladende smertefrit oversat det nye værks titel. Men faktisk indeholder de to ord, ’gouvernement’ og ’regering’ i sig selv to forskellige visioner om regering. ’Gouvernement’ stammer fra græsk og latin, og handler om at styre et skib. ’Regering’ kommer af ’rex’, altså ’konge’. Kan mange mennesker vitterlig styre, eller må der en konge til? Magten synes i al fald altid at have tendens til at ende i hænderne på ganske få, for at skuden kan nå et bestemt sted hen. Rosanvallon viser over 400 siders gennemgang af især det franske demokrati, men også andre demokratier verden over, at der overalt synes at foregå en næsten umærkelig ’præsidentialisering’ af demokratiet. Med Den Franske Revolution blev der lagt ud med ud idéen om folkets magt og suverænitet, men nu er vi atter nået frem til en magt, der i realiteten ligger på ganske få hænder.

Rosenvallon har altså ikke i Le bon gouvernement sat sig for at undersøge, hvordan en god, demokratisk regering gebærder sig. Jo. det ville være fint, om ministre ikke løj og i øvrigt tog ansvar. Jo, det ville være fint , hvis folket i højere grad følte sig repræsenteret af de folkevalgte. Det, Rosanvallon til gengæld med sit grundige historiske blik fører os gennem, er, hvordan der netop sker en forskydning fra folk/folkevalgt over til leder/dem, der ledes – for nu at forsøge at blive i en neutral sprogbrug. Hvordan gik det for sig at demokratier over hele verden endte med regeringsmagt?

De faste formers uundgåelighed

I Frankrig er det ad flere omgange sket ved, at demokratiet helt konkret blev ustyrligt eller endte på gale veje. Mod slutningen af det 19. århundrede opstod der decideret teoridannelser, der undersøgte pøblens psykologi i rædsel over pøblens magt. Gennem en lang række historiske forandringer, hvor ikke mindst general de Gaulle fik en helt særligt strukturerende indflydelse på fransk regeringsform efter Vichyregeringes sympati for nazismen, blev en række faste former nærmest uundgåelige. Og det på trods af den store mangel på reelt demokrati, som de udgør. Overalt bliver moderne demokratier, også når de indføres i tidligere diktaturer, nu skåret over samme læst. Nogle gange som i Rusland som skalkeskjul for ren autoritet. Med monarkierne som undtagelser fra reglen, bliver der valgt præsidenter. Overalt bliver parlamentarisme i praksis til regeringer under en stats- eller premierministre og en række underordnede ministre. Kunne man overhovedet forestille sig at ’god regering’ kunne tage sig anderledes ud?

I al fald skal man først overhovedet forestille sig, at det er muligt. Det er den tanke, Rosenvallons nye grundige analyser især bidrager med, med deres forsøg på at gentænke de demokratiske institutioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Tanker om demokrati og diktatur

Er demokratiets inderste kerne et konservativ projekt, som sikrer en langsom udvikling af samfundet uden de store fejl?

Måske er menneskets inderste sjæl ligeså konservativ, som det demokrati, der f.eks. blev skabt for 150 år siden i Danmark?

Modsætningen til demokratiet er diktaturet, som en styreform, der giver mulighed for hurtige og markante beslutninger med stor risiko for fejl og efterfølgende tilbageskridt.

Det nazitiske diktatur er et eksempel på det.

Mellemøsten præges af diktaturer og idéen om demokrati synes at have meget ringe vilkår. Alternativet synes at være de konservative religiøse kræfter. Når stadig flere indbyggere i Mellemøsten vælger den regide, religiøse styreform, kan det skyldes, at man ønsker en konservativ udvikling i stedet for diktaturet med dets indbyggede risici for store fejlagtige beslutninger?