Fugt og giver farver væggene på Cambodjas berygtede ’Den Hvide Bygning’ sorte strimer. Ud af vinduerne hænger solfalmet, laset vasketøj, og området er befolket af mennesker, der ikke rigtig har nogen planer.
Den Hvide Bygning ligger midt i hovedstaden, Phnom Penh, og alle kender den: Den er bygget af landets mest berømte arkitekt, Vann Molyvann, i 1963, og formålet var at tilbyde billige, almennyttige boliger til det hastigt voksende indbyggertal i hovedstaden.
Men Bygningen, som den i dag blot kaldes, fik lov at forfalde, og i dag er den et berygtet slumkvarter med omkring 2.500 beboere fra samfundets bund.
Det er præmissen for bogen The White Building – A Broken Utopian Dream (Den Hvide Bygning – en knust utopisk drøm) af Guy Singer, en britisk forfatter, der har boet i Cambodja i tre år.
Og som han skriver i forordet:
»De ægte livshistorier fra Bygningen er ekstraordinære – mere end ordinære, de er utrolige. Men de er sande. (...) Hvis du kan lide at læse om den rå, skarpe virkelighed, så læs videre; Forbered dig på mødet med livet i Bygningen.«
Tre afsnit længere nede skriver han dog:
»Alle karakterer i denne bog er fiktion. Alle ligheder med levende personer er tilfældig.«
Den passus tager luften ud af præmissen for hele bogen og burde være udeladt. Forfatteren kunne med fordel have udskiftet overforsigtigheden med »inspireret af virkelige begivenheder« – ellers er der egentlig ingen grund til at bruge Bygningen som bagtæppe.
Truslen kommer fra pengemagten
Det sagt, så er historien om den vestlige backpacker Trish, der, uden rigtigt at vide hvad han gør, får lejet et værelse i Bygningen, og som ender med at lære beboerne at kende, rigtig spændende.
Singer følger luderen Vichka, der bliver så slemt tilredt af sin alfons, at hun det meste af bogen kæmper for livet på et hospital. Læreren Sokha – og hendes pædofile kæreste Ratana – og suppekøkkenbestyreren Tuch, der i hemmelighed ejer en del af Bygningen og derfor er en vigtig grund til, at slummen ikke for længst er blevet jævnet med jorden.
For i bogen, såvel som i virkeligheden, er det ikke bandekrigene, småkriminaliteten eller de kummerlige leveforhold, der er den største trussel mod beboerne. Det er dens lukrative, centrale beliggenhed lige midt i Phnom Penh: Der er penge at tjene ved at fjerne beboerne, og sælge jorden til en pengestærk entreprenør, der kan trække virksomheder til området.
I virkeligheden er det allerede sket på nabogrunden. Beboerne i det fattige musikermiljø i slumkvarteret Dey Krahorm, der lå lige ved siden af Bygningen, blev i 2009 tåregasset og bulldozet væk fra deres huse, fordi den cambodjanske regering – ulovligt – havde solgt deres jord. Jordtyveri, som fænomenet hedder, er ikke unormalt i Cambodja og foregår ganske ofte med myndighedernes velsignelse.
Derfor er det både ganske sandsynligt og en spændende motor i Den Hvide Bygning, at den hensynsløse alfons, Tola, der i begyndelsen sender luderen Vichka på hospitalet, viser sig at være anonyme bagmænds opfindelse. Han er indsat for at skabe så meget uro, at den almindelige befolkning ser sig sur på Bygningen og ikke brokker sig, når den engang bliver revet ned.
Den gode historie
Det flugter meget godt med virkeligheden, at en eller anden pengemand kunne udtænke sådan en plan (værre ting er sket i Cambodjas slum), og den underliggende rå stemning, som forfatteren introducerer cirka halvvejs i bogen, redder historien fra art blive lidt klodset naiv fortælling med den søde backpacker og de søde fattige i hovedrollerne.
For de mennesker, der i den virkelige verden lever De Hvide Bygning i Cambodja, er netop, som forfatteren også selv skriver, meget udsatte. Derfor er der også en del organisationer, der arbejder med beboerne og med at foretage detnødvendige vedligehold af bygningen, så den eksempelvis ikke styrter sammen.
Men det er altså bogens problem. Det faktum, at Bygningen findes i virkeligheden, og at situationen omkring den er så alvorlig, gør det svært rigtig at holde med de erklæret fiktive karakterer.
Bogen er rig på detaljer og beskrivelser, men ikke på research af de tunge temaer, som foreksempel jordtyveri eller menneskehandel, som er underliggende i hele bogen. Det er et valg, forfatteren tager, og det gør ikke bogen dårlig.
Men det gør den mere letbenet og mindre relevant, end hvis han havde turdet smide fiktionen fra sig og give sig i kast med dét, han allerede i forordnet så som en rigtig god historie: Livshistorierne i Cambodjas (rigtige) Hvide Bygning.
Guy Singer: 'The White Building – A Broken Utopian Dream'
230 sider.
CreateSpace Independent
