Læsetid: 11 min.

Er vi selv en del af den overvågende stat?

For Edward Snowden betyder det ikke så meget, at han må kommunikere fra et selvbetjent studie og ikke kan forlade Rusland. Internettet er alligevel hans liv, fortalte han forleden via videolink på en radiofestival. Han kan ikke stoppes, og lige nu kan hans lækkede materiale også ses på en kunstudstilling i New York skabt af hans samarbejdspartner Laura Poitras
Udstillingen handler om alle om alle de ændringer, vi ikke ser: tortur, ulovlig masseovervågning og dronernes likvideringer.

Ronald Amstutz

2. april 2016

I betragtning af, hvad de stirrer på, er de fleste af ansigterne påfaldende udtryksløse. Det er mænd, kvinder og børn foran, hvor tvillingetårnene engang stod i New York.

Ansigterne kan ses i den første videoinstallation i journalist og filmskaber Laura Poitras nye udstilling om masseovervågning på Whitney Museum of American Art.

Filmen er optaget blot få dage efter den 11. september 2001, fortæller en tekst, og billederne ledsages af en forvrænget afsyngelse af den amerikanske nationalsang. Men når omfanget af truslen og tabet indimellem afspejles i ansigterne og øjnene spiles op, er frygten ikke til at tage fejl af.

Konsekvenserne af den frygt mærkes sjældent i New York her 15 år efter. Byen er ikke forandret, selv om tårnene og amerikanernes selvforståelse brast. Byen har slået igen ved igen at forblive det, den var.

Ligesom pariserne drak champagne for at hive deres by ud af kløerne på terroristerne sidste år, lever new yorkerne som før. Det gør københavnerne. Og belgierne vil formentlig også gøre det om nogle måneder.

Men det er ikke hele billedet. Og det er konsekvenserne af de fundamentale forandringer, vi ikke ser, ignorerer eller ikke kan overskue, som Poitras udstilling på Whitney Museum i New York handler om: tortur, ulovlig masseovervågning og dronernes likvideringer.

Bogstavelig talt i den første installation, hvor bagsiden af skærmen med værket O’Say Can You See afspiller en anden, grynet sort-hvid video med afhøringer af to fanger med hvide hætter over hovedet og med en bevæbnet amerikansk soldat, der holder vagt i baggrunden, filmet i Afghanistan i 2002.

Den ene fange er bin Ladens chauffør, og videoen er angiveligt afklassificeret og har ligget tilgængeligt på You Tube i flere år, uden at nogen har beskæftiget sig med den. Fangerne er senere overflyttet til Guantanamo.

Er vi ligeglade? Efterlader billederne og informationerne os tomme, som de ansigter, der betragter Ground Zero, er det spørgsmål, man kan stille sig igennem udstillingen Astro Noise’s fire forbundne rum.

NSA’s stregtegninger

Det meste af udstillingens øvrige sektioner indeholder materiale fra whistleblower Edward Snowdens læk af hemmelige interne dokumenter fra National Security Agency, NSA’S globale overvåningsprogram.

En krypteret fil, Snowden navngav Astro Noise, og som ledte til de begivenheder, Laura Poitras beskriver i den Oscarbelønnede dokumentar Citizenfour. På sin første kunstudstilling omsætter instruktøren de usynlige netværk og magtens infrastruktur til fysiske installationer.

Sektionen Anarchist består af seks billeder, og flere kan med deres stærke farver betragtes som kunstværker, som de hænger på en hvid væg. Men i virkeligheden forestiller de blå, grønne og røde farver signaler, der er opfanget fra droner, radarer og satellitter af to antenner på en britisk base på Cypern.

På et andet billede ses en israelsk drone, og man opfatter langsomt, at det, der sidder på undersiden af vingerne, er missiler. Billedet stammer fra en livevideo, som britiske og amerikanske spioner har indsamlet fra israelske droner via lytteposten på Cypern, og som er en del af et klassificeret program med kodenavnet Anarchist.

Disse snapshots af israelske droner har ligeledes dannet grundlag for journalistik på nyhedssitet The Intercept i forbindelse med udstillingen. Ifølge journalist på The Intercept, Henrik Moltke, der har arbejdet på udstillingen sammen med Poitras, viser afdækningen, at dronerne kan aflyttes, samt at israelerne bruger bevæbnede droner f.eks. i Gaza, hvad de hidtil har benægtet.

