Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

En detektiv på jagt efter den radikale undergrund

Frankrig, Skotland og USA har ikke patent på oplysningens fremkomst. Ny bog afdækker, hvordan dens tanker og ideer formentligt utilsigtet blev skubbet i gang internationalt – også i det tyske akademiske og teologiske liv
Undervisning i oplysningens Tyskland. Bogen afdækker, at mange af oplysningens tanker om frigørelse blev tænkt og formuleret længe før de store tænkere, som siden lagde navn til dem. Ill.: Polfoto
Moderne Tider
9. april 2016

Udforskningen af oplysningstiden har de seneste 30 år budt på en overraskende bølge af nyopdagelser – især hvad angår dens mere radikale sider, der ofte måtte holdes skjult i samtiden af frygt for forfølgelse.

Velkendt er naturligvis Jonathan Israels enorme værk, der i mange bind sporer inspirationen fra Spinozas kombination af politisk radikalisme og naturmetafysik – men en lige så vigtig skikkelse er tyskeren Martin Mulsow, der har kortlagt et enormt landskab af mærkværdige oplysningsskikkelser i det nordlige Tyskland allerede omkring år 1700.

Hans hovedværk Enlightenment Underground har længe været uopdriveligt på tysk, men udkommer nu i en ny første engelsk udgave.

Hans hovedargument er, at man ikke kun skal spore oplysningen som overførsel af ideer – og at det er en fejl at læse den teleologisk, så at den tidlige oplysning allerede havde den sene, udfoldede, som mål.

Mange af ideerne i den tidlige oplysning gik egentlig stik imod intentionen hos dem, der udviklede dem – og sprang ud af uforudsete sammenstød mellem forskellige udviklinger i teologi, politisk teori, udforskning af oldtidens religioner og kamp mellem forskellige trosretninger.

Det udvikler han i denne ret fantastiske bog, hvor »den europæiske ånds krise« fra 1680 til 1720 bliver kortlagt på helt nye måder – med hidtil ret ukendte figurer som J.J. Müller, Samuel Crell, Nikolaus Gundling, Johann Franz Budde og Peter Friedrich Arpe som nogle af hovedpersonerne.

Afvigelser

Mulsows opdagelsesfærd er ofte en veritabel detektivhistorie, hvor man følger ham fra det ene arkiv til det andet i færd med at forsøge at datere eller finde en forfatter til mærkelige, uudgivne, radikale håndskrifter, tyde breve, sammenligne forsider – men til forskel fra Dan Brown foregår det i den virkelige verden.

Det fører ham ikke til nogen stor grand theory om den tidlige oplysning, men til en række nok så opsigtsvækkende teorier ”på mellemniveau”, som han kalder det.

Et eksempel kan være kapitlet om, hvordan jødiske antikristne manuskripter i perioden kan overtages af radikale oplysere til brug mod de dominerende protestantiske konfessioner. Det handler om et skrift kendt som Judeaus Lusitanius af en uidentificeret portugisisk jøde – som Mulsow får identificeret som Moses d’Aguilar, der døde i 1679.

Dette skrift, der overlever i et dusin eksemplarer i forskellige biblioteker, kunne bruges af radikale protestanter som »socinianerne«, der gik imod treenighedslæren, som de ikke fandt belæg for i Bibelen, og som derfor var enige med jøderne i, at Jesus ikke var Messias.

Skriftet argumenterede bl.a. detaljeret for, at kristendommens påstande, f.eks. Kristi to naturer, både gik imod Bibelen og imod sund fornuft. Skriftet endte hos en bibliotekar i Berlin, der ville, men ikke rigtig turde udgive det – men som lånte det til socinianeren Samuel Crell, der mente, det skulle udgives, fordi det indeholdt de hidtil skarpeste argumenter imod kristendommen, så disse argumenter omsider kunne blive tilbagevist!

Crell kunne samtidig bruge skriftet til at argumentere for sin egen radikale, afvigende udgave af kristendommen – i en bog, der blev udgivet af endnu mere radikale engelske deister, der troede på en naturguddom, men ingen åbenbaret religion.

