Læsetid: 3 min.

Den stille amerikaner

Ny, anmelderrost biografi om George Herbert Walker Bush tilbyder et nuanceret og positivt billede af USA’s 41. præsident. Og viser, hvor langt til højre nutidens republikanske parti har bevæget sig
5. december 2015

Da George H.W. Bush holdt sin tiltrædelsestale den 20. januar 1989 i Washington DC, var området ved The National Mall tætpakket. Vælgerne havde tildelt ham en storsejr med adskillige rekorder, der fortsat består den dag i dag. Ud over at vinde 53,4 procent af stemmerne – mod demokraten Michael Dukakis’ 45,7 – vandt Bush Senior samtidig et flertal i USA’s nordlige stater (i alt 40 stater mod de 10 plus Washington DC, der stemte på Dukakis), hvilket ingen republikansk præsident har præsteret siden. Samtidig var det også sidste gang i USA’s historie, at et flertal af kvinderne stemte på republikanerne ved præsidentvalget.

Bush kvitterede med en optimistisk – og rund – indsættelsestale: »Amerika er aldrig helt sig selv, medmindre hun er drevet af et højt moralsk princip. Som folk har vi i dag et sådant formål. Det er at skabe et venligere ansigt over for nationen og et blidere ansigt mod verden.«

Et forvandlet republikansk parti

Netop dette ønske om et mere imødekommende og favnende USA slår læseren som den stærkeste kontrast til nutidens republikanske parti efter endt maratonlæsning af Jon Meachams nye biografi om George H.W. Bush. Det er utænkeligt, at nogen kandidat – heller ikke blandt demokraterne i øvrigt – ville turde tage sådanne termer i brug i dag. I det aktuelle republikanske primærvalg kappes kandidaterne tværtom om at være mest hårdhændede over for især indvandrere, og efter Paris også over for muslimer, mens de taler om lavere skatter og mere militær.

Kontrasten til Bush er slående. Om end han var præsident, mens flere globale historiske begivenheder udfoldede sig – Den Himmelske Freds Plads, Berlinmurens fald, den amerikanske invasion af Panama, den første Golfkrig samt opløsningen af Sovjetunionen, hvor Bush stod på god fod med Mikhail Gorbatjov – var han altid mest optaget af indenrigspolitik, og her styrkede han amerikanernes borgerrettigheder, hævede den føderale mindsteløn, strammede våbenkontrollen og miljølovgivningen og underskrev en ny lov, der gav handikappede amerikanere et langt bedre liv.

Den fejlslagne præsident

Og så tabte han med et brag til Bill Clinton fire år senere. Og det, som de fleste sikkert husker om den pæne, Yale-uddannede præsident Bush i dag, er nok hans brudte løfte fra valgkampen: »Read my lips, no more taxes.« For pengene fossede ud af den føderale statskasse, og præsidenten hævede skatteloftet efter valget til enormt raseri fra partiets højrefløj – og blandt mange vælgere.

Jon Meacham, der har skrevet andre Pulitzer-vindende præsidentbiografier, har fået fuld adgang til alt i Bushs private arkiv. Også de lyd-dagbøger, som den tidligere præsident indtalte, mens han var ved magten. Efter tabet til Clinton kan han ikke skjule sin bitterhed: »Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Altid sat nationen først. Mine drenge siger, de er stolte af mig. Men der er ingen vej udenom det: jeg er præsidenten, der fejlede.«

Man kan indvende, at Meacham tager lige lovlig let på visse sider ved Bush Seniors præsidentskab. Såsom hans villighed til at gå på kompromis med egne principper for at bevare magten og hans lidet glorværdige rolle i Iran-contra skandalen. Men alt i alt står billedet tilbage af en politiker, der var optaget af at gavne fædrelandet ved at leve op til sin mors ord: »At være en Bush er at vinde, men ikke at prale; at lykkes, men ikke blære sig.« Og som i sin ungdom i øvrigt var både pro-abort og pro-immigration – igen umuligt at forestille sig i det republikanske parti i dag. Bush selv lagde i øvrigt ikke fingrene imellem, når det gjaldt partiets daværende højrefløj, »der er en klump af ekstreme ekstremister, som jeg afskyr, og jeg kan ikke lade de bastarder få os ned med nakken (...) de er ligeglade med partiet, og de vil ødelægge det, hvis de får lov til at tage over,« lyder det i hans dagbog fra 1988.

Den amerikanske presse har i omtalen af bogen gjort et stort nummer ud af Bush Seniors overraskende hårde kritik af sønnens, George W. Bushs nærmeste i håndteringen af Irak-krigen, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, der kaldes for iron-asses og elendige rådgivere, der bidrog til skadelige »udskejelser« i Irak. Men det mest spændende for en dansk USA-interesseret læser er og bliver skismaet mellem de konservative og de moderate kræfter i det republikanske parti. Ud over at en sådan moppedreng – over 800 sider – naturligvis også giver et spændende, og i øvrigt levende skrevet, historisk portræt af denne del af nyere amerikansk og global historie.

Jon Meacham
Destiny and Power
836 sider. 35 dollar
Random House

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Annegrethe Rasmussen

Det er pudsigt nok, at du beskriver Bush sr. som værende mest optaget af indenrigspolitik.
Jeg gik ellers nærmest, og troede det modsatte. Altså at Bush sr. var mest optaget af udenrigsspørgsmål og derfor blev overhalet indenom af Clinton. Men det er selvfølgelig det indtryk man får gennem TV og aviser fra denne side af Atlanterhavet.

Jeg glæder mig til at læse bogen.