Læsetid: 3 min.

Når en aldrende marxist kærligt hylder matematikken

Der findes ikke mange filosoffer i vore dage, som både rummer kunst, kærlighed, politik og matematik, men Alain Badiou er på sine gamle dage begyndt at dele ud. Og det er behagelig læsning som de felste af hans sene små skrifter
23. april 2016

Da den ekstremt produktive franske filosof Alain Badiou midt i 1990’erne holdt seminar om psykoanalytikeren Jacques Lacan, handlede det om, at Lacan var antifilosof, ligesom Wittgenstein, Nietzsche og endnu tidligere Pascal.

Badiou understregede, hvordan Lacan – som han i øvrigt var elev af i adskillige år – på sine gamle dage helt opgav filosofien, eller det man måske kan kalde den rationelle forklaring, og især skældte ud på sine kolleger.

De sidste år satte Lacan den analytiske gestus, en form for handling, i højsædet, og den kan ikke teoretiseres: Hvordan man for eksempel slutter eller punkterer patientens tale i analysen ved blot at slutte seancen. Det førte til tider til Lacans forargende korte seancer: Hvad er det for en vrede, som opstår, hvis man skal betale 500 kr. for fem minutter?

Nu, hvor Badiou selv nærmer sig de 80, gribes man af den tanke, at han selv er i færd med at skabe en række punkteringer, men i kærlig og opbyggelig form. Denne måske verdens sidste erklærede marxist, kendt for tunge og for lægmand uforståelige murstensværker, udsender det ene lille behagelige skrift efter det andet.

To af de sidste ligger på mit bord, dels en lille tale om, hvordan vi skal tænke efter terroren den 13. november i Paris – allerede omtalt her i Information. Men også en lille dialog med matematikeren Gilles Haéri, Éloge des mathématiques (Hyldest til matematikken) udgivet på det også ekstremt behagelige lille forlag Café Voltaire.

På denne ’café’ har Badiou tidligere causeret om kærlighed og teater, nu er turen kommet til den matematik, som står Badious hjerte så nær.

Kærlighed til matematikken

I lighed med nogle af filosofihistoriens største tænkere fra Platon over Aristoteles til Descartes, Leibniz, Spinoza og Frege er Badiou selv uddannet i matematik. Han var nærmest matematiker, før han blev født, forklarer han selv, i den lacanianske forstand, siger han også selv, at hans far var matematiker. Det var derfor dels et sprog, han blev født ind i, men også et vidensbegær, han således arvede.

Badious ærinde med denne lille bog er måske netop at vække begæret efter matematik på ny, fordi matematikken er så væsentlig for filosofien, men at det nærmest er glemt.

Hermed mener Badiou nemlig ikke en matematik parkeret i den rolle, den har fået inden for analytisk filosofi, hvor den med sin koncentration om logikken, totalt har sluppet taget om ’eksistensen’. Den af Sartre inspirerede tanke om, hvordan et subjekt forholder sig til den viden, det både bygges op af og forholder sig til.

Der, hvor den analytiske filosofi så nærmer sig videnskaben, undgår den også det egentligt filosofiske, nemlig karakteren af, hvad matematikken er. Det er, fordi analytisk filosofi, med dens arv fra positivismen, ikke vil beskæftige sig med metafysiske spørgsmål.

»Kognitivisme forsøger at reducere alle spørgsmål om tanke og handling til forsøg og studier af hjernemekanismer. Lige meget hvor interessante resultatet af sådanne observationer end er, er det ikke filosofi.«

I bogens indledning giver Badiou således nogen på hatten til andre filosoffer. Det er slet ikke de ’nye’ franske filosoffer, der finder nåde for Badious krævende blik, de er fra et videnskabeligt synspunkt absolut historiske nulpunkter.

Udsigt fra toppen af bjerget

Badious ærinde omkring matematikken – med dens forhold til filosofien – er både socialt, eksistentielt og med et syn på universalitet, der måske kan virke overraskende.

Det sociale handler om, hvordan adgangen til matematikken er blevet et spørgsmål om elite, ikke mindst i Frankrig. At det er ekstremt få, der kan følge de nyeste matematiske indsigter, er i sig selv et problem.

Et langt større problem er det, at matematikken giver adgang til de bedste skoler og de højeste lønninger. Det har sin egen indbyggede katastrofe: Det, som i en digital og højteknologisk tidsalder er allermest basalt for alle, forstås af ganske få. Og den metafysiske dimension mistes totalt.

For Badiou er det nemlig en langt større katastrofe, at selv vor tanke og dimension som individer her i verden, således stækkes. Det er ved lære, hvordan man følger en matematisk demonstration, at vi støder ind i noget af det eneste, som vitterligt både er universelt og smukt.

Med matematiske demonstrationer opnår man en følelse af skønhed, som Badiou sammenligner med at nå til toppen af et bjerg og kikke ud over landskabet. Eksisterer det der så landskabet? Det helt unikke ved matematik er i al fald, at man selv er gået vejen. Og at de andre kan følge, hvilken vej man gik.

Alain Badiou avec Gilles Haéri: 'Éloge des mathématiques'
124 sider. 12 euro
Flammarion, Café Voltaire

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

... og det er ikke rigtig noget for vor tids ungdommelige elementer i skolesystemet, der er nemlig heller ingen genveje på deres matematiske vej til toppen af bjerget - surt sjov ...