Læsetid: 5 min.

En historie, der begyndte med atombomben

Ved tankstationen begynder de individuelle konsumenter så småt at tænke over, at benzinforbruget tærer på naturens ressourcer, som det har taget millioner af år at ’producere’. Men hvordan skabe overindividuelle og internationale politiske løsninger, så den antropocæne tidsalder ikke bliver menneskehedens sidste?
5. marts 2016

Smag lidt på ordet emission – den internationale betegnelse for udstødning og udslip. Fjern så e’et og betænk om det mon er blevet menneskehedens ikke intenderede og kontraproduktive ’mission’ at ødelægge livsgrundlaget ikke bare for sig selv, men også at bringe hele økosystemet ud af balance?

Klodens syv milliarder mennesker synes at have nået et nyt tipping point her ved begyndelsen af det 21. århundrede med accelererende temperaturstigninger, ukontrollable og eksponentielt stigende CO2-udledninger, et eskalerende globalt energiforbrug, oversvømmelser, ekstreme storme og hidtil usete vejrfænomener, grundvandsforurening og faretruende mikroplastikophobninger i verdenshavene. I den internationale forskning tales der meget passende om Big Acceleration.

Det var den hollandske atmosfærekemiker Paul J. Crutzen, der i år 2000 foreslog, at vi skulle begynde at anvende udtrykket den antropocæne tidsalder til at beskrive menneskets massive aftryk på kloden – såvel geologisk som økologisk.

Mennesket, der ellers primært har set på naturen som et uendeligt ressourcekammer, tvinges efterhånden til at besinde sig på effekterne produktions- og hverdagslivet. Gigantiske moralske, politiske og praktiske spørgsmål trænger sig på. Hvordan tage ansvar for og implementere intelligente selvbegrænsninger i en splittet og ulige verden styret af en vækstorienteret, økonomisk-autistisk konkurrencetankegang?

Selvbesindelse og vidensspredning

Samtidig med den økologiske skævvridning af planeten vokser vidensproduktionen om uføret som reddende modlogik. Midt i denne uafgørlige dialektik skal vi med andre ord afgøre, hvad det vil sige at være menneske i verden. Hvordan få vidensinfrastrukturen og de avancerede menneskelige netværksdannelser til at agere på det niveau, der er påkrævet?

Den Tyske Bundestag tog i 2014-1015 initiativ til en intensiv kortlægning af alle disse anmassende fænomener og en drøftelse af de samfundsmæssige og politiske spørgsmål i disses kølvand. Et af resultaterne foreligger nu i form af en fremragende bog med 16 meget forskelligartede internationale bidrag: Das Anthropozän. Zum Stand der Dinge med afsæt i filosofi, videnskabshistorie, geologi, biologi, systemteori, politologi, jura, kulturhistorie, kunst og konkret politisk handlen.

Spørgsmålet om det antropocæne stilles ikke længere kun bag lukkede døre i de geologiske og atmosfærekemiske laboratorier, men har spredt sig som en syntetiserende semantisk virus, der herhjemme måske kan kandidere til at blive årets (tillægs)ord i 2016: antropocæn.

Filosoffen Peter Sloterdijk gør sig tanker om atmosfæremanagement på Raumschiff Erde, der i al for lang tid har sejlet af sted igennem universet med høj, ignorant cigarføring. Men der er ingen nødudgang, og hverken religion eller forestillinger om en førindustriel harmoni byder sig til som realistiske selvkorrektionsmuligheder i det moderne.

Sloterdijk advokerer for en metabiologisk livskunst og for et mentalitetshistorisk paradigmeskifte, der kan sikre både de humane og de ikke-humane aktørers overlevelse. Ko-Immunität hedder det med en sloterdijks neologisme, der betyder noget i retning af en fælles beskyttelse, der immuniserer alle skabninger mod fortvivlende ødelæggelser og apokalyptiske trusler.

Teknik- og videnskabshistoriker Benjamin Steininger skildrer, hvordan den kemiske industri og ikke mindst kulkemien blev den antropocæne tidsalders mulighedsbetingelse.

I 1920’erne arbejdede tyske IG Farben og amerikanske Standard Oil meget tæt sammen i forsøget på at raffinere kul og råolie gennem forædlings- og katalyseringsprocesser. Steininger skriver, at raffinaderierne må forstås som det moderne samfunds hjertekammer, der formår at transformere og pumpe millionår gamle akkumulerede fossiler ud på energimarkederne.

