Læsetid: 5 min.

Socialismen er endnu ikke født

Socialismen er fyldt med urimelige antagelser om historie og økonomi – og et lovende begreb om frihed. Skal socialismen overleve må den holde op med at være en bevægelse for de få og blive et princip for de mange
28. november 2015

vet for redning så godt, at man bliver i tvivl om det er forsøget værd. Måske er der ikke længere noget at redde. I sin nyeste bog, Die Idee des Sozialismus (Socialismens ide) leverer den tyske stjernefilosof en hård kritik af socialistisk vanetænkning og ender med at tage livet af bevægelsen, som vi kender den.
For 100 år siden var socialismen den mægtigste modstander for kapitalismen. Og det bedste var: Den blev forstået som sådan af kapitalismen selv. Socialismen udgjorde en intellektuel udfordring, man ikke kunne undgå at forholde sig til. I dag er den udtjent og ude af stand til at begejstre. De fleste regner den ikke for et dueligt alternativ. Ubehaget ved uretfærdigheder eksisterer stadig, men det er uden retning og får lov at stå tilbage som stumt og indebrændt.

Hvorfor kan socialismen ikke længere begejstre? Fordi den er blevet overhalet af udviklingen. Såre simpelt, såre komplekst. Socialismen har haft så hidsig en halveringstid, fordi den har været alt for tidsbunden i sine formuleringer og antagelser. Axel Honneth sammenligner socialismens teoretiske ramme med en antikveret tankebygning: Lige meget hvad der stilles ind, kommer det til at se bedaget ud.
Vil man genantænde socialismen, må man finde urgnisten – den bærende ide i socialismen. Men først gælder det om at afvikle socialismens største fødselsfejl: Økonomiblindhed. Dyrkelse af proletariatet. Historisk tunnelsyn. Så længe socialismen ikke får rettet op på de tre fejl vil den fortsætte sin deroute.

Første fødselsfejl: økonomiblindhed

Fra første færd kom socialismen på afveje fordi den drog forkerte slutninger. Fra en sund observation af, at økonomi og marked var enerådige, sluttede man til en teori om at alt bør forstås ud fra økonomi og marked. Den tidlige socialisme magtede ikke at forestille sig et differentieret samfund, hvor markedet har sine spilleregler, mens privatliv, politik og kunst har andre. Alt lod sig forstå ud fra en industriel-økonomisk ramme. Kilden til enkelte individers grådighed skal alene findes i et kapitalistisk marked, der er gået amok. Gennem analyse af kapitalismen økonomiske virkemåder, og kun her, finder vi det redskab, der kan revolutionere eller reformere tingenes tilstand.
Honneth er uforsonlig i sin kritik og mener, at socialismen lider af »pures Unverständnis«, af ren og skær mangel på indsigt, fordi man ikke skelner mellem teori og praksis. I første halvdel af 1800-tallet kunne man have sagt: »Økonomiske strukturer råder over alt! Det må vi lave om på ved at gøre plads for andre af livets områder.« I stedet sagde man: »Økonomiske strukturer råder over alt! Det viser, at alt bør forstås som økonomi.«

Anden fødselsfejl: dyrkelse af proletariatet

Alt for tidligt bandt socialismen sig til et socialt fatamorgana, som bare skulle findes. Kapitalismen formodes indbygget med a ghost in the machine i form af et indre modstandsprincip. I hjertet af den industrielle kapitalisme voksede et kampklart proletariat, som socialisten altid ville kunne støtte sig op ad, vække, besværge og fremmane.
Konsekvensen har været, at socialismen er blevet totalt overhalet af samfundsudviklingen. Der findes ikke noget revolutionært proletariat, og det industriarbejderlag, der kommer tættest på, er blevet et mindretal i det moderne samfund. Det er blevet kropumuligt for almindelige mennesker at forstå socialismens idealer som noget, der skulle have at gøre med et revolutionssubjekt på evigt stand-by.

Tredje fødselsfejl: Dialektikkens eventyr

Den største blindgyde udgør teorien om historisk nødvendighed. Forudsigelser om, at kapitalismens kriser vil fremkalde sin egen undergang, medfører, at personers egentlige handlinger bliver underordnede eller noget, der fantasifuldt skal fortolkes på plads.

Honneth præciserer, at problemet ikke så meget ligger i at man pegede på kapitalismens selvdestruktive kræfter, for dem er der masser af, men at ideen om en forudbestemt udvikling fjernede enhver eksperimentel tilgang til historie, økonomi og politik. Samfundet besad ingen potentialer, der ikke allerede var regnet ud. Socialismen var dermed ude af stand til at forstå sig selv som en bevægelse, der gennem eksperimenter først skal til at finde ud af, hvordan ideen om social frihed bedst realiseres.

Den oprindelige idé

Urgnisten skal findes i årene efter den franske revolution. Socialismen er et barn af den franske revolution og af løfter om frihed, lighed og broderskab, som aldrig blev indfriet. Denne oprindelige skuffelse har bestemt forholdet til et liberalt, demokratisk og markedsbaseret samfund lige siden. Her har vi socialismens oprindelige moralske impuls: Løfter, som ikke indfries, er hykleri!

Impulsen voksede fra en fornemmelse til en teori om, at det almindelige begreb om individuel frihed er for snævert. Socialismen udvider begrebet om ’tvang’ til at være væsentlig mere omfattende end de flestes. Tvang er at støde på ’social modstand’. Socialismens oprindelige ide er, at det i fremtiden skulle være muligt at nå en sådan tilstand af solidaritet, at det ikke vil give mening for nogen, at se på den anden som producent, køber, konkurrent eller modstander og dermed heller ikke falde os ind at tænke instrumentelt eller udbyttende om en broder.

Det bliver svært. Honneth ved det godt. Socialismen skal udvikle sig til at være en neutral, etisk lære for alle borgere og alligevel elektrificere og aktivere. Han formulerer det selv som fornemmelsen af at skulle gå i spegat! For at det kan lykkes, må socialismen udvikle sig fra at være en bevægelse for de få til et princip for de mange. Et princip og en frihedsforståelse, som alle borgere kan aktivere eller lade sig aktivere af for derved for en stund at transformeres til socialister, mens man i andre sammenhænge er forbruger, ven, kæreste eller fodboldspiller.

Faren ved Honneths strategi er, at socialismen bliver til filosofi. Til endnu en normativ teori på det liberale filosofimarked (’du kan også leve livet på denne måde, men kun hvis du har lyst’). Det må ifølge Honneth aldrig blive sandheden om socialismen. Skal socialismen leve op til sit navn, må den levere synlige bidrag til større social retfærdighed ved at fokusere på eksperimenter, på kommunikation og på offentligheden.

Lyt! – og eksperimentér

Historisk har socialismen haft en trang til at tale til de berørte. Honneths simple råd lyder: Lyt lidt mere. Socialisme er den til enhver tid moderne formulering af en evig kendsgerning: at verdens samfundsmæssige omstændigheder gør grupper usynlige. Socialismen må »vandre med de ramte« og se sig selv som advokat for forandringer. Socialismen må – Honneth trygler nærmest – droppe ideen om at være en særlig repræsentant for en særlig vigtig gruppe.

Tilbage står offentligheden som det eneste rimelige centrum for socialistisk aktivisme. Et rum, hvor borgere med mange roller og skiftende problemer kan optræde. Det betyder, at socialismen skal vænne sig til ikke at have nogen særlig kundekreds og i stedet udvikle »et offentligt øre for klager«, en »pulserende opmærksomhed«, der principielt kan blive advokat for alle dele af samfundet. Det vil på en mere naturlig måde gøre det muligt at kæmpe for forbedringer uden at egne interesser er på spil. Socialisme bliver dermed til en mulighed for alle borgere, ikke blot ’socialister’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det, der vist mest fik Sovjet til at bryde sammen, var favoriseringen af industrialiseringen på bekostning af primærsektoren.

@ Bill Atkins

"Et sådant selvbetaler og forsikringssamfund er ikke for os fattigrøve."

Nej og som sagt synes jeg også, det primært er staten, og ikke private forsikringsselskaber, der skal tage sig af de problemer du nævner.

Sider