Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ofret på kapitalens alter

Giorgio Agambens pointe om Nixon er egentlig ikke så original, men resten af en ny bog om Walter Benjamins oversete kapitalismekritik er tiltrængt
Moderne Tider
14. november 2015

Kommunister bliver ofte – som en form for kritik eller latterliggørelse – skudt i skoene, at deres politiske projekt ’i virkeligheden’ er en slet skjult form for religion.

Men hvad hvis nu det er kapitalismen, der i sit inderste væsen er religiøs? Hvilke kritiske perspektiver åbnes, hvis vi betragter kapitalismen ikke bare som noget, der minder om en religion, men som »et essentielt religiøst fænomen«? Sådan lyder tesen i det blot et par sider lange fragment Kapitalisme som religion, som Walter Benjamin (1892-1940) skrev i 1921. Fragmentet foreligger nu på dansk i en fremragende lille bog sammen med to aktuelle forsøg på at genoplive Benjamins kritik: »Offeret og den perverse genkomst af det arkaiske« af den tyske marxist Robert Kurz (1943-2012) og »En kommentar, i dag« af filosoffen Giorgio Agamben (1942- ), der vel efterhånden ikke behøver nærmere introduktion – denne »faglitteraturens Armani«, som nærværende dagblad for nylig kaldte ham.

Kapitalismen er for Benjamin ikke et socialt fænomen ved siden af religionen; den er religion, og har tre grundlæggende kendetegn. For det første er den ren kult. Den rummer ingen dogmatik, ingen teologi, men kun den rituelle dyrkelse af varer og penge i markedskulten. For det andet er denne kult permanent. Hvor de kultiske elementer i andre religioner som regel er reserveret til særlige fest- og helligdage, livsbegivenheder eller tidspunkter på døgnet, udøves kapitalens kult konstant og i alle livets sfærer. For det tredje er kapitalismen »formodentlig det første tilfælde af en kultus, der ikke er forsonende, men snarere forskyldende«.

Kapitalismen rummer ingen forhåbning om en endelig forsoning i det hinsides, men indstifter derimod en universel og nådesløs skyld.

Kapitalens abstrakte herredømme

Benjamins fragment danner udgangspunkt for den videre analyse og kritik i bogens andre tekster. Den egentlige kerne i bogen er teksten af Robert Kurz, der er en af hovedfigurerne i den marxistiske strømning, der går under navnet ’værdikritik’.

Værdikritikken udfolder en radikal samfundskritik med udgangspunkt i Marx’ økonomikritik, og anser kapitalismen som et system, hvori rigdommen i sin abstrakte form – penge – hersker over alle aspekter af livet. Som Marx’ arbejdsværditeori har lært os, er den værdi, som pengene repræsenterer, i sidste ende et udtryk for menneskeligt arbejde. Ikke en bestemt slags arbejde, men arbejde udelukkende for så vidt det frembringer værdi, hvilket Marx kaldte for ’abstrakt arbejde’. I kapitalismen, hvor alt antager form af varer på markedet, sidestiller menneskene gennem vareudvekslingen deres forskelligartede arbejde og forvandler det dermed til abstrakt, værdiskabende arbejde.

Kapitalismen er dermed det samfund, hvor menneskenes egen aktivitet – arbejdet – i form af penge bliver til en objektiv og fremmed magt, der regulerer alle livets områder. Menneskets eget arbejde er kun et led i kapitalens akkumulation, dvs. penge, der avler penge. Der er derfor ifølge værdikritikken ikke noget frigørende over at hævde arbejdets ’værdighed’, som den klassiske arbejderbevægelse gjorde – arbejdet må derimod afskaffes.

Monetære perversioner

Relevansen af Benjamins fragment ligger ifølge Kurz i analysen af »pengenes moderne karakter og deres krise«. Med referencer til historiske undersøgelser af pengenes oprindelse peger han på, at penge i førmoderne samfund udviklede sig ud af symbolske erstatninger for forsonende offergaver til guderne – først var det mennesker, der blev ofret, senere forskellige dyr og endnu senere deres symbolske repræsentanter, til sidst i form af ædelmetaller og mønter.

Med kapitalismen sker der en fundamental pervertering af pengene, hvor »den gamle offer-objektivering kobles tilbage på sig selv og forvandler sig til en abstrakt tautologisk bevægelse« i form af kapital, hvis tautologiske form består i, at udgangs- og slutpunktet er det samme, nemlig penge. »Offeret til gudeverdenen muteredes til quasi-guddom,« da pengene blev til et formål i sig selv, og kapitalens evige jagt på profit krævede den totale underkastelse.

Titlen på Kurz’ skarpe tekst henviser til, at kapitalismen markerer en perverteret tilbagevenden til førkristne offerforhold. I kristendommen ofrede Gud sig selv på korset for derigennem at forsone menneskenes skyld: Den transcendente Gud forvandlede sig til det jordiske offer. Med kapitalismen bliver offeret, i sin objektive form som penge, ophøjet til en quasi-guddom, der tilbedes. Det arkaiske menneskeoffer til guden vender her tilbage i form af arbejdet, der ofres til pengene, dvs. »en perveret sakral genstand, et absurd sekulariseret sacrum, en som til jorden ankommen alien, slynget ud af sine oprindelige omgivelser, indstiftende en uhørt form for menneskelig fremmedgørelse«.

Den kapitalistiske kult er altså den permanente ofring af mennesker på kapitalens alter. En kult, der som vi ved fra Benjamin, er konstant og ikke lover nogen forsoning, men derimod udgør »den jordiske eviggørelse og absolutering af ’skylden’«. Således muterer kristendommen til, hvad Kurz i sin overordentligt polemiske, men også til tider lettere knudrede, stil kalder »det kapitalistiske helvede på jord«. Vores eneste håb er at forvandle de kriser, der fremviser de indre modsigelser i »den kapitalistiske offermaskine«, til en revolutionær destruktion af kapitalens forrykte system.

Troen på pengene

Agambens kun ni sider lange kommentar til Benjamins fragment udfolder en relativt simpel og ikke videre original idé og tager sit udgangspunkt i den symbolsk afgørende begivenhed, der fandt sted den 15. august 1971. På denne dag ophævede præsident Nixon dollarens konvertibilitet til guld, hvorved pengene blev løsrevet fra enhver reference til noget ydre og forvandledes til et rent selvrefererende fænomen. Dermed blev det tydeligt, at »kapitalismen er en religion, der bygger helt og aldeles på tro«. Penge er intet andet end kredit, dvs. tro, og troen på pengene er dermed troen på troen – kapitalisme er den religion, der tror på »det at tro som ren kendsgerning, på den rene kredit«. I den kapitalistiske religion er Gud blevet transformeret til penge, og banken er »ypperstepræsten, der tildeler de fromme den kapitalistiske religions eneste sakramente: kredit-gælden«. Det 21. århundredes finansialiserede økonomi gør det tydeligt, at hele samfundet er underlagt kapitalens absurde akkumulation, der lever af »en fortsat gældsættelse, som hverken kan eller skal udryddes«. Ingen forsoning, kun den fortsatte kapitalistiske destruktion af verden.

Bogens tre tekster hænger fint sammen og er desuden introduceret af et længere forord ved redaktørerne, hvor teksterne bliver sat ind i både deres egen og nutidens historiske og teoretiske kontekst. Forordet trækker, ligesom Kurz’ tekst, på en del filosofisk og marxistisk terminologi, der ofte forudsættes kendt af læseren. Udgivelsen udgør en tiltrængt påpegning af Benjamins kapitalismekritik, som alt for ofte er blevet nedtonet i kunst- og litteraturkritikkens brug af hans tænkning. Den kritiske teori hos den tidlige Frankfurterskole (Benjamin, Adorno, Horkheimer) behøver ikke at ende som afpolitiseret æstetisk teori eller som det, redaktørerne i forordet kalder »den forhåbentligt snart hendøende habermaske (alt inklusive (Honneth etc.)) ’kritiske teori’«. Benjamins tænkning rummer potentialer for en radikal kritik af det kapitalistiske helvede på jord, en kritik, der peger på nødvendigheden af – som redaktørerne udtrykker det – »den kommende revolutionære opstand«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her