Pipelinen er den direkte forbindelse mellem jordens historie, der i meget langt tid (milliarder af år) ikke ’kendte til’ menneskets eksistens, og menneskets hverdag som energiforbruger. Via minedrift og olieboringer har mennesket ikke bare perforeret planeten og sat enorme geohistoriske fodaftryk på overfladen; men den efterfølgende forurening har også sat sig umisforståelige spor i ismassiverne ved polerne og ændret på den atmosfæriske sammensætning af den luft, vi indånder.

Når den geologiske tid bliver til mennesketid, tydeliggøres grundlaget for, at det er mennesket, der gestalter planetens aktuelle tilstand. Hvad vi end måtte vælge at gøre, vil effekterne af vores hidtidige praksis sætte præg på verdens forfatning i hundredetusinder af år fremover.

Hvornår blev verden antropocæn?

I et knastørt og hyperinformativt bidrag af geologen Jan Zalasiewicz fra University of Leicester forfølges spørgsmålet: Hvornår trådte vi ind i den antropocæne tidsalder? Først tydeliggøres det, at begrebet præciserer, at menneskehistorie og jordhistorie ikke længere kan betragtes som adskilte størrelser. Men mennesket har jo i årtusinder dyrket jorden og udnyttet de foreliggende ressourcer, så hvordan dare ’den nye tids fødsel?

For 50.000 år siden blev de store pattedyr udryddet af jagende og sultne mennesker, og den såkaldte megafauna forsvandt. For ca. 5000 år siden kom den neolitiske revolution, og via avancerede vandingsanlæg blev det muligt at dyrke jorden, bosætte sig fast, domesticere husdyrene, danne de første byer og at opfinde skriftsproget i det sydlige Mesopotamien. Siden spredte disse teknikker sig til resten af kloden.

I 1784 opfandt James Watt dampmaskinen, og i samme periode brød den industrielle revolution igennem i England på et tidspunkt, hvor der kun levede ca. 1 milliard mennesker i verden. Fra 1945 og frem til iværksættelsen af et internationalt forbud i 1963 blev der foretaget 500 atombombesprængninger i det ydre rum, for ikke at tale om de to atombomber, der blev kastet over Japan i 1946.

I dag lever der mennesker i 25 megabyer med over 10 millioner indbyggere, og milliarder af mennesker kører rundt i privatbiler, når de da ikke holder i kø. Der skulle efter sigende være 1,5 milliarder køer i verden, og hver af dem producerer lige så meget drivhusgas som en middelklassebilmotor med 90.000 km på bagen. Dertil kommer, at der årligt slagtes og fanges 450 milliarder dyr og fisk, herunder 64 milliarder landdyr.

Midt i denne datastrøm opfordrer Zalasiewicz os til at definere det antropocænes startpunkt som det øjeblik, hvor Trinity A-bomben detoneres i Alamogordo i New Mexico, d.16.juli 1945 kl. 11:29:21 GMT. Nukleartiden har nemlig sat sig tydelige geologiske og radioaktive spor på planeten, og fra 1945 og frem eskalerer energiforbruget i verden, CO2-emissionen og spredningen af plastik, aluminium m.v. Men flere af bogens øvrige bidrag deler bestemt ikke denne dateringsløsning. Som læser tvinges man formeligt til selv at tænke.

Håb og handlinger

Videnskabs- og informationsteoretikeren Paul N. Edwards fra University of Michigan minder os om, at en bedre tilgang til viden faktisk nytter noget. I 1980’erne lykkedes det således aktørerne i det internationale samfund at bliver enige om at forbyde de skadelige kemikalier, der nedbrød ozonlaget, og siden 2005 har det stabiliseret sig, og i det kommende årtier regner forskerne med, at det vil bliver regenereret.

Væksten i verdensbefolkningen, der er en af hovedårsagerne til presset på det globale miljø, er blevet standset. Fødselsraterne er faldet i takt med, at kvinderne er blevet bedret uddannet worldwide. Der er også flere mennesker i verden, der har fået adgang til rent vand, end der var for blot nogle få årtier siden.

Men spørgsmålet, der står tilbage efter endt læsning af Das Anthropozän, er, om det vil lykkes menneskeheden (sikke en abstraktion, der her gled mig i fingrene...) og ikke mindst handlekraftige og visionære internationale aktører at enes om, hvordan den overvældende viden om verdens ubalancer ikke blot kan bidrage til at informere økonomiske interessenter og politiske beslutningstagere, men også tvinge dem til at ændre mentalitet og kurs, inden det måtte vise sig at være for sent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Ole Steensen
Benno Hansen og Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu