Læsetid: 3 min.

Menneskets helt særlige kvaliteter

Hjerneforskningen nærmer sig den endelige afsløring af, hvad både bevidsthed og lidenskab er, men det betyder ikke, at tanker kan reduceres til neurologi. Det ville være at overse den særlige kvalitet ved tænkning
30. januar 2016

 

Det er ikke hver dag, en filosof binder an med at skrive et manifest om vores passioner – vores lidenskaber. Sidste gang var vel for omkring 400 år siden, da Réné Descartes i 1649 satte sig for at forklare en tysk prinsesse om vores lidenskaber – og deres forbindelse til hjernen. Det er i dette værk, Descartes foreslår, at det må være i koglekirtlen – et af de eneste asymmetriske steder i hjernen – at forbindelsen mellem sjæl og legeme finder sted. Det forekommer måske lidt naivt, men rejste i det mindste spørgsmålet om, hvordan vores tanker og lidenskaber overhovedet er forbundet til kroppen. Descartes påstår jo i det mindste, at der må være en forbindelse

 

Den franske filosof Valérie Charolles har med et lille manifest Les qualités de l’homme – Menneskets kvaliteter – i lyset af den seneste nye forskning, sat sig for af afklare, hvor neurovidenskabens landvindinger i de sidste 40 år har bragt os hen med hensyn til viden om sammenhængen mellem det fysiske stof, vi er gjort af, og de tanker, vi gør os.

Det kommer til at fremstå som en nydelig lille rehabilitering af Descartes, især over for den portugisisk fødte, men i USA bosatte neurolog Antoni Damasio, der i 1995 netop skrev et værk med titlen Descartes’ fejltagelse.

Fejltagelsen går ifølge Damasio ud på, at det ikke er et enkelt sted i hjernen, at tanker produceres, men i hjernen som helhed. Især hævder Damasio, at det er følelser, passioner altså, som styrer rationaliteten og ikke omvendt. Det berømte eksempel er en mand, der fik en pæl gennem forhjernen, hvor centret for empati er lokaliseret. Manden overlevede, men ud over at han ikke længere var i stand til føle empati, mistede han også evnen til at vælge rationelt.

Ikke vide, ikke se, men tænke

Charolles forsvarer så Descartes ud fra filosofiens ståsted.

»Filosofien interesserer sig for det, man ikke ved, ikke kan se, men ikke desto mindre kan tænke.« Charolles påstand er, at neurologien tager fejl, når den tror, tænkning kan reduceres til ’hjerneaktivitet’. I al fald hvis man vil forstå, hvad der er den ganske særlige kvalitet ved tænkning.

Lige meget hvor meget man betragter scanninger af en hjerne, vil man netop på grund af neurologiens egen erfaring med hjernens plasticitet, være ude af stand til at aflæse indholdet af den aktivitet, man ser, og så konkludere på det.

Det svarer ifølge Charolles til at tro, at man erfarer noget om indholdet, hvis man udelukkende ser på formen af Homers Odysseus og Joyces Ulysses. Umiddelbart består de af næsten af det samme, lige mange sider, lige mange bogstaver ovenikøbet er titlerne nærmest ens. Men for at fatte forskellen er der ingen vej uden om at læse dem, og det er noget ganske andet end blot at se på dem. Det er en kvalitativt anden form for adgang.

Det betyder ikke, at denne aktivet er uafhængig af hjernen, men blot at den ikke kan reduceres til neurologi, hvis man vil have adgang til den. At tro, at neurologien kan erstatte filosofien, er derfor Damasios filosofiske fejltagelse, hævder Charolles.

Måske skyldes det netop det, som Damasio selv overser i sin egen forklaring, og som han ellers har sat som præmis: At også han i sin videnskabelighed allermest er styret af passioner?

Nye lidenskaber

Derfor tillader Charolles sig i sit lille manifest atter – ganske som Descartes – at tage udgangspunkt i vore lidenskaber. Hvad er det, der driver os, både vore tanker og handlinger, i vore dage? Hun konstaterer, at der faktisk er lidenskaber, som ikke bebyrder os nær så meget som på Descartes tid. Både kærlighed og seksualitet er i vor kulturkreds sat fri, mens både religiøsitet, ære, nationalisme og ydmyghed måske også er på vej væk. Til gengæld har andre lidenskaber føjet sig til: forbrug, langt ud over behov, arbejdslidenskab og en veritabel dyrkelse af finansverdenen, nærmest som af en ny Gud.

Det arbejde, der står tilbage, er ikke at sidde bag skærmen og kikke på neuroner, som jubler, selv om det har sit eget værd, når vi for eksempel ønsker at hjælpe syge mennesker. Det er, ganske som på Descartes tid, at ændre vore egne hjerner og prioritere vore passioner og at det kun kan ske med tankevirksomhed.

»Måske skulle vi snarere indrette vor opførsel med eksempel i seksualitet og kærlighed, end efter de måder, vi gør brug af inden for arbejde og forbrug?«

»Tout un programme« – et helt program, som man siger det på fransk. Måske værd at tænke over, for en rehabilitering af selve filosofien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu