Læsetid: 5 min.

Er selvudvikling lig med samfundsafvikling?

Skaber tidens krav om selvudvikling og positiv psykologi et dårligere samfund? Det er grundspørgsmålet i en ny veloplagt dialogbog mellem en fortaler for selvudvikling, Hans Henrik Knoop, og hele Danmarks ’nej-hat’, Svend Brinkmann. Diskussionen mellem de to debattører fungerer som en forlængelse af bestselleren ’Stå Fast’. Nu bare med en modstander, der forsøger at vende Brinkmanns kritik mod ham selv
2. april 2016

Skaber tidens krav om selvudvikling og positiv psykologi et dårligere samfund? Det er grundspørgsmålet i en ny veloplagt dialogbog mellem en fortaler for selvudvikling, Hans Henrik Knoop, og hele Danmarks ’nej-hat’, Svend Brinkmann.

Diskussion mellem de to stridsparter fungerer som en forlængelse af bestselleren Stå Fast. Nu bare med en modstander, der forsøger at vende Brinkmanns kritik mod ham selv.

»Vi sidder i et fly, der styrter mod jorden (tynget af klimakrise, konstant stress og økonomisk ulighed). Ingen gør egentlig noget ved det, for alle har travlt med at tage iltmasker på sig selv og deres børn (rækkefølgen er her underordnet). Alle sidder og trækker vejret i egen maske og prøver at tænke positivt. Ingen opdager derfor, at piloten og kaptajnen er besvimet i cockpittet, og at flyet faktisk kunne rettes op, hvis nogen tænkte på at undersøge cockpittet. Alle er så selvoptagede, at de glemmer den større struktur, de befinder sig i«.

Således beskriver psykologen Svend Brinkmann samtiden i den netop udgivne single og e-bog Positiv og negativ psykologi.

Hans Henrik Knoop, lektor i psykologi på Århus Universitet, er fortaler for brugen af positiv psykologi og mener at Brinkmanns opgør med tidens udviklingstrang – som formuleret i bogen Stå Fast – er »i overhængende fare for at smide et barn, uden hvilket et interessant liv ikke er muligt, ud med barnevandet. Vel vidende, og anerkendende, at du ønsker det stik modsatte«.

Barnet referer her til selvudvikling. Ifølge Knoop må vi anerkende, at kravene om selvudvikling er kommet for at blive.

Hvad er for individets bedste?

Bogen forholder sig til tre emner; selvudvikling, udvikling i arbejdslivet og udvikling i pædagogik og (ud)dannelse. Det fælles udgangspunkt for Brinkmann og Knoop er spørgsmålet om, hvorfor forsøget på at fremme menneskets trivsel og selvudvikling er blevet så kontroversielt?

Ifølge Brinkmann skyldes de mange diskussioner om selvudvikling, at samtidens krav om netop dette let til bliver grobund for tvang. Tvangen viser sig eksempelvis i MUS-samtaler og personlig-udviklings-ledelse, der efterspørger »et opportunistisk, formbart og proaktivt menneske«, hvis personlighed bliver synonymt med en »selvoptimeringsproces uden ende«.

Brugen af positiv psykologi tipper balancen mellem struktur og individ og gør udelukkende individet genstanden for forandringer.

Vi har ifølge Brinkmann i vor tid »sat Selvet ind på Guds plads i den eksistentielle ligning, og selvbegrebet er lige så diffust som Gud, og anvendes på lignende måder til at styre menneskelivet på«.

Hvad der endvidere er problematisk ved tidens krav om selvudvikling, er måden, hvorpå sådanne krav kan gøre vores livsførelse uetisk.

For Brinkman er selvet og eksistensen givet af vores medmennesker. Menneskets eksistens er ikke givet ved dets blotte indre. En forståelse af selvet som værende et substantielt indre, et kerneselv, er for Brinkmann en myte. Selvet er et selvforhold og derfor involverer udviklingen af et selv en »etisk besindelse«.

I tydelig Løgstrup'sk inspireret vending siger Brinkmann, »jeg er som selvforholdende væsen defineret ved mine forpligtende relationer til andre«.

Brinkmanns argumentation ender i blindgyden

For Knoop forekommer Brinkmanns argumentation at være en blindgyde. Man kan ikke benytte argumenter om selvets beskaffenhed til at afvise diskussionen om selvudvikling. Knoop indvender for det andet, at det er problematisk, hvis de eneste modsvar til selvudvikling enten er, at gå i stå eller en fejlslagen selvudvikling, eksempelvis i form af depression.

Ifølge Knoop er vi omvendt tvunget til at selvudvikle os og dette er der intet forkert i. Det er et vilkår, at vi skal udvikle os som mennesker og som fællesskaber. Knoop mener omvendt, at vi etisk set skal undgå uforsvarlig udviklingstvang, hvilket være sig, når mennesker hæmmes i deres »(selv-)udvikling«.

Og endelig mener Knoop, at Brinkmann undervurderer individets eget ansvar. Det er ikke samfundets skyld alt sammen. Knoop argumenterer hermed for, at intet er vundet, hvis Brinkmanns ideal – om at sætte ’det at stå’ ligeså højt som udvikling – realiseres.

Knoop finder desuden teorien om flow meget mere beskrivende end Brinkmanns metafor om at ’slå rødder (at stå fast) kontra at bruge sine fødder (at udvikle sig)’. Flow-teorien vægter både det at være i ro, i fordybelse og i udvikling, som når eksempelvis er opslugt af en leg eller en bog.

Også til det indledningsvise citat om situationen i flyet. Ifølge Knoop er rettidig brug af positiv psykologi en forudsætning for, at flypassagerne, i det hele taget kan have ilt nok til at ’undersøge cockpittet’ og få vækket piloten.

Det at den positive psykologi kan misbruges er ifølge Knoop »ikke noget godt argument for at ignorere den, for alt andet lige er man bedre stillet, hvis man ved, hvad der foregår, og det hjælper videnskab(en om positive psykologi) os til«.

En lærerig dialog

Det er lige fra bogens start klart, at Knoop lidt karikeret er ’løsningernes mand’, der vægter, hvad individet faktisk kan gøre, mens Brinkmann er ’kritikkens’ ditto, der fokuserer overdrevne krav til individet. På trods af dette fungerer dialogformen godt som et formidlingsgreb mellem to positioner. Dialogen er nysgerrig og oprigtig. Den bliver aldrig skinger eller personlig og bogen har ingen trang til at oppuste kunstige modsætninger.

Dialogen mellem Knoop og Brinkmann præciserer og nuancerer dels Brinkmanns pointer i forlængelse af sin bestseller Stå Fast og dels er Knoop så afgjort en dialogpartner, der kan give Brinkmann kamp til stregen.

Læsere af Brinkmanns Stå Fast kan trygt dykke ned i denne ca. 100 siders velskrevne dialog. Bogen ender desuden med en fælles reprimande til landets politikere om, at deres idealer om frihed må følges op den førte politik, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Når det er sagt halter bogens tredje kapitel om pædagogik og (ud)dannelse efter de andre to kapitler. Her er uenigheden ikke stærk nok, hvorfor dialogen snarer bliver to separate indlæg.

Desuden er det et irritationsmoment at ”negativ psykologi” ikke defineres, endsige forsøges på det. Det lader sig forstå som det modsatte af den positive psykologi, men det er synd. For det virker forfladigende for Brinkmanns eget projekt, hvilket ikke bare er et opgør med tidens udviklingstrang, men i ligeså høj grad en kamp for at udvide vores psykologiske, sociologiske og filosofiske horisont. Nemlig at livet og eksistentielle forhold ikke kan bare kan forstås som værende enten positive eller negative.

Brinkmanns problem med positiv psykologi er jo ikke blot, når den misbruges – at »man skal vare sig for, og advare mod, misbrug!« - som Knoop siger.

Styrken i Brinkmanns argumentation – her og i Stå Fast – er noget mere, nemlig at den positive psykologi i sin egen ret er for banaliserende og meningsreducerende. Derfor burde bogen måske rettere hedde positiv og nuanceret psykologi.

Svend Brinkmann & Hans Henrik Knoop
'Positiv og negativ psykologi'
68 sider. 89 kr.
Gyldendal Business Single

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu