Læsetid: 5 min.

Filosofien, nazikortet og Sankt Corydon

Den italienske filosof Giorgio Agamben er hovedperson i et temanummer af det idehistoriske tidsskrift Slagmark. Den radikale iagttager af den moderne stat og især dens bagsider bliver læst grundigt og kyndigt, så filosoffen bliver foldet ud i fuld figur
5. marts 2016

Giorgio Agamben er aktuel. Jeg mener: virkelig ak-tuel. Han er den filosof der er optaget af, hvordan vi er havnet, hvor vi er. Flygtninge som kastebolde mellem europæiske stater uden medfølelse; udsigtsløse reformer af velfærdsstaten, der skal gøre livet bedre, hurtigere og sikrere.

Og ’havnet’ er lige præcis, hvad han mener. Når man læser Agamben, er det som at være endt som deltager i et folkemord uden at have villet det. Vi er drevet rundt i manegen af politiske grundbegreber, som vi ikke forstår.

Den italienske filosof har i mange år haft et storstilet projekt, der handler om at opspore de filosofiske rødder til aktuelle magtformer. Projektet blev for mere end 20 år siden skudt i gang med hovedværket Homo Sacer Den suveræne magt og det nøgne liv.

Kronen på den moderne udvikling skulle have været den borgerlige retsstat med dens garanterede friheder, i stedet – eller snarere skjult inden i – fik vi en biopolitisk stat, der med overlegen mine sondrer mellem værdigt og uværdigt liv, enten ved skranken på jobcenteret eller ved grænserne til udlandet.

Det idéhistoriske tidsskrift Slagmark har gjort et temanummer ud af Giorgio Agamben. Det er et flot arbejde, der breder Agamben ud. Her får vi lov at se filosoffen i fuld figur. Faktisk er der med lidt god vilje tale om to temanumre.

I debatsektionen diskuterer et helt panel Søren Maus Hæv stemmen!, der udkom i anledning af at vi nok en gang skulle til urnerne den 18. juni sidste år. Ud fra spørgsmålet »Er det overhovedet demokratisk at stemme?« bliver særligt parlamentarisme vendt og drejet. Det er en velfungerende debatsektion. Udgangspunktet er den lokale andedam, men der er internationalt udsyn og et vist slægtskab med temastorebror Agamben.

Bør anskues udefra

Agamben er blevet kendt for vidtgående påstande. Han er en original filosof, men med store gældsposter. Derfor er det interessant, hvad Agamben gør. Hvad er det for en teknik, der skaber så omfattende en klaustrofobi hos læseren?

I Slagmark kommer en række danske forskere med bud på, hvordan vi bedst betjener os af Agamben – og der er nyoversatte tekster af Agamben til feinschmeckerne. Særligt »Elementer til en teori om den destituerende magt« er interessant i sit utopiske forsøg på at tænke en modmagt til den moderne suveræne stats vældige foretagsomhed og nysgerrighed på borgernes liv.

At spørge til, hvad Agamben gør, når han skriver, kræver, at man anskuer ham udefra. Det er der ingen af forfatterne, der for alvor gennemfører. Man fornemmer den gode vilje, men alle er samtidig dybt nedsænkede i en diskussion med Agamben, som sad han lige på den anden side af bordet: »Giorgio, du siger, at Marx’ filosofi er udtryk for biomagt, men det synes jeg nu ikke er helt rigtigt.«

Kvaliteten af artiklerne er høj, men tonen indforstået: Hvad forvansker Agamben hos Aristoteles for at få sit eget begreb om biomagt til at få så lang en historie som muligt, spørger Nicolai von Eggers. Hvordan placerer Agamben sig i forhold til Marx og ideen om en politisk bevægelse, der ikke vil ekskludere nogen og derfor næsten ikke er en bevægelse, spørger Mikkel Bolt. Overanstrenger Agamben ikke begrebet ’borgerkrig’ urimeligt meget, spørger Mikkel Flohr.

