Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det er sprogets skyld

Hvad har alfabetets oprindelse med den nuværende miljøkrise at gøre? Ikke så lidt, mener civilingeniør og miljøforkæmper John Holten-Andersen, der er aktuel med ’Sprogets magt – magtens sprog’. Den stort anlagte bog er både en sympatisk fremmedgørelseskritik og en lidt forvrøvlet forfaldshistorie
Moderne Tider
23. april 2016

Sprog er spin og naturen objekter, vi kan udnytte efter forgodtbefindende. Alt imens vi vandrer forblændede omkring i en abstrakt symbolverden, afskåret fra basale sanselige og kropslige erfaringer.

Sådan lyder den forstemmende samtidsdiagnose, der er udgangspunktet for John Holten-Andersens 231 sider lange bog Sprogets magt – magtens sprog. Et forsvar for sansernes verden.

Påstanden er, at der går en lige linje fra de alfabetiske tegn til de symbolske penge. Holten-Andersen fortæller historien om menneskets smertelige adskillelse fra verden på en række civilisationstrin, fra homo sapiens og frem til vore dages digitale indfødte.

Bogens første to tredjedele er et stort anlagt historisk rids af den menneskelige civilisations udvikling fra kropsbaseret mundtlig kultur til abstrakt, symbolbaseret skriftkultur. Stationerne undervejs på den gradvise løsrivelsesrejse er blandt andet Platons idelære, Descartes’ og Kants erkendelsesteori, Cassirers lingvistik og Naomi Kleins (i dag nok noget forældede) No Logo.

Oldtidskundskabstime

Det er som udgangspunkt en interessant tanke, at spaltningen mellem sprog og virkelighed er mulighedsbetingelsen for naturødelæggelse. Som det hedder i indledningen:

»Min interesse er at undersøge, hvordan det menneskelige symbolsprog er vokset frem af det tegnsprog, som alle andre levende væsener betjener sig af, samt hvordan det gennem tiden er kommet til at afvige stadigt mere markant fra sit ophav.«

For at løfte den temmelig ambitiøse opgave etablerer John Holten-Andersen sig som en både autoritativ og indigneret fortæller. Det er et meget hyggeligt sted, forfatteren fortæller fra; lidt hen ad oldtidskundskab i gymnasiet, kommentarsporene på information.dk og oplysningsfjernsyn fra monopoldagene.

Abstraktionsniveauet er højt og det historiske overblik stort, når forfatteren med stormskridt spadserer op igennem civilisationen og undervejs standser op for at dele ud af sin viden om alt fra naturfolkenes orale kultur og fønikernes brug af guld og sølv som betalingsmiddel til kong Filip af Makedonien.

Ifølge indledningen har det været hensigten at ordne stoffet under tre afgørende sproglige revolutioner: Det alfabetiske skrift, bogtrykkerkunsten og den elektroniske kommunikation. Så langt, så godt.

Bogen tager en del svinkeærinder undervejs og forfalder til en unødvendig detaljerigdom og overflødige gentagelser. Der er ingen tvivl om, at forfatteren ligger inde med en stor viden om sit emne – måske så stor, at han har haft vanskeligt ved at begrænse sig?

Med en baggrund som civilingeniør, mangeårig miljøaktivist og lektor i bæredygtigt design og omstilling må man sige, at forfatteren her har bevæget sig uden for sit kerneområde.

Det skal ikke lægges ham til last, for selvfølgelig kan der komme interessante erkendelser ud af møder og sammenstød imellem afgrænsede fag og videnskaber. Men at sætte sig for at analysere sprogets historie som sådan er måske alligevel for stor en mundfuld?

Semiokapitalisme

Bogens mest tankevækkende dele er dem, hvor Holten-Andersen omsider når frem til at analysere den postmoderne økonomi som udveksling af betydninger.

