Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kristenhedens blodhund

Alsidigt værk om reformationens skræk for tyrken og islam viser, at vores dages frygtfyldte forestillinger ikke er af ny dato. Tyrkerfaren var et effektivt redskab til at fastholde politisk magt og fiksere nye religiøse dogmer
Moderne Tider
28. maj 2016

Den danske teolog og reformkatolik Poul Helgesen (1484-1535) med øgenavnet Poul Vendekåbe i en slagfærdig samtid introducerede reformivrig Luther i Danmark, men bekæmpede ham siden med næb og kløer. For at det ikke skal være løgn sammenlignede Helgesen den tyske reformator og om nogen antiislamist med muslimerne. Luther og islam var to sider af samme forbandelse. I afgudsdyrkelse og hovmod måtte Luther ifølge Helgesen sidestilles med Muhammed. Ligesom profeten i dennes skamløse selvpromovering havde Luther ved list og ondskab ophøjet sig som ligemand med Kristus, osv.

I denne og andre behændige tautologiske behandlinger af materialet slutter Helgesen sig til det kor af kristne gejstlige i datidens intellektuelle elite der på prent og i tale tordnede mod islam og kun kunne vise deres foragt – og frygt – ved at ligne muslimerne med det værste de vidste. Hos Helgesen altså Luther og satan selv. Tyrken – og lutheranismen – var sindbillede på verdens undergang. Eller mere præcist: osmannerne var det.

Den reelle fare

Retfærdigvis stod renæssancens Europa over for en håndgribelig erobringsfare øst-sydøsfra. Det osmanniske rige, supermagten ved Middelhavet var i sin vældige geopolitiske magtekspansion under – og efter – Süleyman den Prægtige (1520-1566) godt på vej til at sætte sig fast på Balkan og Østeuropa. Hvem kunne vide, hvornår grænsen for en tilsyneladende ustoppelig invasion var nået? Sammenholdt med at kristendom og gejstlighed var tidens altdominerende tonegang i europæisk renæssance, siger det sig selv at den storpolitiske bekymring var synonym med den religiøse. Hvem vandt i kampen mellem halvmåne og kors, mellem sultan og pave, mellem turban og tiara.

Netop dette er titlen på en lærd antologi om renæssancehumanisternes syn på islam og tyrkerne: Turban og tiara, red. af Pia Schwarz Lausten med bidrag fra otte andre forskelligartede fagfolk og redaktøren selv i elleve afsnit.

En nyttig bog, smukt tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson, om grundlaget for vore dages mentale og politiske holdning til den store verdensreligion med rødder i den mest urolige del af verden. I vore dage med aflæggere i form af allerede længe eksisterende minoritetsbefolkninger i de gamle europæiske nationalstater, samt yderligere tilgang af flygtninge fra konfliktområderne. Dertil kommer i aktualitetens navn terrortruslen, som ganske vist er minimal i forhold til andre voldelige fænomener i vesten, men til gengæld er spektakulær, skræmmende når den indtræffer og egnet til at genoplive forestillingen om den uudgrundelige farlige muslim, den grumme tyrk i krumsabel og snabelsko.

Den danske side

Turban og Tiara lægger meget naturligt en del af sin faglige vægt på forholdene i Danmark, mestendels i de tider da Poul Vendekåbe måtte indse at reformbevægelserne nu var så stærke at hans egen kirkes dage på disse breddegrader var talte.

Den danske nye teologi og for den sags skyld centralmagt lod sig jo selvsagt forme af impulserne sydfra, fra Wittenberg hvor truslen østfra var flere kilometer nærmere, men hvor fjendebilledet også så nemt lod sig bruge til at aftegne hovedmodstander nummer to – eller ét som man ser det: den katolske kirke. En omvendt Poul Helgesen.

I Martin Schwarz Laustens afsnit om det danske renæssancesyn på islam giver forfatteren den første lutheranske sjællandsbisp Peder Palladius ordet. Palladius der tillige var universitetsprofessor ironiserer med klokker og bjælder over muhammedanernes pragtsyge og ydre symboler, der kun kunne sammenlignes med den katolske kirkes tingeltangel og djævelskab. Muhammed tillader også flerkoneri, som svarer til pavens accept af hans gejstliges horen på sodomistisk vis, mente Palladius. Intet nyt under solen. Den lærde nyomvendte bisp kvier sig ved at indrømme paven ham hans hengivenhed for Kristus, og får også den ting drejet hen på en sammenligning mellem Rom og islam.

Danmark lå dengang fjernt fra brændpunkterne, dog ikke fjernere end at Christian 3. Og Frederik 2. begge lod Holsten, deres len under den tyske kejser, betale tyrkerskat akkurat som i det øvrige tyske rige. De penge gik til rustninger mod de osmanniske horder.

Ellers anvendes tyrken mest som skræmmebillede, en blanding af gru og fascination, som da det tyrkiske indgår i Christian 4´s kroningshøjtidelig i tableauer af kamp mellem pave og sultan. Den kronede unge konge forestiller i maskeradeoptrinnene paven i en art mock up af pavemagten som ren fiktion. Kan tænkes nogen blev lidt forvirrede.

Men set i sammenhæng med festlighedernes øvrige brug af tyrken, kristenhedens blodhund, som den forhånede tilintetgjorte fjende – et vældigt tyrkerborgtårn af pap og klude opstillet på Valby Bakke brændtes af i løst krudt og kugler – er pointen igen at fremstille det fremmede og katolske som helvedes forgård, men overvindeligt, når rette folk kom til.

Forestillingen og kategorierne kan minde om antisemitismens mekanikker, som også har sin lidenskabelige fortaler i Luther, om end de islamistiske fjendeforestillinger som sagt har noget mere hold i virkelighedens frygt og bæven. Danske teologer anvendte først og sidst den meget teoretiske tyrkerfare, til at fastholde deres menigheder på den lutheranske nye kirkes lige vej uden skelen bagud til paven.

Camres hestestald

Bent Holm fører i sit kapitel om Chr. 4. fænomenet op til vore dage, hvor tyrken, muslimen som antikrist, værdiernes fordærver, den fordækte usurpator, ganske som jøderne i traditionelt jødehad, tillægges motiver til landets undergang i kirkens destruktion. Som hos dansk nutids vel mest indædte antiislamist Mogens Camre i 2010 i anledning af danske muslimers fest på Christiansborg skrev i Ekstra Bladet: ”… Gæsterne til ramadan-middagen […] får sikkert også en rundtur i demokratiets lokaler og kan se på mulighederne for ejendommens brug i en ikke alt for fjern fremtid. Den firkantede klods ved siden af, kaldet Slotskirken, kan sikkert omdannes til moske eller eventuelt til hestestald, som tyrkerne har for vane.”

Det er rigtigt at sultan Beyazit 1. i 1300-tallet engang, gentaget af storvesiren Kara Mustafa i 1600-tallet, truede med at ondulere Peterskirken om til hestestald. Udfald af den art skal man vare sig for, når Camre er i nærheden. Han husker den slags.

Bogen er rig på klare fremstillinger og skarpsindige vurderinger af samspillet – eller det modsatte – mellem de to store statssystemer og magtsøgende religioner.

I denne omtale har anmelderen koncentreret sig om det danske aspekt, som imidlertid med to kapitler fylder mindst blandt elleve andre. Det hele er værd at få med.

Det kunne være herligt, eller anderledes, såfremt visse politikere – efterhånden mange – der rask væk udtaler sig om islam og kristendom også vidste lidt om emnet, herunder de historiske forudsætninger for et utal af misforståelser.

Måske de ville blive overraskede over, hvor langt tilbage i den danske kirkes historie fordommene rækker. Og hvorfra de selv har dem.

Pia Schwarz Lausten (red.): Turban og Tiara. 368 sider ill. 265,95 kr. Vandkunsten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her