Læsetid: 5 min.

Sygelig godgørenhed

Altruisme er ikke bare hjælpsomhed. Amerikansk debatbog portrætterer en række rigtigt, rigtigt gode mennesker og deres gerninger – og afdækker fælles træk i egoismens og altruismens idehistorie. Desværre er fremstillingen præget for meget af creative writing til at kunne bevæge og flytte
9. april 2016

Strangers Drowning handler ikke, som man kunne tro, om massegraven i Middelhavet, men om mennesker, der går usædvanligt langt for at hjælpe andre.

Larissa Macfarquhar kalder den slags mennesker do-gooders. Når vi beskriver nogen som en do-gooder, signalerer vi samtidig vores skepsis: Er prototypen på en do-gooder ikke sådan en emsig og humorforladt velgører, der er lige så selvgod som god?

Macfarquhar interesserer sig for de mennesker, der er ekstraordinært opofrende, men lige så meget for den skepsis, de bliver mødt med. Hvorfor mistror vi deres motiver? Hvorfor virker de så irriterende? Hvorfor ser vi i deres livsførelse tegn på lavt selvværd eller en dårlig barndom? »Hun har et hjælpekompleks,« siger vi.

Portrætter

Strangers Drowning består af en række portrætter af sjældent altruistiske mennesker. Den har udtalt amerikansk slagside, men okay, amerikansk filantropi er også noget for sig.

Der er de politisk indignerede, som Charles Gray fra Oregon, der i slutningen af 1970’erne ikke længere ville bidrage til, hvad han anså for en voldelig økonomisk orden.

Gray besluttede sig for at leve for sin andel af verdens velstand, så han dividerede verdens totale indkomst med befolkningstallet og kom frem til et diminutivt beløb, som han og hans familie skulle leve for. Hans kone ville gerne beholde deres hus. Gray valgte sit ikke-voldelige økonomiske system, WEB – for World Equity Budget – frem for sit ægteskab.

Så er der de farverige som Sue og Hector, et hvidt par fra Vermont, der i deres ungdom drømte om engang at blive en familie med fire børn, men som endte med selv at få to børn og adoptere tyve(!): en søskendeflok på seks teenagere fra Texas, en søskendeflok på fire fra New Mexico, en dreng fra El Salvador, en baby med spastisk lammelse fra Indien, en baby fra Florida med medfødt alkoholsyndrom og en hel håndfuld flere syge børn.

Det er en både bizar og bevægende fortælling. Sue og Hector går målrettet efter at adoptere de børn, som ingen andre vil adoptere, penge er det småt med, fordømmelse er der nok af. Det er rørende at høre de nu voksne adoptivbørn beskrive oplevelsen af langsomt at blive stærkere i den spraglede familie.

Undervejs er der tragedier: de sygeste børn dør, to kommer i fængsel, og teenagepigerne bliver gravide på stribe. Men Macfarquhar er opsat på ikke at lade læserens skepsis få overtag. Portrættet slutter med en trøsterig beskrivelse af storfamilien, nu inklusive børne- og oldebørn, der mødes år efter år i det store gamle hus til højtider og fødselsdage.

Især én ting er slående ved bogens skildring af velgørenhed i dag: Silicon Valley-optimismens vilde transformation af velgørenhedssektoren. Mens det for Charles Gray var essentielt ikke at bidrage til et voldeligt kapitalistisk system, er det omvendt essentielt for ’effektiv altruisme’-bevægelsen, typisk lidt nørdede unge mænd, at man tjener så meget som muligt for at kunne give desto mere til velgørenhed. I danske ører er det vulgært, når en filantropisk finansmand taler om de 180.000 menneskeliv, hans spekulationsgenererede donationer redder. ’Raske livsår’ er som en slags renter.

I den effektive altruisme-bevægelse er det fjollet at være hjælpearbejder til en sølle løn, når nu man hjælper så meget bedre ved at arbejde i en investeringsbank.

Den suspekte hjælp

Det er en styrke ved Strangers Drowning, at Macfarquhar undervejs undersøger altruismens og egoismens kombinerede idéhistorie.

Det er en historie, der indbefatter socialfilosoffen Adam Smiths beskrivelse af egoisme som noget, der faktisk gavner fællesskabet, naturforskeren Darwins beskrivelse af selvopofrelse som en del af menneskets natur, filosoffen Nietzsches kritik af kristendommen, Freuds forståelse af uselviskhed som en form for masochisme og tyranni samt antropologen Marcel Mauss’ beskrivelse af, at gaver involverer en forventning om modtagerens tilbagebetaling, altså en økonomi.

Macfarquhar føjer ikke nyt til forståelsen af disse tænkere, men hendes skitse viser, at altruismekritik står centralt ikke bare i moralfilosofien, men også i ideernes historie mere generelt.

Med til altruismekritikkens nyere historie hører begrebet co-dependency, der i 1970’erne blev populært som en måde at beskrive, at den, der hjælper, selv er en del af problemet – og selv behøver hjælp.

Først var det især pårørende til alkoholikere, der beskrev sig selv som co-alcoholics og dermed co-dependent. Men i 1980’ernes USA kunne begrebet bruges til at beskrive enhver, i reglen kvinder, der syntes at være afhængig af følelsen af at hjælpe andre.

I bestsellere som Women Who Love Too Much og Codependent No More fik de, der ville redde verden eller deres alkoholikermænd, at vide, at de i virkeligheden var martyrer og tyranner, der forsøgte at kontrollere andre med deres såkaldte kærlighed og ansvarsfølelse. Hjælp kunne faktisk være en form for hævn.

Co-dependency-sproget opstod i én hjælpesektor, siger Macfarquhar, nemlig Anonyme Alkoholikere og Al-Anon, men hun finder den samme fortolkningsmodel i en anden og større moralindustri, nemlig nødhjælp og humanitært arbejde. Også her spiller gode intentioner sammen med egeninteresser. Også her ligger anklager om selvisk altruisme lige for.

Macfarquhar er vist nok utilfreds med den fortolkningsmodel. Det virker, som om hun ikke er overbevist om, at hjælpeimpulsen altid også er en vilje til at kontrollere, til at forblive privilegeret, til at kolonisere. Men det virker også, som om hun ikke ved, hvordan hun skal argumentere for det modsatte, så det lader hun bare være med.

Blop

Faktisk kan jeg ikke finde et eneste argument i Strangers Drowning. Det er som sagt en styrke, at Macfarquhar tager den nedladende klang i do-gooder alvorligt. Det er til gengæld en svaghed, at hun uden at blinke går med på det generaliserende i mærkatet.

Der er langt fra Charles Gray til den unge finansmand og til Sue og Hector, men den forskel har Macfarquhar ikke et sprog for. Her er intet begrebsligt arbejde. Egentlig er retfærdiggørelse en mere akut tematik i bogen end altruisme. Hvordan retfærdiggør jeg mig selv og min livsform? Det er det spørgsmål, bogens portrætpersoner har til fælles, men det er ikke rigtigt det, Macfarquhar interesserer sig for.

Strangers Drowning lander som et blop i strømmen af amerikansk non-fiktion om interessante emner, skrevet af dygtige magasinskribenter, der sikkert nok har noget på hjerte, men som er grundigt oplært til ikke at sige det for højt.

Det klareste symptom på, at bogen lider af creative writing-syndrom, er at Macfarquhar genfortæller alle historier på samme måde. Finder hun en do-gooder i en roman af Hilary Mantel, parafraserer hun denne historie på akkurat samme empatisk dramatiserende vis, som når hun komponerer portrætterne af sine altruistiske hovedpersoner.

Strangers Drowning er den type non-fiktion, der får alt til at lyde som den samme lillefingervarme fiktion.

Larissa Macfarquhar: 'Strangers Drowning: Voyages to the Brink of Moral Extremity'
336 sider. 16,59 dollar
Penguin, Random House

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu