Læsetid: 5 min.

Glem arbejderbevægelsen

Arbejderbevægelsens politiske kamp spejlede sin tids kapitalismes historiske form. Ifølge tidsskriftet og gruppen Endnotes må vi nu lægge arbejderbevægelsen bag os, droppe den nostalgiske længsel og udvikle nye former for organiseret kamp, hvis vi skal gøre os noget håb om en kommunistisk afskaffelse af penge, ejendom og arbejde
23. januar 2016

’Kommunisering’ er et begreb, der dækker over en af de mest spændende og nytænkende tendenser på venstrefløjen i disse år. Under denne overskrift foregår der i et mylder af tidsskrifter og grupper en intens diskussion om muligheden for en revolutionær afskaffelse af kapitalismen i det 21. århundrede.

Begrebet kommunisering markerer, at kommunisme her skal forstås som en proces, en handling, en bevægelse, og ikke som en tilstand eller et mål, der skal realiseres i en fjern fremtid.

Vi er altså langt fra de stater, der igennem det 20. århundrede identificerede sig selv med kommunismen.

Tankegangen afviser forestillingen om at erobre statsmagten, etablere proletariatets diktatur som en overgangsfase, for med tiden at nå til et kommunistisk samfund. Kommunisme må være noget, vi direkte skaber sammen i selve den revolutionære proces.

Strømningen har sin oprindelse i 1970’ernes såkaldte ’ultra-venstrefløj’ i Frankrig, men fik først rigtig luft under vingerne i løbet af 90’erne og især inden for det sidste årti og udfolder sig i tidsskrifter og grupper som franske Theorie Communiste, Troploin og Tiqqun, græske Blaumachen, svenske Riffraff, danske Brud, amerikanske Research and Destroy, internationale SIC og engelsk-amerikanske Endnotes.

Trods store indbyrdes forskelle og uenigheder finder strømningen sit fælles grundlag i forståelsen af, at der skete et fundamentalt skifte i kapitalismens struktur i 1970’erne – et skifte, der har skabt et nyt terræn for klassekampen, og som tvinger os til at finde nye måder at organisere og kæmpe på.

En stor del af analyserne inden for tendensen bestræber sig derfor på, med baggrund i et solidt marxistisk begrebsapparat, at forstå kapitalismens udvikling i det. 20. århundrede, samt undersøge potentialerne og dynamikkerne i nutidens protester, bevægelser og optøjer.

Arbejderbevægelsens nekrolog

Seneste udgivelse inden for strømningen er det fjerde nummer af Endnotes, et tidsskrift og en gruppe, der med egne ord er »orienteret mod at begrebsliggøre mulighedsbetingelserne for en kommunistisk overskridelse af den kapitalistiske produktionsmåde«.

Tidsskriftet er som de tidligere numre, der alle er tilgængelige gratis på nettet, flot velskrevet og rummer fem artikler. Én handler om den amerikanske Black Lives Matter-bevægelse, en anden om sammenhængen mellem racisme i USA og opkomsten af den amerikanske forstad i tiden efter Anden Verdenskrig, en tredje om de ofte oversete protestbevægelser i Bosnien-Herçegovina i 2014, og en fjerde om kapitalismens tendens til at skabe en klasse af mennesker, der er overflødige for akkumulationen af kapital.

Den egentlige kerne i bogen er imidlertid den 130 sider lange »A History of Separation«, en artikel, der udfolder en grundig analyse af arbejderbevægelsens og kapitalismens historie, og med undertitlen The Rise and Fall of the Workers’ Movement, 1883-1982 tager form som en slags nekrolog over arbejderbevægelsen.

Den væsentlige konklusion er, at kapitalismens udvikling de seneste fire-fem årtier har undermineret det fundament, arbejderbevægelsen blev rejst på, og at vi derfor må lægge bevægelsen bag os i forsøget på at udvikle en revolutionær strategi for det 21. århundrede:

»Arbejderbevægelsen tilvejebragte den ramme, inden for hvilken ’venstrefløjens’ drama fandt sted. Denne bevægelse var ikke blot proletariatet i kæmpende form, som om enhver kamp i dag ville blive nødt til at reproducere dens væsentlige kendetegn. Det var en særlig kampform, som fandt sted i en æra, der ikke er vores egen. For os er kun ’efternølerens melankolske ærbødighed’ tilbage.«

Troen på produktivkræfterne

Arbejderbevægelsen var ifølge Endnotes bygget op om en tro på, at kapitalismens udvikling af sig selv ville skabe et forenet, revolutionært proletariat – som Marx og Engels berømt skrev i Det kommunistiske manifest: »Med storindustriens udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd.«

Denne idé var ikke grebet ud af den blå luft: Den industrielle kapitalismes rivende udvikling i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet rykkede bønder op med rode, løste dem fra traditionelle sociale bånd og forvandlede dem til mere og mere homogene urbane proletarer, samlet i kæmpe fabrikker hvor de udførte stadig mere ensartet arbejde.

Denne form for industri gjorde det muligt at konstruere en ’arbejderidentitet’, der fandt sin paradigmatiske figur i den mandlige, semi-faglærte industriarbejder, som proletarerne kunne spejle sig i og finde værdighed igennem.

’Arbejderidentiteten’ blev skabt gennem organisering i fagforeninger, partier og en mangfoldighed af forskellige foreninger. En hel arbejderkultur og en fælles identitet blev opbygget, hvilket gjorde det muligt at mindske den splintrende effekt, arbejdernes interne konkurrence om job uundgåeligt skabte.

Det viste sig imidlertid, at bevægelsen med Endnotes’ ord »hvilede på en vision om fremtiden, der viste sig at være en drøm«. For det første kom industriarbejderne aldrig til at udgøre et flertal af den stemmeberettigede befolkning og kunne derfor ikke stemme sig til magten igennem parlamenterne.

For det andet smuldrede arbejderidentiteten i takt med afindustrialisering, angreb på fagforeningerne, intensiveret global konkurrence, vækst i servicesektoren og den generelle krisetilstand, der indtrådte i 1970’erne, og som vi endnu ikke er kommet ud af. Markedets atomiserende konkurrencelogik viste sig stærkere end industriens tendens til at samle og homogenisere arbejderklassen.«

Så hvad står vi tilbage med?

»Fagforeninger, der administrerer den langsomme forblødning af stabile ansættelser; socialdemokratiske partier, der implementerer nedskæringspolitik, når de konservative partier ikke formår at gøre det; og kommunistiske og anarkistiske sekter, der (aktivt eller passivt) venter på deres chance til at indtage scenen.«

Det selvbenægtende proletariat

Hvad betyder denne historiske udvikling for den form, revolutionen må antage i dag? Ifølge kommuniseringsstrømningen betyder det, at en revolutionær bevægelse ikke længere kan samle sig om en bekræftelse af arbejderidentiteten.

At være proletar er ikke længere noget, man kan forholde sig positivt til, og visionen om det kommende samfund kan ikke længere være en ’arbejdernes verden’, hvor proletariatets organisationer overtager administrationen af samfundet.

At være proletar opleves i dag som en blot ydre begrænsning, en tilstand, man tvinges ind i af abstrakte markedskræfter. Ifølge Endnotes ser vi dette bekræftet i nutidens protestbevægelser: »Arbejdere finder et fælles grundlag for kamp, ikke gennem det klassetilhørsforhold de har til fælles, men snarere som borgere, deltagere i et ’ægte demokrati’, som de 99 procent osv.«

Revolutionen i den neoliberale æra kan derfor ikke bestå i proletariatets bekræftelse af sig selv, men derimod kun i dets direkte afskaffelse af sig selv, og – idet kapitalakkumulation beror på udbytningen af arbejde – dermed afskaffelsen af kapitalismen.

Vi må forstå, at fortidens kampe ikke er nutidens, og finde nye måder at samle denne verdens undertrykte til opstand på. At undersøge, hvordan vi kommer dét projekt nærmere, er den opgave, kommuniseringsstrømningen forsøger at løfte. »Menneskeheden har overlevet den æra, hvori kapitalismen blev født, dog ikke uden traumer. Nu må vi se at komme videre med dens destruktion.«

Endnotes 4
Unity in Separation
301 sider. 10 pund
Gratis download: endnotes.org.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ja, og glem Socialdemokratierne. Men se på nyskabelser som Syriza, Podemos, IU (Spanien og Portugal), Alternativet (Danmark), EL.