I mange år havde Mellemfolkeligt Samvirke en butik på hjørnet af Landgreven og Borgergade i det indre København. Her kunne man købe kunsthåndværk og lekture om alverdens fattige lande. For 11 år siden måtte den lukke. I stedet kom der en bogcafe, Tranquebar, og ærlig talt: Den er der betydeligt mere liv i. Faktisk imponeres jeg, hver gang jeg går forbi.
Der sælges stadig kunsthåndværk, men først og fremmest rejsebøger og også anden kvalitetslitteratur samt verdensmusik på cd. Kunder slår sig ned, læser avis og drikker kaffe, eventuelt med en van Hauen-kage til. Cafeen er blevet et mødested. På mange aftener kommer kendte og mindre kendte forfattere og præsenterer deres nye bøger foran et publikum, eller der spilles verdensmusik live. Det virker hyggeligt og intimt som et lille lys i mørket. I en tid, hvor mange andre boghandler er bukket under, får Tranquebar det til – mirakuløst – at løbe rundt.
Nysgerrig efter stedets historie har jeg kontaktet Tina Larsen, den ene af to seje sild på 55 år, som leder boghandlen i det daglige. Vibeke Hansen hedder den anden. Ingen af dem har en boghandleruddannelse. Tina foreslår, at hun og jeg sætter os i den nye Sticks’n’Sushi overfor. Te til hende, kaffe til mig, og nu skal du bare høre, siger hun.
Som det begyndte
Allerede som teenager følte hun sig draget mod den lokale boghandel i Birkerød, som indehavedes af et ældre ægtepar. Af dem lærte hun på en eller anden indirekte måde at have respekt for bøger som værdifulde genstande. Teenageren Tina købte en ny bog hver måned. Den dag i dag nærer hun en stor ømhed for hver enkelt bog, hun køber ind med videresalg for øje. Tranquebar dyrker ikke bestsellerismen. Vægten lægges på at have mange forskellige bøger, dækkende alverdens lande, og sælges der 10 eksemplarer af en titel, er det flot.
Men Tinas vej til selv at blive boghandler var en omvej.
Hun læste kunsthistorie, gik på billedskole og kørte HT-bus. I 10 år var hun rejseleder for Simon Spies med bopæl i byer som London, Paris, Rom og Athen. Så fik hun fire børn og var uden for erhverv i nogle år, mens børnene blev store. En aften sad hun i Birkerød og så på tv filmen Notting Hill med Julia Roberts og Hugh Grant, der forelsker sig i hinanden, selv om hun er verdensstjerne, og han – altså i filmen – har en beskeden rejseboghandel. »Der opstod ideen,« siger hun. »Han og hans kammerat vidste aldrig, om de havde råd til en eller to kopper kaffe, men de bestemte selv over deres liv og arbejde, og det tiltalte mig. Jeg tænkte: Jeg skal have en rejseboghandel!«
Efter en kort medieuddannelse tog Tina Larsen på research i københavnske bogcafeer. En af dem var Chester på Christianshavn, hvor den i branchen legendariske boghandler Ib Schierbeck var ansat. Tina forelskede sig i ham og han i hende. Det var (min udlægning), som om filmen fortsatte. »Ib blev min læremester,« konstaterer Tina. »Af ham fik jeg gratis og på kort tid en supergod boghandleruddannelse.«
Dæmoniseringer
De hørte, at Mellemfolkeligt Samvirkes butik var sat til salg. Her arbejdede Vibeke, som Tina havde kendt siden skoletiden, og ved en ihærdig, fælles indsats fik de startet Tranquebar. Vibeke er biblioteksuddannet og har arbejdet for rejsebureauer og rejst i hele verden. »Hun er globetrotteren,« siger Tina. Tina og Ib er ikke længere et par, men han kigger stadig forbi til kaffe. Tranquebar er organiseret som en fond, hvor blandt andre Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp sidder i bestyrelsen. Tina tror, at de store boghandlerkæder får en svær fremtid, men at nicheboghandler vil klare sig bedre.
Af aftengæster, som har besøgt boghandlen, nævner Tina i flæng Knud Romer, Naomi Klein, Jørgen Leth, Chimamanda Ngozi Adichie, Michael Palin, Mette Fugl, Henrik Nordbrandt, Pia Kjærsgaard, Puk Damsgård, Martin Krasnik, Ulla Terkelsen, Herbert Pundik, Yahya Hassan og Madam Nielsen. Da jeg beder hende nævne noget, som har haft betydning for hendes eget liv på forfatteraftenerne, nævner hun et udsagn fra udenrigskorrespondenten Steffen Jensen: Man skal lade være med at dæmonisere sine modstandere! Sagt om situationen i Mellemøsten.
Det er inspirerende, at selvom de fysiske boghandlere ikke længere kan eksistere som distributører af papirsbøger, så er der stadig plads til individuelle aktører.
Det er let at stirre sig blind og frustreret, når en industri svinder væk, men vejen frem er naturligvis (som altid) at satse på det individuelle istedet for på stordriften.
Åh, dejlig læsning! Hvor dybt inspirerende.
Jeg må i den grad kigge forbi, når jeg en gang kommer til hovedstaden, for jeg drømte selv i mange år om at få en boghandel som Trankebar. Ikke en decideret rejseboghandel, men ellers med med café, events, faste kunder, sjove bøger og langt langt langt væk fra boghandlerkæderne.
TAK for den dejlige fortælling om det fantastiske sted i byen. Jeg opdagede selv Tranquebar en dag, hvor jeg spadserede rundt i middagspausen - mens jeg sundede mig oven på mange timers forklaringer, som jeg påhørte som domsmand i en langvarig bedragerisag i Østre Landsret. Da retssagen varede i mange måneder og med utallige retsmøder, besøgte jeg Tranquebar mange gange og nød udvalget af bøger og mange spændende ting fra de varme lande - plus naturligvis stedets fortræffelige cafe-latte. Nu ved jeg, hvem de to venlige kvinder i rejseboghandlen er, og det er jeg meget glad for, og jeg siger dem hermed mange tak for venlig og omsorgsfuld betjening og info i de mange dage. Af hjertet TAK.....