Læsetid: 3 min.

Strømeren, der ville forandre systemet indefra

Italien fostrer uheldige helte, der bøder for institutioners og medborgeres svigt. Roberto Mancini var en af dem. Han satte sig for afdække mafiaens svindel med giftigt affald og blev et af affaldets første ofre
16. april 2016

En decemberdag i 2013 kørte jeg til Perugia for at interviewe en politimand Roberto Mancini til en artikel om den napolitanske mafias omgang med giftigt industriaffald og den deraf følgende miljøkatastrofe.

Den 53-årige Mancini var indlagt med en kræftsygdom, han havde pådraget sig gennem års efterforskning på forurenede steder. Vi sad i flere timer på en hospitalsstue, mens han fortalte om sin karriere i politiet, som begyndte i 1980’erne, da den organiserede kriminalitets indflydelse på den italienske økonomi var begyndt at blive mærkbar.

Mancini opdagede før alle andre, at mafiaen systematisk nedgravede giftigt affald i Napoli-provinsen, men hans efterforskningsresultater blev også systematisk ignoreret. For mange havde for meget på spil, efterrationaliserede han. I artiklen blev der kun plads til en meget lille del af hans historie. Men han havde åbnet sig og fortalte mig en masse.

Vi aftalte at mødes igen, når han blev udskrevet, så han kunne give mig den første politirapport om mafiaens miljøforbrydelser, som han havde skrevet helt tilbage i 1996. Det skete bare aldrig.

Mancini blev begravet fire måneder senere som en af Italiens pinlige helte – en af de mange politifolk, politikere, dommere, journalister, aktivister osv., der har mistet livet i kampen mod en mafiøs overmagt. Hans skæbne er et eksempel på, at disse døde også er ofre for konformisme – for flertallets uhyggelige tilpasningsevne:

»Mafiaen i sjælen er ondskabens banalitet på italiensk,« som filosoffen Roberta De Monticelli har sagt i et interview i Information med reference til Hannah Arendt.

Dumme chefer

Nu har journalisterne Luca Ferrari og Nello Trocchia i samarbejde med Mancinis enke, Monika Dobrowolska, udgivet bogen Io, morto per dovere (Jeg, død af pligt) om denne italienske antikonformist:

»Jeg havde bestemt mig for at blive strisser, strømer, svin, bøddel, men jeg ville gøre det på min egen måde, uden at tabe mit eget pulsslag, min sjæl, mit hjerte på venstrefløjen,« skrev Mancini i sit sidste brev til venner og familie.

»Jeg havde truffet det valg, som havde været svært og smerteligt, men jeg kunne lide det og var optændt af en ide. Jeg havde bestemt mig for at gå ind i politiet, fordi man bekæmper institutionerne ved at forandre dem indefra.«

Mancinis historie vækker en række modsatrettede følelser: vrede og medfølelse, beundring og afsky. På baggrund af interviews med ham selv, hans familie, barndomsvenner, kolleger og kriminelle samt breve, dokumenter og avisudklip sammenstykker Ferrari og Trocchia historien om en ung venstrefløjsaktivist, der som reaktion på den politiske vold i 1970’erne valgte at blive betjent. Han leverede gode resultater, men havde disciplinære problemer:

»Det straffer mig at være den, jeg er. Fagligheden burde være det eneste bedømmelsesgrundlag for en detektiv. Men nej! Det er obligatorisk at adlyde de overordnedes ordrer trods enhver logik, trods den sunde fornuft – så er man sikret en karriere,« skrev den unge Mancini i et brev til sin mor, »for at gøre karriere skal man være den, man ikke er. Man skal tilpasse sig flertallets opførsel. Man må ikke diskutere de overordnedes beslutninger. Først og fremmest må man aldrig vise, at man ved mere end dem, der skal bestemme.«

Fatal fortielse

I 1990’erne var Mancini leder for et efterforskningshold i området mellem Rom og Napoli, hvor han begyndte at se en kriminel dynamik i affaldssektoren.

Især mafiaklanen fra Casal di Principe opkøbte jord, hvor de nedgravede affald af enhver slags. Respektable mellemmænd med politiske forbindelser formidlede kontakten til industrien i Norditalien og udlandet. Mancinis resultater blev mødt med modvilje og afvist som utilstrækkelige til at bære en retssag. Først nu er de hovedaktører, han udpegede, blevet dømt.

Og i mellemtiden er der opstået en enorm miljøkatastrofe. Nogle steder forventes forureningen af grundvandet fra den gradvise nedsivning af perkolat og giftstoffer først at toppe i 2064. Tusinder af dødsfald kunne formentlig have været undgået, hvis Mancini havde fået støtte:

»Vores opgave er ikke at arrestere nogen og lægge dem i håndjern for at gøre god figur over for de overordnede og måske blive præmieret,« sagde han til en kollega, »vi bliver betalt for at garantere rettigheder og for i det små at forbedre verden omkring os.«

Luca Ferrari og Nello Trocchia: Io, morto per dovere. 152 sider, 15 euro. Chiarelettere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu