En afskedshvisken fra en retfærdig justitsminister

Blot fem dage efter den franske justitsminister Christiane Taubira forlod sin post i protest mod regeringens politik, kunne man finde en lille pamflet i boghandlerne, hvor hun i et højstemt sprog forklarer sine bevæggrunde
5. marts 2016

Den franske justitsminister Christiane Taubira forlod sin post i starten af februar. Hun kunne ikke længere, forklarede hun, være justitsminister i en regering, der overvejede at fratage terroristdømte med dobbeltnationalitet deres franske statsborgerskab.

Hun havde til det sidste kæmpet mod det forslag, præsident Hollande til manges overraskelse fremkom med ved en tale i Versailles kort efter terrorangrebene i november. Hollandes mening var at samle både højre og venstrefløjen med fælles antiterrortiltag, resultatet har været at skubbe en stor del af venstrefløjen fra sig, ikke mindst sin egen justitsminister.

Taubira havde tænkt sig godt om inden hun sagde op, og det er nogle af hendes tanker, man nu kan læse i en lille pamflet Murmures à la jeunesse – hvisken til ungdommen.

Hun kunne næppe været blevet siddende som minister, med de formuleringer hun vover her: »Lad os turde sige det,« fastholder hun: »Et land bør være i stand til at tage sig af sine landsmænd. Hvordan ville verden se ud, hvis hvert eneste land smed de af sine landsmænd ud, som de fandt uønskede? Skal vi forestille os en slags skraldespandsområde, hvor man så kunne samle dem? Hvad er det, der indrømmes, når et land hverken har midler, kræfter eller overbevisningskraft over for sine borgere? Hvad er det for en afmagt, virkelig eller formodet, en nation hermed udviser?«

Et blomstrende sprog

Christiane Taubira har været en stormomsust minister, både hadet og elsket. Allermest stormfuldt var det, da hun gennemførte loven om ’ægteskab for alle’, der gjorde det muligt for homoseksuelle at gifte sig på linje med heteroseksuelle. Millionvis gik på gaden i protest, og Taubira, der er sort, blev tegnet som abe på forsiden af Charlie Hebdo.

Men det er så den anden siden også grunden til hendes popularitet. Da hun gik af, og det samtidig var Valentines dag, dedikerede damebladet Grazia et helt nummer til hende med beskrivelser af alle de måder, mennesker kan elske hinanden på, og en dybfølt tak.

Taubira er så også kendt for sine strålende talegaver ofte med et rigt ornament af superlativer og filosofiske og litterære citater, som alle i det franske parlament kender til. I det lille nye skrift holder hun sig heller ikke tilbage for en patos, der aldrig har skræmt hende, samtidig med at hendes politiske klogskab ikke fornægter sig.

Bogen indledes med en lang analyse af, hvordan den ny fanatisme nu giver sig udtryk som religiøs fanatisme, og der ifølge Taubira ikke er nogen lette forklaringer. Til gengæld nægter hun at slutte sig til dem, der – med slet skjult henvisning til premierminister Valls – mener, at det at forklare, er det samme som at udvise forståelse.

»Man er nødt til at forstå for at kunne forudse, hvad der kan ske, og for at give verden mening. Tanketyranner må ikke lamme vor egen ånd,« skriver hun i sit højstemte sprog.

»For ellers er det med et svigt, vi lader nye frustrationer forbinde sig sig med makaber ophidselse, og vi har selv gødet jorden for nye passioner (...) Lad os i Descartes hjemland kalde fornuften til hjælp, cogito ergo sum. Hver og en er ansvarlig for sine handlinger og må stå til ansvar. Men derfor må vi ikke give afkald på at dissekere de mekanismer, der fører til sekterisme, eller at afdække de utilfredsheder, den benytter sig af.«

Udfyld opgaven – eller svigt

For Taubira er der ingen fornuft i symbolpolitik. Udover at stille spørgsmål til, hvor man overhovedet forestiller sig at sende de nationsløse hen, forklarer hun også, hvordan det ingen virkning vil have. Er man virkelig terrordømt, skal man først sone sin straf i årevis. Terrordømte er der så også uendelig få af. For Taubira er det en lov, som i stedet for at hjælpe på frustrationer netop vil skabe flere ved at gøre en stor gruppe mennesker til andenrangsborgere.

Taubira er gået af som minister, men hun gør det ikke ved at kaste sine gamle chefer præsident Hollande og premierminister Vals i grams. Hele sidste kapitel er en hyldest til, hvordan Hollande klarede de svære dage omkring attentaterne, med så meget ros, at han må sidde og rødme på Elyséepalæet.

Men vigtigst for Taubira er så alligevel en sætning far den politiske teoretiker Frantz Fanon, som kom fra de samme oversøiske kolonier som hun selv: »Hver generation må i forholdsvis ugennemsigtighed opdage sin egen opgave, og så udfylde den eller svigte den”.

Det er det råd, Christiane Taubira hvisker videre til de unge, efter hun har taget sit gode tøj og er gået sin vej.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Murmures à la jeunesse

Christiane Taubira

95 sider. 7 euro

Èditions Phlippe Rey

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg kan desværre ikke læse det hele - men det lyder som præcis den stemme, venstrefløjen må finde, Den Ræsonnable. Og her lærte jeg noget, som er mærkeligt: hvorfor i alverden er der dog to n'er i "ræsonnabel"? Åbenbart pga. den franske oprindelse, hvor det dog også er mystisk - for suffixet hedder da blot '-abel/able"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

Steffen Gliese:

Du skal da ikke gå glip af slutafsnittet:
"Men vigtigst for Taubira er så alligevel en sætning far den politiske teoretiker Frantz Fanon, som kom fra de samme oversøiske kolonier som hun selv: »Hver generation må i forholdsvis ugennemsigtighed opdage sin egen opgave, og så udfylde den eller svigte den”.

Smukt sagt!

anbefalede denne kommentar