Tættest på Agambens gøren kommer Mathias Hein Jessen i sin artikel »Forvaltningen af det bestående – Guvernementalitet, regering og økonomi hos Giorgio Agamben«. Jessen bemærker i forlængelse af Foucault og Agamben, at stater grundlæggende er interesserede i deres egen overlevelse. I gamle dage tog det form af rivalisering mellem fyrster, i dag drejer det sig om økonomisk konkurrence.

Det afgørende for en moderne stat er at holde sig i god økonomisk form. Det er derfor, vi lever i – og aldrig igen vil forlade – en permanent reformtilstand. Arbejdstid, uddannelser, skat, integration, fødevarekontrol. Alt er i evig bevægelse.

Tænk nu, hvis nogen så sagde: Alle disse aktuelle tiltag forstår vi bedst ved at se på kirkefædrene fra andet til femte århundrede! Det er faktisk, hvad Agamben insisterer på. Aktuelle konflikter har en lang og nærmest mytologisk dyb historie hos Agamben.

Tag nu Bjarne Corydon, den tidligere socialdemo- kratiske finansminister, der for ikke så længe siden skiftede Folketinget ud med en toppost hos konsu- lentbranchens flagskib McKinsey. Om sit skifte bemærkede han selv, at det »er en stilling med store muligheder for at gøre en forskel på et felt, som jeg brænder for. Det vil sige, hvordan får vi mest ud af vores menneskelige ressourcer, og hvordan får vi mest kvalitet for de penge, vi investerer i den offentlige sektor«.

Historiens labyrinter

Ifølge Agamben skal vi tilbage til oldkirkens diskussioner om engle og treenighedens væsen for fuldt ud at begribe overvejelser som Corydons. I en særdeles lang historie skal det blive tydeligt, hvordan Sankt Corydon forener administration og effektivisering med lovprisning.

For den moderne engel eksisterer der en hellig pligt i den bevidstløse effektivisering af statens greb om egne borgere – uafhængigt af ansættelsen i staten eller det private hinsides. »Selve hans væren går uophørligt op i handlingens effektivitet,« som det hedder hos Jessen.

Agambens analyseform er subtil med alle denshistoriske labyrinter. Og virkelig grovkornet. Mens vi nok forstår noget nyt og dystert om staters prekære forhold til deres egne befolkninger, bliver vi til gengæld ude af stand til at forstå tusind ting, som befolkninger får ud af moderne stater. Englen Corydons forståelse af sig selv som befolkningens beskytter og effektiviseringsekspert hos McKinsey bliver let redu-ceret til ren ideologi.

Gevinsten ved Agamben er uløseligt forbundet med hans radikalitet. Efter en tur i Agambens idéhistorie sidder man tilbage med en skarpt optrukken problematik. Ingen grå katte her. Det leverer en vældig forklaringskraft til filosoffens egne yndlingsbegreber såsom suverænitet, borgerkrig og biomagt – og ødelægger forklaringskraften i noget nær alle andre politiske grundbegreber.

De er alle misforståede af den samtidige politiske filosofi. Slagmarks skribenter placerer sig viseligt her: med en tro på værdien af Agambens tilgang og en bekymring for ensidighed og dramatiseringer.

Nazikortets filosofi

Agamben er konsekvent optaget af bagsiden af medaljen. Interessen for befolkningens kvalitet, dens levetid, uddannelsesniveau og produktivitet kan lyde dystert og som den totale forvaltning af livet, men er ret beset også grundlaget for uddannelse, dagpenge og rent vand i hanerne. Hos Agamben bliver resultatet en nærmest hysterisk analyse, der gør staten eksterminatorisk i sit væsen.

Det er derfor, Agamben ofte kan foretage sit yndlingsspring, der tekstligt sådan cirka begynder med: »Også nazismen ...« Herefter følger den totale demaskering af et aktuelt fænomen, der viser sig blot atvære en svækket udgave af den totale sikkerhedsstatsforsøg på at forme eller rense ud i sin egen befolkning. Det giver en mærkeligt besnærende kombination af firkantet dramatik, når det gælder diagnosen afvestlige samfund, og uendeligt vage og disede formuleringer, når det handler om at antyde et alternativ.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu