To europæiske begivenheder i den sidste halvdel af 2015 fremviste med al ønskelig tydelighed relevansen af Agambens filosofi: på den ene side den såkaldte ’flygtningekrise’, der for alvor accelererede i sensommeren, og på den anden side den undtagelsestilstand, den franske præsident Hollande erklærede efter massedrabene i Paris i november.
Den første begivenhed konfronterede (endnu engang) europæerne med det, Agamben kalder det nøgne liv – livet reduceret til det rene biologiske faktum, ekskluderet fra den politiske orden og dog inkluderet netop gennem denne eksklusion. Den anden begivenhed fremviste suverænitetens væsen, som Agamben med den nazistiske jurist Carl Schmitt bestemmer som »den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden«.
Den måske mest grundlæggende erkendelse i Agambens værk er, at disse to ting – den suveræne politiske magt og det nøgne liv – er intimt forbundet, og at denne forbindelse udgør selve grundlaget for den vestlige politiske orden. Deraf undertitlen på hovedværket Homo Sacer, der nu foreligger på dansk: Den suveræne magt og det nøgne liv.
Bogen Homo sacer fra 1995 er den første bog i Agambens grandiose forskningsprojekt af samme navn, som blev afsluttet med udgivelsen af Stasis – Borgerkrigen som politisk paradigme i 2015.
Projektet består af ni bøger, der gennem undersøgelser af så forskellige emner som undtagelsestilstanden, eden, treenigheden, Franciskanermunke og Auschwitz forsøger at forstå magtens væsen gennem analyser af den vestlige idéhistorie.
Suverænitet
Første del af Homo sacer er en analyse af »suverænitetens logik« og tager sit udgangspunkt i Carl Schmitts førnævnte definition af suverænitet. Som den, der kan erklære en undtagelsestilstand, befinder suverænen sig på paradoksal vis både inden for og uden for loven: suverænen er den, der inden for lovens rammer kan suspendere loven, og således placere sig selv over og uden for loven.
Undtagelsestilstanden betegner en situation, hvor noget udelukkes fra den almene norm, men som Agamben bemærker, betyder det ikke, at undtagelsen er uden relation til normen: »tværtimod, så forbliver undtagelsen i et forhold til normen i form af suspensionen. Normen anvendes på undtagelsen ved at vende sig bort, ved at trække sig tilbage fra den.«
I undtagelsestilstanden har loven således kraft netop ved at være suspenderet – undtagelsen er, som Agamben udtrykker det, en »inklusiv eksklusion«, og det er netop på denne måde, at livet bliver viklet ind i den politiske magt.
Livet kan, som Agamben skriver, »i sidste instans kun være indblandet i rettens sfære under forudsætning af dets inkluderende udelukkelse, kun være det i en exceptio. Der findes en grænsefigur for livet, en tærskel, hvor det samtidigt er inden for og uden for den juridiske ordning, og denne tærskel er suverænitetens sted.«
Denne intime forbindelse mellem livet og retten danner grundlaget for den moderne biopolitik – et begreb, Agamben låner fra Michel Foucault, og som betegner måden, hvorpå den moderne stat påtager sig varetagelsen og administrationen af befolkningens biologiske liv.
Moderniteten er således ifølge Foucault karakteriseret ved en intens politisering af livet, og som Agambens videre analyse viser, er det dette biopolitiske regime – som vi stadig lever under i dag – der muliggjorde det 20. århundredes totalitære regimer.
Homines sacri
I anden del af Homo sacer analyserer Agamben den »obskure skikkelse fra den arkaiske romerret«, der har givet værket sin titel. Homo sacer (det hellige menneske) betegner en person, der er blevet frakendt lovens beskyttelse, og som derfor kan dræbes af alle uden juridiske konsekvenser.
Men samtidig må homo sacer ikke ofres i religiøse ritualer. Homo sacer er det menneske, der må dræbes men ikke ofres, og som derfor både er udelukket fra den menneskelige og den guddommelige ret.
Homo sacer er altså et liv, der er inkluderet i det politiske fællesskab i kraft af at være ekskluderet, og som derfor er reduceret til sin rene ’dræbelighed’ – en position, der er et spejlbillede af suverænens:
»På hvert sit yderpunkt af ordningen fremviser suverænen og homo sacer to symmetriske figurer, som har de samme strukturer og står i forbindelse i den forstand, at suverænen er den, i forhold til hvilken alle mennesker er potentielt homines sacri, mens homo sacer er den, i forhold til hvilken alle mennesker kan handle som suveræne.«
Dét paradigmatiske udtryk for det biopolitiske bånd mellem livet og magten, som homo sacer legemliggør, genfinder Agamben i en række andre figurer: flygtningen, den fredløse i middelalderlig ret, forsøgspersonerne i koncentrationslejre og amerikanske fængsler, varulven i eventyr, jøden under nazismen og såkaldte ’hjernedøde’ mennesker i koma.
Læs også: Agambens terminologi
Og disse figurer er i sidste instans blot ekstreme udtryk for en tilstand, vi alle lever i – for i den moderne biopolitik, hvor undtagelsen tenderer til at blive reglen, er alle borgere altid potentielt homines sacri.
At gå til romerretten for at forstå nutidens politiske virkelighed er på mange måder typisk for Agambens metode, der er noget af det mest fascinerende ved hans tænkning. Inspireret af Foucault forsøger Agamben altid at forstå et fænomen ved at spore dets historiske udvikling gennem den vestlige idéhistories kanon.
Derfor fylder originale læsninger af eksempelvis antik filosofi, romerske lovtekster og middelalderteologi altid meget i Agambens værker, og han bevæger sig med en uforlignelig evne til at læse tekster hjemmevant i hele den idéhistoriske kanon.
Lejren
Tredje del af Homo sacer er viet en analyse af lejren »som biopolitisk paradigme for det moderne«.
I det 20. århundredes koncentrationslejre (vel at mærke ikke kun de nazistiske) bliver det tydeligt, hvad den vestlige biopolitik er i stand til: Koncentrationslejrenes masseudryddelse kunne kun finde sted, fordi de udgjorde en materialisering af undtagelsestilstanden, hvori de indsatte blev reduceret til et nøgent liv over for den suveræne magt.
»Eftersom lejrenes beboere var blevet frataget enhver politisk status og fuldstændigt reduceret til nøgent liv, så udgør lejren også det mest absolutte biopolitiske rum, der nogensinde er blevet virkeliggjort, hvor magten ikke har noget andet over for sig end det rene liv uden nogen formidling.«
De nazistiske koncentrationslejre var altså ikke en barbarisk afvigelse fra den vestlige civilisations udvikling; tværtimod blotlægger de den vestlige politiks inderste væsen, og som Agamben bemærker, genfinder vi i dag lejrens struktur overalt – f.eks. på det stadion, hvor det italienske politi internerede illegale albanske indvandrere i 1991 eller i de ventezoner i de franske lufthavne, hvor asylansøgere holdes tilbage.
Andre har tilføjet Guantanomo-basen som eksempel, og i en dansk kontekst kunne man pege på den hal i Rødby, hvor flygtninge blev samlet i efteråret 2015, eller de famøse teltlejre i Næstved og Thisted.
Det fotografi af en smilende Inger Støjberg på besøg i en sneklædt teltlejr, der cirkulerede i november sidste år, får i dette perspektiv en ny betydning: her har vi hele den vestlige politiks misere opsummeret i ét billede, i form af suverænens repræsentant over for flygtningenes nøgne liv i lejrens biopolitiske rum. Det er lige før, at det ville være oplagt at sætte det billede på forsiden af Homo sacer.
Livs-form
På bogens første side forklarer Agamben de to begreber for liv, der fandtes i det antikke Grækenland: zoē, der betegner det blotte faktum, at noget er levende og ikke dødt, og bios, »som angav den livsform eller livsmåde, der var ejendommelig for den enkelte eller for en gruppe«.
Den moderne biopolitik betegner den proces, hvori zoē bliver inddraget i politikken, og biopolitikken kan derfor siges at være grundlagt på en adskillelse af livet fra dets form, dvs. en isolering af det biologiske, rene, nøgne liv.
Dermed er der også implicit udstukket en retning for det, Agamben enigmatisk refererer til som »en kommende politik«: en politik, der kan bryde med vestens biopolitiske dødsmaskine må bestå i at etablere det, Agamben kalder for en livs-form, med hvilket han mener et liv, der aldrig kan adskilles fra sin form, og som derfor aldrig kan reduceres til nøgent liv.
Udviklingen af dette begreb er i centrum af fjerde del af Homo sacer-projektet, der består af bøgerne Den højeste fattigdom (2011) og Kroppenes brug (2014). Homo sacer-projektet handler således i sidste ende om at tænke betingelserne for et totalt opgør med staten og loven – en politisk radikalitet, der ofte nedtones i den akademiske omgang med Agambens tænkning inden for den politik-forskrækkede forskningsverden.
Ærgerlige mangler
Homo Sacer er et af de nutidens mest indflydelsesrige filosofiske værker, og derfor er det vigtigt og godt at den nu endelig er tilgængelig på dansk. Desværre er den ellers flotte udgivelse plaget af en række mangler.
Oversættelsen er som helhed udmærket, men er dog visse steder præget af knudrede sætninger, arkaisk sprogbrug (med ord som thi, tillige, retteligen, hine) og uskønne ord som abandonnere, residuel, dræbelighed og celebrere.
Nogle steder er dét, der i originalen er to adskilte afsnit, smeltet sammen. Et sted står der pludselig ’aftenlandet’ i stedet for ’vesten’, og et andet sted er en passage, der oprindeligt er kursiveret, i stedet blevet forsynet med citationstegn, så man fejlagtigt tror, at der er tale om et citat.
Det er også forstyrrende, at begrebsparret inkludere/ekskludere, der er helt afgørende i Agambens tekst, ikke er konsekvent oversat: der veksles i stedet mellem indoptage/udelukke og inkludere/ekskludere.
Den danske udgave er forsynet med et kort forord og et længere efterskrift, der desværre fremstår som en meget indfoldet, indforstået og selvrefererende refleksion over Agambens tænkning.
Muligvis er det denne anmelder, der er en halvstuderet røver, men mon ikke det er de færreste læsere, der uden forklaring forstår, hvad der menes med eksempelvis »Mouchette og den ’frygtelige uskyld’ (Bernanos)«, »Dijan«‹, »Kronstadt 1921« eller »den ’supine vending’ (Lyotard) fra oplevelse til videregivelse«?
Trods disse mangler er det prisværdigt, at Klim nu gør Homo sacer tilgængelig for et bredere publikum. I en tid præget af ’krigen mod terror’, en økonomisk krise der er blevet permanent, samt globale flygtningestrømme er værket kun blevet mere aktuel siden udgivelsen i 1995 – hvilket passager som denne vidner om:
»Når flygtningene i den moderne nationalstats ordning udgør et så foruroligende element, er det først og fremmest, fordi de bringer den moderne suverænitets oprindelige fiktion i krise ved at bryde kontinuiteten mellem menneske og borger, mellem indfødthed og nationalitet. Ved at stille afstanden mellem fødsel og nation åbent til skue på den politiske scene, så fremviser flygtningen et øjeblik det nøgne liv, som udgør scenens hemmelige forudsætning.«
Giorgio Agamben
'Homo sacer'
264 sider. 299,95 kr
Klim
Forfatteren burde klage til sin pusher. Alt for stærkt stof. En helt utroligt gang vrøvl.
Ad Bernanos og 'Mouchette': Måske skal man ikke være alt for ung for at kunne huske det; men i 1967 lavede Robert Bresson en aldeles fremragende film over Bernanos' roman. Check IMDB elller Wikipedia.
Ad Bernanos og 'Mouchette': Måske skal man ikke være alt for ung for at kunne huske det; men i 1967 lavede Robert Bresson en aldeles fremragende film over Bernanos' roman. Check IMDB elller Wikipedia.
De nazistiske koncentrationslejre var altså ikke en barbarisk afvigelse... [i kapitalismens] ...udvikling; tværtimod blotlægger de ... [kapitalismens] ...inderste væsen, og som Agamben bemærker, genfinder vi i dag lejrens struktur overalt.
"Vesten" er jo også socialisme.
Jeg tror aktiv læsning kan gøre meget godt for Giorgio Agambens 'Homo sacer'.
Så hallen i Rødby er vores tids koncentrationslejre?
Og så undrer børnene over at vi ikke længere tager dem seriøst.
Sådan pladder-filosofisk kan jeg godt følge forfatteren af denne klumme og hans guru som har skrevet de 9 bøger. Jeg ved godt hvor de vil hen, det er bare ærgerligt at de er så forblændet af deres eget bias at de kun kan producere sådan noget makværk som dette.
Klummen og de 9 bøger (Har dog ikke læst dem.) er det resultat man får, når man starter med konklusionen.
Det er ikke så underligt, at en særpræget "tænker" som Giorgio Agamben også har en "fan-klub" .
Der har altid været og vil altid være en del mennesker , der dyrker
-konspirationsteorier,
-diverse "ismer" ,
-religiøse og filosofiske "patent-løsninger /- forklaringer"
o s v.
Heldigvis er flertallet fortsat præget af kritisk sans og sund fornuft.
EU tvinger nu 'krigsflygtninge' fra Syrien, Irak og Afghanistan, der ikke føler sig beskyttede i Tyrkiet til, at fravælge den kortere og 'noget mindre' farlige flugtrute igennem Tyrkiet over Middelhavet til EU, hvor der fra det tyrkisk fastland, til den græske ø Lesbos er ca. 10 kilometer, til den ca. 113 kilometer lange og ekstremt farlige flugtrute, fra Libyen over Middelhavet til den Italienske ø Lampedusa.
EU tilbageholder millitært flygtninge i koncentrationslejre, flygtninge med ret til at søge asyl i EU, uden mulighed for at ansøge om asyl, flygtninge med krav på beskyttelse bliver fængslet og derefter deporteret til Tyrkiet, krigsflygtningene modtager derfor ikke beskyttelse, f.eks. afghanere og irakere bliver omgående deporteret til deres hjemlande og et stort antal af syere lider samme skæbne.
Link: Link: http://www.vox.com/2016/3/23/11291612/eu-greece-refugee-inhumane
Fra artikel:
"»Når flygtningene i den moderne nationalstats ordning udgør et så foruroligende element, er det først og fremmest, fordi de bringer den moderne suverænitets oprindelige fiktion i krise ved at bryde kontinuiteten mellem menneske og borger, mellem indfødthed og nationalitet. Ved at stille afstanden mellem fødsel og nation åbent til skue på den politiske scene, så fremviser flygtningen et øjeblik det nøgne liv, som udgør scenens hemmelige forudsætning."
- - - denne artikel forekommer mig så "lærd" , at jeg ikke orker (evner) præcis kritik, men dog synes jeg, at der burde have været plads til ordet "psykiatri" en gang i mellem, idet psykiatri er undtaget fra den almindeligt gældende grundlov, således at suverænen kan agere oversuverænt - - - -
At Giorgio Agamben har fat i noget er uomtvisteligt:: De nazistiske koncentrationslejre var altså ikke en barbarisk afvigelse fra den vestlige civilisations udvikling; tværtimod blotlægger de den vestlige politiks inderste væsen, og som Agamben bemærker, genfinder vi i dag lejrens struktur overalt...
Amnesty international skriver i en rapport om migrantforholdene i Qatar:
Ét af de områder, som Amnestys rapport kritiserer hårdest, er den systematiske begrænsning af arbejdernes bevægelsesfrihed, som de qatariske bygherrer pålægger immigrantarbejderne. F.eks. siger rapporten, at arbejderne fratages deres pas, og at arbejdsgiverne undlader at udstede ID-kort. Altsammen omstændigheder der i praksis forhindrer dem i at forlade emiratet. Amnesty International kalder i rapporten disse forhold for sammenlignelige med slavearbejde.
Af landets to millioner indbyggere er blot 300.000 qatarere – resten er gæstearbejdere, mestendels fra Nepal, Bangladesh, Indien, Pakistan og Filippinerne.