I sektionen Disposition Matrix er der i forskellig højde skåret små aflange, lysende sprækker i væggen, der minder om kighullet ind til fanger i en celle. Her kan tilskueren blandt andet læse et klassificeret dokument fra tidligere CIA-chef, George Tenet, der omhandler realiseringen af præsidentens ordre til at koordinere overvågningen af data mellem NSA og CIA efter 2002.

Der er også et eksemplar af NSA’s interne nyhedsbrev SID-today, der omtaler en såkaldt »overvågningsliste« til terrorister, hvor det understreges, at der skal være beviser for at sætte individer på listen. »Desværre er nogle allerede blevet generet af at blive sat på listen uden grund,« hedder det blandt andet.

I et andet kighul afspilles en video med et interview med en tortureret Guantanamo-fange. Og der vises stregtegninger lavet af en agent med små talebobler, der afbilleder NSA’s metoder til at indsamle data.

Den dybe stat

Udstillingen er et indblik i det massive net af ulovlig overvågning og omdiskuteret brug af droner, krigen mod terror har udviklet sig til. Men det sker ikke i en fremstilling, der er umiddelbart åbenlys for tilskueren.

Dermed bliver Astro Noise et eksempel på den forvirring og uklarhed, der opstår, når man smugkigger ind i en skjult verden og fornemmer dybden og kompleksiteten i alle de hemmelige beslutninger om at udøve ulovlig tortur og overvågning.

Denne tvetydighed er tilsyneladende faldet The Guardians anmelder, Jason Farago, for brystet. Han kalder udstillingen for svag, og skriver, at »Snowdens epokegørende oplysninger mister deres skala, mens den meget reelle vold og ulovlighederne, der er begået i årene efter 11. september, fordamper i en atmosfærisk tåge«.

Skulle Poitras have haft i sinde at pakke sit budskab ind, fordi man i USA stadig diskuterer, om Snowden er en forbryder eller en folkehelt? Næppe. Pointen er snarere, at selv efter de senere års internationale journalistiske afsløringer af staters ulovlige magtudøvelse er overvågningen uforandret og stadig massiv, men svær for almindelige borgere at få øje på.

At der stadig er mange modsatrettede holdninger til Edward Snowden i den amerikanske offentlighed er imidlertid et faktum, radioværten Brian Lehrer ikke undlader at bemærke, da han introducerer ham på en radiofestival i Brooklyns operahus BAM, hvor Snowden optræder via et videolink en fredag aften i marts.

»Han har været nomineret til Nobels fredspris, og han er sigtet her i landet for spionage. Han er blevet kaldt en helt af John Cassidy i The New Yorker, og en ’ikke-helt’ af Jeffrey Toobin i The New Yorker. Han er blevet kaldt en forræder af Ted Cruz og Donald Trump, selv om han ikke er tiltalt for at være forræder. New York Times har kaldt ham en whistleblower, mens Slate ikke mener, han er det,« siger Brian Lehrer, der sidder ved et lille cafebord sammen med Laura Poitras under storskærmen, hvor Snowden toner frem i jakkesæt under massive klapsalver og begejstrede tilråb.

Og det kan godt være, Snowden må leve i eksil i Rusland, men han er alligevel her og der og alle vegne. På udstillingen på Whitney. På Twitter, med udtalelser i pressen om de amerikanske myndigheders forsøg på at få Apple til at overgive deres angiveligt »eksklusive mulighed« til at skaffe sig adgang til en af San Bernardino-terroristernes telefoner – »Respectfully, that’s bullshit,« var Snowdens kommentar.

Og med via videolink ved et arrangement i New Hampshire i februar. I det liberale Brooklyn er Snowdens position ikke til at tage fejl af. Han er blandt venner, og den fyldte sal med godt 2.000 tilskuere er ekstatiske ved synet af deres helt, og han hilser dem med et undseligt smil og bukker nakken et par gange.

Lehrer beder Snowden beskrive sine omgivelser, efter at værten har introduceret publikum til aftenens hovedgæst. Den tidligere agent sidder i sit studie, hvor han selv sætter lys og sørger for sit eget computer- og videoudstyr, fortæller han. Men det generer ham ikke i forhold til hans aktivisme:

»Vi ser i dag flere og flere dissidenter blive drevet i eksil på en måde, vi har været vidne til i tidligere generationer, der var præget af store ideologiske spændinger. Vi bliver nægtet fysisk mulighed for at flytte os fra land til land og tale. Men takket været teknologien begynder disse gamle undertrykkelsesmetoder at miste kraften. Nu er folk som mig, der arbejder i et vakuum, i stand til at tale, selv her i New York, og selv om FBI ikke er særligt begejstrede. Det illustrerer, hvorfor også vestlige regeringer er bekymrede over deres muligheder for at begrænse folks adgang til teknologi,« siger Snowden i et nærmest doserende stemmeleje.

Og hvorfor tror folk egentligt, at hans liv er så meget anderledes i Moskva, end det ellers ville være, undrer Snowden sig, da Lehrer igen spørger til hans omgivelser. Snowden ser trods den massive og ulovlige overvågning internettet som frihedens arena.

»Jeg har arbejdet undercover i flere lande for CIA, for NSA i Japan og andre steder. At arbejde i et fremmed land, hvor jeg ikke planlægger at blive resten af mit liv, med et formål, der tjener mit eget land, er ikke nyt for mig. Jeg lever et normalt liv, jeg køber ind selv, jeg rejser med subway. Det er ubelejligt for mig at være fanget her. Men det er en pris, jeg betaler for at stille spørgsmålet: Skal vi som borgere være en part i det, vores regeringer foretager sig, eller er vi blot undersåtter. Jeg er et barn af internettet, alt mit arbejde foregår her, jeg kan kontakte folk i hele verden. Det er og bliver en afgørende forandring i fremtiden: Det overfører magt til individer og civilsamfundet, som kan bruges mod udenlandske så vel som egne regeringer,« siger han.

Nettets muligheder for modangreb er måske nok til stede, men Laura Poitras mener, at journalistikken er under massivt pres:

»Jeg lavede min første film, My County, My Country, under Irak-krigen i 2004, fordi jeg mente, at vores indblik i, hvad der skete med irakiske civile og vores eget militær blev beskrevet med en enorm afstand. Nu, hvor ISIS er opstået, ser vi præcis det samme kollaps i vores medier i forhold til at stille de rigtige spørgsmål, som vi så i forbindelse med Irak-krigen. Der er jo en direkte linje fra det magttomrum, vi skabte i Irak, og til ISIS’s opståen,« siger hun.

Den undersøgte reporter

Laura Poitras er overrasket over, at hun kan tale og rejse frit i USA. Hun konstaterer, at myndighederne stadig efterforsker hendes journalistik, men hun føler sig personligt mere sikker nu end for få år siden, hvor hun var på NSA’s overvågningsliste.

Dokumentationen for Poitras’ forvandling fra den undersøgende journalist til selv at være den undersøgte, kan ligeledes ses på Whitney-udstillingen, hvor hun giver et sjældent indblik i den pris, hun betaler for sit arbejde.

Laura Poitras filmede i 2004 en irakisk familie på deres tagterrasse i et område, hvor der på samme tid foregik et angreb på amerikanske soldater. De otte minutters film forandrede hendes liv, hvad hun dog ikke vidste dengang.

Siden er hun blevet undersøgt og tilbageholdt over 50 gange, hver gang hun rejste ind og ud af USA. Hun har været udsat for en storjuryundersøgelse. 12 ud af de over 800 dokumenter, som hun fået adgang til gennem en retssag, hænger i en montre på udstillingen og beskriver FBI’s overvågning.

Myndighederne har aldrig set filmen fra tagterrassen. Men de var overbevist om, at journalisten vidste besked om angrebet. Laura Poitras anlagte retssag kører stadig.

»Jeg føler mig mere sikker. Andre journalister, der arbejder med overvågning, kan ikke regne med, at de er sikre,« forklarer hun Brian Lehrer på scenen.

Ellers er det ikke mange kritiske spørgsmål, der bliver stillet til Edward Snowden i Brooklyn, så værten forsøger sig med at læse op af en kritisk klumme begået af Slates krigsanalytiker, Fred Kaplan, hvor denne både anerkender Snowdens betydning for debatten om masseovervågning af amerikanske borgere, men samtidig kritiserer, at Snowden gik meget længere end det.

NSA-afsløringerne indeholder bl.a. informationer om overvågning af Taleban i Pakistan, hvordan CIA-rekrutter i Pakistan overbevises om loyalitet samt hacking af hundredvis af computere i Kina og Hong Kong, opremser Kaplan. Hvorefter han konkluderer, at dette intet har at gøre med overvågning af egne borgere eller spionage. Det er hverken ulovligt eller amoralsk og kan ikke kaldes whistleblowing.

