Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Til kritikken af den dystopiske skovskider

Klimakampen har udartet sig til en fjollet og reaktionær ideologi, der alligevel ikke redder planeten. Videnskabsjournalisten Leigh Phillips råber i ny bog ’Avanti!’ for en proteknologisk centrumvenstrefløj, men ender med at gå i sin egen fælde
Moderne Tider
9. april 2016

Apokalypsen er større end Justin Bieber. Hollywood svælger i fantasier om civilisationens endeligt, og internettet er fyldt med anvisninger på, hvordan man kan overleve i vildmarken og indrette sig i en bolig på størrelse med en skoæske.

Det konstaterer videnskabsjournalisten Leigh Phillips, som i bogen med den kringlede titel Austerity Ecology & the Collapse-Porn Addicts: A Defence of Growth, Progress, Industry and Stuff kortlægger, hvordan klimakampen har udviklet sig til en reaktionær, irrationel og direkte bizar ideologi, der alligevel ikke kan redde planeten.

Ikke alene cirkulerer der forskellige moralistiske forestillinger om bæredygtigt forbrug og tilbagevenden til naturen langt ind i liberale og nationalkonservative rækker. En skepsis over for teknologi, videnskab og fremskridt breder sig også blandt miljøforkæmpere og naturbeskyttere på den grønne venstrefløj.

Som Phillips spørger sig selv i indledningen: »Hvordan er det kommet så vidt, at økologien og venstrefløjen – grupper med progressive ideer lig mine egne – har udviklet sig i retning af vold, videnskabsskepsis og antimodernisme?«

Ekko af fortiden

Og så langer bogen over sine lidt for mange sider ellers både sjovt og rammende ud efter alt fra mexicanske økoterrorister, der skyder knæskallerne af videnskabsfolk, til frelste skovskidere og dystopiske spejderdrenge, der vil lære os kulinarisk tilberedning af ådsler, og hvordan man bruger dadelsten som prævention.

Phillips sporer denne tankegang åndshistorisk og påpeger, at naturbeskyttelse har været sengekammerat med både modoplysning og sågar fascisme (Adolf Hitler var som bekendt vegetar).

Den galt afmarcherede klimakamp er med andre ord overalt; lige fra diverse popkulturelt skrald til Naomi Kleins formaninger om at forbruge mindre.

»Vi får at vide, at vi må afvise onder som fremskridtet, industrialiseringen og sågar civilisationen, hvis vi skal redde planeten – også af så etablerede figurer som Prins Charles,« skriver Phillips, hvis yndlingsaversion er deep ecology-tænkere som Derrick Jensen, Paul Kingsnorth og John Zerzan.

Tit og ofte lyder forfatteren som et ekko af George Orwells legendariske udfald mod de nudister, helsekostfanatikere, langskæggede pacifister, sexgalninge og frugtjuicedrikkere, som i 1930’ernes Storbritannien blev tiltrukket af ordet ’socialisme’ som fluer af en lort.

Og forfatteren medgiver da også selv, at bogen grundlæggende gentager tidligere venstrefløjsargumenter om forholdet til natur og teknologi, opdateret til den antropocæne tidsalder.

Relevant tirade

Bogen er også en relevant tirade mod de dele af venstrefløjen, der antager, at kapitalismen kun er en slags moralsk brist lokaliseret i bestemte miljøer og samfundsklasser, som kan korrigeres ved at skære ned på privatforbruget og købe lokalt.

Problemet med bogen er dog, at den er mere en polemik end en analyse. Den gentager blot gamle skyttegravskrige på venstrefløjen, hvor en ’kunstnerisk’ kapitalkritik beskyldes for at være sværmerisk og naiv, mens en ’økonomisk’ kapitalkritik beskyldes for at være didaktisk og fremmedgørende.

I dag burde vi gerne kunne se, at ingen af parterne har helt ret, og ingen tager helt fejl. For er sagen ikke mere kompleks end som så? Er det ikke netop en af kapitalismens modsætninger, at udvikling også er lig afvikling?

Phillips mener dog ikke, at vækstkritik hører nogen steder hjemme på venstrefløjen.

»Vi har brug for mere vækst, mere fremskridt, mere industri, og vi er nødt til at blive mere civiliserede, hvis vi skal løse den globale biokrise,« hævder han og begiver sig ud i en socialdemokratisk argumentation om, at det ikke er økonomien, men manglen på planlægning, der er problematisk:

»Vores bedste håb for menneskeheden er at arbejde på at blive mere lykkelige, sunde, og ja, rige, men også stadig mere lige.«

Manglerne til trods rejser bogen en kritik, der rammer mellem øjnene på livsstilsprimitivister som Andrea Hejlskov og Den Store Flugt og udflytterfamilien, der for nylig blev portrætteret i Søren Ryge-programmet Far, mor og børn, og som også optrådte i fredagens Information.

Ligesom den nok kan vække eftertanke hos alle, der har stemt på Alternativet.

Leigh Phillips: 'Austerity Ecology & the Collapse-Porn Addicts: A Defence of Growth, Progress Industry and Stuff'
292 sider. 16,99 pund
Zero Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt der er en der har set lyset og indset, at vækst med tilhørende merforbrug er løsningen på overforbrug.
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det eneste alternativ er at stemme på Alternativet og folk med tilsvarende samfundssind.