Det Giorgio Agamben ikke begriber er, at det er privatkapitalismen der er problemet, og ikke Vesten som sådan.
Fordelen ved at skrive noget fortænkt pladder er jo at fornuftige mennesker ikke gide bruge tid på at læse det, og pille det fra hinanden. Om Agamben skriver fortænkt pladder kan man jo så ikke vide, men anmeldeldelsen viser i hvert fald ikke at Agamben tænker og taler klart. Et spørgsmål til anmelderen er hvilke lande "Vesten" indbefatter, for nogen af de største, første og forfærdeligste koncentrationslejre var vel dem Lenin og Stalin oprettede. Og der var jo også lejre involveret i udryddelsen af armenerne, omkring første verdenskrig.
jasper, Giorgio Agamben sigter til Vestens lejerkultur i dag, mens han netop understreger, at lejertraditionen historisk set er global. Men din manglende evne til at skelnen mellem nazisternes udryddelseslejre og lejre i øvrigt forklare vel hvorfor du rammer så grumme langt ved siden af. Det kan ikke forklares ved Giorgio Agambens manglende forklaringskraft. Problemet er at han ikke ser lejerkulturen i en klassekampsoptik, men gør den til en "Vestlig" metode. Fakta er at alle rige lande verden over bruger metoden overfor migranter/flygtninge, og alene fordi det er den billigste og mest afskrækkende.
Jeg tror Agamben har ret i, at den "moderne" koncentrationslejr og en deraf udviklet "kultur", i lighed med kapitalismen (og deraf (omfattende og organiseret) klassekamp), er vestlig i sit ophav. Men slaveri og undertrykkelse har forekommet før vestlig civilisation på jorden.
Koncentrationslejre har verken været nødvendige eller mulige at opdrette og drive, inden kapitalismens tid.
* "Nødvendige" ifølge nogle, eller grundet tingenes (mer eller mindre aktivt fremkallede) eskalerede elendighed.
Man kan sagtens indregne ghettoer, farvelaer, skur- og slumbyer i denne kapitalistismens lejerkultur, dannet undet sloganet "Arbeit macht frei", men hvor realiteten er at en håbløs fattigdom og kriminalitet gør at meget meget få oplever andet end undertrykkelse og udnyttelse livet igennem.
Hardt og Negri skriver i bogen, Imperiet:
Den tredje verden forsvinder altså ikke i dannelsen af verdensmarkedet, men træder snarere ind i den første verden og etablerer sig midt i dens hjerte som ghetto, slumby eller favela, der fortløbende produceres og reproduceres. Til gengæld overføres den første verden til den tredje i form af børser og banker, transnationale selskaber og iskolde skyskrabere af penge og kontrol... For de bønder, der bliver lønarbejdere og underkastes disciplinen i den ny arbejdsorganisering, forværrer livsbetingelserne sig ofte, og man kan under ingen omstændigheder tale om, at de har mere frihed end de traditionelt territorialiserede arbejdere
Myndighederne har ofte ingen tal på hvor mange, der egentlig er presset sammen på meget få hektar slumby. Presset på verdens slumbyer og barakbyer, har været massivt siden 70'erne, idet der i peroden frem til idag, har været en stigende indvandring fra land til slum og barakbyer, og nu, efter finanskrisen, også fra tidligere middelstandskvarterer, som forlades eller forslumres, hvis ikke de rives ned.
@Atkins
som jeg læste artiklen skelner Agamben netop ikke udryddelseslejre fra andre lejre. Og lejrene for armeniere i Syrien fungerede i praksis som udryddelseslejre, og det gjorde jo også en del af Stalins lejre. Og at det måtte blive sådan kunne Lenin og hans samtidige tilhængere vel ikke have undgået at se, medmindre de var ubegavede. Beklager hvis jeg forstyrrer folks idoler, men lad mig så tilføje noget positivt om dem: de sørgede selv for at slå de fellow-travellers ihjel, der havde bragt dem til magten, de røg ikke engang i lejrene.
jasper bertrand, Giorgio Agamben sætter ikke lighedstegn mellem nazisternes udryddelseslejre og alle mulige andre andre fangelejre, arbejdslejre, slumbebyggelser, men lægger med sin formulering vel at mærke ikke kun de nazistiske netop op til en reel graduering, som du altså med din holorcaustfornægtelse ikke gør.
@Atkins
jeg må jo have ramt noget, siden du helt uden grund kalder mig holocaustfornægter.
Jeg troede meningen her var at bringe gensidige synspunkter, for at alle kan blive klogere.
Holocaust-relativisme?
jasper bertrand: , for nogen af de største, første og forfærdeligste koncentrationslejre var vel dem Lenin og Stalin oprettede.
....det ligne enten holocaustfornægtelse eller stor uvidenhed.
Men jasper bertrand emnet er kapitalismens behov for at anvende, og skabe forhold for anvendelse af, egentlige arbejdsslaver her i det 21. århundrede.
@Atkins
hvis arbejdsslaver er emnet så passer GULAG vel fint ind. Og at nazisterne senere myrdede endnu flere i og uden for lejre, er vel ingen undskyldning for Lenins og Stalins myrderier. Men forskellen er at ingen, på nær et par crackpots, benægter holocaust, men mange benægter de sovjetiske grusomheder, selv om arkiverne nu er helt åbne, og tallene for lange tidsperioder meget klare.
Alle typer arbejdslejre - ikke kun nazisternes - som Giorgio Agamben så tydeligt skriver - passer ind i den moderne kapitalismes drøm om en slavehær.
Men jasper bertrand, det du har gang i, er en afsporing af Georgio Agambens vigtige budskab om den virkelighed vi lever i. Når de i Qatar kan bygge skyskrabere til en femtedel af prisen i Europa, eller californisk frugt kan konkurrere med europæisk frugt, så er der en grund. En grund som Europa qua lejrkulturens genindførelse er ved at komme efter.
En unødvendig lejr
https://www.information.dk/indland/2016/04/unoedvendig-lejr
. Rejs dig, du sultens slavehær ...som der står i den gamle kampsang.
@Atkins
@Atkins,
ja, lad os vende tilbage til nutiden.
Men hvad anbefaler du så, stop for indvandring i Qatar, Californien og Europa?
Og hvorfor linket, den lejr venligboen skriver om i dit link, er jo selvfølgelig lavet for at afskrække indvandring, ikke for at skaffe billig arbejdskraft. Så Støjberg bør takke venligboen for den gratis reklame.
hov fik skrevet @ en gang for meget, input feltet er for lille
Det er den moderne vestlig civilisations og kapitalismens groteske misfoster, lejrkulturen i et nøddeskal, ligemeget formålet.
jasper bertrand, hvorfra ved du at flygtningestrømmen op i Europa ikke betragtes som et tilbud i arbejdsgivernes jagt på billig arbejdskraft?
Dennis Kristensen skriver:
»Forslaget giver kommunerne mulighed for at ansætte flygtninge til en timeløn på 49 kr. Det er desværre ren indslusningsløn. Samtidig får tillidsrepræsentanterne ikke vetoret, og stillingerne bliver ikke holdt udenfor budgetrammerne. Dermed er der fare for fortrængning af ordinært ansatte«
Med en sådan timeløn er der kun råd til at bo i lejre. Der er statdig brug for billig ufaglært arbejdskraft i visse dele af service-, industri- og landbrugssektoren. Og alt hvad du ser her i Danmark er kun miniature af den samlede udvikling. Både Sverige og Tyskland ser givet en mulighed for at finansiere deres voksende ældreplejesamfund via flygtningestrømmen.
At flygtningestrømmen ikke er til fordel for de ufaglærte og andre med kort skoling, er jeg helt enig med Dennis K i. Den skade stammer helt tilbage fra regeringen Anker Jørgensen, der tillod industrien at importere ufaglært arbejdskraft, for at holde liv i forældede industrier. Det var meget kortsigtet, og til skade for danske arbejdere. Og endnu mere skade var det jo at man så fra fagforeningernes side insisterede på at de midlertidige arbejdere skulle på permanent forsørgelse, da der ikke længere var brug for dem. Og den samme uhellige alliance så man i Sverige og Tyskland, faktisk i større skala, da disse lande den dag i dag har problemer med den slags ikke så fremtidssikre industrier.
og på det tidspunkt Danmark begyndte med fremmedarbejdere kunne man allerede se deraf opståede parallelsamfund i Tyskland og Belgien fx.
Men politikere og debattører i Danmark læser jo sjældent udenlandsk.
"Koncentrationslejre har verken været nødvendige eller mulige at opdrette og drive, inden kapitalismens tid."
Da havde man slaver, fanger og livegne.
jasper bertrandsen, jeg er ret sikker på det var Schlüter der åbnede op for indvandringen:
I og efter 1960'erne tog immigrationen i Danmark fart. Ret hurtigt blev den voksende immigration et politisk stridsspørgsmål, idet oliekrisen i 1970'erne betød større arbejdsløshed. I 1970 blev der indført stop for tilgang af nye fremmedarbejdere. Wiki
Da Anker Jørgensen overgav regeringsmagten til Schlüter var arbejdsløshedstallet 280.000.
Schlüter var det jo ikke, for han kom jo først til i 82. Men det var nok lidt uretfærdigt overfor Anker, for han arvede jo nærmest problemet. 1970 betød ikke et stop, men blot at man skulle søge arbejdstilladelse fra hjemlandet, og at arbejdsgiveren skulle vise at han havde søgt i DK. Det kraftigere stop kom i november 73, hvor man så skulle bruge krumspring for at komme ind, fup-ægteskaber o.l. Så hvis vi skal hægte det på en statsminister er det nok snarere Baunsgaard, VKR, 68-71.
Det var stort set over 250.000 arbejdsløse i DK fra 1975- 94, så det var nok alligevel Schlüter som sad fra 1982-1990 og Poul Nyrup Rasmussen derefter.
Udlændingeloven:
I 1977 nedsatte Folketinget et Udlændingelovudvalg (Fremmedudvalget i daglig tale), hvis arbejde resulterede i en ny udlændingelov i 1983. Kun Fremskridtspartiet stemte imod. Loven har siden undergået en lang række stramninger.
Udlændingeloven af 1983 blev af nogle betegnet som verdens mest liberale udlændingelov:
Tilhængerne fremhævede, at Danmark med loven fik verdens mest humanitære asylpolitik, mens kritikere pegede på, at det var for let at komme ind i landet. Det mest markante ved loven var en forbedret retsstilling for asylansøgere. Loven indeholdt således også et retskrav på familiesammenføringer for udlændinge, hvilket blev diskuteret meget i årene efter. Siden blev der strammet op på området, første gang i 1992 og siden i 2002, hvor VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti strammede reglerne om familiesammenføring.
---
Nettoindvandring pr år
År Antal
1947.. -6 846
1957..-11 833
1967.. 1 642
1977.. 5 834
1987.. 6 173
1997..11 712
1907..23 090
1907 rettes til 2007
Nettoindvandring er ikke et godt tal for arbejdskraftindvandring. Den egentlige arbejdskraftindvandring burde være sluttet i 73. Men udlændingeloven fra 83 som mest skyldtes de radikale og en kristelig jurist ved navn Gammeltoft var da katastrofal, da det nu blev umuligt at smide folk ud, uanset om de kom for at arbejde eller ej. Men Schlüter sad jo på de radikales nåde, og måtte sluge mange ting også omkring parlamentarisme. Til gengæld brød han socialdemokraternes regeringsmonopol, tilsyneladende varigt. Om det var godt eller dårligt totalt set, er ikke let at svare på.
Mht til de nyere indvandringstal er der store tal, nogen gode som kvalificeret arbejdskraft, mange for at studere, og tredjeverdensmigranter, herunder flygtninge,som nok ikke trækker økonomien op. Og ufaglærte eu borgere i gartneri og landbrug.
Før Schlüter overlevede regeringer, der ikke var støttet af socialdemokratiet, ikke et valg, ca tilbage til systemskiftet i 1901.
Ja, det liberale slæng har siden 80'erne været enige om at sælge nationens job til de lavestbydende og der er tilsyneladende ingen der kan stoppe denne undergravende virksomhed, for profitten er jo gud og arbejdslejre fremtiden.