Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Klimatilpasning med slagside

Efter COP21 starter næste fase af den svære opgave: Hvordan man afbøder så kolossale bevægelser som klimaforandringer uden samtidig at skabe andre, utilsigtede skadevirkninger. Skræmmeeksemplerne er mange
Moderne Tider
12. december 2015

Vi ved det godt. Uanset hvilket efterspil, der kommer til klimaforhandlingerne i Paris, vil vi ikke kunne forhindre, at temperaturen stiger på vores klode. Vi ved også, at temperaturstigningerne i høj grad kommer til at gå ud over verdens fattigste, men samtidig er frygten for apokalyptiske fremtidsscenarier, hvor klimaflygtninge vælter ind over grænserne til Europa, på det seneste blevet mere konkret. Klimatilpasning i udviklingslande haster med andre ord mere end nogensinde.

Alligevel er der god grund til at slå koldt vand i blodet, advarer forskere nu, for hvis vi glemmer at forholde os kritiske til klimatilpasningens form, kan vi gøre større skade end gavn og fremme både ulighed og marginalisering i de samfund, det var hensigten at hjælpe. Det fremgår af en ny artikel i magasinet Nature ved navn The Political Economy of Climate Change Adaptation. Forfatterne er professor i vand- og miljøændringer ved Linköpings universitet Björn-Ola Linnér, professor i business og social sciences ved Aarhus Universitet Benjamin Sovacool og leder af Nordic Center of Excellence for Strategic Adaptation professor Michael Goodsite, og de udfordrer det dominerende – rosenrøde – billede af, hvad klimatilpasning kan udrette.

Der mangler nemlig ikke eksempler på at klimatilpasning har givet bagslag.

Fra Norge til Tanzania har projekter, der skulle afbøde klimaforandringernes konsekvenser, fået uønskede konsekvenser af social, økonomisk og miljømæssig art for landenes lokalbefolkninger. Nogle projekter har medført marginalisering. Som da opførelsen af et enormt rensningsanlæg i Melbourne i Australien pressede områdets oprindelige bunurong-aboriginals til at forlade et større område. Eller da myndighederne i Alaska – i det lavtliggende Kivalina, der er truet af oversvømmelser – planlagde at flytte befolkningen til sikrere områder uden at inddrage de berørte mennesker i beslutningsprocessen. Andre projekter har sendt folk på flugt: Det så man i Kenya i forbindelse med en tørke, hvor det primært var byboerne, der fik gavn af nødhjælpen, hvilket betød, at beboere i mindre og tørkeramte samfund i landområderne blev tvunget til at forlade deres kvæg og jord og flytte ind i permanente lejre.

Der er – paradoksalt nok – også eksempler på, at klimatilpasningsprojekter direkte har belastet miljøet. Et af dem er fra Tanzania, hvor etableringen af en marinepark til beskyttelse af koralrev medførte øget CO2-udledning. Det skete, fordi lokalbefolkningen, der nu var afskåret fra at fiske i området, flyttede længere op ad kysten og begyndte at supplere fiskeriet med energiintensivt landbrug.

Klimatilpasning i sårbare samfund er en kompliceret affære, og man vil aldrig helt kunne udelukke risikoen for fejl, medgiver Benjamin Sovacool, medforfatter til bogen, men han håber, bogen vil kunne hjælpe med at minimere dem. At der er opstået en global klima-krisestemning er forståeligt, understreger han. Det påvirker os at vide, at klimaforandringerne kommer tættere på, og hver ny prognose er mere dyster. Eksperter taler nu om, at vi ikke kan nå at standse udledningen hurtigt nok, at temperaturerne kan stige helt op til fire grader, og at havene vil stige mere, end vi regnede med. Det medfører ifølge Benjamin Sovacool, at der opstår en stemning, hvor de hurtige løsninger risikerer at trumfe de gennemtænkte, og hvor vi i et vist omfang bliver mere villige til at acceptere de negative konsekvenser, projekterne måtte få.

Noget af det, der giver anledning til flest hovedbrud blandt initiativtagere til klimatilpasningsprojekter, er tendensen til, at investeringer viger uden om fattige områder. Klimatilpasning handler nemlig også om ulighed. I Ghana, hvor de største klimaforandringer finder sted i landets nordlige del, ender de fleste investeringer alligevel i det rigere og mere frugtbare syd. Den økonomiske vækst, der har været i Ghana siden 2000, har man ikke mærket meget til i de nordlige provinser, hvor man har færre veje og mindre infrastruktur. Andre steder går de fleste af klimapengene til landenes ministerier og nationale myndigheder, og derfra når de ikke altid ud til befolkningen uden for byerne. For regeringer i mange udviklingslande er klimatilpasning synonym med dyr infrastruktur – f.eks. veje og dæmninger, der typisk opføres i velstillede områder. Problemet med at få pengene ud i landområderne skaber ikke kun mere ulighed. Det lægger også massivt pres på decentrale distriktsregeringer i bl.a flere afrikanske lande. De fleste udviklingslande har nemlig fået nationale planer for klimatilpasning, og dem forventes distriktsregeringerne at leve op til – selv om der er lavvande i kassen. Projekterne bliver derefter. I et spontant forsøg på at komme klimaproblemer til livs gik en lokal gruppe i Uganda f.eks. i gang med at at plante træer for at reducere CO2 i atmosfæren, hvilket bare ikke løste deres mere direkte problem: At landbruget var i stykker, og de helt lavpraktisk manglede en plan, der kunne sikre afgrøder på de varmeste tider af året.

En sikker vej til marginalisering er, når lokalbefolkningen ikke bliver hørt. Rolf Hernø, programkoordinator i CARE Danmark, har erfaring med bl.a. projekter i Ghana, Uganda og Vietnam, og hans oplevelse af borgerinddragelse er blandet.

»Vi så jo gerne, at landenes regeringer spurgte lokalbefolkningen først og så målrettede de penge, man trods alt har til klimatilpasning, til de mest udsatte befolkningsgrupper. Det sker bare ikke i øjeblikket,« forklarer han.

Mange steder har man ellers formuleret principper om, at lokale skal høres. Det sker sker bare ikke altid i praksis:

»Nogle gange har der ikke været budget til det, og andre gange handler det om kapacitetsproblemer. Det kan dog også bunde i ond vilje og skyldes at andre politiske hensyn styrer, hvad lokalregeringerne investerer i,« forklarer han. Danmark prioriterer typisk lokal involvering højt. Det samme kan man ifølge Rolf Hernø næppe sige om Verdensbanken, der varetager de store infrastrukturprojekter. Her er der ikke mange forsøg på inddragelse.

»Verdensbanken har det på deres liste, men det handler tit bare om, at der kommer et par konsulenter forbi og laver nogle hurtige nedslag eller taler med et par NGO’er. Det er meget overfladisk,« vurderer han.

Når klimatilpasning slår fejl, er der sjældent én enkelt grund eller part, der kan stilles til ansvar. Som regel er det resultatet af en lang række uheldige omstændigheder. Mangelfulde forundersøgelser fra initiativtagernes side, modstridende økonomiske interesser i modtagerlandet eller samarbejdsvanskeligheder. Initiativtagerne fra de rige lande skal forberede sig mere og tænke mere holistisk, mener forskerne. Også regeringerne i modtagerlandene har et ansvar for at tænke hele vejen rundt, lyder det, for i sidste ende er det dem, der har ansvaret for deres befolkninger og skal prioritere ressourcer, programmidler og ekspertise. I kernen af klimatilpasningsproblemet finder vi dog også et andet og langt mere grundlæggende problem: Den økonomiske ulighed mellem rige og fattige lande, der skaber forskellene i prioriteringerne. I udviklingslandene vil man naturligvis gerne være med til at lave klimatilpasning, man efterspørger det sågar selv. Man vil bare også gerne mindske den sult og fattigdom, som er et livsvilkår for alt for mange mennesker.

Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet mener også, at det i sidste ende er et prioriteringsspørgsmål:

»Hvad er vigtigst: At verdenshavene stiger med en centimeter mindre per årstid, eller at familier ikke skal gå sultne i seng? Ville det skabe mere livskvalitet, hvis pengene i stedet blev brugt til at hjælpe udviklingslande med at blive selvforsynende med mad eller på at udbygge sundhedssektoren? Står klimatilpasningsprojekter overhovedet øverst på lokalbefolkningens dagsorden?«

Spørgsmålene er mange, men to ting står klart. Klimatilpasning er på én gang en bydende nødvendighed og en læringsproces uden sikre løsninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her