På den måde endte et skrift forfattet af en jøde imod katolicismen med at spille ind i radikale fritænkere på kanten af eller helt uden for protestantismen, og fremme omkring 1730 blev d’Aguilars traktat kopieret sammen med og som støtte for radikalt ateistiske skrifter. Den senere oplysnings ateisme fik på den måde som en af sine kilder en dybt troende jøde.

Antireligiøs debat

En lignende detektivisk granskning udsætter Mulsow nogle af de berømte ’klandestine’ skrifter for. Allerede i 1200-tallet var der rygter om ’Traktaten om de tre bedragere’ vendt mod både jødedom, kristendom og islam – men først i 1600-tallet ser tekster med dette tema og titel dagens lys.

En af dem opstår i Hamborg, på latin, under titlen De tribus impostoribus – og cirkulerede allerede i 1690’erne i kredse i København. Mulsow viser nu, at forfatteren var den unge Johann Joachim Müller – og at teksten måske var ment som en vits henvendt til den luthersk ortodokse præst J.F. Mayer i Hamborg, måske i anledning af, at de begge deltog i et doktorforsvar i Kiel!

Var det i givet fald en personlig joke mellem de to venner – eller var den semiseriøst fremsat som en del af striden i Hamborg mellem ortodokse lutheranere og de frembrydende pietister, der vægtede personlig inderlig tro og fandt de ortodokse lutheranere med deres ceremonier overtroiske?

Teksten henlå i Mayers bibliotek og havde sikkert kun lille cirkulation i samtiden – men da den efterhånden bredte sig, kunne de senere kopister ikke vide, at den måske oprindeligt var en spøg, og den kunne få status som et berygtet og faretruende ateistisk værk.

Müller var velorienteret i samtidens mellemzone mellem teologi og religionshistorie, hvor et af de store spørgsmål var afgudsdyrkelse. Lutheranerne mente jo, at katolikkerne var afgudsdyrkere ligesom de førkristne folk – så et stort spørgsmål blev, hvor denne afgudsdyrkelse kom fra?

Var der en oprindelig, sand, jødisk-kristen tradition, hele vejen tilbage til Adam, og så var afgudsdyrkere som naturfolk og katolikker afvigere herfra – eller var den faldne Adam en naiv og overtroisk person, der efterhånden skulle oplæres, så at der var overtro helt fra starten af, hvorefter menneskene først efterhånden kom på ret spor?

Lutheranerne mente det førstnævnte og fablede om, hvordan der havde været universiteter før syndfloden – men de mere skeptiske filologer hældede snarere til det sidste.

Igen kunne disse kristne diskussioner bruges som ammunition for helt antireligiøse positioner: for hvis både hedninge, katolikker, calvinister osv. begik overtro i deres ceremonier, hvordan kunne man så vide, at ikke også lutheranerne gjorde det? Eller at al religion ikke gjorde det?

Politik

Det mest komplicerede kapitel hos Mulsow er nok det om politisk teologi – om periodens diskussion af anvendelsen af religion med politiske formål, såsom det vi nu kalder social sammenhængskraft. Hvis alle de videnskabelige discipliner havde en hellig kerne, så skulle jura og statskundskab også have det, argumenterede f.eks. Daniel Morhof.

Men andre mente, at samtlige videnskaber – bortset fra teologi – kun handlede om det dennesidige, og den centrale tidlige oplyser Christian Thomasius ved det nygrundlagte universitet i Halle argumenterede med tungen i kinden, at det jo var despektfuldt over for teologien ikke at give den denne særstatus. Og at hele det jordiske liv efter paradis er gennemkorrupt – med et argument, der lyder besnærende luthersk.

Men det var politisk eksplosivt, fordi den samtidige enevælde i sin politiske teori jo argumenterede for at have guddommelige garantier.

Så Thomasius’ argument – der øjensynlig kun handlede om det interne forhold mellem nogle universitetsdiscipliner – kunne vendes både imod de ortodokse lutheranere og mod enevælden.

Thomasius selv fik en blændende karriere og står frem som en af den tyske oplysnings tidlige centralskikkelser, som en af de første med til at bryde med den lutherske ortodoksi, f.eks. angående dens ondartede hekselære. Men samtidig ikke mere radikal, end at han kunne virke inden for institutionerne – ulig de fritænkere blandt hans studenter, der drog hårdere konsekvenser af Thomasius.

Fritænkere er som regel unge studenter eller forfulgte figurer på kanten af institutionerne, som Mulsow konkluderer. Det er i den kontekst, Mulsow læser et andet berygtet hemmeligt skrift fra omkring 1700, Symbolum Sapientiae (Visdommens symbol), der udtrykte en slags agnostisk ateisme – et af de først kendte ateistiske skrifter – og som underbyggede sin ateisme med den teori, at religion kun er et politisk styringsmiddel.

Den drog så at sige eksplicit nogle af de mulige konsekvenser, der kun lå implicit i den adskillelse mellem religion og politik, som nogle af Thomasius’ elever formulerede: at al religion i virkeligheden er overtro, formuleret med henblik på politisk dominans.

Skriftet forener Hobbes og religionskritik med historisk skepticisme, sådan som den efterhånden havde udviklet sig i den filologiske analyse af antikke tekster. Igen kunne en teologisk disput om det guddommeliges status i jordisk politik som konsekvens munde ud i en ateisme, som ingen af de oprindelige deltagere måske havde intenderet.

Modernitet

Et endnu tidligere klandestint skrift er den lille Ineptus Religiosus (Den religiøse Nar) fra 1652, der forekommer forbløffende moderne – den fremstår ironisk som en manual for en ny teologistuderende, men dens råd er radikale: lyt ikke til professorerne, tal med almindelige mennesker, tænk selv – og sammensæt selv din religion af det, der bedst holder vand fra de mange forskellige doktriner!

Det ikke ateisme, men det er eklekticisme – mere radikalt end tolerance og selv end indifferentisme (den doktrin, at enhver bliver salig i sin etablerede tro).

Igen analyserer Mulsow hvordan sådan en holdning imidlertid kan vokse ud af tolerance og indifferentisme, som han især finder i miljøer i Amsterdam, periodens mest religiøst og irreligiøst blandede by.

Han kobler derfor denne tekst til den eklekticisme, som dannede personer, der takket være den fremvoksende religions- og kulturhistorie kender til mange forskellige doktriner og perioder, kan udøve. De kan sammensætte deres egen visdomsreligion forbeholdt sig selv og nogle venner – måske samtidig med at de hævder, at en doktrinær og institutionel religion desværre er nødvendig for at holde de uoplyste masser i ro, sådan som de franske libertinere ofte havde ment.

Allerede Lessing anså sidst i 1700-tallet Ineptus for at være heltigennem ironisk og skrevet af en luthersk ortodoks for at vise absurditeten i synspunktet (men mente Lessing nu også det, kunne man tilføje?) – men Mulsow mener, at teksten snarere er burlesk renæssancehumor, der er semiseriøs og uden at være forpligtet på noget eget synspunkt har som mål at stille læseren fri til at tænke selv.

Her kredser Mulsow om en anden ortodoks Hamborgpræst som mulig forfatter eller inspirator, Johann Balthasar Schupp – men det er i alle tilfælde forbløffende med en så tidlig libertær tekst, før Spinoza, samtidig med Hobbes.

Forbløffelsen angår egentlig hele det omfattende og kulørte bundt af tidlige netværker, ofte med tråde til Altona og København, som Mulsow kortlægger i det nordtyske rum med centre i Hamborg og Halle – længe før Lessing og Kant.

Hundredvis af yderligere navne fra bogen kan tilføjes til de hovedskikkelser, der her er trukket frem. En konklusion er, at man helt kan opgive den ide, at oplysningen er noget Frankrig, Skotland og USA har patent på. Allerede den tidlige oplysning var international og gennemsyrer omfattende dele af det tyske akademiske og teologiske liv, som også Danmark igen og igen blev påvirket af.

Martin Mulsow: 'Enlightenment Underground'
454 sider. 45 dollar
University of Virginia Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

Interessant - men ingen nyhed

Det er spændende læsning, som viser, hvor vigtig i d e h i s t o r i e er som forskningsdisciplin. Ideer har det, lige som litteratur, med at skabe deres egen, autonome eksistens, der kan 'vandre' og 'forvandle sig'. En naturvideskabelige idé kan vise sig at få politiske konsekvenser; et slagsmål om teologiske dogmer kan påvirke den økonomiske udvikling. Etc.

Det er spændende, men ikke egentlig nyt. Luther bidrog - meget mod sin egen intention - med sine ideer om 'det dobbelte regimente' og 'den trælbundne' vilje til, at der blev fyret op under sækularisering, politisk frigørelse og kapitalisme.

Men det gør ikke Martin Molzows bog irrelevant. Den bestyrker blot denne indsigt i, hvordan ikke mindst teologi kan fungere som arnested for ideer, der siden hen dukker op alle mulige andre steder. Hvilket måske heller ikke er så mærkeligt, eftersom religion fra tidernes morgen som en af sine vigtigste funktioner har haft at fungere som substitut for social, politisk og økonomisk tænkning.

Har tyskerne virkelig bidraget til Oplysningen, tænk bare.
Er der nogen ædruelige her i kommentariatet, der kan pege på bare én praktisk anvendelse af denne retrospektive beskæftigelse med ting og sager, som engang blev sagt og skrevet, der kan bidrage med eksistentielt betingede løsninger på, hvad vi skal leve af om f.eks. 5 år, får sat en stopper på skatteunddragelserne, får stoppet krigene og kriminaliseret deltagelse i nye … ;-)

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "... ikke mindst teologi kan fungere som arnested for ideer...".

Netop. På godt og ondt. Logikken havde aldrig nået sit nuværende høje niveau, hvis ikke teologerne i middelalderen havde haft som bunden opgave at få de guddommelige doktriner og den sunde fornuft til at kunne være i stue sammen. At forbyde teologer at ytre sig, fordi vi ikke bryder os om deres ideer, løser ingen problemer. Dårlige ideer skal imødegås af gode ideer. Således vandt den sunde fornuft over teologien i kampen om logikken. Det vil ske igen.

Og til Jan Weis: I det gamle Rom havde man fx en ide om, at skatteunddragelse var samfundsnedbrydende, så folk, der ikke ville betale skat, blev simpelt hen slået ihjel. Jeg ved ikke om det er en god løsning på problemet, men det er da en løsning.

Og hvad angår krige: I 1917 lykkedes det Rusland at slippe ud af en krig ved at mobilisere russerne omkring en ide om noget så eksotisk som "folkestyre" - folk fandt simpelthen ideen så god, at de afsatte zaren og indledte fredsforhandlinger med tyskerne.

Angående hvad vi skal leve af om fem år, må jeg dog melde pas. Men mon ikke der stadig vil vokse kartofler og sovs i supermarkederne også om fem år? Hvis ikke, må vi jo spise kage.

;-)

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis, en sådan praktisk anvendelse lader sig næppe udpege på forhånd, ligesom man heller ikke ved, hvad grundforskning skal ende med. Men man kunne lade sig inspirere til ny omgang "oplysningstid", hvor temaer kunne være "demokratiets sundhedstilstand", "naturens sundhedstilstand", "balancer mellem forbrug, produktion og bæredygtighed", "en ny civil-dannelse", "de-urbanisering og ny bosætning på landet", som nogle eksempler. Der er nok at tænke over, og også stof til naturvidenskabsfolk.

Turnaround politik efterspørges - fra kriseramt samfund til levedygtigt fællesskab.

MKN_ja, der er aktuelle presserende emner nok at gå i gang med, uden at have behov for trække på gamle idéhistoriske temaer uden relevans for konkrete løsninger af de nutidige eksistentielle problemer - men det kræver nok en mere moderne levedygtig samfundsform med helt andre magtstrukturer og produktionsformer ...

Det er bare med at gå igang - men forudsætningerne har aldrig været dårligere i vores levetid end netop nu - så måske er det rigtigt, at vi skal lige igennem en periode med 'sult' for at besinde os ...

Kurt Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Fire store tyske oplysningsfilosoffer

Leibniz, Lessing, Schiller og Kant.

Trond Meiring

Kan det være at Frankrig har taget patent på oplysningsprojektet?
Ellers kaller man f.eks. disse tyskere rationalister, romantikere, ny/post-romantikere og tja, kantianere (evt. også med ny- som prefiks.) "Hvad er oplysning?" var vel et af den unge Kants tidligste skrivelser.

Michael Kongstad Nielsen

" ... - fra kriseramt samfund til levedygtigt fællesskab."
Det var næsten den samme opgave, filosofferne stod med i midten af 1700-tallet.
Så man kan godt lade sig inspirere og have de gamle løsninger i baghovedet, mens man tænker over de nye.
De gamle anså etableringen af fællesskabet som tilstrækkeligt (Du Contrat Social ou Principes du droit politique). men nutidens erfaringer kræver, at det også skal være levedygtigt. Hvordan bliver det levedygtigt? Jah, hverken Marx, Lenin eller Stauning havde svaret på det, Roosevelt eller Churchill ej heller. Jacques Delors og EU slet ikke, og det arabiske forår ...?

Så opgaven er i dag lige så stor som ved overgangen til demokrati. I dag mener statslederne og deres hoffer, at de har et perfekt system, bare spørg Lars Løkke. Men det mente Ludvig d. XIV også. Opgaven er for filosofferne at bringe hofferne ud af den vildfarelse, og indgyde håb i befolkningerne om, at det levedygtige fællesskab er en mulighed.

Trond Meiring

J.f.r. Goethe og oplysningstiden.

Mihail Larsen

OK - Hegel er vist også værd at nævne som en del af 'den tyske oplysningstid'.

Både Kant og Hegel har stor indflydelse på moderne, politisk filosofi. Habermas er vel nærmest 'kantianer', og Fukuyama er erklæret 'hegelianer'.

Michael Kongstad Nielsen

Det er sjovt som ordet "radikal" har mistet sin kraft på dansk. I overskriften til denne artikel optræder vendingen "den radikale undergrund". Umiddelbart svært at sætte de radikale i forbindelse med undergrund, eller i det hele taget med noget samfundsomvæltende. Det skyldes selvfølgelig partiet med samme navn, der vitterlig var radikalt for 100 år siden i forhold til Venstre, men man så sandelig sige, at luften er gået ud af den ballon.
Den sidste radikale i Danmark, der havde lidt radikalitet tilbage i sig, var K. Helveg Petersen, der skrev sammen med filosoffen Villy Sørensen og ingeniøren Niels I. Meyer.

Trond Meiring

"Radikal" har nu fået nok en betydning med "radikalisering" som der tales meget om, og skal være noget skummelt noget.

Trond Meiring

Det kan blive et problem, hvis en dag ingen kan forstå hvad man mener, hvis man bruger ordet "radikal" i sin egentlige mening. (Som med "myte" og så meget andet.)

Michael Kongstad Nielsen

Det klassiske eksempel er ordet "bjørnetjeneste" (stor tjeneste, eller negativt virkende tjeneste).
Men også et så alment ord som "liberal" er omtvistet: på amerikansk = venstreorienteret. På dansk = højreorienteret.

Trond Meiring

Det er fordi "liberal" forveksles" med "liberalistisk" at det opfattes som højreorienteret.
Hvad nu, hvis venstresiden verken kan være liberal eller radikal længere? Hvad skal den så kalle sig, eller hvordan skal den så forstå sig selv? Det er ikke bare ordene der skifter mening, det er nogen begreber der går tabt. Ord er bare ord, siges det, men de kan såmend være meget afgørende.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, og venstrefløjen vil heller ikke kaldes socialister længere. Nu hedder de "Piratpartiet" (Island), "Podemos" (Spanien) eller "Alternativet" (Danmark).

Trond Meiring

Så skal der på min grav stå skrevet, "Han var socialist, liberal og radikal - og det bliver han ved med at være!"