Læsetid: 5 min.

Uddannelseskrigens første ofre

Steen Nepper Larsen vil gerne diskutere, hvad det vil sige at levere en præcis og dermed rigtig beskrivelse af noget. Men han ofrer al præcision til fordel for at skælde ud
26. marts 2016

Der er krig i Danmark. Lad os kalde det for uddannelseskrigen. Krigen handler om, hvem der skal have lov til at lægge hænder på det ultimative ressourcegrundlag: de fremtidige borgere og deres arbejdsevne. Vi er en del af en global uddannelseskonkurrence, hvor det er nødvendigt at kunne lære hele livet for at kunne opretholde vores arbejdsværdi. Landet er gået reformamok, og særligt uddannelser står for skud. Desto vigtigere uddannelser bliver for konkurrencekraften, desto sværere er det at lade dem være.

At ville noget med nogen. Filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik er et bidrag til krigen. Ifølge bogens forfatter, Steen Nepper Larsen, lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og anmelder ved Information, pågår der en sprogkrig om konkurrencestatens yndlingsord (læring, målstyring, kompetencer, evidens, new public management).

Ord, der ifølge Larsen er virkelighedsfjerne, men magtfulde klicheer, der omskriver og forvrænger virkeligheden. En del af sprogkritikken består for Larsen i selv at bidrage med fyndige formuleringer. Det lykkes ganske godt, når pædagoger i vuggestuen syrligt beskrives som ’profylaktiske screeningsaktører’, der tidligt skal få øje på de små poder, inden de får svært ved at tage en kompetencegivende uddannelse.

Bogen henvender sig til pædagoger, lærere og andre hvor pædagogik og dannelse spiller ind. Ifølge bogen står de svagt i uddannelseskrigen på grund af et »fatalt fravær af modbegreber«.

Larsen vil gerne give fagfolkene ordene tilbage, og bogen er derfor et slags sprogligt laboratorium, der skal finde begreber og beskrivelser, som kan indfange den dannelse, der foregår mellem linjerne i teksten, klassen og samfundet.

Er At ville noget med nogen så en god bog? Det synes jeg ikke.

Det er en bog, der gerne vil være fræk. Konstruktiv er den ikke så optaget af at være. Der er interessante små observationer og sproglige badutspring rundt omkring i bogen, men som helhed er den tom polemik fanget i sit eget kritiske ekkokammer.

Anekdotisk evidens

Hvad er problemet? Uddannelseskrigen handler i mangt og meget om idealer for præcision. Hvad vil det sige at levere en præcis og dermed rigtig beskrivelse af noget. Den diskussion vil Larsen gerne føre med den evidensbaserede pædagogik – og det, synes jeg, er et rigtigt projekt at have. Men, og det her ’men’ er betydeligt, han ofrer al præcision til fordel for at skælde ud i lange, trættende serier. Larsen er optaget af det ’evidenstyrranni’, der breder sig overalt. Jeg tror desværre også, vi skal frygte tyranniet fra den anekdotiske evidens.

Tag nu bogens tredje kapitel, der handler om hvad det for pædagogikken vil sige ’at ville noget med nogen’. Emnerne er legio. Personlige anekdoter om saglighed, folkeskolens formål, forfatterens tid som højskolelærer, en formiddag han underviste en 1. klasse i filosofi, iblandet bøger fra hjemmebiblioteket. En gang læste han Manfred Frank om individualitetens uomgængelighed, så siger han lidt om det. For 13 år siden læste han Rüdiger Safranski. Det kan vi også sige lidt om. Det har sin helt egen analyseform: Tag et aktuelt fænomen (big data), udfold anekdotisk evidens (når jeg køber bøger på Amazon, får jeg tilbud om lignende produkter), hæv lixtallet med kulturkonservativ filosofi (Byung-Chul Han siger, at ’træthedssamfundet’ producerer en lammende følelse af for-meget-hed), afslut med en frisk konklusion der involverer ordet dannelse (»Dannelsesprojektet er principielt ikke meget for gratis kager, der kælent trænger sig på, for de panoptiske cookies er langt fra uskyldige«).

Dannelsesfragmenter

Som undertitlen siger, er der tale om »filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik«.

Det er med en vis konsekvens, at bogen læner sig op ad fragmentet. Larsen fandt for mange år siden nogle af Friedrich Schlegels fragmenter i et antikvariat, og det har tydeligvis smittet af. For Schlegel, der skrev i årene omkring år 1800, var fragmentet et opgør med tidens videnskabelighed til fordel for løsere indfald, der kunne fælde dom over en skabagtig samtid. Fragmentets succes var afhængig af gode indfald og geniets vid, der kunne skabe nye begreber til at spidde gold systematik.

Det er dog temmelig afgørende, at der hos Schlegel var tale om en litterær form, hvor fragmentet bragte noget til syne, der ellers ville være tildækket. Jeg skal ikke helt kunne sige, hvad der trylles frem gennem guldkorn som »tænkning er mere end ECTS-points (...) og viden mere end pensumafliring«. Ordet ’fragment’ i titlen betegner næppe mere end bogens konstante vekslen mellem emner, imens der skældes og smældes.

Unoder og boomeranger

Sine steder er det svært ikke at smile for sig selv. Som når Larsen citerer sin yndlingsfilosof, uden at kunne mærke hvordan hans ord rammer i nakken som en boomerang. Når Theodor Adorno påpeger, at »under tankens dvælende blik ville genstanden selv begynde at tale«, må det jo handle om en vis nænsomhed i omgangen med for eksempel dannelse. Larsen fortsætter selv: »Kommer man derimod anstigende med støjende forestillinger og voldsomme begreber, risikerer man slet ikke at komme til at forstå eller opleve noget«.

Sådan at levere ammunition til kritik af sig selv er i grunden meget generøst, og Larsen er heller ikke uden selvindsigt, når han tager temperaturen på sig selv og derefter igen citerer Adorno for, at »filosofi er sublimeret raseri«. Bortset fra, at der ikke er noget sublimeret over Larsens bog. Det er én lang hudflettende anmeldelse af den pædagogiske verden, af samtlige institutioner fra børnehave til universitet og af den samlede danske stat og embedsstand.

Det er noget sværere at smile af bogens unoder. Tre ord skal på pause: ’Herligt’, ’usamtidig’ og ’kongenialt’ bliver brugt helt bevidstløst. Det er upassende selv at erklære sig for usamtidig. Nietzsche kunne for 140 år siden med stor patos erklære sig selv for usamtidig, og allerede der havde det et stort element af krukkeri. At udnævne sig selv til seende outsider i 2016 er blot latterligt. Det er også upassende, at den mest brugte forfatter bogen igennem er: Steen Nepper Larsen. Der refereres og citeres hele tiden fra egne tekster. Og jeg måtte simpelthen tage mig til panden, da forfatteren udnævnte sine indsigter til at være ’kongeniale’ med Wittgensteins. Om ikke andet er der mod og selvagtelse involveret i en sådan selverklæret kongenialitet.

Der er uddannelseskrig i Danmark. Og det er ulideligt at følge med i, når fronterne bliver trukket så skarpt op. Krigens første offer plejer som bekendt at være sandheden, men det er nu ikke trangen til at ytre sandhed, der mangler hos Steen Nepper Larsen. Offeret her er præcision, nøgternhed og en bare nogenlunde upartisk interesse i sagen selv.

Steen Nepper Larsen: At ville noget med nogen. 168 sider. 195 kr.  Turbine

Frank Bech Lassen er ph.d. i idéhistorie og underviser på Testrup Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Mindegaard
Kirsten Mindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu