Læsetid: 3 min.

Tragisk skønhed indhyllet i støv

Fotografen Xenia Nikolskaya genopliver i et smukt opsat værk minder om en svunden tid, der i dag samler støv, og som langsomt forsvinder
Der er ingen mennesker på Xenia Nikolskayas billeder. På den måde understreger de oplevelsen af fravær og af en svunden tid, der aldrig kommer igen.  Foto fra bogen
10. oktober 2015

Efter Napoleons tilbagetog fra Egypten i 1801 indledtes en massiv modernisering bølge i Egypten. Infrastrukturen blev udbygget, dybvandshavne, jernbaner og telegraflinjer anlagt. En storstilet omlægning af landbruget til bomuld og sukkerrør førte til, at Egypten blev indlemmet i den globale handel. Intellektuelle værker blev oversat fra de europæiske hovedsprog til arabisk. Nye tekniske skoler blev etablereret efter europæisk forbillede. De første aviser så dagens lys. Byggeriet af Suezkanalen blev iværksat og kanalen åbnet i 1869. Palæer og paladser bygget – ikke alene i Kairo, men i høj grad også i Alexandria og byer langs kanalen. Første del af La belle epoque udfoldede sig. Inspirationen fra Europa var slående, men moderniseringen kostede dyrt. I takt med landets stigende gældsætning steg kolonimagternes indflydelse, hvilket i 1876 førte til, at Storbritannien og Frankrig i fællesskab tog kontrollen over landets finanser. Først i 1881-82, efter det, som ofte i litteraturen omtales som det første arabiske nationalistiske oprør, blev Egypten de facto kolonialiseret af briterne. En kolonisering, der reelt først blev bragt til ophør i forbindelse med de frie officers kup i 1952, men som dog formelt blev afviklet allerede i 1922.

Kairo blev i denne periode en tredelt by bestående af et ’islamisk’ Kairo, byens nuværende centrum, som blev bygget i slutningen af 1800-tallet for Kairos nye klasser (effendierne) efter fransk inspiration – og endelig et ’europæisk’ Kairo i Garden City og Heliopolis (etableret i begyndelsen af 1900-tallet). En væld af effendier og rige ’absentee’ – jordejere, italienske, græske, franske, britiske, armenske og jødiske forrentningsfolk og diplomater påvikrede det multikulturelle Egypten på alle områder. I dag er denne epokes mind-blowing bygninger et konstant fysisk udtryk for storhed og forfald i postkoloniale byer som Kairo, Alexandria og Port Said. Samtidig var det en tid hvor en omsiggribende sekularisering fandt sted.

I 2010 mødte jeg for første gang den russiske fotograf Xenia Nikolskaya i Kairo. Hun havde på det tidspunkt allerede været i byen i flere år. Hun var på jagt. Og hendes bytte var netop de storslåede og nu i mange tilfælde forladte paladser og omdannede herskabslejligheder bygget under La belle epoque og i mellemkrigsårene. Ikke nogen let opgave. Mange af bygningerne er lukket for offentligheden, og det krævede derfor tålmod og lidt håndører til at bestikke de bawabs (dørmand, som er magthavernes øjne og ører), der troskyldigt sidder foran hver eneste benyttede og ubenyttede bygning overalt i Egypten. Ikke desto mindre lykkedes hendes mission. Den dag Hosni Mubarak blev tvunget til at trække sig tilbage som præsident efter mere end 30 år på posten, tog hun de sidste billeder til sit værk Dust – Egypt’s Forgotten Architecture. Interessen i Kairo for denne fortid er ikke overvældende stor. Jeg har personligt søgt efter bogen i hver boghandel i byen (og indrømmet, der er ikke mange) uden held. Forlaget var i første omgang ikke imødekommende, så først nu flere år efter udgivelsen, har jeg fornøjelsen af at sidde med bogen i hånden – og den er stor.

Støv

Nikolskaya har indfanget legendariske stormagasiner, sagnomspundne biografsale, utallige paladser og herskabslejligheder. Nikolskaya evner med sit kamera at få en sørgmodig og næsten tragisk stemning frem i hvert eneste foto. Her er ingen eksotisering. Der findes heller ikke mennesker på et eneste af hendes fotografier. Der er et fravær. Hun fanger en svunden tid. En anden tid. Et andet Egypten. Reminiscenser af et multikulturelt Egypten, der ikke længere er. Stemningen bærer præg af savn og måske længsel, men formår også at give beskueren et nøgternt indblik i det stille liv, disse bygninger lever – en sær kontrast til de larmende og overbefolkede byer, som findes lige på den anden side af dørene.

Værkets stemningsfyldte og eminent belyste fotografier efterfølges af et kort essay skrevet af historikeren On Barak, der fabulerer over begrebet støv.

Revolutionen i 2011 gav håb om et nyt Egypten. De håb er ikke blevet indfriet. Men ikke desto mindre er græsrodsbevægelser opstået i en række byer med henblik på at redde den arkitektoniske arv, og flere forskningsbaserede websites – som for eksempel Kairobserver.com – fokuserer på emnet. Deres muligheder er små. Kapitalen stor. Fremtiden for de ædleste dele af effendiernes og det europæiske Kairo, og i endnu højere grad Alexandria og Port Said, er usikker, men det er om ikke andet stilsikkert dokumenteret i Dust.

Flere billeder på Fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu