Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det, vi kan lide, når vi gør det, er det, der er mest under pres

Vi arbejder dagen lang, og når vi ikke er på arbejde, har vi alligevel arbejdet med os. Britiske Joanna Biggs har skrevet en bog om, hvordan arbejdet opleves, hvordan vi taler om det, og hvad det gør ved os
Moderne Tider
6. februar 2016

Vi taler meget om arbejde. Om for meget, for lidt eller intet arbejde. Om stress, dårligt arbejdsmiljø, håbløse chefer, men også om forfremmelser og ambitioner. Samtidig drømmer flere om helt at melde sig ud af arbejdsmarkedet og starte forfra.

Og hvis ikke om det, så om at overlade mest muligt af det arbejde, der begrænser vores frie udfoldelse, til robotter og teknologisk afvikling af manuelt arbejde. Alt sammen så vi kan få tid til det, der virkelig definerer os som mennesker.

Vi arbejder for at tjene penge, svarer de fleste instinktivt, når man spørger. Men det er »på arbejdspladsen, vi får venner, udøver magt, får tiden til at gå, forelsker os, giver tilbage, puster os op, keder os, leger, stikker folk i ryggen, tyranniserer og yder modstand«, påpeger den britiske forfatter Joanna Biggs i sin nye bog All day Long, »og som dagene går, ændrer arbejdet os ubemærket«.

Arbejde er ikke bare noget, vi gør af andre grunde, arbejdet er noget i sig selv. Det er med til at gøre os til dem, vi er. Det er derfor, den fælles utopi om ikke at arbejde ofte er en personlig dystopi. Alligevel taler vi forbavsende lidt om, hvad vi egentlig laver, når vi arbejder. Hvad dagene går med, hvilke opgaver vi løser, og hvad det betyder for os at møde på arbejde.

Det har Joanna Biggs skrevet en stille og menneskeklog bog om. Her er hverken store teorier eller tunge statistikker, men derimod 34 korte portrætter af almindelige englændere og deres arbejdsliv – advokaten, soldaten, direktøren, husmoren, hospitalsklovnen, quizforfatteren, hjemmehjælperen, forskeren, butiksassistenten mfl.

Listen er lang, og der er ikke nogen samlende fortælling i Biggs bog. Sådan må det være, for der er langt fra den unge godsejer i Suffolk, der tænker mest på at føre familiens navn videre, til den deprimerede call center-medarbejder, der beskriver sit arbejde som en fælde. Angst for alternativet affinder sidstnævnte sig med, at dagene går under en storskærm, der minder ansatte om acceptabelt sprogbrug. »Det ved jeg ikke« og »måske« er forbudt. »Skønt«, »perfekt» og »hvad kan jeg hjælpe med« giver kunderne en bedre oplevelse.

Hele dagen lang

All Day Long er ikke et samfundskritisk værk med samtidsdiagnoser og forslag til alternative organiserings- eller livsformer. Det er heller ikke en debatbog, der går i rette med en kapitalisme, der er trængt så langt ind i vores selvforståelse, at vi dårligt kan definere os uafhængigt af vores arbejde.

Biggs’ projekt er et andet. Hun udpeger hverken modstandere eller udveje, men hun lægger pen til nærmest novellelignende fortællinger om almindelige menneskers ambitioner og drømme. Konklusioner om nutidens arbejdsmarked må man selv trække ud af portrætterne.

En af dem kunne være, at de fleste af dem, Biggs taler med, faktisk er glade for at arbejde, drevet af faglig stolthed og en hjemløs ansvarsfølelse snarere end af økonomi. I hvert fald har de ikke fantasi til at forestille sig ikke at arbejde. En anden kunne være, at der, hvor folk henter størst tilfredsstillelse i arbejdslivet, er det, der er under stærkest pres i dag.

Hvis det er på arbejdet, vi folder os ud som faglige og sociale væsener, hvad betyder det så, at vi erstatter fastansættelser og sikkerhed med korttidskontrakter uden garanti for hverken timer eller forlængelse, men til gengæld med et krav om at stå til rådighed?

Måske er det et tegn i tiden, at det er i Biggs’ samtale med den prostituerede Ina, at den evige diskussion om adskillelse af arbejdsliv og privatliv løfter sig til en diskussion om, hvordan vi håndterer det ’følelsesarbejde’, der fylder mere og mere i en økonomi baseret på service frem for på manuelt arbejde:

»Servicearbejde er måske nok blevet omdrejningspunkt i vores økonomi, men de usynlige krav om servicearbejde og mulighederne for at beskytte os mod konsekvenserne af de krav, taler vi sjældent om. Vi kan lovgive om et sikrere arbejdsmiljø og kortere arbejdsdage, men hvordan organiserer arbejdstagere sig i forhold til følelsesarbejde?«

Portrættet af Ina sætter spørgsmålstegn ved en udvikling, hvor det stiltiende forventes, at du har hele din person med på arbejde og dit arbejde med hjem i privaten. Inas svar er enkelt: »Tag aldrig arbejdet med hjem … ellers bliver du tosset.«

Det fungerer for Ina. Hendes ønske er nu, at hendes job bliver anerkendt på linje med alle andre. Spørgsmålet er, om der med en sådan normalisering i tilgift til juridiske rettigheder og faglig organisering følger de samme flydende grænser mellem arbejde og personlighed, som kendetegner resten af arbejdsmarkedet?

All Day Long handler om englændernes arbejdsliv, men jeg tror ikke, vi ville tale anderledes om arbejde, liv, identitet, penge og belønning i Danmark. Ikke desto mindre ville jeg virkelig gerne læse en dansk pendant til Biggs’ bog. Som hun skriver: »Vi kan elske vores arbejde, hade det, finde mening eller ingen mening i det, men det er det, vi gør dag ud ud dag ind, og det former os.«

Joanna Biggs
All Day Long
A Portrait of Britain at Work
304 sider. 14 pund
Serpent’s Tail

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her