Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er blevet cool at være handicappet

Da Sarah røg ud, opdagede jeg, at selv noget så håbløst som X Factor faktisk kan gøre en forskel
Da Sarah røg ud, opdagede jeg, at selv noget så håbløst som X Factor faktisk kan gøre en forskel

Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
12. marts 2016

Mine damer og herrer, »det er blevet cool at være handicappet«. Det siger Thomas Blachman fandme i mit tv.

Og så begynder jeg selvfølgelig at se X Factor, og jeg hepper på Sarah Glerup, ikke bare fordi jeg selv er handicappet, eller fordi jeg synes, at det ville være stærkt, hvis hun kunne inspirere til en slags nyt håb både for personer med og uden respiratorer. 

Jeg hepper på hende, fordi hun får ting i verden til at betyde noget på en ny måde. Eller måske bare betyde noget overhovedet.

Som ved at pege på gensidig afhængighed mellem menneske og maskine eller menneske og menneske ved at synge »vi to er smeltet sammen/vi kan ikke skilles ad«, mens hun sidder i sin kørestol, hvilket tvinger mig til lige præcis at skrive den sætning, som om der skulle findes en Sarah uden kørestolen, den samme kørestol, der pludseligt udfordrer, hvad det vil sige, når man som kørestolsbruger bliver fortalt, at »nu må du gerne lige gå herover«.

Og det mener jeg ikke som en joke, der har noget at gøre med, at det skulle være ironisk; jeg mener, at min opfattelse af, hvad det vil sige at kunne gå, lige er blevet sprængt i stykker. Festfyrværkeri.

Hvis bare du kan fortælle om det

Og selvfølgelig ryger Sarah så ud til The Competition – to almindelige, sikkert søde, drenge fra Sindal, der selvfølgelig ryger ud ugen efter, klar til at overtage verden, og verden det kan sagtens være Bilka i Hjørring. Og alligevel er det altid den handicappede, der skal høre på, at folk kun stemmer på os i livet på grund af medlidenhed.

Alligevel er det den handicappede, der skal stå på en scene og blive rost for at være »noget, vi ikke har set før«, at være stærk, og at personen har fået lov til at stråle, og så skal man ellers bare være glad for det.

Det er en voldsom pointe at illustrere ved at investere sin egen krop på live-tv i bedste sendetid. En, der fortjener oprigtig respekt. Men det er også en vigtig pointe: at det kan være blevet nok så cool at være handicappet, men at det fandme er afgørende, hvem der får lov at definere, hvad coolness så er for noget.

For mere end at det er blevet cool at være handicappet, eller eksjunkie eller rastløs ung mand, så er det blevet cool at have en historie at fortælle. Du må gerne være handicappet, så længe du kan synge, eller bruge det til kunst. Det er den umulige opgave ved, at prisen for taletid er at indtræde i X Factor-maskineriet.

Et maskineri, der – ligesom kapitalismen i øvrigt – bare hamrer derudaf, også selv om vi gang på gang har set, at det hele bare er visuals og lort og knuste drømme. Det er ligegyldigt, for det er historierne, der tæller.

Hvis Remee bare siger nok gange, at det er det mest spraglede og talentfulde felt nogensinde, jamen så er det pisseligemeget, om det er rigtigt. Det synes jeg faktisk er sweet ved årets X Factor, at det også bare handler om nogle mennesker, som jeg vildt gerne vil heppe på i livet generelt.

Kram – så længe du har arme

Men hvad fanden betyder det egentlig, at Clifford og Hein skal passe på ikke at blive supernormale. Jamen det betyder, at måske er der ved at ske en positiv mangfoldig udvikling i X Factor-land, eller også betyder det, at vi er meget tæt på at fetichere og exoticere det handicappede og unormale, som om det at have en anderledes skæbne ikke først og fremmest kommer med en meget høj pris.

Især når vi ikke skal længere end fra show 1 til show 2, før en kommentator siger, at nu må vi håbe, der ikke er nogen fejl i aften, og i hvert fald, at dem der fejler, som Jakob, ikke også indrømmer det. For alle skal vende deres svagheder til styrker, for så er fejl bare noget, der er en del af livet, som om det skulle få fejlen til at gøre mindre ondt.

Eller vent. Det skulle det jo. Men det er, fordi det, at fejl bare er en del af livet, er en sandhed, som ikke rigtig findes, fordi den konstant bliver begravet i photoshop og laserkanoner og underlige slowmotioneffekter (hvad fuck sker der seriøst med den slowmotioneffekt).

Måske er det til gengæld sandt, at der er håb for de håbløse (mindfuck) i årets X Factor. Det er den følelse, jeg sidder tilbage med efter, at Sarah er røget ud. At selv noget så håbløst som X Factor faktisk kan komme til at gøre en forskel. No thanks til mediemaskinen.

Og nu håber jeg så, at Embrace vinder – en gruppe, der i sig selv inkarnerer den følelsesporno, som er det virkelige show: at alle konstant skal kramme. Kram, kram, kram – også selv om du i morgen har savet dine arme af for at være med på den nye cool mode.

X Factor, DR1 fredag kl. 20 
Hjemme i din egen stue

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg tænkte lige, da jeg klikkede på denne artikel: haha, svaret på, at Information ikke fik den store feature med Sarah Glerup.
Men det er jo Information, og Caspar Erics refleksioner og spejlinger er lige det, vi har brug for til at fange betydningerne i denne udvikling i X Faktor, der vel reelt nu er blevet det mest subversive program, dansk fjernsyn har kendt, ikke fordi en pige med et handicap kan komme til tops, men fordi folk nu i kraft af et privat talent kan skabe fokus om problemer i samfundet på en måde, som der ikke tidligere har været adgang til.