Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ukraine genbesøgt af eminent historiker

Ukraines svaghed skyldes frem for alt, at landets barbariske historie har presset enhver følelse af identitet ud af ukrainernes flertal. Men russisk aggression har bidraget til ukrainsk solidaritet og identitetsudvikling
Moderne Tider
23. januar 2016

Det er katastrofalt, at krigen i Syrien på grund af flygtningestrømmen til Europa har skubbet en af de farligste konflikter efter den kolde krig i glemmebogen: krigen om Ukraine. Men netop på grund af den udbredte fortrængning af Ukraine er det skønt, at den prisbelønnede historieprofessor Serhii Plokhy i sidste måned udgav et solidt værk om Ukraine, hvor han er opvokset og uddannet.

Udbredt uvidenhed om Ukraines historie er en del af miseren, mener Plokhy. Den russiske journalist Peter Pomerantsev skriver om hans bog:

»Nu er der ikke flere undskyldninger for uvidenhed.«

Det har han ganske ret i, for Plokhy tager os med ad den over 1.000 år lange ukrainske histories sømme. Han gør det med videnskabelig dybde og er samtidig en forrygende god fortæller.

Bogens hovedfortælling er om et folk, der har søgt efter sin identitet i århundreder og stadig søger. Identitetsjagten beskrives blandt andet gennem fortællinger om de store figurer i ukrainsk historie: Prins Jaroslav den Vise af Kijev, hvis datter blev dronning af Frankrig; kosaklederen Ivan Mazepa, som poeterne Byron og Pusjkin udødeliggjorde; sovjetlederne Nikita Khrusjtjov og Leonid Bresjnev, der stammede fra Ukraine – samt de primært unge helte på Majdan Pladsen i Kijev i 2013 og 14.

Plokhy fremhæver det ganske særlige ved det seneste Majdan-oprør, at det var et hidtil uset eksempel på massemobilisering foranlediget af udenrigspolitik: Den tidligere præsident Viktor Janukovitjs kovending væk fra en samarbejdsaftale med EU, som demonstranterne ønskede frem for samarbejde eller rettere underordning af Rusland. Den Orange Revolution i 2004 havde handlet om intern valgsvindel.

Historien gentager sig

Ifølge Plokhy er Ukraine krisen et tragisk eksempel på, at historien kan gentage sig, in casu med Ukraine igen i centrum for en konflikt af globale proportioner. Bogens titel, The Gates of Europe, henviser til Ukraines placering i vejkrydset mellem øst og vest – en ikke særlig rar placering, ifølge Plokhys blodige historielektioner.

Ukraine har mange fordele frem for Rusland. Det har et varmere klima og er mere frugtbart. Det er objektivt set også en fordel, at det ikke søger verdensdominans som Rusland. Men det har været plaget mere af invasioner, herunder fra Rusland, har været delt og udsultet på den mest brutale vis, da Stalin med sin tvangskollektivisering foranstaltede en hungerkatastrofe med millioner af ofre for at knække ryggen på ukrainsk nationalisme.

Ukraine er i dag et svagt og plaget land, ifølge Plokhy ikke mindst fordi invasioner, hungersnød efterfulgt af masseudrensninger, massehenrettelser og skiftende regimers undertrykkelse har presset al fornemmelse af identitet ud af ukrainernes flertal.

Plokhy forklarer på eminent vis, hvorfor ukrainere har svært ved at beslutte sig for, hvem de er nu, og hvor de hører til.

Det var først i 1840’erne, at en national bevægelse opstod, og endnu længe før det blev til en uafhængighedsbevægelse. De mest radikale gik ind for autonomi inden for det russiske imperium, og russificeringen var konstant.

En ung nation

Det var først med Første Verdenskrig, at en uafhængig ukrainsk stat blev skabt i 1918-19, men den brød sammen under sovjetiske og polske invasioner. Plokhy blotlægger, at Polen og Rumænien, der i mellemkrigstiden herskede over det meste af det vestlige Ukraine, ikke behandlede ukrainerne bedre end russerne. Og ukrainsk medansvar for tragedierne beskriver historikeren gennem det engang store ukrainsk-jødiske mindretals skæbne. Jøderne endte med at blive slagtet af alle – tyskere, russere, ukrainere, rumænere og polakker.

Første linje i den ukrainske nationalhymne er ikke særlig optimistisk: »Endnu er Ukraine ikke fortabt«, inspireret af den polske nationalhymne. Ukraine er delvist glemt, men endnu ikke fortabt, for Ruslands annektering af Krim og krigsmageri i det østlige Ukraine har faktisk fremmet ukrainsk identitet.

»Det åbne sår ved at tabe territorium har været et magtfuldt instrument til at skabe national solidaritet og fremme en stærk national identitet,« Historien bag kan ingen fortælle bedre end Serhii Plokhy.

Serhii Plokhy
The Gates of Europe
395 sider. 20,99 dollar
Basic Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rusland søger verdensdominans? Det skal man vist være ukrainsk historiker for at hævde.

Niels Duus Nielsen

Hvis Ukraine er hele verden, kan han måske have en pointe, for så vidt russerne gerne vil have sikkerhedspolitisk hånd i hanke med deres nærområder, og derfor er stærkt bekymrede over NATOs stadig mere verdensomspændende system af militærbaser. Finland forstår og anerkender russernes bekymring, og holder derfor sikkerhedspolitisk lav profil.

Men hvis lille Danmark lover at lade russiske skibe sejle frit gennem sund og bælt, tror jeg ikke at vi her i landet behøver at føle os truede.