Laura Poitras bryder ind: »Alt, hvad der er blevet offentliggjort af Snowdens materiale, er offentliggjort af journalister. Du må spørge de pågældende journalister om deres bevæggrunde for at rapportere om det, de mente, der var i offentlighedens interesse.«

»Gælder det også dem, der aktivt planlægger terrorangreb mod USA,« spørger Brian Lehrer.

»Du må spørge de journalister, der arbejdede på de historier. Jeg ved ikke, om jeg var kommet til samme konklusion. Men det er sådan journalistik fungerer: man beslutter, hvad man mener er i offentlighedens interesse,« svarer Poitras.

Også Snowden forsvarer sig:

»Overvågningen af pakistanere har stor interesse for offentligheden. En af de personer, der blev udpeget som al-Qaeda, var leder af en stor nyhedsorganisation i Pakistan og havde intet med terrororganisationen at gøre. Kaplan har ikke forstået de fakta, han skriver om,« siger han og forklarer, at afsløringen af hacking af computerne i Kina ikke handlede om overvågning af terroristmål eller militære anliggender, men hacking af, hvad Snowden kalder »kritisk infrastruktur«: hospitaler, universiteter og kraftværker: »Hvis det blev begået mod os, ville det blive betragtet som forfærdeligt. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at resten af verdens borgere også har rettigheder, selv om vi først og fremmest fokuserer på vores egne.«

Siden Snowdens optræden i Brooklyn har verden været vidne til endnu to blodige terrorangreb i henholdsvis Belgien og Pakistan. Men den konkrete efterforskning af terroristers kommunikation er konstant i fokus. Kan FBI’s førnævnte anmodning til Apple overhovedet retfærdiggøres med henvisning til jagten på massakrernes bagmænd?

Snowden: »Det, vores egen regering og FBI argumenterer med, vil blive brugt til at fange terrorister, vil af andre lande kunne bruges imod dissidenter, journalister og aktivister. Det er ikke en pris, det er værd at betale, når vi ved, der er alternative måder til at få adgang til de informationer på.« (FBI har siden droppet deres krav til Apple netop med henvisning til, at de selv har hacket terroristens telefon, red.)

Snowden behøver ikke at overbevise publikum i Brooklyn om noget. De er med ham hele vejen. Men hvad med de ikke så overbevidste? Tilbage på Astro Noise–udstillingen bliver tilskueren selv en del af kampen mod terror og den overvågende statsmagt uden at vide det.

En skærm til sidst på udstillingen viser infrarøde kroppe, der ligger ned på en kæmpestor seng i et tidligere udstillingsrum og kigger op i loftet på billeder af bygninger og himlen over Yemen, Somalia eller Pakistan, hvor lysglimt kunne være droner. Langsomt fatter man, at da man lå der, blev man overvåget. Så forstår man, at nu er man forvandlet til overvågeren selv.

Laura Poitras: 'Astro Noise'
Whitney Museum of American Art
99 Gansevoort Street, New York
info@whitney.org
Frem til 1. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Bent Johansen
Niels Bent Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den typiske dansker er vist mere "registreret/overvåget" ( skatteforhold, sociale ydelser, lægejournaler, receptpligtig medicin o s v ligger lige til at hente i diverse offentlige registre) end den typiske amerikaner ( og for den sags skyld også den typiske europæer).

Det synes som om, man i USA kan leve meget længe og ganske udmærket "under jorden" ( bl a meksikanske illegale indvandrere) - noget lignende er vist temmelig umuligt i en veldrevet velfærdsstat som Danmark.

Gad vide om Snowden har nogen ide om, hvor meget danske myndigheder rent faktisk uden synderlig ulejlighed kan samle om folk i Danmark - det er bare at samkøre registrene , som alle i øvrigt er særdeles samfundsnyttige, idet de gør velfærdsstaten ret effektiv og forhindrer diverse snyd med skatter , afgifter, sociale ydelser o s v. Dertil kommer så bankernes registreringer af betalinger , der fuldender det totale billede med en belysning af den enkeltes daglige forbrugsvaner.

Den nødvendige "ekstra" registrering/overvågning, som kan være nødvendig for at forhindre terrorisme, er vist ret beskeden ( og uden betydning for den typiske dansker) i forhold til den registrering/overvågning vi allerede har etableret for at få vores samfund til at fungere effektivt.