Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Rammen bestemmer, hvad vi ser på billedet

Judith Butlers tankevækkende teoretiseren over krigens rammer er ikke hyggelekture, men man behøver ikke forstå alt, for at forstå det vigtige: Vi har en intellektuel pligt til at reflektere over, hvordan, hvorfor og af hvem vores fælles mentale offentlighed formes
Moderne Tider
21. november 2015
Judith ButlerKrigens rammer236 sider. 199,95 kr.Arena

Judith Butler

Krigens rammer

236 sider. 199,95 kr.

Arena

Rammer. Der er altid et inden for og et uden for en ramme. Rammen markerer en grænse. Indramningen af et billede fortæller os, at det vigtige, det vi skal se på og vie vores opmærksomhed, er det, som er inden for rammen. På samme måde med vores kulturelt og politisk medierede synsfelt. Der er – helt aktuelt – Paris, og så er der Beirut. Der er det, der falder inden for rammen af vores fælles offentlige forståelse af verden – det, som kan ses, og dermed potentielt forstås og anerkendes – og det, der falder udenfor. Det usynlige i periferien, der meget let kommer uden for vores etiske lydhørheds rækkevidde. Fotografiet, der gik verden rundt, af den tre-årige Aylan Kurdis døde krop på en tyrkisk strand befandt sig med ét i midten af rammen og dermed i vores allesammens bevidsthed. De tusindvis af druknede flygtninge, der kom før den syriske dreng, faldt udenfor.

Sådan fungerer krig. De krige, vi deltager i og er vidne til via medierne, rammesættes af selvsamme medier ud fra samfundets normer på en måde, der systematisk gør nogle menneskers liv mindre værd og mindre sorgbare end andres. Som hun påpeger i det dugfriske, kritiske essay Mourning is the law, der blev offentliggjort på Versos forfatterblog efter terrorangrebene i Paris i mandags, er sorgen indeholdt i en national ramme. Vi sørger over Paris, men ikke over Beirut. Hvorfor?

De liv, vi kan se

»Usorgbare liv er liv, som ikke kan tabes og ikke kan ødelægges, fordi de allerede bebor en tabt og ødelagt zone,« som Judith Butler beskriver det i Krigens rammer. Selv når man i krig er så heldig at have fakta i form af tal – uomtvistelige kendsgerninger om antallet af dræbte – kan det vise sig at være fuldstændig ligegyldigt inden for krigens rammer. De tal, der tæller de dræbte palæstinensere, er magtesløse politisk set, hævder Butler. Hendes forklaring lyder, at de palæstinensiske mænd, kvinder og børns kroppe i den israelske rammesætnings logik ses som krigsinstrumenter for Hamas, der gemmer sig bag og blander sig med en befolkning, som ikke længere er civil. De er ophørt med at være sorgbart liv og er blevet menneskelige våben, der legitimt kan bekæmpes militært. Vi kan kun sørge over de liv, vi kan se – de liv, som er synlige – er Butlers grundlæggende tese, og den historiske erfaring fortæller os, at det kun er det liv, som vi begræder at miste, der er at betragte som bevaringsværdigt liv. Altså inden for krigens rammer. Krigens realpolitiske omstændigheder rammesætter volden som nødvendig, og krigen får dermed sin egen mediemæssige infrastruktur, som efterhånden bliver bestemmende for, om vi reagerer moralsk på volden, eller om vi ikke gør. Hvad nytter det, at abonnere på religiøse forestillinger om livets hellighed, ideologisk pacifisme og anti-vold mod alt liv som sådan, hvis vi ikke engang opdager, når liv holder op med at blive anerkendt som liv, spørger Judith Butler.

Krigens rammer er sidste del af en trilogi, der tæller Bodies that matter fra 1993 og Precarious life fra 2004, som udkom efter Judith Butlers gennembrudsbog Gender Trouble fra 1990 (med den absurd fjollede danske titel Kønsballade). Et værk, der revolutionerede kønstænkningen med sine indsigter om køn som andet og mere end biologi, nemlig som noget vi gør, og ikke som noget vi er – en kompleks performance, som vi lærer os kulturelt. Butler (med flere) satte de tidlige amerikanske LGBT-aktivisters version af queer – en positiv, politisk omfortolkning af det traditionelt nedsættende ord for homoseksuelle – på begreb. Selv om hendes nyere bøger ikke handler (direkte) om køn, men om krig og menneskelig sårbarhed og sorgbarhed, er spørgsmålet om magtens og ulighedens væsen og virkemåde også her helt centralt. Kun ved at kende og forstå de tvingende kønsnormer, kan vi opnå en højere grad af frihed fra dem, og kun ved at kende og forstå krigens rammer, kan vi opnå indsigt i de skel, rammerne opstiller imellem mennesker. Tænkningens opgave er at gå bagom det hele igen og igen.

Afbrudt samleje

Butler fører i Krigens rammer læseren omkring mange forskellige, men beslægtede emner, hvor den guidende røde tråd er en filosofisk undersøgelse og kritik af ’rammens’ herredømme. Hun skriver om Irak-krigen, om medierne som alt for villige medstiftere af ulighedsskabende verdensbilleder, om krigsfotografiets rolle i vores moralske erkendelse af krig og liv og død og om seksualitetens paradoksale og kulturelt afslørende rolle i torturen i Abu Ghraib. Det mærkes på emnevalgene, at bogen er skrevet i 2009 i forlængelse af krigen mod terror, men hendes centrale pointer om krigens moralske asymmetri er kun blevet endnu mere relevante med opkomsten af IS, Syrienskrig og flygtningekrise.

Hannah Arendts foruroligende klare indsigt i menneskerettighederne som de rettighedsløses ret – rettigheder, der i modsætning til borgerrettigheder er uindløselige i kraft af ikke at være bundet op på noget politisk fællesskab eller nogen stat – bliver stadigt mere aktuel i lyset af, hvad der foregår ved Europas grænser netop nu.

Bogen udgøres af fem essays, som indeholder langt flere både filosofiske og tematiske indsigter, end jeg har plads til at komme ind på her. De veksler mellem at være hyperabstrakte og teoretiske og helt konkrete i deres politiske eksemplificeringer. De to niveauer taler ikke altid lige godt sammen. Det fungerer helt klart bedst, når Butler bringer sine begreber – som sorgbarhed og usikrethed – aktivt på banen i politiske og historiske analyser, og når tænkningen ikke cirkler sprogligt indadvendt omkring sig selv, men sendes på feltarbejde derude, hvor virkeligheden præsenterer sig for os, sand eller ej. Paradoksalt nok får Butlers analyse af de rammer, der strukturerer vores evne til etisk lydhørhed, som hun kalder det, mig til at længes efter en rammesætning af hendes egne analyser – og en mere pædagogisk kuratering.

At læse Butler er som at være inviteret med på en slags vild poststrukturalistisk og teoretisk version af de hierarkisk forskelsløse tankerejser, der kan overmande en, lige inden man falder i søvn. Det er afbrudt intellektuelt samleje, men hvis man lader sig føre med, er det mere spændende, end det er irriterende. Butler er med andre ord ikke let læst, men man behøver ikke at forstå alt, for at forstå det vigtige: at vi har en intellektuel pligt til at reflektere over, hvordan, hvorfor og af hvem vores fælles mentale offentlighed formes.

Billedet bliver større end rammen

Judith Butler spørger om mere, end hun svarer på, og med hende kan vi stille os selv nogle spørgsmål. F.eks om hvordan de syriske flygtninge rammesættes moralsk af dansk og europæisk flygtningepolitik, af den opblomstring af clash of civilisations-tænkning, som vi har set siden 11. september og nu igen efter Paris? Er de potentielle terrorister? Er de stakkels ofre og kønne børn, der leger med danske politimænd på motorvejen? Eller er de utaknemmelige bekvemmelighedsflygtninge, der bryder færdselsloven og ikke er tilfredse med standarden på de europæiske asylcentre? Rammen, siger Butler, styrer normalt på umærkelig vis fortolkningen af billedet, men billedet kan også i enkelte tilfælde vokse ud af rammen eller bryde den og på den måde åbne for nye erkendelser og handlemuligheder. Det skete, da torturbillederne fra Abu Ghraib gik verden rundt og ændrede den offentlige mening om USA’s rolle i Irak-krigen. En voldelig iscenesat homoseksualitet, der, som Butler reflekterer over i bogens klart stærkeste essay Tortur og fotografiets æstetik, i sidste ende kom til at sige mest om den ’seksuelt progressive’ vestlige kulturs egen fortrængte og latente homofobi, hvor »homoseksualitet sættes lig med decimeringen af personskab« – og hvor der blev skrevet »up your ass« på de bomber, det amerikanske militær lod falde over Irak.

Billedet blev også større end rammen, da fotografiet af en enkelt død dreng på en strandbred pludselig fik folk til – i hvert fald momentant – faktisk at se de druknede syriske flygtninge, som døde, sorgbare mennesker. Billedet af Aylan hjemsøger os, med Susan Sontags ord, og hvis vi kan blive hjemsøgt, kan vi erkende, at der har været et tab – og følgelig et liv. Spørgsmålet er, om det er godt nok. Den diskussion tager Judith Butler også i Krigens rammer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her