Læsetid: 4 min.

Et katteliv

Hvorfor er der aktiv dødshjælp til katte, der ikke kan samtykke, men ikke til mennesker, der kan?
Hvorfor er der aktiv dødshjælp til katte, der ikke kan samtykke, men ikke til mennesker, der kan?

Clara Bach/iBureauet

9. april 2016

Det kan måske virke gimmicky at tage på kattecafé for så at skrive om, hvor skørt det er at tage på kattecafé.

Men som en, der ofte har brug for at komme ud af lejligheden for at sidde og arbejde, ikke har råd til kontorfællesskab og ikke kan komme i tanker om en eneste fordybelsesvenlig café i hele København, er jeg villig til at prøve hvad som helst.

Derfor tog jeg endelig på Café Miao, et sted der slår sig op på, at vi i vores højhastighedsvirtualiserede verden (Hej, døde medlemmer af Panamabestyrelserne) beviseligt kan stresse af ved at kæle med en kat.

På den måde er kattecafeerne en slags omvendt petting zoo: Her kan vi få stillet vores behov for at være i konkret berøring med andre levende væsner.

Og lige gyldigt hvad man så måtte mene om katte – jeg er helt sikkert primært en hundeperson – så er det tydeligt nok på de gæstebøger, der ligger i de lyserøde reoler, at muligheden for en mere uforpligtende kontakt til en kat har et stort potentiale i det fremtidige samfund, som vi er ved at bevæge os ind i.

Gæstebøgerne, der opfordrer til at dele sin kattehistorie, mens man drikker sin kat-te eller katte-latte, er selvfølgelig domineret af fortællinger om død og savn. Den bedste lød sådan her:

»Engang var jeg med min mor på Island, fordi hun var i gang med et forskningsprojekt om chihuahua-hunde, og hun skulle undersøge nogle chihuahua-hunde i Island. og jeg var med og gik for det meste bare rundt og kælede med nuttede dyr klinikken – hunde, fugle, skildpadder og katte. Og så var der bare en vildt nuttet kat, der lå og var helt stille, som jeg kælede med i måske fem minutter, indtil jeg fandt ud af, at den lige var blevet aflivet og var død. – Aske« (10/10 2014)

På den måde er der også en slags melankoli over at være på kattecafé, fordi det bliver en anledning til at snakke om de katte, vi har mistet, og altså inde i de her absurde historier også snakke om tab. F.eks. tab af mulighed for kat i diverse andelsforeninger, tab af mulighed for at have noget at ae eller tab af konkret kat (kære Buster, jeg troede virkelig, at du blev sendt på en gård).

En omvendt logik

Engang skulle vores hund aflives. Og i stedet for at lyve, som mine forældre havde gjort med vores kat da jeg var yngre, snakkede vi meget åbent om det. At nu var Oscars tid forbi, og da min dengang femårige lillebror spurgte hvorfor, svarede min far, at sådan var det bare nogle gange, når man blev meget syg.

Og selvfølgelig spurgte min lillebror så, om han også skulle aflives, hvis han blev meget syg, hvilket jeg kan huske, at jeg grinede oprigtigt og begejstret over. Men nu kan jeg sgu ikke lade være med at tænke på, om det altid kommer til at være rigtigt. At det ikke gælder for mennesker. Og selv når det er rigtigt, hvorfor fanden er det så i øvrigt, at aktiv dødshjælp ikke er lovligt for mennesker, når det er det for katte.

Der er en eller anden helt omvendt logik på færde i forhold til at blive aflivet, hvor dem med et sprog, der faktisk kan sige »hej, jeg vil gerne dø«, ikke selv får lov til at bestemme.

Fordi vi ikke kan være sikre på, at de mener det måske. Eller fordi de ikke selv kan være sikre på, hvad de siger ja til. Fordi ingen kan vide, hvordan det er at være død.

Men jeg har altid bare ment, at det var et underligt argument, fordi det at være i en meget syg krop ikke nødvendigvis handler om, hvad man siger ja til (døden), men om hvad man siger nej til (konstant smerte).

Måske havde alle de her tanker om døden også noget med musikken, der virkelig lød som hele soundtracket til Den sidste Mohikaner, at gøre, og jeg aner ikke om kattene havde det godt eller dårligt, men jeg vil i hvert fald sige, at de virkede utroligt uengagerede i de børn, der dominerede cafeen.

Kattene var der for vores skyld og ikke omvendt. Hvilket jeg både synes er frygteligt og meget interessant. Men ikke interessant nok til, at den katteformede omeletsandwich er noget, jeg nogensinde vil vende tilbage til, for selvfølgelig var det noget skodmad, og selvfølgelig slikkede den frække og meget smørjagtende kat, Stoffer, på både salt og peber-saltkattebøsse, mens min kæreste var ude og tisse.

Men selve ideen om at have et sted, hvor man kan komme ind og kæle med en kat, kan jeg godt lide. Især fordi alle de her plakater, hvor der f.eks. kan stå you are my cat and i will never let you hurt jo er en meget enkel måde at lære at passe på andre væsner. Og det kan jeg godt lide.

Ligesom jeg kan lide den lidt makabre ironi der ligger i, at sådan en aktivitet skulle foregå et sted som Café Miao, der ligger lige præcis i de gamle Borgerservice-lokaler og endda ser ud til at have beholdt både glasdør og væg-til-væg-gulvtæppe. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de så skal servere mad med kattemønstre i kaffen.

Café Miao
H.C. Andersens Blvd. 5, København v

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer