Hvordan gik det til, at elevernes selvstændige stillingtagen og selvstændige vurdering af sproglige og oplevelsesmæssige kvaliteter røg ud af de såkaldt forenklede Fælles Mål fra 2015, der beskriver »Læsning. Sproglig forståelse efter 9.-klasse«? Og hvorfor forekommer der slet ikke længere ord, der vedrører tænkning og kritisk stillingtagen endsige demokratisk dannelse og medborgerskab i beskrivelsen af de mål, som eleverne i folkeskolen skal honorere?
Hvad blev der af de virkningshistorisk rige begreber som viden, kundskaber, ansvar og personlig udvikling i Fælles Mål 2015? De forsvandt stort set alle sammen, og det samme skete for ordet forståelse. I den såkaldte Master, det vil sige Undervisningsministeriets skrivevejledning fra 2013 til arbejdsgruppen, der skulle udforme de forenklede mål, stod der ganske sigende:
Overvej nøje: »om termen forstå skal bruges, hvis der er andre muligheder, da det er vanskeligt at observere forståelse«. Kun det synlige og det målelige er tilsyneladende vigtigt for en stat, der kræver, at skolen skal leve op til sin accountability forpligtelse, der tilsiger den at levere ’varen’ i form af fremtidens præstationsorienterede og konkurrencedygtige arbejdskraft.
I stedet optræder der nu et hav af læringsmål til den læringsmålstyrede undervisning og krav om højnelsen af læringsudbyttet. Fagbeskrivelserne er blevet plastret til med hundredvis af obligatoriske mål. Læringsmålene gøres til grundlæggende kernestof, mål erstatter indhold. Da viden nærmest på forhånd er forældet, skal vi bare lære at lære og bestemt ikke kunne, vide eller undervises i noget bestemt.
Spændende som en krimi
En ubehagelig fornemmelse breder sig under læsningen af Keld Skovmands medrivende bog: Uden mål og med – forenklede Faglige Mål? Jeg fornemmer at være kommet til at leve i en samtid, hvor der sker en umærkelig, uhyggelig og vel nærmest nihilistisk nedsmeltning af fagene med et tilhørende substanstab, der næppe vil kunne undgå at få vidtrækkende kultur- og mentalitetshistoriske konsekvenser.
Skovmand leverer en grundig, kildetæt og veldokumenteret kritik af, hvordan Folkeskolen er blevet invaderet af et efterhånden uundslippeligt floskuløst nysprog og spændt for en mistrøstig politisk-ideologisk vogn. Skovmand er cand.phil. i religionsvidenskab, Post Graduate Cerificate i Religious Education, University of Warwick. Han er ansat som lektor ved UC Lillebælt i Odense, hvor han er tilknyttet Center for Anvendt Skoleforskning, og store dele af materialet i bogen indgår i den endnu ikke publicerede og forsvarede ph.d.-afhandling: Læreruddannelsens didaktik – i bund og grund.
Uddannelsessproget er blevet til et læringssprog, men som penneføreren præciserer, kan det at lære at lære ikke være et mål i sig selv, da det er intelligent viden og selvstændig tænkning, skolens undervisning må rette sig imod.
Prøv næste gang, du er sammen med en skoleelev at sige:
»Kom – nu skal du lære at lære!«
Eleven vil nok ret hurtigt spørge: »Hvad skal jeg lære?«
I den anden ende af uddannelsesspektret sker der det, at universitetetsstuderendes ’læring’ også skal ’læringsmålstyres’, som var de uselvstændige gæster på en ’læringsanstalt’.
Men der er ingen evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker, og der er ikke noget, der hedder goal steered teaching i den internationale pædagogiske forskning.
Som en selvudnævnt anklager i en (desværre) endnu ikke afholdt retssag, der ville kunne bidrage til at afdække den fatale ødelæggelse af dansk skole- og uddannelsespolitik, viser Skovmand forbilledligt, hvordan udvalgte oversættelsesfragmenter af evidensteoretikeren John Hattie og læringspsykologen Andreas Helmke skævvrides og forvanskes, så de kommer til at passe til den uddannelsesideologi, der forfølges og propageres af skiftende regeringer.
De toneangivende hjemlige uddannelsesforskere og -interessenter, der samtidig er med til at udtænke og støbe kuglerne for dansk uddannelsespolitik – Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Claus Holm, Niels Egelund og Andreas Rasch-Christensen – ønsker nemlig alle at legitimere ’den empiriske vending’ og via en ’diagnosticering af undervisningen’ at kunne bidrage til at retlede eleverne til at præstere netop det, som læringsmålene foreskriver, at de skal kunne.
I en lukket læringscirkel uden substans
»Konklusionen er klar: Læring er langt vigtigere end demokrati og medborgerskab,« skriver forfatteren. Det hele synes at foregå i en lukket og selvhenvisende cirkel, inden for hvilken det aldrig bliver defineret, hvad læring betyder, og hvor målopfyldelse i al abstrakthed bliver et mål i sig selv. Med Skovmands egne ord:
»Den samme kreds af forskere arbejder ikke selv empirisk med hverken mål i undervisningen eller læreplaner. De kan derfor ikke fremvise nogen forskning i effekten af mål og læreplaner. Hvilke effekter forskellige slags mål faktisk har på elevernes ’læringsudbytte’, ved vi tilsyneladende meget lidt om i Danmark.«
Ofte forlyder det, at vi skal lære af, hvad de har gjort i Ontario i Canada, hvis vi ønsker at forbedre det faglige niveau i folkeskolen; men Uden mål og med vitterliggør, at mens læreplanerne i Ontario giver lærerne et udstrakt frirum til at udfolde deres professionelle dømmekraft, og der er en klar sammenhæng mellem fagenes indhold og de didaktiske undervisningsovervejelser, er det i Danmark en central myndighed, der fastsætter tusindvis af mål, som lærerne skal bedømme, om eleverne lever op til, samtidig med, at indholdsforankringen af fagene er forduftet til fordel et læringsnysprog.
Dertil kommer, at uddannelsesplanlæggerne og aktørerne i Ontario efterstræber et langt højere taksonomisk niveau i skolerne, end ’vi’ gør i Danmark efter implementeringen af de såkaldt forenklede Fælles Mål 2015.
Således tales der ikke om læringsmål i al abstrakthed, og der anvendes heller ikke en kompetencebaseret retorik.
Snarere tales der om høje krav til og fyldes faglig substans på begreber som: Knowledge and Understanding, Thinking, Communication og Application. Det må også pointeres, at klassestørrelserne i Ontario er blevet reduceret i indskolingen og på mellemtrinet, og det har der som bekendt slet ikke været politisk vilje til at gøre herhjemme i grønthøster- og besparelseslandet.
Uden mål og med
Titlen på Skovmands værk vækker mindelser om Villy Sørensens samfundskritiske essaysamling, der fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1974: Uden mål – og med. Moralske tanker. Undlader vi at tænke kritisk over og bekæmpe de »upersonlige kræfter«, der truer demokratiet, taber vi målet af syne, dvs. »menneskers frigørelse og selvudfoldelse« (1973: 170), lød de fyndige, vise og slidstærke ord fra Sørensen. 43 år efter er Skovmand alvorligt bange for, hvad der sker med skolen, når den bliver hjemfalden til mål uden midler (fritsvævende besværgelser og rene flovser) og midler uden mål (midlerne bliver transformeret til at være mål i sig selv).
Det undrede mig, at den herlige bog ebber ud uden en elegant fanfare i rosinens pølseende efter at have taget hele vejen Ontario tur/retur i det sidste kapitel, og at Skovmand ikke føler sig draget til at levere en fundamental kritik af evidens’tænkningen’ as such. Han får heller aldrig udfoldet, om han står på mål for en kanontænkning, eller opridset, hvordan et aktualiseret og samtids- og sprogkritisk dannelsesbegreb kunne tage sig ud, og hvordan det i så fald ville kunne kobles til nogle substantielt-forpligtende og ikkeforenklede fagbeskrivelseskrav.
Ej heller diskuterer han højlydt, om Blooms såkaldte taksonomi, som han i dén grad trækker på side op og side ned, er uomtvistelig sand og sakrosankt? Taksonomien opstiller indlæringsmål i en hierarkisk orden med henblik på at vurdere vidensindholdet af det lærte. ’Nederst’ kan man genkende og referere – ’øverst’ vurdere, kritisere og metateoretisere. Men hverken Bloom eller Skovmand formår at hjælpe os til at udtænke grænsesprængende alternativer til det herskende, nærmest (skole)politisk-konsensuelle og aldeles utålelige uføre.
