Læsetid: 4 min.

Livet er en dans på Instagram

Jeg danser – til barnets ærgrelse og min egen glæde. Nogle gange med rytmen; andre gange ude af den – men aldrig alene
Jeg danser – til barnets ærgrelse og min egen glæde. Nogle gange med rytmen; andre gange ude af den – men aldrig alene

Clara Bach/iBureauet

2. april 2016

»Hold op med at danse, mor. Du er pinlig. Du danser ligesom Drake,« siger barnet, mens hun filmer mig. Hun smider videoen op på Instagram og skriver: »Min mors pinlige dans.« Tre synes godt om den, hvoraf jeg er den ene.

Dans er i sandheden en underfundig ting. Måske er det ikke helt korrekt at kalde det for en ’ting’, men snarere en bevægelse. Ikke kun en æstetisk bevægelse, men også en samfundsmæssig.

Jeg tænker ofte, at man kan aflæse en nations tilstand i måden, vi danser på. Og efter hvad jeg oplevede på koncertstedet og natklubben Culture Box for ganske nylig, så består vores samfund af ensomme dansende ulve.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte at danse. Men jeg kan huske, at jeg opdagede, hvad det betød for fællesskabet, da jeg var barn: intet fællesskab uden dans.

Som barn var jeg ofte på ferie i vores tyrkiske landsby, og hver gang havde jeg fornøjelsen af at være med til traditionelle tyrkiske bryllupper. Og traditionen tro foregik disse bryllupper med en kønsadskillelse. Mændene sad i et hus, og kvinderne i et andet.

Men denne regel, kønsadskillelsen, blev brudt, når der skulle danses. Her var alle lige. Både stillede og værdige. Men det, der gjorde endnu mere indtryk, var, at ingen dansede alene. At ingen var en øde ø på et dansegulv. Alle dansede sammen.

En del af fællesskabet

Jeg er ret vild med at danse. Og jeg giver ikke en fuck for, om jeg er pinlig eller ser mærkelig ud, når jeg bevæger mig. For mig handler det om at have det sjovt. At maxe ud, som de gamle siger. Og derfor havde jeg også glædet mig til at danse på Culture Box.

Efter en kop natkaffe på Staden stod vi og diskuterede, om vi skulle tage en Uber eller taxi til Kronprinsessegade 54, hvor ’boxen’ ligger. Valget faldt på en taxi. På bagsædet forsatte diskussionen om Uber vs. Taxi. Chaufføren belærte os, at man er en del af fællesskabet, når man betaler skat. Og med det in mente sagde vi tak for turen og gav ham 10 procent i drikkepenge.

Klokken er lidt over to, da vi trådte ind på boxen. Den danske kult dj DJ HVAD, også kendt som Kid Kishore eller fra Albertslund Terror Korps, var lige gået i gang med et dj-set, i det der omtales som Black Box, som er stedets store sal.

I Red Box, som ligger i kælderetagen, spillede Bluntman Deejay. Her mødte jeg Adam, der stank af bon og påskeferie, i selskab med nogle af hans venner. Der var godt gang i deres basarme.

De er på godt dansk nogle ordentlige trampere. De stod i lille rundkreds og dansede, og jeg stillede mig hen til dem og trampede med. Vi dansede i den varme grød, og ikke om den. Vi var en ø. Og uigennemtrængelig for fremmede.

Har de glemt at danse sammen?

Jeg gik op til dj-pulten for at tjekke Bluntman Deejay ud. En halvung dude med fuldskæg og langt hår, og nogle bukser, der var to numre for store, og det bælte, han havde på, hjalp lige lidt, for han blev ved med at hive dem op. Og han dansede, som jeg aldrig har set en dj danse. Han dansede med sig selv.

Jeg kiggede rundt i lokalet og så, at flere gjorde som ham: Dansede med sig selv. Og jeg beundrede dem alle sammen, men fandt det også tragisk. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham. Jeg ville se ind i hans øjne. Jeg ville se det, han så. Jeg ville inviteres ind på hans ø. Der er vel plads til to. Alas.

Jeg gik op til DJ HVAD-koncerten og fandt min elskede. Han stod sammen med nogle venner og lyttede til lyde, der dannede en rytme. Han holdt om mig. Og rokkede mig. En lille pardans, om man vil. DJ HVAD’s rytmer intensiveres, og insisterer på, at man bevæger sig med.

Og flere og flere arme begyndte at strække sig ud i luften. Flere og flere kroppe bevægede sig i takt, og ude af takt, med musikken. Nogle stod med lukkede øjne. Andre kiggede intenst ud i intetheden, eller ind i deres hjerner, i det røgfyldte lokale. Og de gjorde det alle alene. Alle var et dansende selfie.

Og hva’ så, tænker du måske. Er det nu også en forbrydelse at danse alene? Bevares, nej. Men jeg tror, at folk har glemt at danse sammen. Og hey, det er ikke ensbetydende med, at jeg efterlyser folkedans; snarere blot at vi ikke behøver at være en øde ø, når vi nu alle sejler i den samme båd.

I mellemtiden vil jeg fortsætte med at danse, til stor ærgrelse for barnet. Og en skønne dag vil hun måske danse sammen med mig. Om vi danser eller ej, er vi stadig nogle pinlige tosser.

Culture Box
Kronprinsessegade 54
København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu