Læsetid 3 min.

Byliv: Ungdommens havn – og virkelighedens

90’ernes havn i Aarhus var vild, levende og farlig. I København skal man strenge sig an for at slippe fri af det glatte polerede fremskridt
90’ernes havn i Aarhus var vild, levende og farlig. I København skal man strenge sig an
 for at slippe fri af det glatte polerede fremskridt
Johanne Sorgenfri/iBureauet
23. januar 2016

»Hvor’ du fra? Jeg er fra havnen,« Jokeren, 2003

Hver sin yndlingsbiotop. Min er havnen. Der føler jeg mig hjemme, der finder mit sind og mine øjne fryd og fred hen over kraner, containere og coastere. Ikke at jeg er rå som Jokeren (opvokset i den stooore havneby Hillerød), og der var nu aldrig andet end tobak i mine smøger på havnen, men de cigaretter er nogle af de bedste, jeg har røget.

Scene: Aarhus, starten af 90’erne. Da var jeg et ensomt skravl, rædselsslagen for store, larmende maskiner, især lastbiler. Hvordan overvinder man frygt? Ved at konfrontere det, man frygter. Hvor er der lastbiler? På havnen. Altså begyndte jeg at gå ture der for at overvinde mig selv. Lastbilerne drønede forbi fabrikker med sære rørføringer, siloer, vindmølledele, forladte containere, der lugtede af tis, og selvfølgelig skibe fra eksotiske steder.

En helt ny verden åbnede sig for mig der. Jeg mødte aldrig andet end måger, men det var spændende både at se fisk i vandet og biler (med barnesæder), der cirklede rundt på kajen om aftenen. Først år senere gik det op for mig, at det var mænd, der ledte efter gnidningsløse knald med sømænd, som de aldrig skulle se igen.

Havnen var et eventyrland at udforske, fyldt med vidunderlige kroge, hvor jeg røg smøger og så på straddle carriers, der løftede containere (fyldt med hvad?) og fik økonomien til at køre rundt – som de skrumlende lastbiler.

Som sortklædt goth læste jeg naturligvis Baudelaire: »Disse skønne og store skibe, umærkeligt vugget, gynget, på stille vande, disse kraftige skibsskrog, ørkesløse og fulde af udvé, siger de ikke til os i et stumt sprog: Hvornår skal vi stævne mod lykken?« Lykken, i form af København, stævnede jeg mod i 1999.

Flad og fad var min skuffelse, da jeg flyttede til København, målet for mit hjertes længsler – og en hovedstad helt uden havneliv. Øv. Da det endelig lykkedes mig at komme hen til havnen, som var og er spærret godt inde bag hegn og andre fodgængerforhindrende benspænd, så var der jo ingenting!

Islands Brygge var blevet forladt af al industri, og dengang var der ikke engang havnebad. Kalvebod Brygge: Kedelige kasser af kontorer. Holmen var just åbnet for civilister, så der var jeg i det mindste heldig at se kajakpolo og få en smart drink ved Thorsen.

På Langelinie skete der ikke en skid, så det var vitterligt en lang, lang linje at gå. Der kunne jeg glo på et par snoldede containere og undre mig over, hvornår de mon var blevet placeret der. Om natten? Jeg så aldrig containerskibe lægge til kaj, og dengang var der nærmest heller ingen krydstogtskibe, der dog også giver liv til havnen.

Senere opdagede jeg Sydhavnen, et fantastisk, københavnsk klondike, et fastfrosset stemningsbillede fra 1980, hvor Snuden besøgte rotten Rita. Skure, husbåde, bilvrag og enkelte fiskekuttere holder stadig tappert stand mod det glatte fremskridt.

Amager, min redning

Amager, Danmarks mest sammensatte og strukturmærkelige ø, gav mig lidt glæde på havnefronten. Efter Christianshavns og Holmens døde yndighed, der kun brydes af et pissepænt træskib og en kanalrundfartsbåd, er det mig en lise at komme ud til Prøvestenen og omegn.

Allerede vejnavnene er vidunderligt usentimentale: Vindmøllevej, Kraftværksvej – gæt hvad der ligger der? K-Vej, L-Vej – ikke noget med minder og mænd, næ, blot et kendingsbogstav og så derudaf med tørbulk: grus og sten og sand, der bliver til beton og mørtel og bygninger. Der fandt jeg Ninas Plet, hvor jeg har tænkt tanker, tudet, grinet og drukket en øl eller to. Udsigten minder mig om Aarhus havn. Min ungdoms længsel.

Længere henne mod Amager Strand er der en af de utallige lystbådehavne. Drømmen om fri tid og frihed ligger og skvulper til flaglinernes klapren. Bænkene viser tydeligt, at det netop er lystbetonet at være her; man hænger ud, arbejder uforhastet, snakker og hygger. Ingen buldrende lastbiler, højst en besværet cyklist.

Restaurant Sundby Sejl tanker folk op med god dansk mad (stegt lever!) til frokost og aften. Her er blå linoleum, pejs, en svag duft af genbrugsbutik, selvafrydning, et legeror til børnene, til tider banko og selvfølgelig en smuk udsigt over Øresund, komplet med yndige, svenskrøde badehuse, Ama’r.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu