Læsetid: 5 min.

Da kronprinsen satte bønderne fri

Detaljeret storværk fortæller historien om den danske bondes frisættelse
2. januar 2016

20. juni 1788. Det skete ikke uden murren i krogene: »Tyske professorgriller«, kaldte vrede godsejere de nye ideer om reformer, der rent faktisk kom sydfra, spåede rigets undergang derved og fremstillede hovedarkitekten bag det hele, Chr. Reventlow, som uduelig. De modfaldne ville tilbage på rette vej, det vil sige som hidtil.

Men kritikerne holdt sig trods alt i skindet. Enevoldsmagten havde jo talt, kongen skrevet under. Hvad besluttet var, kunne ikke ændres. Det kom Frederik den senere 6. for skade at udtale i distræt forglemmelse af kongens magt til at omgøre hvad som helst også egne beslutninger. Men så var den heller ikke længere. Modstanderne kom aldrig for alvor ud i det åbne, det turde de heller ikke. Har vel også inderst inde vidst, at tiden var både ude og inde.

Det hele skete således uden skærmydsler i modsætning til andre steder i Europa, hvor konsekvensen af oplysningen slog igennem og ad krogede veje enten førte til revolte og revolution – eller som her mere direkte udmøntedes i en fra oven omfattende og nøje styret reformbevægelse – og uden at nogen kom til skade.

Forandringer i det uforanderlige

Folkene fra oven, en veluddannet delvis adelig overklasse, stod således i spidsen for den danske bondes frisættelse. Det var ikke så lidt: frisættelse fra hoveri, fra flervangsdriftens snærende bånd, i realiteten retsløshed med drakoniske straffe som træhesten, pådømt under en godsejerbetalt birkedommers tendentiøse forsæde.

Disse foregangsmænd i de små og store landbokommissioner i 1700-tallets slutning, med kronprins Frederik svævende over vandene, tog udgangspunkt i oplysningens fornuft, et moderne tolerant menneskesyn og troen på, at det nyttede at lave forandringer i det tilsyneladende uforanderlige.

De skævede så sandelig også i betydelig indsigt og med en relativ velpolstret statsøkonomi i ryggen til de langt bedre muligheder og større indtjening for bønderne, ikke at forglemme staten, samt for deres egen samfundsklasse. Reformer var og blev nødvendige, hvis der skulle ske vækst og fremgang.

I det store og hele var det ikke sket andre forandringer i bondelandet siden 1400-tallet, end at bøndernes forhold var forringet. Tre fjerdedele af Danmarks jord var ejet af de godt 800 godser, men af meget få godsejere, en overklasse i overklassen, der med tiden satte sig på stadig flere ejendomme. Denne lille kreds besad, efter statsgodserne var afhændet, broderparten af landet. Grundlaget for økonomien i disse godser var godsejerkastens reelle ejerskab af bønderne, hvis hoveriforpligtelser var ødelæggende for egne driftsmuligheder og havde yderligere proletarisering til følge. Ikke for meget sagt, at Danmark var godt på vej ud i et jordbundent kapitalistisk slavesamfund, hvor driftige jordejere oven i købet øjnede muligheden for at udvide hoveriet med eksempelvis en tekstilvirksomhed på godset betjent af bondekoner og børn.

Reformerne kom i sidste øjeblik, de kom sikkert men sindigt.

Historikeren Birgit Løgstrup, der gennem et langt og flittigt forskerliv har bidraget væsentligt til dansk landbohistorie, tager omfattende fat i denne afgørende periode i dansk historie med storværket Bondens frisættelse. I enhver forstand en vægtig fremstilling med hovedvægt på strukturanalyserne og kommissionsarbejdet. Bogen bygger sin fremstilling på eksempler fra det virkelige liv, med andre ord hvordan det gik for sig ude omkring. Birgit Løgstrup anvender eksempelvis godset Løvenborg ved Holbæk, i øvrigt emnet for hendes speciale i forgangne tider. Takket være detaljerne i en sådan case story anskueliggøres den store omvæltning, der var tale om, fra man tog fat og reelt til 1860’erne, da de sidste bøndergårde i landet flyttede ud af landsbyfællesskabet.

Konservatismen var ikke alene almindelig blandt de storbesiddende godsejere. Bønder af gammeldags støbning, for hvem stavnsbåndet ikke var det store problem, var ikke meget for at flytte ud af trygheden ved gadekær og overdrev.

Birgit Løgstrup har rundt omkring i kapitlerne fordelt små nyttige og meget oplysende faktabokse. Hvis man skulle have glemt, hvad hoveriet – den største plage for landbobefolkningen – indebar, remser Løgstrup op: skære tørv, rense korn, skove tømmer, stakke halm, rense vandingssteder, vaske og klippe får, udføre håndlangerarbejde ved bygningsreparationer (på godset), meje korn, slå græs, køre korn og halm, tærske, vedligeholde gærder, rense vandløb, pløje, harve, så og rive korn og græs. Ikke så sært, at bonden ikke havde tid til at dyrke sin fæstede jord og derfor sank længere ned i fattigdom for til sidst at stå i gæld til halsen og forlade denne verden uden egen særk som ligklæde. I øvrig kunne fæste-ejerforhold være groteske. For at vedligeholde en bestemt bro et sted i Jylland, var en gård tilfæstet broen. Broen så at sige ejede gården.

Københavns Universitet var en anden af de store godsejere, som finansierede universitetsdriften ved bøndernes liv og arbejde. Landbofolks skepsis over for akademikere har været til at tage og føle på, jævnfør Erasmus Montanus. En professorgage som Holbergs blev betalt af fem-syv fæstegårde; de lærde måtte som regel selv kradse soldet hjem. Måske en idé for universiteterne i disse sparetider.

Et helt andet land

Birgit Løgstrup gør meget fint og detaljeret rede for de vanskeligheder, der var forbundet med reformerne, set i det perspektiv, at der faktisk var tale om omkalfatringen af et samfund, som i forvejen var næsten per definition konservativt og strukturelt forstenet.

Kronprinsens rolle er der ikke megen tvivl om: Frederik var ivrigheden selv og indså, at noget måtte ske; givetvis også med den bagtanke, at den stærke del af adelen i hvert fald i begyndelsen af nyordningen blev svækket. I betragtning af den uflyttelighed, der senere var kendetegnende for 6. Frederiks gemyt, er disse hans ungdomsår bemærkelsesværdige.

Som Løgstrup påviser, kom der på relativ kort tid et helt andet land ud af det. Rent fysisk ændrede Danmark karakter og udseende og beredte næste omstilling med andelsbevægelse og mekanisering af landbruget. Dertil kom den politiske struktur. I og med at godsejerne ved selvejet for bønderne mistede jurisdiktionen over deres territorier, overgik forvaltning og jura til stats- og lokaladministrationen. Med ét kom den enevældige konge nærmere sine undersåtter gennem et stadig mere udbygget embedsapparat. Den moderne forvaltning var hermed bragt til verden, og et uafhængigt retsapparat sikrede bønder, og for den sags skyld borgere, en mere korrekt sagsbehandling.

Det var landets lykke, at der på det rigtige sted, til den rigtige tid optrådte en række dygtige mænd med brødrene Reventlow og juristen Colbjørnsen i spidsen. I kommissionernes kompleksitet evnede de at føre disse centrale og nødvendige forandringer igennem og videre til en kronprins, der viljefast som sekstenårig havde grebet magten og forstod at få sin kongelige og tossede far til at levere de påkrævede signaturer.

Birgit Løgstrup lader sin bog slutte med Eckersbergs maleri (Statens Museum) »En Udflyttergaard af Bondebyen Speitsby paa Møen«. Her er drømmen om den vellykkede reform gået i opfyldelse med den solide nye gård i baggrunden, veltrimmede marker, kvinder, der malker de sunde køer, og husbond på vej hjem fra marked. Over det hele spænder regnbuen sin perfekte kurve som en triumfbue over succesen.

Uden for Vesterport rejstes Abildgaards 20 meter høje Frihedsstøtte med Wiedewelts statuer: Troskab, Borgerflid, Tapperhed og – Bondeflid. Der står støtten den dag i dag – som kongen bød.

Bogen er en kleppert på godt 600 sider, fint illustreret, med noter og det hele. Dertil kommer statistiske rækker med salgspriser, udflytninger, ejendomsformer etc. Nyttigt og anskueligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Erik Christensen
  • Keld Albrektsen
Michael Kongstad Nielsen, Erik Christensen og Keld Albrektsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Man skulle have bevaret landsbyfællesskabet, men frigjort af godset. Altså uden udskiftning og selveje. Så kunne man overgå direkte til bondesocialisme, i et trygt socialt fællesskab, så og høste sammen efter rådslagning på tinge.