Læsetid: 3 min.

And i flere generationer

Der er stadig smukt som et stjerneskud på Restaurant Vita i Store Kongensgade. Officerer så vi ingen af, men til gengæld tegnede der sig et anstrøg af noget litterært
Der er stadig smukt som et stjerneskud på Restaurant Vita i Store Kongensgade. Officerer så vi ingen af, men til gengæld tegnede der sig et anstrøg af noget litterært

Rasmus Fly Filbert

27. februar 2016

Når vi i min ungdom var på nattesjov, pubcrawling, dødsruten – kært barn mange navne – skete det typisk ved tretiden om natten, at et eller andet lyst hoved udbrød: »Skal vi ikke gå på Vita og spise and?« Det vakte altid jubel og almindelig tilslutning. Vita var en restaurant, hvor det sagdes, at officersforeningen holdt til, og stil havde det med stivede, hvide duge og opretstående tøjservietter.

Så i efteråret genopdagede jeg Vita, som stadig har and på menukortet. Det skulle vi selvfølgelig have, da jeg var der med et par gamle drenge. Dugene var stadig hvide og stivede. Intet syntes forandret.

Ved et af de bagerste borde sad en ung, velklædt herre og spiste med kniv og gaffel i ensom majestæt. Det viste sig at være tidens digteriske enfant-mere-og-mere-terrible Yahya Hassan. To bodyguards vogtede over ham fra baren. Glemte helt at se, om han spiste et andet af stedets slagnumre, stegt flæsk med persillesovs.

Man ville ikke have løftet et bryn, hvis overlærer Andersen fra Matador havde siddet ved et af de andre borde. At komme ind på Vita er nemlig som at falde ned i en tidslomme, som et provinshotels restaurant i 1950’erne.

Whiskysmagningen

Det var efterhånden længe siden, jeg havde spist frokost med Jan Sonnergaard, som senest har skrevet romanen Frysende våde vejbaner. Han var med på, at vi mødtes på Vita. Jeg har kendt ham, siden han for snart 20 år siden debuterede med en novellesamling om mennesker i Københavns Nordvest-kvarter. At en ung forfatter interesserede sig for samfundets udsatte eksistenser, måtte påkalde sig Informations interesse, og som daværende kulturredaktør blev det pålagt mig at tage kontakt med ham for at høre, om han ville skrive i vores avis. Det ville han gerne.

Da jeg spurgte, hvad han kunne tænke sig at skrive om i sin første artikel, faldt svaret prompte: en whiskysmagning.

Det svar kunne jeg ikke stå for, selv om det nok ikke lige var, hvad avisens socialfundamentalister havde forestillet sig, men med hjælp fra vinredaktøren blev det arrangeret. Siden har han skrevet adskillige artikler og bøger, hvori den højere gastronomi har spillet en fremtrædende rolle, ligesom de røber et indgående kendskab til diverse cognac- og champagnemærker i den dyre ende af skalaen. Han er altid meget grundig med sin research, og som led i den har han boet i adskillige storbyer i længere perioder. Next stop: Beograd.

Pålæg på spidsen

Vi har sat os ved et vinduesbord, og nu præsenterer servitricen os for spisekortet. Som noget relativt nyt er Vita begyndt at satse på frokostgæster.

Jeg vælger en ret, som er endnu mere sjælden end and: et stjerneskud, idet jeg erindrer mig dengang, den var det hotteste hotte. Ikke særskilt gastronomisk, men den er Jan også med på. Passer til atmosfæren her. Karrysild, æg og rejer, lun fiskefilet med hjemmerørt remoulade, roastbeef, ribbenssteg, lidt ost. I tidernes morgen blev det serveret på stjerneformet brød med en slags pålæg på hver stjernespids. Jeg får en Classic fadøl, han en Brooklyn lagerøl, snaps til sild og ost.

Alt sammen lige så smukt som det stjerneskud, Brødrene Olsen har besunget i deres grandprix-melodi.

Af en eller anden grund, som jeg har glemt, kommer vi til at snakke om gebisser, som ældre folk i gamle dage tog ud af munden og lagde i et vandglas om natten. Derpå snakkede vi om penge. Det gør forfattere næsten altid. Så fortæller jeg om dengang, vi spiste and om natten.

Det kan Jan relatere til. »Jeg boede i begyndelsen af 1990’erne i Berlin, og når jeg var hjemme et par dage, endte jeg ofte med vennerne over andesteg på Vita,« fortæller han. »Der var ikke så mange steder, hvor køkkenet var åbent så sent. Rio Bravo og et par steder på Vesterbro.«

En vinduespudserinde er gået i gang med at shine vores vinduer op udefra. Vi betaler og forlader stedet. Udenfor møder vi litteraten Torben Brostrøm, der muntert fortæller, at han i sin ungdom såmænd også sad og smovsede and sammen med sine generationskammerater. Ringen var sluttet. Anderingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu