Læsetid: 3 min.

Hvilke demokratier opfinder revolutioner?

Den franske revolution er en milepæl i den politiske histories udvikling mod frihed, lighed og demokrati. Ifølge redaktørerne bag tidsskriftet Slagmark er det netop nu, hvor oprørene er tilbage, på tide at genbesøge alle revolutioners moder
7. november 2015

Paris den 10. august 1792. Larm og vrede i gaderne. En bevæbnet folkemængde er i bevægelse og stormer Tuileries-paladset, afsætter kongen og tvinger Nationalforsamlingen til at udråbe en republik. 10. august 1792 er en skelsættende dato i den 10-årige række af begivenheder, vi under ét kalder Den Franske Revolution. Og 10. august 1792 er én af de dage i den rykvise realisering af demokratiet, der for det tilbageskuende blik fremstår som én af de særligt betydningsfulde dage, hvor samfundsomvæltningen tog fart.

Den 22. september 1792 erklæres Frankrig endeligt for republik og det i folkesuverænitetens navn – ikke i nationens eller noget andets navn. Men bredt omkring denne skelsættende dato udvikles bevægelsen fra monarkisk suverænitet til folkets suverænitet.

Optakten til Den Franske Revolution og dens komplekse hændelsesforløb er ikke bare politisk afgørende, men også en fængslende historie om kongeflugt, kvinders march til Versailles, henrettelser, demonstrerende mænd klædt ud som kvinder for at undgå politiets vold, dannelsen af politiske diskussionsklubber og politiske offentligheder og om udbredelsen af en egentlig folkelig debat. Og så vil redaktørerne af en ny bog om revolutionen også gerne påpege en aktuel relevans: I bogen Den Franske Revolution skriver redaktørerne, at vi nu – 25 år efter Murens fald og ’historiens afslutning’ – igen lever i en tid med oprør og revolutioner: »Historien er genfødt, og det er på tide at genbesøge den.«

Idedebatlyst

Bogen, fra forlaget Slagmark, fremhæver Den Franske Revolution som alle revolutioners moder og understreger dens betydning for gennembruddet for idéerne om lighed, frihed, nye politiske praksisser og for en moderne stat og en moderne hær. 200 siders oversættelse og gengivelse af politiske taler og dokumenter fra revolutionsårene er bogens primære indsats. Men de idéhistoriske redaktører, Mikkel Thorup, Bertel Nygaard, Jonas Ross Kjærgård, Nicolai von Eggers og Mathias Hein Jessen, er også optaget af revolutionens årsager og peger på oplysningsfilosofiens idéer og på sociale vilkår. Og så fokuserer de ud over kongens ’vanvittige’ opførsel under revolutionen særligt på en nær og mellemkommende årsag: folkets eksploderende lyst til at debattere politik.

Det gamle styres fald fjernede også normerne for, hvordan politik praktiseres, og for, hvem der må deltage:

»Fordi der ikke var nogen tradition for at bestemme, hvordan man skulle bedrive politik, var spørgsmålene om, hvem man skulle lytte til, og om, hvordan man skulle tale for at blive hørt, grundlæggende uafklarede. Pamfletter, aviser, smædeskrifter, plakater, sange, petitioner, teaterstykker, politiske klubber, selskaber og foreninger – politik var overalt,« skriver redaktørerne. De politiske klubber tiltrak flere og flere folk, og aviserne rapporterede fra dem. Og klubberne husede prominente drivkræfter. I Jakobinerklubben sad Robespierre, og i Cordelierklubben var de mest militante revolutionære, bl.a. George Danton, der var medarrangør af stormen på Bastillen.

Tekster og kontekster

Hvilken betydning havde Den Franske Revolution så for demokratiets videre udvikling? Bogen peger på revolutionens betydning for udviklingen af lige rettigheder, lighed for loven, en moderne hær og en stat med raffineret bureaukrati.

Samfunds- og demokratiforskeren Francis Fukuyama, der meget grundigt har undersøgt betingelserne for udviklingen af et moderne demokrati, deler denne opfattelse, men optegner i sin The Origins of Political Order også et bredere billede: Den Franske Revolution førte også til Europas første moderne og klare lov, Code Napoléon, som videre skaber betingelserne for mere udbredt markedsøkonomi og privat ejendomsret. Hos Fukuyama ser man også, hvordan revolutionen betød, at demokratiet kom sent til Frankrig på grund af de dybe kløfter, den selv havde skabt.

Omvendt var nogle af revolutionens ideer mere radikalt demokratiske end realiteten i dag — heriblandt ovennævnte eksperimenter med, hvem der måtte deltage i politik. En af Slagmark-bogens redaktører, Nicolai von Eggers, påpegede f.eks. for nylig i magasinet Atlas, at revolutionens mindre berømte 1793-erklæring opererede med et retligt subjekt, som inkluderede enhver, som var underlagt loven – det vil sige også immigranter.

»De franske revolutionære havde følgelig ikke noget egentligt skel mellem immigrant og borger (citoyen). Enhver, der var villig til at deltage i den politiske proces, og som på nogen som helst måde kunne siges at bidrage til det franske fællesskab, havde rang af citoyen,« forklarer von Eggers.

Denne tænkning, hvor mennesket har »en ukrænkelig ret til at have indflydelse på de politiske beslutningsprocesser« har sin egen genklang i dag, hvor voksende andele af Jordens befolkning befinder sig i lande, hvor de ikke har indføds-, valg- eller stemmeret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Saxe Lomholt
Saxe Lomholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Kan der siges noget nyt om det?
Var alle revolutioners moder ikke den amerikanske revolution, eller en af de tre yderligere franske i 1800-tallet, eller en af de russiske i begyndelsen af 1900-tallet, eller den kinesiske i 1940-erne, ja, var det ikke kolonitidens frigørelsesbevægelser, der revolutionerede på en moderlig måde, eller var det det arabiske forår?
I hvert fald trænger verden igen til en revolution, og - indrømmet, 1789 parolerne: - "frihed, lighed, broderskab", er stadig gangbare som de bedst tænkelige.