Til kamp mod arbejdet

»Meningsfuldt arbejde! Cirkler kan ikke være firkantede, kamelen kan ikke komme gennem nåleøjet, kapitalens arbejde er kun fyldt med én eneste mening: udbytning!«

Sådan lød en af parolerne fra Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE), der primært er kendt som den organisation, Jacob Haugaard repræsenterede, da han i 1994 blev valgt ind i Folketinget som løsgænger med uforglemmelige valgløfter som »Erhard Jacobsen skal være minister for Ringgadebroen i Århus« og »Fregatten Jylland skal gøres kampklar«.

Hvad mange ikke ved, er, at SABAE ikke bare var gøgl, men derimod en organisation stiftet af en gruppe marxister og anarkister i Århus i 1979, der op igennem 1980’erne udfoldede en nådesløs kritik af arbejdet.

Efter endt læsning af David Fraynes nye bog The Refusal of Work står det klart, at SABAE’s ærinde er mere aktuelt end nogensinde før. Vi lever i et samfund, hvor arbejde for mange er den primære kilde til identitet, anerkendelse og ikke mindst indkomst, men hvor arbejdslivet og -markedet i stigende grad er præget af stress, usikkerhed, midlertidige ansættelser og overarbejde.

Afviklingen af velfærdsstaten i den internationale konkurrences navn gør det svært at overleve uden lønarbejde, og mennesker uden for arbejdsmarkedet bliver mødt med enten medlidenhed eller moralsk fordømmelse. Som Frayne udtrykker det: »Arbejdets etiske overlegenhed synes næsten urørlig. Aflønnede jobs bliver ved med at blive fremstillet som en central kilde til godt helbred og god karakter, medierne bliver ved med tvangsmæssigt at dæmonisere den ikke-arbejdende ’nasser’, og en gammeldags arbejdsetik opretholder sin forankring i politikker der er designet til at tvinge folk fra offentlige ydelser og i ansættelse.«

Det totalitære arbejde

En af de mest elementære ydelser i enhver samfundskritik er at vise, at verden kan være anderledes. Således også Frayne, der eksplicit formulerer sin kritik som et forsøg på at denaturalisere arbejdets status i nutidens kapitalisme. Lønarbejdet og den adskillelse mellem arbejdet og resten af livet, vi normalt anser for at være helt naturlig og nærmest uforanderlig, er først opstået i en specifik historisk samfundsform: den kapitalistiske vareøkonomi.

I den moderne verden cirkulerer hele livet omkring jobfunktionen. Arbejdet er simpelthen livets formål: allerede fra barnsben lærer børn at forholde sig til deres fremtid inden for lønarbejdets horisont, og som voksne bruger vi det meste af vores vågne tid på at være på arbejde eller bekymre os om det. Alt, der ikke kan rummes i arbejdets form, regnes af den dominerende ideologi som en udgift og en luksus, og alt, hvad der kan lønnes og tjenes penge på, regnes som nyttigt og godt (også selvom det består i at arbejde i en bank).

Den rituelle udskamning af ledige og andre, der af diverse grunde står uden for arbejdsmarkedet, vidner om den stærke moralisme, der knytter sig til arbejdet. I Storbritannien, der udgør den primære referenceramme for The Refusal of Work, har figuren ’den unge, enlige mor’ i de seneste år spillet rollen som prygelknabe i den offentlige debats skuespil ved at blive gjort til symbol på den ’krævementalitet’, der tilskrives ansvaret for velfærdsstatens krise – den rolle, Dovne Robert og Fattig-Carina spillede i den danske andedam for et par år siden.

Det, Frayne kalder ’arbejdsdogmet’, har imidlertid ikke kun konsekvenser for dem uden arbejde. Det moderne arbejdsliv er for mange præget af usikkerhed, meningsløshed, stress og gæld. Over hele den vestlige verden forværres vilkårene for lønarbejdere: fagforeninger svækkes, faste stillinger bliver mere og mere sjældne, reallønnen stagnerer eller falder, gældsættelse bliver nødvendig, og den intensiverede internationale konkurrence på arbejdsmarkedet skaber en konstant og snigende usikkerhed.

Og ikke blot skal man udføre sit arbejde; man skal helst også realisere sig selv igennem det og brænde for det, helt indtil man brænder ud. Alt sammen forhold, der udelukkende tjener virksomhedernes interesser.

Eksistentiel kritik og systemkritik

En stor del af bogen er viet til interviews med mennesker, der på forskellige måder har meldt sig helt eller delvist ud af arbejdssamfundet, hvad enten det er et resultat af sygdom eller en følelse af meningsløshed. En af bogens stærkeste sider er formidlingen af den mangfoldighed af følelser og erfaringer, der følger med at gøre modstand mod arbejdet på individuelt plan – hvad enten det er den trodsige stolthed, der opstår, når man siger fra over for meningsløsheden og tager en aktiv, livsforandrende beslutning, eller den nagende skam og skyldfølelse, der melder sig for disse mennesker, når de bliver spurgt om ’hvad de laver’.

Frayne insisterer på den vigtige pointe, at disse enkelte personers exit fra arbejdslivet er politisk: »I stedet for at afskrive arbejdsafvigernes synspunkter som excentriske eller amoralske er mit forslag, at vi studerer dem grundigere og tager dem seriøst som potentielle kilder til næringen af en politik mod arbejdet.«

Der er to væsentlige og beslægtede mangler ved Fraynes kritik: for det første den eksistentielle og humanistiske ramme, den bevæger sig indenfor, og for det andet en upræcis og uambitiøs politisk horisont. Kritikken af arbejdet baseres i høj grad på henvisninger til de negative erfaringer, som det ’arbejdscentrerede samfund’ påtvinger dets subjekter.

Fordelen ved en eksistentielt forankret analyse er nærheden mellem den politiske kritik og det levede liv samt læserens mulighed for at integrere sine egne erfaringer i bogens projekt. Ulempen er, at den ikke har blik for arbejdets strukturelle funktion i den større sammenhæng, som det globale kapitalistiske system er. Arbejdet er ikke kun kilde til stress og fremmedgørende forbrugerisme, men også til den kapitalakkumulation, der sikrer et globalt klasseherredømme, og som gang på gang kaster store dele af verden ud i krig, død, sult og ødelæggelse.

Hinsides arbejde = hinsides kapital

Fraynes politiske projekt begrænser sig primært til at starte en ’åben diskussion’ og forsvare ’utopisk tænkning’. De få konkrete politiske forslag er en nedsættelse af arbejdstiden (dvs. fordele arbejdet) og indføringen af en slags borgerløn – han peger imidlertid ikke på hvilke politiske kræfter, der kunne mobiliseres omkring et sådant projekt, eller hvilken form for organisering og protest der vil være i stand til at gennemføre det.

Bogen mangler her blik for, hvordan den neoliberale kapitalisme i løbet af de seneste fire årtier har medført en intens international konkurrence, der tvinger de enkelte nationale regeringer til at føre netop den politik, der i sidste ende resulterer i arbejdslivets eksistentielle kvaler.

Frayne inddrager desværre ikke de spændende diskussioner om arbejdets afskaffelse, som i de seneste år har udfoldet sig blandt mere radikale europæiske venstrefløjstænkere som Maurizio Lazzarato, Nick Srnicek og Alex Williams, Robert Kurz og Tiqqun. Disse ville imod Frayne argumentere for, at arbejdet bliver ved med at være en forbandelse, så længe vi lever i en kapitalistisk vareøkonomi, der indretter hele samfundet og livet efter kravet om profit – og at en frigørelse fra arbejdets lænker derfor ikke kan være andet end et brud med selve det kapitalistiske system.

Og som de udmærkede interviews i The Refusal of Work tydeligt viser, er det ikke muligt at gøre op med arbejdets system på et individuelt niveau; det kræver kollektiv og organiseret oprør, hvis vi skal holde op med at leve for blot at gøre de rige rigere.