Læsetid: 5 min.

Et universitet af daglejere og døgnfluer

Universitetet er blevet maltrakteret til ukendelighed. En væsentlig årsag til ødelæggelsen skal ifølge fransk historiker findes i de prekære ansættelsesformer, der har vundet terræn i takt med de universitetsreformer, der er blevet gennemført i store dele af verden siden 00’erne
23. april 2016

Hvis der er andet end saltstænger og Asti til ph.d.-receptionen, kan man være sikker på, at stipendiet har været erhvervsfinansieret.

Det er en velkendt historie, at universiteterne fattes penge, og at det går ud over mange og vigtigere ting end beværtningen ved ph.d.-forsvar. Senest har Københavns Universitet skabt skandale ved – foruden massefyringer – at lukke flere velrenommerede sprog- og kulturstudier, heriblandt Finsk og Tibetologi.

Men de voldsomme nedskæringer er ikke den eneste grund til, at vi i dag måske ikke længere retmæssigt kan bruge betegnelsen ’universitet’ om de højere læreanstalter.

Ifølge den franske historiker Christophe Granger betyder nye ansættelsesvilkår og øget konkurrence, at universiteterne er blevet overladt til deres succes som virksomheder, hvilket hindrer dem i at opfylde den funktion, de burde have: at uddanne folk, der bedst muligt kan opretholde et kritisk blik på verden og videreføre forskningstraditioner.

I bogen La destruction de l’université française (Ødelæggelsen af det franske universitet) gør Granger status over konsekvenserne af de sidste 10-15 års universitetsreformer: »Man må indrømme,« skriver han, »at universitetet – i Frankrig såvel som i resten af verden – undergår en ødelæggelse uden fortilfælde.«

Listen af forringelser er uendelig lang: topstyring, besparelser og øget brugerbetaling; privatisering, professionalisering af uddannelser og tilpasning af læringsmål til arbejdsmarkedets efterspørgsel. Universitetet er i dag blevet en virksomhed, der har afsætning som formål og kunder i stedet for studerende, hvilket selvsagt går ud over kvaliteten af forskning såvel som af uddannelse.

Den prekære videnskabsstand

Som franskmænd er flest, glemmer Granger ikke at citere åndsfaderen Blaise Pascal: »Ved at påpege læremestrenes uretfærdighed korrigerer man den ikke.« Vrede kan ikke gøre det alene, og derfor forsøger Granger at »sætte en fælles opfattelse af katastrofen i system«, fordi »dét også er – direkte fra sammenbruddets kerne – at ville give næring til det fælles ønske om at organisere sig imod den«.

Hvor bogen springer forholdsvis let henover universitetets historie som institution, er den sympatisk i sin insisteren på at fremvise og kritisere konkrete eksempler på, hvordan den stadigt skyldige prügelknabe til ’markedsliggørelse’ tager sig ud, når den angår det videnskabelige arbejde.

Analysen af den intellektuelle såvel som sociale ødelæggelse, der som Granger understreger allerede har fundet sted, og altså ikke bare er en paranoid fremtidsformaning, tager udgangspunkt i et fænomen, der i dag er overvældende i sin udbredelse: det akademiske prækariat.

Ifølge Grangers vurdering er helt op til hver anden forsker og underviser på de franske universiteter ansat som timelønnede vikarer, i kortvarige projektbegrænsede stillinger, eller arbejder sågar sort eller gratis.

Disse ansættelser afspejler ikke bare den usikkerhed, der er tilstede i begyndelsen af de fleste karrierer: »Man narrer sig selv, når man tror, at den er det ulykkelige venteværelse til en stilling,« som Granger skriver.

Den prekære tilstand er snarere selve den måde, den liberale læreanstalt bedst fungerer på: ingen forpligtelser over for arbejdskraften, ingen frihed i forskningen.

Professionalisering og autonomi

Granger retter også kritik mod den dalende faglighed. Med USA som forbillede har man indført større valgfrihed på studierne, og de studerende er blevet en slags entreprenører, der selv skal skræddersy den personlige profil, »der kan lede dem til arbejdsmarkedet med færrest mulige omkostninger og størst mulig profit«.

Den studerende opøves i at navigere ’ude i samfundet’, dvs. på markedet, og alle valg tages med dette for øje: Folkeskolelever vælger gymnasiespor efter ledighedsstatistikker, og gymnasieelever går til coach med henblik på at pejle deres karriere i den mest rentable retning.

Universitetet er med Grangers ord »på én gang en maskine til at producere rigdomme med, og et sted hvor man udvikler og påtvinges den vane at se verden med kapitalistiske øjne«.

Med universitetsloven fra 2007, kendt under navnet réforme Pécresse efter den daværende undervisningsminister i Sarkozys regering, har de franske universiteter fået komplet ’finansiel autonomi’. Den økonomiske frigørelse fra staten giver universitetet langt friere tøjler til at administrere alt fra økonomiske forhold til ansættelsesprocedurer, men loven afstedkommer imidlertid, som Granger sarkastisk bemærker, »det eksakt omvendte« af autonomi.

Universiteterne gøres »afhængige af en praksis og et formål, som ikke tilhører dem selv«, hvorfor uddannelsesforløb nu i stadig højere grad modelleres efter, hvordan de kan afsættes som attraktive professionaliseringer til kundegruppen.

Granger giver et grelt eksempel:

I Mulhouse i Alsace kan man for 12.000 euro tilegne sig en informatikuddannelse, der er tilrettelagt efter en særlig ’projektpædagogik’, hvor den studerende selv udarbejder et ’professionelt projekt’, og dermed opnår sit diplom uden at komme i nærheden af hverken undervisning eller eksamen. Det er med andre ord længe siden, at det faglige indhold blev dikteret af videnskabelige genstandsfelter og fagtraditioner.

I stedet tvinges universiteterne til at »tilpasse deres ’uddannelsestilbud’ til, hvad økonomien har brug for, det vil først og fremmest sige virksomheders behov med hensyn til arbejdskraft«.

Frygt hæmmer protester

Studerende og ansatte hertillands kan formentlig nikke genkendende til de liberale vinde, som den danske universitetsverden ingenlunde har været fritaget for.

De sidste 11 år har universitetsbestyrelserne bestået af en overvægt af eksterne medlemmer og dermed været domineret af udefrakommende interesser – ikke mindst erhvervslivets – til fordel for faglige kriterier, når alt fra ansættelser, prioritering af midler og uddannelsernes indretning skal besluttes.

Den netop afskedigede professor fra Københavns Universitet Thomas Højrup skriver i det nyopstartede studenterblad ’Midler – til modstand mod nedskæringerne’ om usikkerheden ved, at faglighed ikke længere er bestemmende for ansattes fremtid:

»Frygt som ledelsesredskab og vennetjenester til lederen som den enkelte medarbejders eneste middel til at skabe tryghed, er hvad vi må leve med, så længe den nye styrelseslov får lov at være grundlaget for universitetet.«

Topstyringen og den konstante usikkerhed i prekære ansættelsesvilkår er ifølge Granger netop en del af forklaringen på den ringe grad af protester og politisk organisering, man finder blandt videnskabeligt personale – også selv om de privat lider under dårlige arbejdsvilkår og er vidner til denne »endeløse nedbrydning af alt« fra første række.

Et dugfrisk eksempel på en sådan faglig organisering har imidlertid vist sig i forbindelse med de massive protester mod den nye arbejdsmarkedsreform, der siden marts har trukket hundredetusinder af franskmænd på gaderne og affødt besættelser af diverse uddannelsesinstitutioner, hvor en sammenslutning af ph.d.-studerende og løstansatte nedlagde arbejdet i protest mod dårlige arbejdsforhold.

Granger afslutter sin kortlægning af skaderne med en advarsel mod at tro, at der skulle være et rationelt formål med udviklingen.

»De liberale reformer har lært os ikke at forvente andet af universitetet end det nyttige (...) alt skal reguleres efter behov, hvis ordlyd aldrig diskuteres.« U

dover at lukke les grandes écoles – det konkurrencefikserede Frankrigs eliteskoler – opfordrer Granger til at »fordrive arbejdsgiverne« fra universiteterne, »aftvinge magten fra de omnipotente rektorer, der har indført reformerne«, og til at studerende og ansatte allierer sig i kampen om at »genopfinde den mening, vi kollektivt forventer af universitetet«.

Christophe Granger: 'La destruction de l’université française'
159 sider. 13 euro
La Fabrique

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Anders Jensen
  • Steffen Gliese
  • Rasmus Knus
  • Jørn Erslev Andersen
Sup Aya Laya, Anders Jensen, Steffen Gliese, Rasmus Knus og Jørn Erslev Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Præcis beskrivelse af den neoliberale indflydelse på universiteterne - der er blevet 'de lange knives ' arbejdsplads - og styres af bestyrelsesmedlemmer som Asger Åmund & Co fra medico/pharma virksomheder