Forfatterens projekt lyder her som et ekko af de franske postmarxistiske tænkere som Baudrillard og Lyotard, som i begyndelsen af 1970’erne ville opdatere den marxistiske vareanalyse til den postindustrielle tidsalder ved hjælp af strukturalistisk sprogteori. Som Holten-Andersen skriver:

»Antallet af tegn, der er nedlagt i en ting, svarer jo nogenlunde til ’mængden af abstrakt menneskeligt arbejde’, der er medgået i dens fremstilling, sådan som Marx formulerede arbejdsværditeorien i Kapitalen.«

Holten-Andersen, der tydeligvis er en velbevandret Marx-læser, når dog ikke frem til at begribe kapitalen som reale abstraktioner, en proces i selve virkeligheden.

I stedet ender analysen i en udialektisk blindgyde, der feticherer det manuelle arbejde frem for det intellektuelle, det konkrete frem for det abstrakte, det mundtlige sprog frem for det skriftlige. På den måde er Sprogets magt – magtens sprog mest af alt en sentimental forfaldshistorie, hvor de store skurke er alfabetet, matematikken, logikken og kommunikationsteknologien.

Forfatteren forfalder endda til primitivisme, når han sværmer for »den mundtlige kulturs menneskesyn«, hvor man i stedet for at have »øjnene stift rettet mod fremtiden, frem for alt har øje for nuet«, og befaler os fordummede zombier med firkantede skærmøjne at »hive stikket ud og vende tilbage til den virkelighed, hvor det fortsat er ’her’ og ’nu’, der gælder!«

Helt forvrøvlet bliver det, da han vil afsværge matematikken og erklærer, at kausalitetstænkning er til mere skade end gavn – men dog går så langt som til at medgive, at der er brug for en kvantitativ målestok til at vurdere effekten af vindmøller.

Romantisk længsel

Problematiske er også bogens kulturpessimistiske udfald, der står helt for egen regning, men ikke desto mindre fremføres som alment kendte sandheder.

Eksempelvis hedder det om de universitetsstuderende, at de »bliver mestre i at beherske det symbolske sprog og samtidig får udviklet et meget, meget stort ego. Til gengæld visner deres krop hen, ligesom deres sanser sløves, hvorfor de næsten er ude af stand til at høre, hvad virkeligheden har at sige, ligesom de stort set mister evnen til at handle spontant.«

Ungdommen nu til dags! Hvordan John Holten-Andersen er nået frem til den konklusion om syv procent af landets befolkning, røber han ikke.

Men det grundlæggende problem med bogen er for mig at se, at forfatteren på et tidspunkt bliver så indfanget af sin egen tosporede analyse af henholdsvis penge- og sprogsymboler, at han ender med at identificere skriftsprog med kapitalisme som sådan.

Dermed begribes kapitalismen ikke længere som en specifik historisk produktionsmåde, men som et moment i en længere og ifølge forfatteren begrædelig civilisationsproces, hvor mennesket ved hjælp af sproget i stadig højere grad bemægtiger sig verden.

Det fejlgreb fører frem til den bizarre påstand, at vi må undertrykke skriftsproget for at afhjælpe kapitalismens skadelige følgevirkninger og genoprette en fri relation til hinanden og verden.

Med sin romantiske længsel efter en slags naiv naturtilstand, hvor der endnu hersker harmoni mellem sproget og virkeligheden, lykkes det i mine øjne ikke Holten-Andersen at komme frem til en brugbar samtidskritik.

Derimod tror jeg, man med større udbytte kan læse Sprogets magt – magtens sprog indirekte som en tilstandsrapport fra den fase af kapitalismen, som Marx benævner den reelle subsumtion – det vil sige den tilstand, hvor ikke blot arbejdet, men alle konkrete menneskelige aktiviteter tager form af abstrakte vareudvekslinger.

Og guderne skal vide, at der i disse Piketty-glade omfordelingssocialistiske tider er brug for en genopdagelse af det perspektiv.

De sludrevorne tendenser til trods tror jeg, det er sådan, vi skal læse Sprogets magt – magtens sprog: Som et forsøg på at fastholde et sted at tale fra, som ikke er sat til salg.

John Holten-Andersen: 'Sprogets magt – magtens sprog'
231 sider. 249,95 kr.
Hovedland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Lyden af sprog tilhører sanseverdenen, og munden og øret er da også vore sociale organer; derfor sprogets magt.